Mirakler sker hver dag. Uden man ved af det. Der var ingen, der opdagede det mirakel, der skete på Herbergskolen denne aften. Et fantastisk fatamorgana i et af klasselokalerne. I det oplyste klasselokale begyndte nogle streger at lyse, som ellers kun guld kan gøre det. Tal på tavlen begyndte at tælle, tælle op til det højeste tal overhovedet, et tal ikke muligt at tælle, ikke muligt at regne ud, ikke muligt at regne med, men muligt at skrive om, et tal der indeholdte alle andre tal i verden. Et tal med alt.
   Og i dette sekund fik Arne sin første udløsning inde i Lis. Han skød pistolen af. Fik lettet trykket. Fik lavet en god aflevering. Og hvad det ellers kan hedde. Alle de navne. Tegningerne eksploderede i lokalet, tallet på tavlen sprang i luften, alt var kaos, tal og streger .øj rundt i luften, ramlede sammen og dannede talstreger, et nyt fænomen, noget aldrig set før, et fænomen umuligt at forestille sig, men muligt at skrive ned, muligt at skrive ind i fortællingen. Talstreger. Se, kære læser, så let er det. Måske hvis man kunne skrive et tal og sætte en streg uden at læse dem efter hinanden. Måske kunne det da lade sig gøre. Måske var talstreger det rette ord for Arnes tegninger? Tidløse.
   Når Arne tegnede, tegnede han udenom tiden. Så fantastiske var hans tegninger. I tegningerne var tiden et element, men de var ikke lavet i tiden. Tiden var blot et ord, et tegn, blandt mange tegn, der betegnede dem. Tidløse var de skabt. Tidløse stod de frem for beskueren. Sådan kunne man ånde med tegningerne, samtidig med at man døde med et smil på læben. Men denne nat skabte Marta og Arne liv, side om side med udgivelsen, Arnes debutsamling, smilets tegninger. Tusinde eksemplarer og atter tusinde eksemplarer blev produceret i trykken, blev kastet ud af maskinen i bunker, klar til at blive solgt.
   Mange gange havde han stået frem med sine tegninger, smilet til et kamera, talt ind i en mikrofon til et interesseret publikum, forædt sig i receptionsføde, når han fik udgivet et værk med sine tegninger, for dernæst at brække sig på toilettet og fundere over, om det var maden eller situationen, der fik ham til det. Han var ikke andet end én situation ud af mange. Efterhånden som han blev ældre, forstod han bedre hvori den allestedsnærværende kvalme kom fra. Med sin specielle evne til at sammenstøbe alt, kom han selv til at fremstå som noget, og i dette paradoks voksede en farlig livslede frem, der kun sjældent kom til udtryk i ord. Det var som om ord satte begrænsninger for hans muligheder, begrænsninger han forsøgte at undgå med sine tegninger.
   Han havde i tidens ondskab glemt, at tegningerne var pillet ned, lå inde under sengen og fugtede, og de ville langsomt rådne væk til intet. Godt det samme. Intet er også en del af alt. Intet er en del af alt. Intet er en del af alt! Intet er en del af alt! Sådan blev han ved med at gentage sig selv i tankerne. Til han selv troede på det.
   Men han frygtede stadig døden, og han spurgte sig selv, om det var anstrengelserne værd. Gjorde stregerne ham lykkeligere? Måske havde han fundet kilden til alt, sammenstøbt i fantastiske tegninger, og de sørgede også for, at han fik mad på bordet hver dag, god mad, dyr og yderst velduftende mad, men hvor meget kunne han lægge i det økonomiske, når hans kone var god i køkkenet uden økonomisk overskud?
   Han måtte en dag tale med Marta. Hun havde trods alt et vist ansvar for, om han havde det godt. Han måtte benytte sproget.
   "Jeg er på renden af et nervesammenbrud." sagde han en dag, hvor de sad foran fjernsynet og så et kedeligt dokumentarprogram om utroskab blandt danskere. Der var en ung mand, der havde fundet ud af, konen var ham utro, hvorefter han havde forsøgt selvmord. Hvem der bare kunne finde på at udtrykke sig på en så spontan måde, tænkte han. Lade verdens endelighed æde op alt, hvad der måtte tynge et såret hjerte. Som når tegningerne viser vejen frem gennem sin totalitet af alt, hvad der måtte være, og ender op i grænselandet mellem døden og livet. Afspejlet ved det glade ansigt.
   Mens Marta forsøgte at finde en respons på sin mands udbrud, kiggede Arne op på væggen og beskuede en af sine egne tegninger. Det kunne have været den, han havde haft hængende i klasselokalet på den fuldmånedag i 1991, hvor alt forandrede sig, hvor stregerne fik nyt liv og slog ved hvert hjerteslag, verden gjorde sig. Hvad var forskellen på hans tegninger og hjertets slag? Et hjerteslag? Dong! Et hjertestop? Dong! Dong! Dong! Dong! Stop!
   Det kan godt være, Marta fandt Arne i hans storhedstid blandt de mange fine penne og druknet i stregerne omkring sig, men hun havde aldrig delagtiggjort sig selv i dem. Hun var for tæt på ophavsmanden til at blive del i den verden, han tegnede, og hun var i et for tæt forhold til virkeligheden. Hun stod hele tiden udenfor og iagttog beundrende stregerne, men aldrig formen. Formen kunne hun ikke forstå sig på.
   Men det var formen, der skabte et univers af underfundige mutationer og ansigter, som gravede ellers usete veje frem for mennesket. Veje til et lykkeligt og levet liv, hvor lig ligger med smil på læben, og hvor en indkøbsseddel er i bevægelse, omskiftelig og sammensat af alt og tal og ord. Men Arne var noget. Et navn. En person. Gift med Marta med det forunderlige efternavn og ansigt. Og nu skulle de snart have barn. Et nyt vidunderbarn?
   Han kiggede intenst på tegningerne og mente, at stregerne var ved at falme. Noget gjorde, at formerne mistede den gnist, der havde brændt sig ind i papiret og umuliggjort brugen af slettelak, ild og delete, og de viste sig ikke at være evige, men i bevægelse, i udvikling, imod den totale udslettelse. Mod afgrunden.
   I dette syn brast Arne Alterbaum i gråd og frygtede døden mere end nogensinde. Marta tænkte, at Arne var blevet påvirket af et program tidligere på aftenen, der havde kritiseret nogle af hans tegninger. En ung og naiv mand havde stået frem og talt, påstået, det garantibevis, der var lagt ned over tegningerne og havde forgyldt deres eksistens og gjort dem yderst værdifulde, var ved at miste sin effekt.
   Da udsendelsen stod på, havde de begge kigget på den i tavshed. Marta havde været ubekvemt ved situationen, men ville ikke skabe en scene, af frygt for at give et forkert indtryk overfor sin mand. Arne havde været upåvirket. Kold. Ligeglad. Der er så meget, man ikke ved, når man ikke ved alt. Arne vidste ikke alt. Marta vidste ikke alt. Men alt var ved at ændre sig. Transformere sin form i endnu usete varianter. Gør Dem klar, kære læser, til en tur i den rutschebane, vi kan kalde Livet, men som helst ikke skal have noget navn. Gør Dem klar!
   Arne kunne ikke bebrejde Marta noget som helst. Heller ikke, at hun aldrig fandt en måde at respondere hans udbrud på. Hun havde været en fantastisk støtte i en tid, hvor det var svært at finde nye ting at tegne ind i verden. Ny fylde var sjælden set, men hun havde taget hans hånd og ført den op og ned ad det blanke papir, og med den varme luft i nakken fra hendes ånde, havde han kunnet fortsætte med at skabe fantastiske sammenstøbninger, og det var muligt fortsat at ånde igennem dem. Men hun havde sluppet hånden og givet op. Hånden var dalet ned i skødet og videre ned i dybet.
   Han havde mistet sin hånd og kunne kigge på hendes, der omklamrede fjernbetjeningen. Han fik kvalme. Skulle han opsøge en psykolog eller en bedemand? Forskellen er at psykologen taler om døden og bedemanden gør ikke. Men det er jo også psykologen, der er tættest på døden, ikke bedemanden. Det døde i lig er forsvundet.
   Marta havde opdaget, Arne kiggede på tegningerne på væggen.
   "Det er flotte tegninger, Arne. Tvivl aldrig på det. Meget flotte. Det er lige meget, hvad andre siger. Det betyder ikke noget."
   Nej, det betød ikke noget. Det vidste han godt. Folk talte uden at tale om andet end noget, noget andet end det, de egentlig ville tale om. Vi vil alle sammen gerne tale om alt på en gang, men sproget gør det kun muligt at fragmentere det hele i brudstykker, af noget der kunne have været alt. Det kunne have været alt, men er ikke andet end noget.
   "Jeg har aldrig ville have dem til at være noget, Marta. Hvis de er flotte, så er de noget. Er de flotte for dig? Synes du, de er flotte?"
   Hun tøvede, men måtte erkende, hun syntes, de var flotte. Mystiske, men flotte. Kan det mystiske være flot? Det undrede Arne, for det mystiske måtte netop mystificere det flotte og omtale en hel anden æstetik. Den æstetik, han søgte.
   "Hvad er det, der er flot ved dem? Kan du fortælle mig det?"
   Naturligvis kunne hun ikke fortælle det. Marta havde hængt tegningerne op på væggen som pynt, nydelse, og derfor var hun ikke død endnu. Hun havde ikke forstået at ånde og lide åndenød med stregerne. Hun kendte ikke de streger, han satte på papiret. Forstod sig ikke på teknikken. Og forstod sig slet ikke på idéen. Hun ville ikke dø lykkelig, som den gamle dame og de tusinde andre mennesker, der havde oplevet en forunderlig død ved at kigge på Arnes tegninger. Hun ville snarere lide en ubehagelig død sammen med ham selv. Han var offer for sin egen kunstneriske æstetik, splittet i det uendelige, måtte stå af for en tid, give sig selv til noget. Han måtte give sig selv til sproget.
   "Jeg har kvalme af al den hysteri omkring mine tegninger, Marta. Kvalme. Jeg må brække mig dag ud og dag ind i flere uger, når jeg får en god anmeldelse. Selvom der ikke er noget bræk, så er det ubehageligt alligevel! Hvordan kan det være, jeg har det sådan? Jeg udstiller noget, der bør få sit eget hus og avle og brødføde børn som os andre, nyde en god film om aftenen og holde fødselsdag og jul og alle andre festligheder sammen med venner og familie, more sig og græde, når tiderne er til det. Leve og dø. Leve og dø. Leve og dø."
   Som en plade der er gået i hak, måske en 70'er plade, blev Arne ved med at gentage de sidste ord. Det var som om, de skar sig ind i brystet på Marta og gav hende den ubehagelige død, han havde spået hende til at få. Kan tegn slå ihjel?
   "Leve og dø. Leve og dø. Leve og dø," gentog han.
   På dette tidspunkt gik det op for Marta, at hun ikke bare havde en kæreste med en speciel evne, som hun havde forelsket sig i fra den første gang, de mødtes, hun fandt samtidig ud af, at denne evne indebar sindssyge. Hun var skræmt fra vid og sans. Hun vidste ikke på det tidspunkt, at hvad hun frygtede mest, var døden og sproget og formen, som hun ikke forstod sig på, men som forstod sig på hende.
   I bugen på en af mutationerne, tegnet med en meget mørk tusch, skyggebelagt, nærmest sværtet til af sorg og mystik, kunne man iagttage en af de sørgeligste episoder i Arne Alterbaums liv. Alle, der havde iagttaget tegningen kunne se det. Fulgte man hele stregen, gennem krydsninger af andre, et virvar af andre streger, så mærkede man en melankoli, større end døden kunne ligge til grund for, en melankoli dybere og skarpere end livets største tab.
   Der var noget ved denne streg, der fulgte mennesket hele vejen til afgrunden, og man kunne mærke tomheden skære sig ind i huden på én. Det var en dybde, der sprængte menneskets substans og fik væske til at eksplodere ud af kroppen. Livet synes banalt i forhold til denne streg. Døden synes at være et vindpust, der forsvinder med solens tilbagekomst.
   Noget skar i mørket. Et hul. En udgang. Trykket steg. Hovedet eksploderede og væsken ville ud. Måtte ud. Arne havde en konstant hovedpine, der voksede sammen med stregens omrids. Han håbede solens stråler ville sætte ild til den, brænde den væk, til aske, men det ville bare ikke ske. Der var et a - et A - i overskud. Der var en for stor afstand. Forskellen synes måske lille, men den er større end De tror, kære læser. Og Arne hverken kunne eller ville kæmpe imod sproget. Tegnene er sat én gang for alle.