0Fantomio
Var det nysgerrighed? Var det medmenneskelighed? Det var nogle af... [...]
Noveller · omsorg, sjov, sammenhold
1 år, 5 måneder siden
3Bedemanden
Nu skal I høre godt efter! Jeg var taget ned til Statoil for at t... [...]
Noveller
1 år, 7 måneder siden
1Krøbbel-Prebbe
Preben var på mange måder en ualmindelig kat, men med almindelig ... [...]
Noveller
1 år, 7 måneder siden
3Farmor, en trappe, en plan
Nogle weekender i min barndom cyklede jeg ud til min farmor. Der ... [...]
Noveller
2 år siden
2Brændt Due i Motorhjelm
Jeg skylder jer at fortælle, vi var på vej til badmintonstævne i ... [...]
Noveller
2 år siden
2To katte
Sådan her begynder helvede. Schiiiiiiw. Hun vil have mig til at · m... [...]
Noveller for børn/unge · nuet, samvittighed, følelser
4 år siden
2Det er utroligt med ham Max M
Jeg går ud i køkkenet for at hælde vand i elkedlen. Tænde den. Vi... [...]
Noveller · samtale, krise, samliv
4 år siden
2Hesteballon
Jeg stod på bussen, som andre passagerer stiger på en bus, et skr... [...]
Noveller · had, psykisk smerte, psykose
4 år siden
4Gåsen
Jeg får en tanke, at jeg flyver med en gås op på psyk. Lige nu, i... [...]
Kortprosa
8 år siden
3Efter
Agnete sad i noget så afslappet som en hængekøje i deres have, og... [...]
Noveller
8 år siden
5Skumbanan
Telefonen ringer. · "Nu sker det snart," siger kvinden i den anden ... [...]
Noveller · mennesker, ensomhed
9 år siden
1Vi turde i starten, senere blev vi bange - ...
Dres var bange. Jeg var bange. Det var på den måde, netop på den ... [...]
Romaner
9 år siden
1Vi turde i starten, senere blev vi bange - ...
Jeg glemmer ikke den dag. Jeg kunne ikke få Dres med mig hjem. Vi... [...]
Romaner
9 år siden
2Vi turde i starten, senere blev vi bange - ...
Morfin kan være dødeligt for kroppen, det har Dres' mor fortalt t... [...]
Romaner
9 år siden
2Vi turde i starten, senere blev vi bange - ...
"Du er vel ikke en bangebuks," sagde han. Vi var gået ned til str... [...]
Romaner
9 år siden
1Vi turde i starten, senere blev vi bange - ...
Der var sket det, havde han fortalt mig, at Dres' far havde banke... [...]
Romaner
9 år siden
5Dage uden dagbog
Det var kun én dag ud af mange. Min mor kunne ikke vågne, og jeg ... [...]
Noveller
9 år siden
1Hamster
Jeg har lovet min søn en hamster, og nu skal det være. Jeg nærmer... [...]
Noveller
10 år siden
3Skumfidus
Jeg er blevet ringet op, og når en telefon ringer, tager man den.... [...]
Noveller
10 år siden
1Kyllingerne i kælderen
Jeg træder ind i mit hus, hvor jeg bor sammen med min mor og min ... [...]
Noveller
10 år siden
5Det glødende hjerte
Lad os kalde ham Pelle Plys, som hans siddekammerat Agnes siger. ... [...]
Noveller
10 år siden
3Besøget
Jeg hilser på drengen og drengens mor. Han ser gladere ud end hen... [...]
Noveller
10 år siden
9Styrthjelmen
Mor køber en styrthjelm til mig på den Blå Avis. Sælgeren fortæll... [...]
Noveller
10 år siden
1Gademusikantens påskeferie
"Klokken toner strejfer mig, · en sælsom rejse ender her, · du var så... [...]
Noveller
11 år siden
1Fra et sted indenfor
"Lad fremtiden sove , far, for vækker man den for tidligt, får ma... [...]
Noveller
11 år siden
37Bella
Der var engang et stormvejr. Man nåede knap at tænke sig om, før ... [...]
Noveller · storm
15 år siden
2Den svære elektroniske sletning
Min far har stået der i to år nu. Nr. 12 i min elektroniske telef... [...]
Noveller
18 år siden
0Adam - 1. kapitel
Jeg får et chok denne morgen. Bliver vækket af udråb, der faretru... [...]
Romaner
18 år siden
4Aforismer og andre små tekster - måske opst...
"Vi søger at få mening ud af det allermest absurde - det i sig se... [...]
Aforismer og gruk
18 år siden
1Cadavre Exquis
Personer: · Asger · Pia · Rekvisitter: · Notesbog og pen · Maleri med sort ... [...]
Blandede tekster
18 år siden
0Pedro - Epilog
"Rul ham om på siden, Asger. Jeg vil se ham i ansigtet." · "Hvad vi... [...]
Romaner
19 år siden
0Pedro - Kapitel 10
Om aftenen. Sidste dag. På badeværelset var der en duft af hyldeb... [...]
Romaner
19 år siden
0Pedro - Kapitel 9
Næste dag. Jesper Hansen stod uden for døren til Jørgen Karlsens ... [...]
Romaner
19 år siden
1Pedro - Kapitel 8
Samme tid et andet sted. Sven vendte tilbage til boghandlen. Denn... [...]
Romaner
19 år siden
0Pedro - Kapitel 7
Dagen efter. Det var sjælden set, at der var slåskampe i den lill... [...]
Romaner
19 år siden
0Pedro - Kapitel 6
Flashback. · "Det er ærgerligt med din medaljon, Jørgen. Den var nu... [...]
Romaner
19 år siden
0Pedro - Kapitel 5
Om aftenen dagen efter. · "Jeg har set Pedro!" råbte lille Nikolaj... [...]
Romaner
19 år siden
0Pedro - Kapitel 4
Næste dag. Uventede ting kan pludseligt hive én ind i et søvnløst... [...]
Romaner
19 år siden
0Pedro - Kapitel 3
Pedro siger "vov". · Sådan siger den, når den er glad, sur, trist, ... [...]
Romaner
19 år siden
0Pedro - Kapitel 2
Dagen efter. Pia Hansen sad med rødvinsglasset på sit ene lår og ... [...]
Romaner
19 år siden
1Pedro - Kapitel 1
Når Pedro bider sig selv i halen, så gør det ondt. Som når vi bid... [...]
Romaner
19 år siden
2Pedro - Prolog
Tidligere på dagen. I den lille by jeg var sendt ud til, som et l... [...]
Romaner
19 år siden
1Pedro - Forlagets forskrift
Det er et held, at dette manuskript er fundet. Det siges, at det ... [...]
Romaner
19 år siden
0Tegn en Verden! - Kapitel 13
Det havde været magisk. Når der havde været en stavefejl, og såda... [...]
Romaner
19 år siden
0Tegn en Verden! - Kapitel 12
En fuldmånenat i året 2036 var der en masse postyr på banegården ... [...]
Romaner
19 år siden
0Tegn en Verden! - Kapitel 11
Da Carlos Shamans mor døde, 67 år gammel, af kræft i lungerne, ho... [...]
Romaner
19 år siden
0Tegn en Verden! - Kapitel 10
Verden fik øje på Carlos Shamans talent kun to år efter dette for... [...]
Romaner
19 år siden
0Tegn en Verden! - Kapitel 9
Jean Ponty gik alene hjem fra receptionen. Året var 2007. Det var... [...]
Romaner
19 år siden
0Tegn en Verden! - Kapitel 8
Man smed samtlige eksemplarer af Arne Alterbaums samlede tegninge... [...]
Romaner
19 år siden
0Tegn en Verden! - Kapitel 7
Hvad vil der ske, hvis Arne Alterbaum ikke hed Arne Alterbaum, me... [...]
Romaner
19 år siden
0Tegn en Verden! - Kapitel 6
Dig, der tror på sproget. Tror på, at du kan drømme med sproget. ... [...]
Romaner
19 år siden
0Tegn en Verden! - Kapitel 5
Mirakler sker hver dag. Uden man ved af det. Der var ingen, der o... [...]
Romaner
19 år siden
0Tegn en Verden! - Kapitel 4
Arne mødte Marta til en familiefest. Allerførst troede han, hun v... [...]
Romaner
19 år siden
0Tegn en Verden! - Kapitel 3
Der var engang - nej, en fuldmånedag i året 1991 var der en gamme... [...]
Romaner
19 år siden
1Tegn en Verden! - Kapitel 2
Arne Alterbaum havde en speciel evne til at tegne fænomener, der ... [...]
Romaner
19 år siden
1Tegn en Verden! - Kapitel 1
Torben Ejner Valle sad i den sene aftentime og greb fat i et komp... [...]
Romaner
19 år siden
4Lynlåsen
Lotte lå på græsset. Blodet fossede ud. Hun havde fået næseblod, ... [...]
Noveller
19 år siden
0K
Jeg forstod ikke betydningen, da jeg trådte ind på den røde løber... [...]
Noveller
19 år siden
1Etager i et Hus
Vi tegner et hus. Der er to mennesker i huset. Af det mandlige kø... [...]
Noveller
19 år siden
0En gammel blikspand, to liter benzin og Hem...
Jens Rasmussen ville ikke have blikspanden med til stranden, men ... [...]
Noveller
19 år siden
0En Pagt for Livet
Hvad jeg skal til at fortælle handler om en hemmelighed større en... [...]
Noveller
19 år siden
2Halebenet
Asger Bruno Dam stod i en vandpyt af tårer. Han hadede, når sådan... [...]
Noveller
19 år siden

Puls: 0,0

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 0
Allan Andersen (f. 1980)
Jeg er blevet ringet op, og når en telefon ringer, tager man den.
   "Nu sker det", siger Bitten i røret. Med sin venlige stemme. Som beder hun om skålen med karamelliserede kartofler juleaften.
   Telefonrøret brænder ind i mit øre.
   "Ja", siger jeg. Som siger jeg ja i kirken til en kvinde, jeg godt ved, at jeg aldrig kommer til at elske.
   Hun ringer for at fortælle mig, at min far snart vil dø. Det kan tage timer, men det behøver ikke at tage timer, fortæller hun mig. Jeg må hellere køre stærkt, siger hun, for at nå det, mener hun. Jeg er lidt i tvivl, om hun beder mig overtræde færdselsloven.
   "Ja", siger jeg igen.
   "Alt peger i den retning", siger hun nu, og jeg tænker, at det gør det vel allerede, når vi bliver født. Jeg krøller Anders And-bladet. Det kommer til at ligne brugt toiletpapir, og så fortæller jeg min søn, at jeg vil køre ham hen til sin mor.
   Min ekskone hedder Signe, og jeg sagde ja i kirken til hende, jeg mente det, i begyndelsen.
   Jeg lover min søn, at jeg vil se Ice Age med ham, når jeg kommer tilbage fra min fars død.
   "Hvad skal du far," siger han, og jeg går med ham ud i haven. Hvor vi begravede hamsteret Hans sidste sommer. Hans druknede i toilettet. Vi aner ikke, hvordan den endte dernede.
   Jeg kigger på min søn.
   "Du husker, hvordan vi begravede Hans sidste sommer," siger jeg til ham, og han nikker.
   "Ja, fordi han druknede. Han druknede i urin," siger han, og sådan var det vist ikke, for vandet var klart, der var skyllet ud, før den endte dernede. Men død var den, og jeg havde samlet den op. Den lå som en slatten klud i min hånd. Jeg har svært ved at føle for et hamster, fandt jeg ud af.
   "Min far skal også dø," siger jeg så, og min søn ser helt skrækslagen ud i ansigtet.
   "Skal han også drukne i urin," siger han, og jeg griner.
   "Nej, skat, han drukner ikke. Men han ligger oppe på hospitalet, og han har svært ved at trække vejret, om lidt giver han slip."
   Jeg håbede, det ville fjerne hans skrækslagne blik, men tværtimod, han greb min arm. Hægtede sig fast til den som en fibersprængning.
   "Jeg vil med! Jeg kan fortælle ham, hvordan han skal trække vejret!"
   Jeg bliver rørt over hans forsøg på at trodse døden, og jeg tager ham ind i mine arme, jeg er glad for, at han er så ung, som han er. Man dør ikke, når man er så ung, som han er, han skal nok blive på jorden, blive konfirmeret, vise mig hans første kæreste. Der er mange oplevelser, meget liv.
   "Vi skal alle dø," siger jeg.
   "Som Hans?"
   "Ikke på samme måde, men dø skal vi."
   Og jeg tror, han forstår, og vi sender en tanke til hamsteret nede i jorden, og vi tage af sted hen til min ekskone. Hun tager imod vores søn og bliver ikke sur, selvom vi altid nøje følger afleveringstidspunkterne. En undtagelse er accepteret, siger hun, nu min far skal dø. Hun mente, at det var min skyld, at Hans druknede i toilettet, men hun vil aldrig mene, at det er min skyld, at min far er på vej til at dø.
   I baggrunden står svagstrømsingeniøren og smiler. Hendes nye kæreste. Jeg rusker min søn i håret. Jeg kan ikke lade være med at fortælle, hvad han sagde for lidt siden, måske håber jeg, at jeg kan more mig lidt mere over det:
   "Vores søn var bange for, at min far skal drukne i toilettet som Hans."
   Min ekskone har glemt Hans, dens eksistens forsvandt sammen med de søde ord, de frække øgenavne hun fandt på, om min penis, døde bort sammen med det lille hamster.
   "Hans?"
   "Har du glemt hamsteret?"
   Hun kigger hen på sin nye kæreste. Han har en længere næse end mig, og af en eller anden grund har jeg altid regnet med, han ville finde en mand, der havde en længere næse end mig. En aften sagde hun, at hun fandt min næse ucharmerende, og jeg spurgte, hvad der var galt med den, og hun sagde det var en ikke-næse, sådan en næse, der næsten slet ikke voksede ud af kraniet på mig, og hun ville foretrække en synlig næse. Nu havde hun fået sådan en.
   "Jeg kan ikke huske, at den hed Hans."
   "Men det gjorde den. Den druknede i toilettet, og rollingen her tror, min far er druknet i et lokum ligesom Hans. Det er da lidt sjovt."
   Min søn kigger op på mig, og han er helt rød i hovedet. Jeg får et øjeblik ondt af ham, fordi jeg bruger ham for at få latteren frem.
   "Far!" siger han, og jeg rusker ham i håret.
   "Står du og sammenligner din snart døde far med et hamster?"
   Jeg kigger væk, min vittighed lød hårdere udefra, end når jeg selv sagde den, og jeg kan ikke få mig selv til at grine mere af den dårlige sammenligning, og min far er i sandhed ikke noget hamster, død eller levende, og han har aldrig været det. Jeg tror ikke engang, han nogensinde har haft et hamster.
   "Nej, det var lidt dumt," siger jeg, og jeg kigger en sidste gang på hendes nye kærestes næse, og jeg siger farvel, kører til nabobyen.
   Jeg overvejer et øjeblik at spise lidt mad på vejen, for jeg er sulten, jeg har ikke spist hele dagen. Jeg gør stop ved Jensens Bøfhus, og jeg ved godt, hvad jeg skal have. Jeg tager spareribs, marineret, fedtet, og jeg ligner slet ikke en, der snart skal se døden i øjnene. Jeg overvejer softice ad libitum.
   Jeg tager imod maden, og jeg undskylder for, at jeg er alene.
   "Vi har nu en del, der kommer her alene," siger ekspedienten.
   "Jeg skal besøge min far for sidste gang," siger jeg, og det er en ung kvinde, flotte former. Hun hedder Line, det læser jeg på navneskiltet. Mine hænder er allerede godt fedtet af marinaden, det er sødt stads. Jeg tænker på, hvor mange jeg skal spise, før jeg brækker mig. Salatbladene er sprøde, jeg får en mild øl til.
   Line går væk fra mig, men hun sender mig et blik henne ved ekspeditionsdisken. Det kan ikke være andet end medlidenhed, i hvert fald et forsøg på det.
   Jeg har fået vådeservietter, jeg bruger dem alle sammen. Jeg har aldrig haft så fedtede hænder.
   Jeg skal skide, det er bedst at få det overstået, og jeg kan ikke forklare hvorfor. Hvem kan det? Men jeg nynner en melodi af Thomas Helmig, Dagen efter Dagen Derpå, mens jeg sidder på toilettet, og jeg tænker på Hans, at det var godt ingen havde skidt i toilettet den dag og glemt at skylle ud, for hvordan ville vi så have fået den op?
   Jeg går ud i restauranten igen, og jeg kan se, at Line har sat noget til mig på mit bord, og det er ikke regningen. Hun har sat en softice, selvom jeg ikke har bestilt det, og jeg tager den med hen til hende.
   "Det var vist ikke til mig," siger jeg, og hun kigger sporadisk på mig, mens hun er ved at skænke en fadøl. Den skummer så meget, så jeg ville have krævet en ny, hvis det var mig. Mere skum end en hel strandbred.
   Hun er vist ny i arbejdet, og jeg får ondt af hende. Dejligt at bytte roller.
   "Jeg synes du skal have den," siger hun.
   Jeg kigger undende på hende og er ked af, jeg ikke er tyve år yngre. Så gik der sikkert en film, vi kunne se, og hvis hun bare tager p-piller, skal det nok gå. Det tænker jeg, måske er det min fars død, der gør det.
   "Jeg har ikke betalt for den."
   "Jeg synes alligevel, du skal have den."
   Jeg bliver lettere irriteret på hende. Hun kan vel ikke forvente, at jeg vil spise noget, som jeg ikke har betalt for? Hun kan heller ikke forvente, at alle der skal op for at se deres far for sidste gang, gerne vil spise softice. I teorien kunne jeg være overfølsom overfor softice. Der er mennesker, der er allergiske overfor vand, så hvorfor ikke softice?
   "Giver du mig softice gratis, fordi min far er ved at dø?"
   Hun nikker usikkert.
   "Er det ok," siger hun så, og den udtalelse må jeg undre mig over. Hun spørger mig, om det er ok, at hun giver mig softice, fordi min far ligger for døden. Det er da livet i en nøddeskal det her, tænker jeg, at folk ter sig på den måde! Man chokeres hver dag, og ikke kun fordi en sygeplejerske ringer og fortæller, at ens far ligger for døden.
   "Jeg har ikke et problem med, at du giver mig softice, slet ikke. Men jeg har ikke lyst."'
   "Så lader du den bare stå," siger hun, og jeg kan se, hvordan hun bliver skuffet, og jeg får ondt af hende igen. Nu fører jeg 2-1 over hende medlidenhedsskalaen. Det føles godt.
   Jeg har sådan set aldrig brudt mig særlig meget om softice, så det har i grunden ingenting med min far at gøre. Det skal han ikke have på sin samvittighed, at jeg ikke får spist en softice her på Jensens Bøfhus.
   På vejen ud af huset tænker jeg, at det dog er besynderligt, at jeg netop har spist spareribs, på en dag som i dag, men jeg havde brug for det. Nu vil jeg ikke gøre flere stop på vejen, nu må næste stop være sygehuset. Trods alt.
   Jeg sætter mig ind i bilen. Tænder. Radioen blæser mig næsten omkuld, jeg kunne slet ikke huske, jeg havde skruet så meget op for musikken. Det har jeg nok gjort, fordi min far skal dø, tænker jeg.
   En radiovært fortæller om Abbas vej til berømmelse, om hvordan de måske alle havde været i seng med hinanden, Bjørn og Benny, Agnetha og Anni-Frid, men det er måske en stor fed løgn, tænker jeg. Der bliver sagt så meget nu om stunde. Jeg hører The Winner Takes It All, mens jeg bryder sammen ved rattet.
   Jeg parkerer bilen på parkeringspladsen foran den store klods af en bygning, den ligner en isterning. Jeg bliver snart den nye ejer af min fars bil, tænker jeg. Jeg skal godt nok udfylde nogle papirer oppe hos SKAT, men det er ren formalier. Jeg ejer den logisk set allerede fra dødsøjeblikket.
   Jeg stiger ud af bilen, jeg har jo ikke noget valg. Jeg må gå. Et skridt af gangen. Op til hospitalet. Op til den sidste vejrtrækning. Solen skinner ned på min hovedbund, mens jeg nærmer mig mælkeisterningen med sygdommene foran mig, alverdens sygdomme samlet derinde, på et sted. Amputerede ben, arbejdsskader, øjenoperationer, leversvigt, hjertekarsygdomme. Jeg har hørt, at folk får opereret ting ud af rumpen derinde, som de har proppet op der af ukendte årsager. Jeg forstår ikke, folk gør sådan noget, jeg skal ikke gøre mig klog på det. Jeg har hørt 0,4 procent af operationerne handler om ting, som folk har fået op i numsen. Jeg er en del af de 99, 6 procent, der er tilbage.
   Her går jeg. Jeg bærer en sandfarvet russkindjakke i klassisk blousonstil med strikkant på kraven. Knaplukning. En anden dag end i dag kunne jeg få kvinder til at smile til mig med sådan noget tøj! Jeg bærer brune ruskindsknickers og lysegrå hørbukser, lasede forneden, men nu skal der gå flere måneder, før jeg skal på date igen, måske et års tid. Min sorg smiler ikke over en romantisk middag.
   Jeg når gårdspladsen. Der sidder en ældre dame på en hvidmalet bænk af akacietræ. Jeg går hen til hende, hendes neongrønne rollator holder parkeret foran hende, måske er rollatoren det sidste familie, som hun har tilbage. Hun kender helt sikkert til døden, tænker jeg, og så spørger jeg hende, om hun har en smøg.
   "Man kan dø af rygning," siger hun, og jeg nikker til hende, men jeg kan se, der er adskillige skodder nede ved hendes fødder, og hendes tænder er mere gule end morgenurin dagen efter en bytur.
   "Jeg troede du røg," siger jeg til hende, og hun hoster, som er det løgnen der er ved at klemme på hendes lunger. Måske har hun kun en smøg tilbage, og hvorfor skulle hun give den til en vildt fremmed udenfor et hospital.
   Men jeg må have en smøg. Jeg kan ikke sige farvel til min far med abstinenser, og jeg har ikke røget i over en time. Jeg kan ikke se ham dø, mens jeg tænker på at ryge en cigaret, det vil ikke være anstændigt. Jeg går til angreb.
   "Er det ikke dine skodder," siger jeg til hende, og jeg peger ned på jorden.
   "Måske," siger hun, og det er et svar, der naturligvis irriterer mig, for når man spørger, om nogen ejer skodder eller ej, så forventer man et ja eller et nej. Et måske er løgnens ordvalg, og jeg ved, at hun lyver mig op i mit sorgfulde ansigt.
   "Jeg er på vej ind for at se min far dø, skal jeg fortælle dig. Jeg kunne virkelig godt bruge en smøg, inden jeg skal sige farvel," siger jeg til hende, og det ser ikke ud til, at døden rører hende synderligt. Måske er det alderen, den gør vel hun ikke har råd til at lade døden skrømme.
   "Vi skal alle den vej," siger hun.
   "Men jeg kan se på dine tænder, at du er ryger. Endda storryger. Jeg vil gerne betale for smøgen," siger jeg, og hun sukker, og så tager hun en hånd ind i sin inderlomme. Jeg regner med, at hun har giver sig, at hun vil trække en pakke smøger frem. Men jeg tager fejl. Hun viser mig et billede af en midaldrende kvinde.
   "Jeg har overlevet min egen datter," siger hun. "Det du fortæller mig er hverdagsdramatik og ikke andet."
   Jeg kigger ned på skodderne. Jeg ser på hendes tænder. Jeg forstår ikke, hvad skade det kan gøre at give mig en cigaret, og jeg får lyst til at trille hendes rollator et stykke væk fra hende, i en irriterende afstand for hende, sådan hun skal humpe afsted for at hente den. Blot for at statuere et eksempel på hendes inhumane opførsel. Men jeg gør det ikke, naturligvis gør jeg det ikke.
   "Det er jeg ked af at høre, men jeg kan ikke se, hvad det har at gøre med rygning," siger jeg, og jeg kunne have fundet en mere anstændig kommentar, det skal der ikke herske tvivl om, men jeg har svært ved at være imødekommende overfor løgnere. Og jeg forstod ikke, hvorfor hun havde et behov for at lyve overfor mig.
   "Det har ikke noget med rygning at gøre. Min datter røg ikke engang. Men du får ikke en smøg af mig," siger hun nu, og jeg ser et spinkelt næsehår i hendes næse, som jeg får en næsten ustyrlig og opbyggelig trang til at hive ud, sådan hun mærker en næsten ubærlig smerte i sin næse og i det hele taget. Men heller ikke det gør jeg.
   "Nå, så du har en smøg," siger jeg.
   "Det sagde jeg ikke."
   "Nej, men ellers ville du ikke sige, at jeg ikke får en af dine smøger."
   Hun siger ikke mere. Hun laver en bevægelse omkring sin mund, som en lynlås, hun klapper i, hun er lukket med syv segl, som man siger.
   "Jeg kan ikke se, hvad du får ud af at lyve," siger jeg til hende. "Er det din flugt fra døden?"
   Jeg kan godt se, set i bagspejlet, at det var noget af en voldsom ting at sige, men jeg havde jo, af gode grunde, fået død på hjernen, og sådan blev det. Hun lynede ikke op for ordene igen, og jeg kunne ikke gøre andet end at gå min vej. Uden en smøg.
   Der er en svingdør, som jeg følger rundt. Jeg kommer til at gå i stå inde i den. Den slår mig i ryggen og stopper brat. Her står jeg, inde i en svingdør. Så skubber jeg lidt til den. Jeg kigger rundt i hall'en. Der er en café. Der sidder et kærestepar ved et ovalt bord, de er lidt kærlige ved hinanden, for kærligheden kan godt få et lille hjørne herinde. De har en browney imellem sig, den deler de. Der sidder en ung mand, han ryster på hænderne. Han sidder ved bordet ved siden af kæresteparret. På væggene hænger der kedelig brugskunst.
   Lyset er lidt dæmpet herinde, og jeg når hen til receptionsskranken. Receptionisten bærer ildrøde briller, der hænger i en sandfarvet snor rundt om hendes hals. Hun har et violet spænde i håret, og på hendes næse er der en lille knast, som hun har pudret lidt. Gad vide, om hun kender til døden? Hun er sikkert god i sengen.
   "Jeg skal se min far for sidste gang. Han er ved at dø," siger jeg.
   Hun kigger på mig, som er jeg et spøgelse, og jeg ser op i hendes næse, om også hun har et næsehår, men det har hun ikke, det er mest ældre mennesker, der har det. Hun bladrer lidt i nogle papirer, som leder hun efter ham, selvom jeg ikke har sagt, hvad han hedder. Måske er der flueben ud for alle dem, der er ved at dø, og så mange kan der vel heller ikke være, der dør i dag?
   "Du er kommet til psykiatisk afdeling, er du sikker på det ikke er ontologisk du skal være på," siger hun.
   Jeg behøver ikke tænke mig om længe, før jeg kan svare:
   "Det er ontologisk. Han er ikke psykisk syg, han er dødelig syg."
   Hun siger ikke noget til det, men hun viser mig et kort over hospitalet. Når det sådan står tegnet, som et kort, ser man ikke al den lidelse, den rummer. Man ser bare tomme rum, og det er næsten utaknemligt at der ikke bare er en taleboble et sted med et skrig eller lidt rød farve, der indikerer blod.
   "Du skal derhen. Vi er her," siger hun, og hun viser mig med to prikker, hvor jeg er, og hvor jeg skal hen, og et splitsekund mærker jeg en vrede, over hun fører mig hen mod en døende mand.
   "Det må du undskylde. Så er jeg jo langt væk fra den rigtige afdeling," siger jeg, og jeg kigger omkring. Først nu går det op for mig, at mennesker herinde ikke lægger for døden, men de er bare gale, de snakker med sig selv og går med bukserne halvt nede og klør sig i røven. Og alligevel får jeg lyst til at blive her. Tage en skizofren i hånden.
   Jeg går hen mod døren.
   Det forklarer damens opførsel, damen ude på bænken. Jeg går forbi hende, og hun har tændt en cigaret. Hun sender røgskyer af løgne ud af sin mund, og jeg kunne stoppe op, kalde hende en løgner, men i stedet går jeg bare forbi, siger intet, for hun har en undskyldning, hun er psykisk syg.
   Jeg når den rigtige afdeling. Finder receptionen.
   "Jeg leder efter en Poul Ejner," siger jeg.
   "Poul Ejner," siger hun, og hun bladrer i nogle papirer. Jeg står og stirrer ned i en fin og velformet kavalergang, det er en lille guldklump midt i en mødding af varm og klam mødding, tænker jeg. "Han er på stue C11. Onkologisk afdeling K."
   "Øh, C11, hvor er det lige ..." siger jeg, og jeg bliver tvunget til at kigge væk fra kavalergangen og ind i hendes øjne. Men øjenkontakten bliver først nem for mig igen, når jeg ikke venter på et dødsfald længere.
   "Du skal bare følge den gule stribe ..." siger hun.
   Gul stribe? Jeg kigger ned i gulvet. Jeg kan se, at der er en masse farvede streger. Blå, gule, grønne og røde. Det får mig til at tænke på skovruter, hvor man maler farvepletter på træerne. Så kan man gå en rute på 10 kilometer, fem kilometer eller to kilometer, alt efter farven. Den gule stribe en striben mod døden, tænker jeg.
   Jeg bliver stående. Kvinden tager sine briller på, så hun bedre kan se mig, og hun kigger på mig med den stærkeste medlidenhed, stærkere end Line fra Jensens Bøfhus, der nok selv har spist softicen, som hun gav til mig.
   Jeg sætter det ene ben frem. Bagefter sætter jeg det andet ben frem, jeg går, næsten uden besvær. Der er ingen, der vil følge med mig i døden, tænker jeg. Receptionisten peger blot, uforpligtende, jeg skal gå alene.
   Jeg følger den gule stribe, selvom jeg et øjeblik overvejer at følge den røde, bare for at gøre noget andet end det, der forventes. Men når ens far ligger for døden, så går man det, der forventes, og ikke andet.
   Gul stribe, dødens vejviser. Man kan ikke fare vild herinde, tænker jeg, bare man følger de rigtige farvelinjer, så skal man nok ende hos den døende. Nu vil jeg aldrig kunne se en gul stribe igen uden at mærke døden.
   Der står en ung mor med sin lille søn foran elevatoren, drengen ser noget træt ud, han har gaze svøbt om sin ene hånd, gaze vil ikke få ham indlagt ved slutningen af den gule stribe. Måske er hans morfar ved at dø. Jeg smiler til moren. Vi stiger ind. Der er plads til os alle tre. Drengen rækker mig en skumfidus, men den vil jeg ikke have, men jeg takker ham, for tanken er sød nok. Jeg vil sådan set hellere have skumfidusen end softice.
   Drengen tager en i kæften. Han er en fedladen dreng. Dobbelthage. Hvalpefedt. Først nu ser jeg, at drengen holder en kattekilling i hånden. En anden dag end i dag vil jeg have opdaget det med det samme.
   "Det er en sød killing," siger jeg.
   "Tak," siger drengen.
   Jeg smiler til moren. Hun smiler til mig, og hun er sådan set flot, når hun smiler. Hun bærer en karrygul cardigan. Hun har en lillehvid sommerfugl i håret. Drengen har lidt størknet nutella om munden, men ellers er der ikke noget opsigtvækkende ved dem. Moren rusker sin søn i håret, og jeg bliver mindet om mennesker, der giver omsorg. Den tanke slipper mig snart igen. Katten har en hvid plet på halsen, og den skal i øvrigt overleve min far.
   Og så er vi på tredje etage. Døren åbner. Jeg bliver stående, for det er jo her, min far skal dø, på denne etage. De skal videre op. De følger sikkert den røde rute, den korte rute.
   "God dag," siger moren, og hun aner ikke, hun har sagt det mest absurde nogen nogensinde har sagt til mig. Jeg kigger på hende. Jeg har ikke fjernet smilet, selvom jeg ikke har noget at smile af, og jeg overvejer et sekund at fortælle, at min søn sammenlignede et hamster, der druknede i et lokum med min fars død, for at se, om jeg stadig kan more mig over den sammenligning.
   Katten miaver lidt. Det lyder som en kvalt blokfløjte, en blokfløjte under vand.
   "Min far skal dø på denne etage," siger jeg, og hun kigger på sin søn, som ville hun ønske, hun havde holdt ham for ørerne.
   "Det gør mig ondt," siger hun skræmt.
   "Jeg tror i hvert fald, at det er på den her etage," siger jeg til hende.
   "Det er jeg virkelig ked af at høre," siger hun igen, og jeg går ud, men jeg vender mig om, før elevatoren lukker.
   "Jeg tror gerne, at jeg vil have en skumfidus alligevel," siger jeg til drengen.
   Døren begynder at lukke, men drengen rækker en hånd ind over censoren, og han tager en fra sin pose. Han rækker den til mig. Den er lidt knækket på midten, men den er tydeligvis spiselig.
   "Tusind tak," siger jeg.
   "Du må altså gerne få mere end en," siger drengen. Kattekillingen slår sin ene pote op på posen. Den vil også have en.
   Jeg ryster på hovedet.
   "Ellers tak. En er mere end rigeligt," siger jeg.
   Drengen tager selv en. Propper den i munden. Jeg vil vente med at spise min. Elevatoren lukker, og nu har jeg fået skumfidus ind i mit hoved, kan ikke slippe tanken om, at jeg holder sådan en i hånden.
   Jeg står på en lys gang. For enden kan jeg se to sygeplejersker snakke med hinanden. Jeg går. Et skridt. To skridt. En ældre mand står og snapper efter vejret foran en bregne. Også hans hænder ryster. Som den unge mand i caféen. Jeg nikker til ham, og han bliver tydeligvis forvirret. Han tror, at vi kender hinanden. Vi kender ikke hinanden, og det er tydeligt at se på ham, at vi ikke når at kende hinanden.
   Han følger efter mig, men en sygeplejerske kommer hen til ham og får ham ført tilbage ind på stuen. Han bør vel være i nærheden af den seng, hvor han skal dø. Det er en giftig tanke.
   C11. Det står der på en dør. Der skal jeg ind. Det minder jeg mig selv om. Der er min far. Og hans nye kone, tror nok hun hedder Else. Jeg ved slet ikke, om jeg nogensinde får fat på hendes rigtige navn.
   "Hej," siger jeg til hende.
   "Hej," siger hun, og vi giver hinanden hånden. Hun har en våd klud i hånden, som hun lægger ned over min fars pande engang imellem, og det er det sidste bevis på en ømhed.
   Skumfidusen ligger og smelter i min hånd.
   Jeg går helt hen til ham. Selvom jeg ikke kommer tæt nok på.
   "Hej, far," siger jeg.
   Jeg ved ikke, hvad man siger til en syg mand, og jeg siger sådan. Han kigger op på mig. Han smiler vist. Det ville jeg ikke gøre, hvis det var mig, der skulle væk fra en smuk verden uden at skabe ligevægt.
   Han siger ikke noget. Han er ikke uvenlig. Han er blot meget syg.
   "Nu skal jeg lade jer være alene," siger Else, eller hvad hun hedder, og hun trykker min fars hånd, hun ligger kluden i min hånd. Nu er det vist min tur til at duppe hans pande med den, men han er så syg, at jeg vil være bange for, han dør hvis jeg gør det for hårdt.
   Jeg er alene med min far, og jeg tager et billede af min søn op af lommen. Viser det til min far.
   "Jeg har fået en søn," siger jeg til ham, og jeg har bevidst taget et billede, hvor rollingen smiler, hvor han ser glad ud. For sådan kan børn også være, og jeg ser, hvordan hans blik stirrer intenst på det. Men jeg tror han er så syg, at han ikke kan græde.
   "Du er en gammel bedstefar, er du," siger jeg.
   Han blinker. Jeg bilder mig ind det er hans måde at nikke på. At vise han hører, hvad jeg siger. Hans brystkasse hæver sig og sænker sig i en desperat kamp for at få det sidste med, og jeg har taget andet med til ham. Jeg har taget hans gamle pibe med, som jeg har haft liggende i en skuffe i alle årene. På de værste dage har jeg snust til den, ønsket en far der kunne elske.
   "Din skiderik," siger jeg til ham. "Hvorfor kunne du ikke holde fast? Er der for meget tid, er der for mange chancer? Er det derfor? Jeg har ikke en masse spørgsmål, tro ikke det, men jeg vil gerne vide, hvorfor du ikke holdt fast, din gamle tåbe?"
   Han hoster. Jeg kan se i hans blik, at han har indfundet sig med døden, han ser ikke bange ud, han er nået til den ultimative accept. Jeg ønsker ikke, at han skal lide, men jeg ønsker et svar, og sygdommen holder det tilbage. Hans læber forsøger at skille sig fra hinanden. I den lille, snævre sprække mellem hans tørre læber kan jeg se, at han har et svar, at han ønsker at give mig den sidste erkendelse, inden han visner bort. Men læberne er for tunge.
   "Denne pibe er det eneste, jeg har haft, duften har gjort mig svimmel i alle de år. Mens du har sejlet fra havn til havn, forsøgt at elske. Tror du ikke, jeg har forstået sådan en som dig, du er en globetropper, du ødelægger familier. Jeg ved godt, jeg ikke er den eneste, der er andre ødelagte sjæle derude, jeg føler mig ikke særlig."
   Det må jeg gentage:
   "Jeg føler mig ikke særlig!"
   Og jeg ved, at jeg er vred, når jeg får lyst til at slukke for respiratoren, selvom han skal dø om lidt. Jeg gør det ikke, heldigvis, tænk om man skulle blive morder, og samtidig være så tæt på ikke at blive det!
   Jeg er snart 40 år, og jeg forsøger stadigvæk at nå ind under huden på min far. Jeg er et ynkeligt væsen, tænker jeg. Jeg tager hans hånd, jeg klemmer den, men han klemmer ikke tilbage. Han kan ikke.
   Hans nye kone kommer ind igen.
   Hun bliver skuffet, da hun ser jeg ikke har brugt den våde klud mod hans pande. Hun dupper den, flere gange, og kigger anklagende på mig. Hvordan skal jeg sidde og duppe ham?
   "Han har forsøgt at ringe til dig flere gange," siger hun, og jeg opdager skumfidusen. Den ligger på hans bord, smelter i det varme lokale. Der er ikke et vindue åbent, som skal sygdommen spærres inde.
   "Jeg havde ikke taget telefonen," siger jeg, og hun ligger kluden ved siden af min far. Den ser mere levende ud end ham. Skumfidusen ser mere levende ud.
   "Livet er nemmere, hvis man tilgiver," siger hun, og uanset om hun hedder Else eller noget andet, så har irritationen i hvert fald kun ét navn.
   "Du forstår det ikke. Du fik ham ind på livet, efter han er blevet træt af at være destruktiv," siger jeg, og far hoster. Jeg tager hans hånd. Den er knogler og ben. Sådan er det med kræft. Den indbyder til knogler og ben. Hans hænder er kolde, selvom vinduerne er lukkede.
   Han har pulver på overlæben, hans ben er tynde som silkepapir, og han holder fat i et håndtag, der hænger ned fra loftet. Når han slipper den, er han død. Det ved jeg. Det ved sygeplejersken, som jeg kan se ud af vinduet, nede ved indgangen. Hun står og ryger, hun er vandt til folk dør på sin afdeling. Lige nu gad jeg også godt, at jeg var vandt til, at folk døde på min afdeling.
   "Det går ikke så godt," siger jeg til ham, og han ryster på sit hoved. Han kæmper for at trække vejret. Han er tynd som et brev i en konvolut, og jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvor han skal sendes hen. Og hvor man får frimærker til mennesker.
   Han holder fast i et håndtag, der hænger ned i en snor fra loftet. Den nægter han at slippe.
   "Det var godt, du ville komme," siger min fars nye kone, og hun peger på en blomst, der står på et mat bord foran fars anstrengte ånde, der blæser mod et blads silketynde forside, sådan den hæver sig og sænker sig som et liggende flag.
   "Jeg ved ikke, hvordan jeg skal sige farvel," siger jeg. "Kan han overhovedet kende mig?"
   "Du kan jo tale til ham," siger hun.
   Jeg åbner munden, men der kommer ikke ord ud. Trætheden vælter ind over mig, som har jeg løbet en maraton. Mod døden. Jeg sætter mig på en stol. En sygeplejerske kommer ind og tilser ham. Hun hilser på mig. Hun tilser ikke mig. Desværre.
   Jeg smiler til Else. Hun må næsten hedde Else, men jeg er ikke sikker, og jeg overvejer at spørge hende. Men så tænker jeg på, om man spørger om personers navne, når en mand ligger ved siden af og dør, og jeg kunne spørge om så meget, om hendes arbejde, hvornår de blev gift, hvor de bor, men døden er som en tyk lusket svamp, der stjæler al smalltalk.
   Jeg ser på skumfidusen, der står som en venlighed i al denne lidelse. Der ligger en bog på bordet ved siden af, som min far er nået til kapitel tre i. Den bliver han ikke færdig med at læse, måske skulle jeg læse slutningen for ham, før det er for sent?
   Jeg sidder og kigger på min far. Jeg sidder bare. Der går sikkert timer. Der går sikkert år. Årtier. Årtusinder. Der gror mos ud af ørerne på mig. Jeg døser hen et øjeblik.
   Sygeplejersken kommer ind igen. Hun har kaffe med til mig og min fars nye kone, men desværre skal jeg have sukker i, så hun henter sukker.
   En gang imellem åbner han øjnene, men han siger ikke noget, og så lægger den nye konen kluden på hans pande, og selv det sarte stof synes at være ham en lidelseshistorie. Det hele synes at være smerte og kun smerte, jeg tror et lille pust mod næsetippet ville føles som fik han savet sin ene fod af.
   Han har stadigvæk fat i håndtaget. Han knuger sig til det, sådan som han knugede sig til mig, den første gang han havde mig med i svømmehallen. Før jeg kunne svømme. På samme måde som han knugede sig til cyklens bagagebærer, den første gang jeg skulle cykle. På samme måde som han knugede mig ind til sig, den første gang jeg skulle på spejderlejr og være væk fra hjemmet en hel uge.
   Sygeplejersken giver ham mere morfin. Smerten skal bare holdes nede. Det er alt, hvad der er tilbage at kæmpe for.
   "Gør det ondt, far," spørger jeg, og han ryster på hovedet, og jeg kan ikke finde ud af, om det er det svar, jeg håbede på. Utroligt at han kan ryste på hovedet, når han skal dø om et øjeblik. Det tænker jeg, og jeg tager skumfidusen fra bordet, jeg sluger den på under fem sekunder. Jeg mærker kvalmen, det er et fokus.
   Jeg går ud på toilettet. Jeg brækker mig, gylper slim ned mellem lokummet og brættet, og det er min måde at få fri fra døden på et øjeblik. Der er slim og bræk på gulvet, på brættet og nede mellem gummiet, der adskiller gulv fra lokum. Det er ok, tænker jeg. Min far skal alligevel ikke bruge toilettet mere.
   Else kommer ind til mig, hun hjælper mig med at gøre toilettet rent, og jeg ser hende gøre det, mens jeg står og ikke ved, hvad jeg skal gøre ved mig selv.
   "Det må I undskylde," siger jeg.
   "Det skal du ikke tænke på," siger hun, og jeg ser, hvordan hun bruger den klud, hun havde lagt for min fars pande, og det giver mig dårlig samvittighed. Jeg kan ikke tillade mig at fylde så meget, og Else skrubber og rengør toilettet, selvom de snart må give det bort til en anden patient, selvom det snart ikke længere er deres.
   Vi går ind til min far bagefter, og han lever endnu.
   Jeg ser på Else, og jeg må vide det:
   "Det var Else du hed", spørger jeg.
   "Ellen," siger hun, og jeg nikker, og ser på min far, ved hvad jeg må gøre, det har hele tiden stået i kortene.
   "Jeg kan ikke se min far dø, Ellen, jeg ved ikke engang, hvad du hedder. Jeg har slet ikke ret til at være her."
   Hun smiler til mig, og jeg aner ikke, hvor hun får det overskud fra.
   "Bliv hellere, det vil din far ønske," siger hun, og jeg kigger ned på ham, og jeg ved, at jeg har set de sidste ønsker forme sig i hans blik og i hans ansigt i det hele taget. Jeg ser ikke flere ønsker, jeg ser en arm, der holder et håndtag, det er alt. Men med den arm er han sværere at hade end nogensinde før.
   "Jeg kan ikke se ham dø," siger jeg, og jeg frygter vreden vil forsvinde, hvis jeg ser ham død, og hvordan skal jeg leve videre uden den?
   Jeg tager piben med mig. Det er det eneste jeg vil eje af hans. Jeg går ud på gangen og fanger en sygeplejerske og siger, at hun gerne må gå ind på C11 med en ny våd klud til min fars pande. Og jeg følger den gule streg i gulvet den anden vej. Det er meget nemmere at følge den gule linje den anden vej. For enden af denne rute er friheden og ikke døden.
   Nu mærker jeg det, at jeg går den rigtige vej, hjem, og jeg ser drengen med kattekillingen og skumfiduserne på vejen ud, jeg ser en mor, der har givet ham lov til at spise hele posen. Og han brækker sig ikke, han har den rette alder til at kunne spise en hel pose med skumfiduser.
   Jeg har ikke længere den rette alder.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 24/06-2014 11:07 af Allan Andersen (tegnenverden) og er kategoriseret under Noveller.
Teksten er på 6131 ord og lix-tallet er 23.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.