Hvad vil der ske, hvis Arne Alterbaum ikke hed Arne Alterbaum, men havde et mere eksotisk navn? Carlos Shaman for eksempel? Hvor meget af Arnes eksistens ligger i den sproglige substans, der har formet et sådant navn? Hvor meget udåndet luft kommer fra lungerne og hvor meget udåndet luft kommer fra sproget? Det er ikke Arne, der spørger, det er mig, men eftersom jeg (og jeg eksisterer også som Mig) aldrig får noget navn (en fortæller kan vel strengt taget ikke karakteriseres som et personnavn), så må jeg givetvis altid placeres bagved hovedrolleindehaveren.
   Jeg, som fortæller, befinder mig i skyggen som en bærer af romanens eksistens, udefinerbar, usynlig, umulig at gribe fat i. Tør De tage min hånd, kære læser? Tag den! Grib den! Men den er der ikke. Og alligevel trækker De vejret, mens De læser det, jeg har at fortælle Dem. Jeg er måske død, ikke-eksisterende, men ordene lever i bedste vel, ånder og former konstant nyt liv, forplanter sig i det uendelige. Så tag min hånd! Grib den! Den er der ikke!
   Hvorfor kan jeg ikke bare fortælle, hvad jeg hedder? Skrive navnet ind i fortællingen og lade min eksistens hvile på et navn, der er til at tage og føle på. Mark Ritz. Julie Kahn. Fritz Hansen. Måske er det fiktive navne, måske, må ske; for de vil altid være sådanne. Men med et navn kan De gribe ud efter mig, og det ville gøre læsningen pokkers meget lettere. Og mere forståeligt.
   Men der er noget galt. Kan De ikke se det? Når min eksistens netop hviler på fortællerrollen (De vil kalde mig fortæller, ikke sandt?), ville det være at snurre min eksistens rundt om eksistensens egen lillefinger at fortælle, hvad jeg hedder. Det ville være et eksempel på, at eksistensen bider sig selv i halen. Så lad os da kalde Arne Alterbaum for Carlos Shaman i stedet for. Lad aldrig eksistensen hvile for længe på et navn, for det vil blot skabe illusionen om, at navn og eksistens er lig hinanden. Lig.
   Man havde 13 lig liggende i det samme kapel. Det havde man aldrig haft før i det danske land. Man var chokeret. Glædens massemorder, kaldte man ham. I samtlige små samfund i hele Danmark lå der mindst to myrdede lig i hvert kapel. Snart ville der være døde mennesker over alt. Oven på alt. Det var i hvert fald, hvad man frygtede.


* * *
   I Rom stod der en gammel mand med alt i sine hænder. Mindst 60 år gammel. Lad os sige, han var det. Han havde løst gåden. Han havde fundet svaret på spørgsmålet, men ikke bare svaret, han havde fået en indsigt, der var mere værd end alle værdigenstande i hele verden tilsammen, presset sammen til en stor klump bly, solid og bærende, ironman, og han behøvede ikke selv stille spørgsmålet, nej, han behøvede sågar slet ikke give svaret, for med alt skulle han ikke gøre noget. Her var en mand, der ikke var til at købe gaver til. Bogstaveligt talt (og hvilken passende formulering er det ikke, når alt sprog er bogstaveligt) kunne hans børn ikke finde noget at give ham. Manden der havde alt.
   Men inde i huset havde han smidt sit gamle komfur med gasblus ud, da det ikke længere virkede. Med et suk formulerede han ordet 'uerstatteligt', og han kiggede på det tomme hul i køkkenet, hvor komfuret havde stået ligeså længe, han kunne huske det. Og vi efterlades med spørgsmålet, om en mand, der har alt, kan have en mangelfølelse?


* * *
   Mange mennesker måtte spørge sig selv, om man kan sammenstøbe alt i én perfekt støbning, men Birger Grundtvig behøvede ikke stille sig selv det spørgsmål. Svaret stod soleklart for ham, og han vidste, at intet nogensinde ville relativere den sandhed, svaret indebar. Han var ikke klar over, at han ikke var den eneste, der kendte svaret. Han troede, han var en ener, en af dem der kendte sandheden og måtte stå alene med den, uden at skulle måle sig med andre. Men han var ikke alene. Vi ved, at historiens nye navn kun er én ud af en stor flok mennesker, der havde fundet svaret, måske ikke svaret på alt (han kendte jo ikke noget til den gamle dame og Søren Stenmark), men det var trods alt svaret på, om man kan sammenstøbe alt i én perfekt sammenstøbning, og det var nu ikke så lidt endda.
   Og han kendte Arne Alterbaums magiske tegninger. Han var et vidne. Birger var klar til at dø. Som alle de andre havde været det, folk, der lå smilende i kister på kirkegårde i hele det danske land. Han havde oven i købet gjort lejligheden klar til sin sidste vandring til Dødens Rige, stablet alt, han ejede, på køkkengulvet. Og smilet var på sin plads. Men der var alligevel noget i ham, der ikke var klar til at tage skridtet.
   Noget der fortalte ham, han burde foretage en sidste opringning, før han forlod det hele. Det var ikke en dødsangst, men der var en stemme et sted udenfor sproget, ikke sprogliggjort, mellem linjerne, ikke inkorporeret i denne fortælling, men alligevel til stede, og den .k ham til at handle irrationelt, anderledes end de andre, som i tilfældets tilfælde, ustruktureret, spontant, og det var til fortællerens (mig, jeg, fortæller, kald-mig-hvad-du-vil, den navnløse) skam, at sådan noget kunne ske. Men i sproget kan der ske meget. I sproget kan der ske alt. Og nu blev projektet sat i fare.
   Han ringede til politiet. Han fortalte det hele. Sandheden blev øjeblikkeligt trykt i mange millioner eksemplarer i samtlige aviser i hele landet. Nu vidste man, hvem der stod bag skandalen. Man havde gerningsmanden. Alt hvad man behøvede, var at finde ham. Arne Alterbaum. Brugte muligvis pseudonymet Malte A.A. Burrsen. Ham den skøre med tegningerne. Ham, der blev ved med at tegne, selvom han blev mere og mere tungsindig for hver streg, han satte. Og så var der den ene streg, stregen ved bugen af en af mutationerne, der var i hastig forvandling. Noget var ved at skifte karakter, ændre sig for altid. Stregen, hvor man kunne læse den værste dag i Arne Alterbaums liv, udviskede sig selv.
   Men hvordan finder man Arne Alterbaum, når Arne Alterbaum også var et pseudonym, og hans rigtige navn var Carlos Shaman? Således havde verden fået endnu en tegner, en konkurrent, og så længe Arne Alterbaum var mistænkt for massemord i Danmark, var Carlos Shaman yderst farlig og effektiv i den resterende verden.
   Historien kan fortsætte. Udvider sig.