"Rul ham om på siden, Asger. Jeg vil se ham i ansigtet."
   "Hvad vil du dog det for? Er der nogen grund til at rode rundt i disse lig, mere end vi allerede har gjort? Jeg kan ikke forstå, du gider spilde din tid på det. Lad os forlade dette gudsforladte sted og vende tilbage til, hvor vi kom fra. For fanden, lad os skride. Jeg får kuldegysninger af at være her."
   "Vil du være så venlig at rulle ham om på siden, Asger. Jeg vil så nødigt bønfalde dig. Som du kan se, så har jeg mine hænder fulde af papir og hovedet fuld af idéer."
   Asger Lenin greb fat i den ene skulder på et lig, et meget medtaget lig, der vendte med ansigtet mod gulvet. Han fik det rullet rundt og sprang dernæst to hurtige hop tilbage og rynkede på næsen.
   "Føj for satan! Det er jo ikke et ansigt! Det er jo det indre af et menneske! Der er jo adgang til det forbandede møg, vi slæber rundt på inde i hovedet!"
   Jeg begyndte at skrive i min notesbog igen.
   "Hans kone ligger derovre. Eller hvad der er tilbage af hende. Hun har tydeligvis smagt bedre end ham. Hun har jo næsten fået spist hele underpartiet af. Føj for satan!" sagde Asger Lenin og rynkede igen på næsen.
   "Ja, hun ser godt nok medtaget ud."
   "Hvad fanden har der foregået her. Jeg fatter det simpelthen ikke. Alle mennesker er døde. Hvorfor er alle menneskerne døde?"
   "Det er jo det, vi skal finde ud af. Jeg kendte dem ikke. Har aldrig hørt om disse folk. Men jeg har i sinde at finde ud af, hvad der er foregået. Alle mennesker dør ikke i en by, uden jeg vil bruge det til noget. Det er simpelthen for utroligt til at lade ligge. Jeg samler det sammen."
   "Vel ikke ligene?"
   "Du kan jo prøve, om du kan bære dem. Det siges, at lig er meget sværere at bære rundt på. Nej, jeg tænkte snarere, jeg ville samle sammen til én bærende idé. Jeg samler idéerne sammen og skriver det ned på en forskruet måde. For dette her er da fuldstændigt gak i låget, så jeg kan ikke gøre så meget andet."
   "Jeg skal sgu ikke have fat i de lig igen. De er stive. De har været døde noget tid, tror jeg. Jeg hader at røre ved døden. Den hører sig ikke livet til."
   "Det døde i dem er forsvundet. Det, du rører ved, er stadig tilbage i livet. Her hos os. Men de er døde. De er væk. Langt væk fra livet. Og det er, hvad der er forsvundet, der skræmmer mig, ikke liget. For hvor er det forsvundne?"
   "Disse folk har været afsondret fra nogen som helst virkelighed, de måtte have haft en forestilling om. Ja, det er i hvert fald min opfattelse," påpegede Asger.
   "Det lyder som en korrekt antagelse. Men sproget glider så let lige nu. Jeg må have kradset nogle ord ned. Til sidst finder jeg måske frem til sandheden."
   "Du mener altså at kunne skrive sandheden frem?"
   "Ja, hvis jeg tænker mig om og bruger et rigtigt sprog."
   "Der er måske flere af dem?"
   "Masser. Men måske der kun er et sandt sprog."
   "Og det bruger du?"
   "Nej, nej, for da havde jeg jo fanget hele pointen med det syn, der mødte os, da vi trådte inden for denne bys grænser. Men vi ser ikke ind bag disse mennesker. Vi ser kun ligene. Og både du og jeg ved, at det ikke er et kønt syn. Jeg vil næsten sige, at jeg væmmes over et sådant syn. Men man skal jo kunne tåle synet af døde mennesker, for ellers kan man ikke tåle sig selv. Vi er jo også potentielle lig."
   "Mind mig ikke om det."
   "Frygt ikke døden. Den giver alligevel ingen mening. Så det ville være meningsløst at frygte netop den."
   "Skriver du det i din fortælling?"
   "Det gør jeg nok."
   "Interessant."
   "Bare tankeeksperimenter."
   "Men er livet ikke også bygget op af tanker?"
   "Det skulle jeg mene. Stemningsfulde tanker."
   Vi fortsatte vores vandring rundt i byen.

Vi endte tilbage, hvor vi startede. Ved rådhuset. Vi bed os selv i halen. Jeg gik rundt om huset et par gange og havde følehornene ude. Måske jeg ville se noget denne gang, som jeg ikke så første gang. Sådan er det ofte; man ser på det samme og alligevel ikke. Jeg så hele tiden på det samme, og det var nye ting, jeg så på.
   Denne gang så jeg noget glimte i en hæk. Nogen havde kastet noget ned i den. Jeg løb derhen og fik mig kæmpet ned i hækken for at se, hvad det var. Der lå noget nede i et hul. Et hul kommer ikke af sig selv. Også et hul har en forklaring. Hullet er nok tomt, den blotte luft, men den årsag, der ligger til grund for hullet, den kan af gode grunde aldrig være et ingenting. Man fylder jo heller ikke et hul med tom luft, for da ville hullet stå tilbage uforandret. Men hele tiden og igen forandres tingene. Et hul kan blive større eller mindre. Et hul kan fyldes op igen.
   Dette hul kunne forklares ved, at nogen havde gemt et nøglebundt nede i det. For enden af det tomme hul lå altså et nøglebundt. Og atter engang blev en tomhed brudt af fylde. For sådan er det, at de to tilstande afløser hinanden, uafbrudt.
   Jeg samlede bundet op og kunne hurtigt konstatere, at den var meget tung og der var mange nøgler. Jeg fik mig kæmpet ud af hækken. Faldt to gange. Det måtte have set meget komisk ud. Men heldigvis var der kun døde mennesker omkring mig, så det var ikke pinligt. Døde mennesker griner ikke på ens bekostning. Der er ikke noget sjovt ved at være død. Der er heller ikke noget farligt ved det. Der er ikke noget ved det. Ingenting. Men de fyldte en del. Lå over det hele. Ligene. Mon ikke de snart rådnede væk. Stanken ville forblive intakt mange dage efter. Det var jeg sikker på. Disse lig havde sat sine spor.