Man smed samtlige eksemplarer af Arne Alterbaums samlede tegninger, og de enkelte øvrige udgivelser, han sideløbende havde lavet, på et stort bål. Det var år 2000. Røgen fra de udbrændte streger spredte sig i luften, dannede de største røgskyer, man nogensinde havde set, bogstaver formede sig, hele alfabetet kunne ses overalt på himlen. En af skyerne var grå, varslede regn, syreregn, og et a formede sig, et A, som langsomt fadede bort, men efterlod sig tegn fra syreregn, der havde plantet sig på tage og ætset sig vej ind i stuerne, der fortsatte videre ned i kælderen. Den skabte huller over alt. Under alt. I alt.
   Skyerne var hurtigt væk igen. Sivede ud i intethedens store rum, mellemrummet mellem liv og død. Mellem liv og og og død. Det hele virkede som én stor ceremoni, og folk teede sig som tosser. De havde fået noget at kæmpe for. I det samme sekund, de sidste røgskyer forsvandt i horisonten, var der et tilfældigt sted i østen en mand, under navnet Carlos Shaman, der blev født, og han skulle skabe endnu mere faretruende streger, end Arne Alterbaum formåede det, en sammenstøbning af de tegninger, der havde repræsenteret alt, og det syntes at være en skrue uden ende. Men skruen strammes.
   Aldrig mere ville man stå til skue for et så farligt projekt, som det Arne Alterbaum havde skabt. Man ville aldrig lade ham udgive et værk mere. Og så kunne det gøre lige meget, om man ikke kunne finde ham. Det var ikke ham, man var bange for, men det var det, han skabte, og som var sluppet løs via udgivelserne. Et geni er kun et geni i kraft af det, han laver. Når man lammer geniets virksomhed, så stopper han med at være et geni. Og der skulle aldrig nogensinde forefinde et værk under navnet Arne Alterbaum eller et pseudonym afledt af dette. Geniet var dødt.
   Aldrig havde man taget så meget fejl i lille Danmark. Man overså, hvor genial han egentlig var, ikke Arne Alterbaum, men geniet vi nu kalder Carlos Shaman. Arne Alterbaum var bare en måde at starte i alfabetisk orden. Det klæder sproget så pænt, men bogstaverne udvikler sig hurtigere end menneskets erkendelse. Så hvad befolkningen troede handlede om streger, tegninger tegnet af et fantastisk geni, skulle vise sig at handle om sprogets bevægelighed, sproget set i forhold til menneskelig erkendelse. Så selvfølgeligt havde det at gøre med sproget. Alt har at gøre med sproget. Sprog er alt. Alt er sprog. De må aldrig glemme, at det er sproglig konstruktion alt sammen. Ja, Dem, kære læser. De trækker vejret sammen med sproget. Aa aA aA.
   Men Arne Alterbaum har trukket vejret for sidste gang. Arne er forsvundet for altid. Arne Alterbaums initialer er forsvundet fra tegningerne. Udvisket. Væk. Død. Ligger som lig i posen. Men den sproglige konstruktion, der skabte ham, er ikke død. Den specielle evne lever videre. Gentages i en ny konstellation. Ikke længere under det fiktive navn, Arne Alterbaum, men nu under et nyt navn, Carlos Shaman, der angiveligt skulle være det rigtige. Men alt i alt er det blot et navn. Alt i alt er blot et navn! Sprog. Og sådan kan historien fortsætte.
   Dér i bugen på den skønneste af tegningerne kunne man se omridsene af den sørgeligste dag i Carlos Shamans liv. Han viste beskuerne tegningerne, pegede på stedet, de kiggede, han var ligeglad med deres reaktion, vidste deres reaktion, var overlegen og helt kold, cool, stone cold, og da scenariet var ovre, gik han tungsindigt tilbage til hotelværelset og bestilte den sædvanlige kaffe med dertilhørende hindbærschnitzel og banan. Elskede banan. Den cremede smag af frugt gik igennem samvittighedens besværlige censur af, hvad der måtte overtræde en fedtprocent på over 5 procent. Den opvejede den kaloriefyldte hindbærschnitzel, mente han.
   Han sad med strakte ben på glasbordet og rømmede sig en smule for dernæst at tænde fjernsynet. Det var sekstende gang, han tændte fjernsynet denne dag. Det var ikke grundet rastløshed eller en form for eskapisme, men simpelthen på grund af en ivrig higen efter mere viden. Er al viden baseret på tal? Alt? Tal? Grundlagt af samme grundsten? Carlos Shaman kunne sammenstøbe alt, i en massiv konstellation, men stadigvæk havde han brug for mere viden. Hvordan kan et menneske skabe alt, uden at vide alt? Var alt blot en anden form for tal? Skulle svarene findes i menneskets evne til at skabe guld af jern? Skulle svaret findes i selve skabelsesprocessen, stregernes tilsynekomst, teknikken? Skulle svaret findes i sproget?
   Carlos havde ofte en drøm om en mutation ved navn Frank. En dag bankede Frank på døren. Ja, naturligvis var Carlos ikke klar over, at det var Frank, før han åbnede døren, for han kunne nok tegne en sammenstøbning af alt, men når det gjaldt at se gennem døre, så måtte han melde pas. Han skulle blive overrasket over at åbne døren og opdage, at en af de mutationer, han aldrig selv fik skabt, stod i døråbningen og lod sig stivne i en tilstand af forvirring og overraskelse, og desillusioneret og uden fodfæste væltede han omkuld. Hvis han ikke var besvimet i en tung bevidstløshed, ville han have tænkt: Hvem forsøger at fortælle mig noget? Hvad er på ved at ske? Er jeg ved at blive angrebet af mine egne tegninger?
   Men det var ikke andet end et varsel. Han stod med benene fæstet solidt i jorden. En af hotellets tjenere, Kenny Aamund, stod udenfor døren og ville blot forhøre sig, om han havde fået sin bestilling, og om alt var som det skulle være. Det var et godt hotel, Carlos boede på. Femstjernet. Sådan kunne han bedst lide det.
   "Alt var i den skønneste orden," kunne han fortælle den venlige tjener. Det passede ikke. Carlos Shaman var ved at falde fra hinanden. Og tavlen i klasselokalet faldt på gulvet. Tallene og ordene på tavlen faldt på gulvet, var ved at falme bort, forsvinde ud i intetheden. Intet er også en del af alt. Eller er alt en del af intet? Alt i alt er det hele blottet sprog. Nøgent! Gyseligt! Tomt! Koldt!
   Som når man samler hele fortællingens tegn i en støbning og ser den smukkeste skabning, man nogensinde har set, sådan ville man betegne eksistensen af Carlos Shaman, manden med det eksotiske navn. Bosat i Syden. Carlos var ungkarl og levede livet, som det nu engang tog sig ud. Én gang. Han fandt sig ikke i at blive rettet på og fandt det derfor bedst ikke at have en kvinde. "Jeg er, som jeg er, og det må verden leve med. Det er mig, der tegner verden." sagde han til alle, der forsøgte at ændre på ham.
   Allerede i en meget ung alder af 7 år fik folk omkring ham øje på den magiske evne, Carlos besad, og som gjorde, de tegninger, han tegnede, altid ville noget mere, end de tegninger, hans klassekammerater fik tegnet. Nogle mente, at de fortalte en hel historie, 7 år lang, at stregerne formede det korte liv, den unge knægt havde levet indtil videre, nye former repræsenterede nye fund, nye udforskninger, nye områder af det omkringliggende, og familien ville hele tiden se ham tegne, se når vidunderbarnet var i gang.
   Da lille Carlos var ti år, vandt han sin første tegnekonkurrence. Familien var pavestolte, hejste ham op i luften, klemte hans kinder, ruskede i ham af glæde, og lod ham vide, at dette var en evne, han måtte leve med på godt og ondt, udnytte til fulde. Hvor ung man end skal være for at føle den voksne angst, dødsangsten, så følte Carlos Shaman den på et tidligt tidspunkt, ofte rystede han over hele kroppen. Familien mente, det var ærgerligt, at han skulle være af skrøbelig støbning.
   At det skulle være en dødsangst, det havde de i deres vildeste fantasi ikke forestillet sig. Først tredive år efter, mens hans mor lå i sin kiste i kirken, fik de overlevende familiemedlemmer sandheden at vide. Sandheden om Carlos Shaman, tegneren, der som den anden i verden kunne tricket med at sammenstøbe alt i hele verden og udenfor, i en perfekt tegning, kun ved brug af tuscher, sorte og simple. Men det ved De jo allerede. Nogle gange gentages sprogets muligheder. Tror De, kære læser, det er tilfældets tilfælde? Den uundgåelige gentagelse.