Sådan her begynder helvede. Schiiiiiiw. Hun vil have mig til at
   mærke lynlåsens lethed.
   "Den glider som en drøm," siger hun. "Prøv, skat."
   "Jeg behøver ikke prøve. Jeg kan jo se, hvor effektiv den er,"
   siger jeg. Hun insisterer. Jeg griber om den lille, kolde split og kan
   nærmest, før jeg begynder at bevæge den, fornemme hvordan den
   glider uden det mindste besvær. Jeg har aldrig haft fat i en lynlås,
   der er så nem at lyne. Jeg vil gå så langt som at mene, at jeg kunne
   ikke være mere ligeglad.
   Hun er nu blevet medlem af dyresekten PET World.
   Den nat drømmer jeg om en velredt collie, der gnaver på en
   skæv pind. Det skal vise sig at være min sidste drøm om hunde i
   meget lang tid. Snart kommer mareridtene. Kattehår overalt.
   Jeg skal med ud til katteavlerne. De har, hvad jeg vil kalde et
   helt fodboldhold af norske skovkatte rendende i stuen, køkkenet,
   toilettet. Jeg har set billeder af dem liggende i deres stue, hvordan
   de flader ud på det blanke linoleumsgulv som hårtotteeksplosioner.
   Hun beder mig tage en dyr parfume på, og i øvrigt trække
   bukserne helt op.
   Helt op.
   "Ingen sælger norske skovkatte til usoignerede ejere med
   hængerøv," siger hun, og i bilen forsøger hun at finde ud af, hvilken
   negleklipper der er bedst at bruge på norske skovkatte. Jeg kan ikke
   lade være med at forsøge mig med en humoristisk punchline:
   "Måske skovmandens motorsav?"
   "Man kan få en elektrisk negleklipper," siger hun afbrydende.
   Jeg er ignoreret. "Norske skovkatte er en anelse mere kloge end andre
   katte," siger hun også, som er det en empirisk sandhed. Jeg tænker:
   Eller en anelse mindre dum?
   "Ok."
   "Måske du kan lære dem nogle tricks?"
   "Ja."
   Hun kører stærkt og kan slet ikke vente med at få dyret med sig
   hjem. Jeg kommer til at tænke på æslet i Shrek. Are we there yet. Are
   we there yet.
   Hun trækker håndbremsen og springer ud af bilen. Snart står der en
   hel eksplosion af små uldtotter omkring os. Fede, tynde, spraglede,
   sprællende og nervøse norske skovkatte. Eller som jeg kalder dem:
   Rovkatte.
   Katteavlerne står og smiler til os, som et helt ostemarked af
   desperate sælgere. Jeg har aldrig før været så irriteret over min indbydende parfumerede duft, der kun gør katteavlerne endnu mere
   imødekommende overfor os.
   Hvordan ligner man en mand, der kan finde på at halshugge en
   kat, tænker jeg.
   Vi bliver budt indenfor. På stuebordet står en lille fin bakke med
   kopper, tebreve og en lille skål med finske lakridser. Er der ikke noget,
   der hedder norsk lakrids, hvilket ellers ville gøre det her endnu mere
   gennemført. Rundt om bakken er der fem uldtotkatte.
   "I har godt nok mange katte," siger jeg.
   "Ikke nok," siger hun og skænker te til min kone.
   Jeg takker nej men napper en finsk lakrids. Det klistrer til tænderne og jeg får lyst til at åbne munden og trække bukserne ned.
   Miaw, siger den kat, som min kone har udset som sin udkårne
   hjemmefra. På billedet lå den under et sammenrullet tæppe og lignede
   toppen af en spicy kebabrulle, synes jeg. Det synes min kone ikke.
   Hun løfter ham op, han spinder, hun aer ham, han spinder stadigvæk. Jeg anede ikke, at katte, der spandt, kunne forveksles med
   græsslåmaskiner.
   "Hvad er jeres erfaring med elektriske negleklippere," spørger
   min kone så.
   Jeg står i baggrunden, savner Lassie, men alt hvad katteavlerne
   ser er en mand, der kan finde ud af at strinte med den helt rigtige
   parfume. Som trækker bukserne op, og som kan klippe negle på
   dem med elektrisk negleklipper.
   "Vi forsøger at undgå batterier," siger avlerfar.
   Forsøger at undgå batterier?
   Jeg kunne græde. Jeg kunne skrige: Lassssssiieeeeee!
   Hvorfor gør jeg ikke noget? Andet end at jeg står og kæmper
   for at nikke de helt rigtige steder, mens avlermor og avlerfar fortæller
   noget om næringsrigt kattefoder og de bedste kattenegleklippere
   på markedet uden batteri. Som om vi allerede har købt katten. Det
   går snart op for mig, at det har vi jo allerede gjort den dag hun så
   kebabrullen på DBA.
   Pludselig skal jeg skide. Det er vel næppe den finske lakrids?
   Jeg spørger til toilettet og avlerfar peger. Han har i mellemtiden
   hentet en kold bajer. Jeg får ondt af ham. Han har i grunden lyst til
   en ølpartner og pokeraftener, men han er endt i et hjem med tusinde
   norska jävla katte.
   Ude på toilettet går min parfume sig dårligt sammen med stanken
   af kattelort fra bakken ved siden af brusekabinen. Jeg kan ikke lade
   være med at kigge ind i bakkehuset. Lede efter en kattelort. For fanden,
   Ole, lige nu leder du efter kattehømhømmer, tænker jeg. Og ovenpå
   vaskemaskinen står en kasse med plastichandsker. Jeg overvejer at
   tjekke antallet, men skider først.
   Heller ikke denne stank gør noget godt for parfumen.
   Jeg åbner vinduet, og chokket vil ingen ende tag, da en kattesnude stikker frem fra det store skab foran mig med håndklæder
   og shampoo. Der er sgu en kat herinde! Jeg bliver forfjamsket. Som
   står der en hel indremissionsk forening og kigger på mig, mens jeg
   skider.
   "Undskyld," siger jeg til den, men katte forstår ikke undskyldninger. Heller ikke kloge norske skovkatte.
   Deres toiletpapir kradser lidt. Jeg står og dupper det sidste
   snavs fra bagen, mens jeg opdager, at dyret er sprunget op til det
   åbne vindue. Det tager kortere tid end skyllet, før den er hoppet ud
   ad vinduet. De er hurtige. De er smidige. Jävla katte!
   De er indekatte! Sådan her begynder helvede.
   7000 kroner i kontanter ligger i min kones hånd som kvalmefremkaldende spoleorme og er parat til at kravle helt ned i svælget på
   disse blåøjede avlerforældre. Det syn møder mig, efter jeg har skyllet
   ud og lukket vinduet og øvet mig på pokerfjæs. Jeg har simpelthen
   besluttet mig for at lade som ingenting.
   Behandler de deres katte godt, kommer de vel tilbage igen?
   "Han bliver stor og fuld af pels," siger avlerkvinden til min kone,
   og jeg stiller mig hen ved siden af dem.
   "Så det er den der, vi køber," siger jeg. Jeg lyner op ind til kattekufferten, og forsøger at forcere handlen frem. Vi skal væk hurtigst
   muligt.
   "Prøv at holde ham, skat," siger hun.
   "Det går nok," siger jeg. "Det behøver jeg ikke."
   Min kone presser sine læber en anelse sammen. Blikket drukner i pinlighed på mine vegne.
   "Skat, du skal lige holde ham?"
   "Skal jeg?"
   "Ja da."
   Og det gør jeg. Naturligvis gør jeg det.
   "Er hans pels ikke blød?"
   "Jo da."
   "Det er hannerne altid."
   Hun smiler til avlerne, der smiler tilbage igen, og så ryster hun
   på hovedet.
   "Mænd altså..."
   Og så sker det udefinerbare. Det er ting i livet, som man aldrig
   kan genfortælle med en dertil liggende forklaring af, hvordan det
   kunne ske. Jeg kan minutiøs beskrive, hvad der konkret skete. Hvordan min kone tager fat i en anden kat. Hvordan hun løfter den op.
   Det er en hunkat, eller en af hunnerne, og dens pels er altså mindre
   blød. Den er lidt chuppy og ret nervøs. Dens krop ryster. Så meget
   kan jeg beskrive. Og jeg kan gøre det klart for jer, hvordan hun
   lægger den helt ind til sin ene kind og lytter til dens hjerte, der
   galopperer derudaf med 120 kilometer i timen. Hvordan hun allerede
   på dette tidspunkt forsøger at fange mit blik. Du ser hende ikke i
   øjnene nu, siger mit indre, det betyder liv og død at du kigger væk.
   Se på avlerkvindens pæreformede hage og stirrer på den, indtil alt
   det her er overstået. Eller fortæl en vittighed, at nu kan du få endnu
   flere uldtrøjer ud af alle de kattes hår. Sig det med glimtet i øjet. Vis
   katteavlerne, du har humor. Kan katte ikke lide humor? Dét jeg ikke
   kan forklare, er, hvorfor jeg alligevel begynder at se på min kone,
   der er helt maltrakteret i hele ansigtet af denne hunkat, som langsomt
   ryster mindre og mindre og spinder mere og mere. Hvordan den er
   som blevet en del af hendes ansigtshud og aldrig kan løsrive sig fra
   hende igen. Det er for sent. For helvede, du kigger jo på hende nu,
   Ole!
   "Skal vi ikke tage søsteren med også, skat?"
   Og livet går i stå!
   Svaret lader vente på sig...
   "Søsteren?"
   "Hende her."
   Hun peger på uldklumpsfætteren foran mig.
   "Er det søsteren?"
   "Skal vi ikke tage hende også? De er gode til hinanden."
   Jeg får lyst til at lave pæremos af katteavlerens hage i samme
   sekund som det går op for mig, at hun har talt min kone varm og
   vil sælge begge killinger til os. Aldrig har Lassie været længere væk.
   Hun propper begge katte ind i kattekufferten. De taler lidt om,
   hvordan man skal bære kattene i den, og jeg slagter dem, hvis en af
   dem foreslår, at jeg prøver at holde kufferten nu.
   Jeg må ud og hæve penge til den sidste kat, fordi de ikke har
   mobilepay. Sjovt hvordan man lokker folk med en kat mere, men
   ikke har tænkt på at få mobilepay, tænker jeg og sigter mod Danske
   Bank. Det er min bank. De skide killinger skal ikke koste mig et
   gebyr ved at hæve fra Nordea.
   Tilbage ved kattehelvede står min kone med en art kattefiskestang
   med en pibende mus for enden. Det viser sig vi får den med i den
   samlede pris på 14000, og jeg tænker, at jeg netop har betalt 14000
   for en skinger mus i snor på plastichåndtag. Og smiler. Og dufter.
   "Det hedder altså ikke en kattefiskestang," siger avlerkvinden til
   mig, og jeg kan slet ikke huske, at jeg har kaldt den det. Jeg troede
   kun, at det var i mine tanker, at det ord dannede sig, men jeg må
   næsten være så rystet over situationen, at jeg ikke kan skelne tanke
   fra tale? Mon jeg også sagde det med vaskemaskinen før?
   "Ok," siger jeg.
   "Det hedder legemus i snor," siger hun.
   "Ok."
   Jeg giver dem pengene, og får tanke på, hvordan avlerkvinden
   og avlermanden sidder ved baren på Bodega Kattehelvede og skåler i gammelgrå og brækker sig ud over det hele, mens jeg bliver
   tvangsindlagt til at sidde i sofaen og klippe negle på kattene med
   den helt rigtige og moderne negleklipper. Zip. Zip. Zip.
   Vi får altså begge katte gelejdet ind i kattekufferten. Min trodsighed holder fast i det navn. Jeg har tænkt mig at begrave dem begge
   i kattekufferten, når den dag indtræffer.
   I bilen nynner hun "Sov sødt lille Jumbo" til hunkatten, der miaver og ryster med hele kroppen. Jeg forestiller mig, at det er krampe.
   At der kommer fråde ud af dens mund. Jeg tror kun dette forbliver
   ved tanken.
   "Hvad tænker du på?"
   "Hvor glad du bliver for de katte," siger jeg.
   "Du aner slet ikke, hvor meget!"
   Og jeg tester deres robusthed over hump på vejen op til vores
   hus. De vælter lidt rundt, men ikke noget nævneværdigt. Jeg kigger
   ind mod huset for sidste gang uden katte. Uden hår over det hele og
   bløde kattelorte i en moderniseret tjekket kattebakke. Den har hun
   også allerede købt. Et hus i huset.