Agnete sad i noget så afslappet som en hængekøje i deres have, og hun havde gættet på ordet 'henrettelse'. Bladet lå på maven nu. Han havde snakket om at slå græsplænen, forvitrede, vilde spidser i en kold vind.
Men så sagde han det.
"Jeg satte bare slangen ind. I bilen, i skoven."
Det var en skov, som hun ikke kendte til. Hun mente ellers at kende enhver skov i området. At kende sin mand. Aldrig havde han været mindre børnevenlig, mere afskyelig snemand. Han havde et hul i maven.
Bagefter gik han indenfor.
Hun var ædt op af hængekøjen. Hun kunne ikke blive liggende i den, for ingen gynger, ikke bagefter nogen fortæller sådan noget. Hun blev nødt til at rejse sig op. Gå efter ham. Bure ham inde.
Man taler om isbjørneunger og vingummibamser.
Når hun skulle rejse sig fra en hængekøje, var hun altid kejtet. Nogen på afstand, som ikke var inde i kernen af deres familie, ville more sig over hendes klodsethed, når hun skulle rejse sig. Sådan faldende. Hun tog næsten en omgang inde i hængekøjens stof.
Jeg er ikke rigtigt hængekøjetrængende, havde han fortalt dem, dengang han hang køjen op. Og nu, efter han havde talt om skov og slange, tænkte hun: DET SKAL JEG DA LIGE LOVE FOR DU IKKE ER, CLAUS! FOR HELVEDE, DU ER SKIDELANGTFRA AT VÆRE SÅDAN EN!
Det var Ida og hende, der var hængekøjetyperne i denne familie, og han havde hængt den op til dem. Til sin datter og kone. Han havde bundet stropperne om træerne, hårdt, trukket til, strammet torvet helt ind i barken. Så det satte mærker. Hun havde ligget i den hele den eftermiddag, og i øvrigt tænkt på alt det, der svæver, lette ting, samlingspunkter der holder sammen på deres familie.
Før.
Nu blev hun nødt til at skille sig af med hængekøjen. Og stropperne. Han var en krokodille.
Hun ville ind til ham. Hun ville fortælle ham, at der er mange ting, som man sagtens kan sige, men så er der også andre mindre hensigtsmæssige ting, som man ikke kan sige.
Eller hun ville sige: NEJ!
Hun gik ind til ham. Fandt ham ude i køkkenet, levende.
Han havde tændt for en hvid elkedel, som deres datter, Ida, havde døbt Isbjørnen. Den var så brutal banal, sådan kogende, køkkenredskabsagtigt. Hun havde ofte undret sig over, hvorfor folk ikke brugte det udtryk, nogle gange tænkte hun, at det var hende selv, der havde opfundet det ord, køkkenredskabsagtigt. Det tænkte hun på. Blandt andet.
Klik.
Vandet var kogt, og hun forestillede sig, at alt det hendes mand netop havde sagt, var en tarvelig drøm, som noget der svævede, og hun tog fat i hans hænder, dem begge to, på samme tid. Hun lyttede til hans vejrtrækning. Hun ville gerne fortsætte med at lytte til hans vejrtrækning.
Og nu ville den få mere opmærksomhed.
Mavens dyk. Mavens ballonagtige måde at spile sig ud på. Dén, ja, netop dén kunne hun ikke undvære. Han skal kigge på mig nu, tænkte hun.
"Sad du virkelig inde i bilen," spurgte hun ham, men det havde han jo allerede sagt.
"Ellers giver det jo ingen mening," sagde han.
"Kan du ikke høre, hvad du siger til mig," spurgte hun.
"Jo," sagde krokodillen.
Hun googlede Sådan binder du et fiskenet. Hun fandt en video på YouTube med en fiskerentusiast, der var næsten helt skallet og som bar armytøj. Han talte ind i kameraet med en dyb røst. "Jeg vil fortælle, hvordan I binder jeres eget fiskenet," sagde han, til hende. Bag ham svajede træer i vinden, og det var næsten helt mørkt. Hvordan kan han filme en instruktionsvideo i mørke, tænkte hun, og blev irriteret på ham. Men hun så klippet igennem, flere gange, igen og igen. Det var fire minutter og fyrre sekunder, og det havde fået treogtyve likes og 2075 views. Fiskeren bankede to pæle ned i jorden, med en afstand på cirka én meter, alt det sagde han ind i kameraet, at det skulle være godt én meter i bredde. Han bandt en snor mellem pindene. Han brugte noget der hed vodbinding til at lave fiskenettet med. Han talte om rundtørn, bugt og kontratørn. Tamp. Hun ville binde sådan et fiskenet til sin mand, for at fange ham.
"Der er bare meget mørke og snavs," sagde krokodillen, senere på aftenen, måske dagen efter, måske en hel spandfuld dage efter. Der var mørke og snavs, masser af snavs over det hele.
Han kunne ikke rigtigt finde et bedre ord end det, for det var dét, han følte. Snavsefeber. Han sagde det flere gange, at han elskede hende. Dem. Han elskede dem. Ida og hende. Familien.
"Hvordan skal jeg forklare det, Tilde? Der er bare meget snavs derinde!"
Han pegede ind mod hjernen, i hvert fald i nærheden.
"Hvad skal jeg kalde det, andet end snavs? Kan du ikke hjælpe mig med at finde et bedre ord? Det er jo dig, der gætter kryds og tværs."
Hun var stoppet med at gætte kryds og tværs. 'Henrettelse' var blevet et ord for meget. Udenfor vinduet vippede hængekøjen i en hård vind. Den ligner slet ikke noget, der kan bære et menneske. Forladt stof og ikke andet.
"Tager vi i sommerhus alligevel," spurgte han.
Alligevel.
Hvilket voldsomt ord at bruge, som om sommerhuset var forduftet og smuldret væk, blevet til en stejl sandbanke, ubeboeligt. Efter.
Hvordan kunne han sige sådan noget? Hun havde lyst til at fange ham, lige nu, mens han sagde alt det voldsomme, i fiskenettet, som hun efterhånden ville kunne binde i søvne.
Hun havde set klippet på YouTube over femten gange.
Han lod det være op til hende, om de skulle i sommerhus.
"Vi tager afsted," sagde hun.
Claus ville have godt af en brændeovn, og den selvskabte ås rislende lyd udenfor huset. Får og gæs. Eksempelvis. Han ville have godt af det grønne terræn, der voksede sig vildt omkring deres sommerhus ude i Vestjylland i et øde, mørkt landskab, et sted langt fra den ukendte skov, som hendes mand havde valgt at besøge. Han havde brug for åbne vidder. Gødning. Hun ville være hos ham, hele tiden, så han ikke slugte en bakke søm.
"Jeg ved ikke, om jeg har lyst til sommerhus de her dage," sagde han, og hun blev vred på ham.
"Du ved ikke, om du har lyst? Hvad mener du med det? Har du lyst til noget andet," spurgte hun.
"Det er udenfor sæson," sagde han.
Kan det ikke være lige meget. Kan det ikke være fuldstændig lige meget, om det er udenfor eller indenfor sæson, om det er ovenpå eller under sæson. Indeni. Men han var tavs. Hun savnede de minutter, måske den halve time, hvor hun havde ligget i hængekøjen og gættet kryds og tværs og ikke kendt til det beskidte. Han var østers.
Det kaldte hun ham, når han lukkede sig inde. Han havde en perle, det måtte han have. En åbning. Han kunne godt have fortalt det, dengang de mødtes, den aften i december på et diskotek i Kreuzberg, Berlin, at hun skulle anskaffe sig en østerskniv.
Finde en åbning, en flænge.
"Jeg bestiller sommerhus til os, for jeg vil afsted," sagde hun.
"Ja," sagde han.
De lyttede til mågerne fra havet. De fodrede de mange katte, der vandrede hvileløse rundt udenfor havedøren i sommerhuset. Det var en af grundene til, at hun gerne ville tilbage hertil, ikke kun tørfisken de solgte nede ved fiskehandleren på havnen, de fede laks. Men også de mange hvileløse katte. De navngav en af dem Pjevs. Den kunne måske få min mand til at mærke varme, tænkte hun.
Den fik et hjørne af et laksestykke.
Det lykkedes dem at gøre Pjevs tam, holde den i favnen og høre den spinde, og hun sagde det ikke til ham, at hun kun gjorde dette, gjorde Pjevs til en indekat, fordi tamme katte kunne få ham på andre tanker.
"Tørfisk og fred," hviskede hun til ham.
Hun elskede den sætning. Allerede før hun sagde den, lige efter den blev til en tanke, tørfisk og fred.
De havde ikke taget spil med, for de virkede malplaceret. Efter.
"Det er virkelig fredfyldt det her, skat, og vi har begge brug for fred," sagde hun også.
"Ja," sagde han.
Hun fjernede barberbladene fra badeværelset, mens han sad og solede sig i haven.
Men han havde slet ikke tænkt sig at gøre noget, intet, blot gå ture ved standen. Der var meget sand og mange flækkede skaller på stranden, og hun viste ham en, der var meget glat og havde en snert af lilla, og den skilte sig ud.
De havde ringet til Ida. Tidligere på dagen. De ville høre hende, om hun ville besøge dem i sommerhuset, blot et par dage. Ida malede portrætter på en kunstskole i København, og havde fået en kæreste, der var rapper på de halvstore scener derovre. Ida ville male surrealistiske portrætter, det skulle være hendes kunstnerbrand. Pander med indgroede urer og Eiffeltårnet som hage. Sådan noget.
Hun ville komme et par dage, med rapperen og malerpenslen, en pause fra kunsten og Staden, sådan sagde hun. Steg på et tog til Ringkøbing.
Mod Ragnarok.
De kom et par dage senere, og Ida var skøn. Luftig. Tog med sin far på stranden, mens Agnete lærte noget om rytme af rapperen. Om attitude og hans mening om musikbranchen i al almindelighed. Agnete stod i baggrunden af det hele, lidt væk, og kunne have sagt det. At der var en skov, som hun ikke kendte.
Men Agnete sagde ikke noget til sin datter.
I stedet var der strandture, grillaften, og hendes kæreste, rapperen, lavede en performance den sidste aften, mens de drak øl og hyggede sig (som en familie).
Hun havde også noget, som hun ville vise dem, efter rapperen var færdig med at være street og rappe en hymne om Vesterbro og Mændenes Hjem. Agnete havde også noget, som hun ville demonstrere. Hun viste alle, hvordan man bandt et net. Hun slog to pæle i jorden. Èn meters afstand. Præcist. Hun fortalte, lidt ligesom manden i mørket på youtube, om alt hun gjorde. Det hele til perfektion.
Hun var et futtog, der havde fået granit i kedlen.
Ida og rapperen tog hjem igen. Er det nu også rigtigt, at hun har datteren, hvis han tager ud i skoven igen?
Der var engang, hvor hun troede, at man kunne gokke en østers på skallen, uden det nogensinde ville kunne gøre ondt på den. Sådan havde hun tænkt. Hun havde stor tiltro til østers hårdføre karakter. Man kunne stå på en østers, havde hun hørt, og hun havde forsøgt på det. En dag i april, hun var otte år, og hun havde, langsomt, stillet sig på skallen af en den, i den klare overbevisning at hun kunne stå på den, uden den ville flække. Hun havde inviteret forældrene til at se det. Hun havde stået på den. Den flækkede.