Verden fik øje på Carlos Shamans talent kun to år efter dette forunderlige fænomen. Året tikkede 2011. Årtusindebarnet var elleve år og fik sin første debutsamling trykt. Man havde hørt rygter om Danmarks katastrofe, at dødstallet var steget 300 procent over de sidste 10 år, men man havde forestillet
   sig en danskersyge, noget nationalt, noget der blev indenfor grænserne. Man havde ikke forestillet sig noget grænseoverskridende, noget internationalt, noget der ville komme til at berøre hele verdenssamfundet, og som ville bryde et verdenskosmos, skabe en skrigende uro, der gav ekko over alt på kloden.
   Men på denne udgivelsesdag blev grænserne sprængte for første gang i verdenshistorien, og pludselig var metamorfosen fra Arne Alterbaum til Carlos Shaman en realitet, verden måtte forholde sig til, noget man ikke kunne flygte fra. Flygt bare, kære læser, men bemærk, at flugten er forgæves. Eksistensen af Carlos Shaman er en realitet, sprogets realitet. Og historien kan ikke starte forfra. Historien må fortsætte. Sproget gentager sig, men tiden fortsætter fremad. Noget udvikler sig. Udvider sig. Mod afgrunden.
   Telefonen ringede to gange. Carlos tog den og lod sig informere om dagens program. Folk var vilde med hans samling. De bedste tegninger set i Syden. Man havde hørt om et dansk geni, en ung mand, forsvundet fra offentligheden, forsvundet i det hele taget, som vist hed Arne, der havde skabt noget lignende. Der var så store lighedstræk, at man lod Carlos fortælle, at han ikke var en ener, men en toer, hvilket passede ham fint. På den måde var han ikke blot en gentagelse af sig selv. Han var ikke eneren, men toeren, der besad eneren i sig.
   For at sige to, må man først sige et. Han kunne sin matematik!
   Programmet var lettere kompliceret. Mange gøremål, mange ærinder, og alt for lidt tid. Men han ville gennemgå dagen, ikke lade sit sind fordybe sig i dagens meningsløse form, tilrettelagt og gjort til noget, som han ikke kunne forholde sig til, men som han lod som om, han kunne. Han skabte en facade. Men hvad var han også andet end en facade? En maske. Noget omskifteligt. Noget i forandring. Noget andet. Levede han? I konstruktionen. I situationen. Som situationen. Han forstod sig på at sammenstøbe alt, men han kunne ikke indeholde alt. Han var noget.
   "Du skal bare synke dagen som en vammel snotklat, Carlos. Lad ikke dine gøremål overdøve værkets genialitet." sagde hans bedste ven, Paul Marlot, da han sendte sin ven ud i den store verden, det store rum, massivt som det var, allestedsnærværende for de skarpe sanser. Carlos havde forberedt sig længe, men var ikke klar, var ikke klar over sagens alvor, vidste ikke, at han ikke lod sig selv styre verden, men at verden styrede ham. Han kunne jo ikke tegne verden. Den tegnede sig selv.
   Alt dette kunne ses på de fantastiske tegninger. Men på nogle af tegningerne forsvandt stregerne, som billeder kan falme med tiden, og han vidste alt for godt, at alt hvad han var, det var tomme ord, og når det hele begyndte at falme, så ville han forsvinde fra overfladen, svinde ind til intet. Stå ved siden af Arne Alterbaum i intethedens lys, blændet, forsvundet, død. Døden skræmte ham. Døden er ikke alt. Døden er intet. Frygten for intet fik stregerne til at vise sårbarhed, forsvinde ind i sine egne snørklede veje, opsluge hinanden i én sort plet, et mærke på det hvide papir, kontrasten, fordybningen, dybet.
   Kvalmen. Mindet. Mindet om en kvalme uden opkast, forstoppelse, indre lede, dybere end de dybeste ridser, han havde kradset ind i livets tomhed. Vidste det aldrig ville slutte. Kunne ikke slutte. Cirklen fortsatte sin drejning om sig selv, om sin egen akse, og Carlos Shaman stod og fremviste sine tegninger. De viste alt. Det var en total sammenstøbning af alt, og menneskene omkring ham forstod ikke, hvad det betød for ham, forstod ikke kunstneren, men de forstod kunsten, og de døde alle sammen lykkelige.
   Men Carlos Shaman frygtede døden. Han skulle ikke dø lykkelig. Han havde evnen, men ikke kunsten i sin hule hånd. Han var på afstand og alligevel så utrolig tæt på. Levede på stregen og i stregen på samme tid. Og sagen blussede op igen. De glade lig formerede sig, forblev ikke længere indenfor den danske grænse, men invaderede Syden - og snart ville hele verden føle den sødme, der lå i at iagttage Carlos Shamans tegninger. Men det ville ikke være Carlos' tegninger. Det ville være en andens.
   Snart ville kvalmen blive så uudholdelig, at han ville træde i karakter som en anden. Ingen ville spore skaberen. Han var floden, Heraklits flod, omskiftelig, altid i bevægelse, og kun kunsten, tegningerne, ville kunne bestå som det samme. Og alligevel noget andet. Noget. Ikke alt. Måske var illusionen ved at briste. Måske var projektet ved at fejle. Falme bort. Til intet. Dødsangsten var blevet for stor. Fyldte for meget. Arne Alterbaum ville kun være en del heraf. Carlos Shaman ville kun være en del heraf. Alt ville kun være en del deraf. Alt var kun en del, noget!
   Flashback. Hurtigt tilbageblik. Husker De Jean Ponty? Han døde efter at have set Carlos Shamans tegning. Smilet havde allerede formet sig i ansigtet, mens han gik hjem fra familien Shamans hus for at dø i sit eget hus. På toppen af alle sine møbler, alt hvad han ejede og havde, på toppen af sine ejendele, hvor politiet skulle finde ham en uge efter, med smilet, der ikke var falmet det mindste, stadig skarpt og vel tilrettelagt, nærmest opsat. Man ville ikke tro, at det var selvmord. Og det var det heller ikke. Det var heller ikke mord. Det var noget andet. Som den sidste formulering, indprentet i hovedet på Ponty, det sidste minde, mindet fra besøget i familien Shamans hus, stod der:

Torben Ejner Valle.