Dagen efter. Det var sjælden set, at der var slåskampe i den lille by. Men denne dag var det sådan, at to mennesker havde valgt den udvej, for at få afklaret hvem der havde ret i en sag, ingen andre end dem selv vidste noget om. Og det rygtedes rundt omkring, at måske de ikke engang selv var bekendte med sagens kerne. Men det ændrede ikke på det faktum, at der blev uddelt øretæver fra højre og venstre. Og de fleste af byens borgere havde placeret sig rundt om dem, og de var ikke tøvende med udråb og klapsalver.
   Hvordan fortæller man en personlighed? Hvordan fortæller man et kompliceret sind? For det var åbenlyst komplicerede forhold, der lå til grund for den kamp, der blev udøvet på torvet i den lille by denne dag. Hvordan forklarer man det? Ingen i byen vidste, hvordan kampen var startet, eller hvordan den ville ende. Men hvad de vidste, var, at et meget anstrengt forhold mellem Sven Bæk og Jens Udsen lå til grund for den.
   Arne fældede en tåre bag gardinerne. Ingen så det, men alle vidste, at han ikke havde været sig selv, siden Janus døde den kolde vinterdag. Samtidig med at han klemte øjenlågene sammen, rullede han gardinerne for og lod sollyset komme ind af en snæver sprække, der godt kunne narre blikket til at tro, det var falsk belysning fra elektricitet. Arne tørrede øjnene af i gardinet, for det syntes uoverskueligt at gå ud i køkkenet på et tidspunkt, hvor to personers skæbner blev afgjort nede på gaden. Det var et tydeligt tegn på forfald. Verden var af lave. Han havde allerede set det i blikket på Franz Karlsen. Nu fremstod det endnu tydeligere.
   Sprækken gav ham et forstyrret udsyn. Men han fornemmede, at Jens var på vej til at knække sammen på åben gade. Der var ikke mere at give af. Det sidste slag. Al talen og al lyd ophørte i et splitsekund.
   Stilhed.
   Måske det var fordi, man ikke forstod noget som helst. Måske det var fordi, man forstod noget. Men det skulle ikke udsiges, det der var at forstå, for i udsigelsen skete der det, at man slet ikke fik sagt noget som helst alligevel.
   Stilheden på gaden fortsatte.
   Jens Udsen bevægede sig ikke mere. Sven Bæk løftede sine hænder i vejret, men han fik ikke den sejrsjubel, han forventede. Ingen talte mere. Ingen råbte.
   Mere stilhed. I flere minutter. Indtil formanden begyndte at tale. Det var tydeligvis et nødråb. Ikke kun Arne var bekendt med det forfald, der syntes at komme tættere og tættere på.
   "Pedro kommer til byen! Han er på vej! Han vil gerne være borgmesterkandidat, for det vil være ham en fornøjelse at styre vores by i den bedste tænkelige retning! Sådan talte han, da jeg snakkede med ham for nogle timer siden! Pedro kommer til byen!"
   "Pedro kommer til byen!" blev der råbt fra alle sider. Udråbene begyndte igen. Denne gang endnu mere ustyrligt og ukontrolleret end før. Og man mente helt sikkert, at det var den bedste nyhed længe. Meget bedre end da man fik fastslået, at den bidske hund, der havde slået Janus ihjel, var død og begravet (og den havde fået sit eget gravsted i hundestørrelse).
   "Pedro længe leve! Pedro som borgmester! Pedro længe leve!"
   Der blev råbt i lang tid. Man havde fået sproget tilbage. Og det behagede. Den fantastiske Pedro ville træde til som byens overhoved. Senere ville man fjerne Jens Udsen fra den overflade, han lå på. Senere ville han blive gravet ned i jorden. Under overfladen. Også han var underlagt menneskeloven. Men Jens og Sven mindede om hinanden. Den eneste forskel var, at den ene vandt og den anden tabte. Nej, der var en anden forskel, der ikke var til at betvivle. Langt mere tankevækkende. Den ene levede, mens den anden var død. Men de mindede meget om hinanden.

Flashback. Det er jo hans. Og nu er der én, der har taget den. Han græder. Meget længe. Hvad kan få et menneske til at gøre en så grufuld handling?
   "Jeg vil have den tilbage!" skriger han.
   Hans far beroliger ham ved at sige, at det nok skal dukke op igen. Det vil skinne i solen, og det er altid sådan, at solen vil begynde at skinne igen. Det kan jo ikke være vinter hele året rundt.
   "Jeg vil have den tilbage nu! Det er min!"
   Han græder så meget, at han tisser i bukserne. Tissebarnet tisser i bukserne igen. Det har han gjort mange gange.
   "Nu må du for fanden snart lade være med at tisse i dine bukser, knægt! Du er gammel nok til at forstå, at tis skal i toilettet og ikke i bukserne!"
   Jørgen græder. Og mere tis flyder ud i hans bukser. Han slipper det hele løs. Moren træder til. Hun lugter og væmmes.
   "Hov, hehe, har du måske tisset i bukserne igen. Hehe. Har du tisset i bukserne?"
   "Gå hellere i seng, skat. Jeg skal nok få vores søn skiftet," responderede Jørgens far.
   "Har du tisset i bukserne? Haha!"
   "Gå i seng, for fanden! Det er et slemt held, at du overhovedet har bukserne på, kælling!"
   Jørgen stopper med at græde. Han kigger på sine forældre. De står og skændes, mens han har mistet sin elskede medaljon. Måske den aldrig vil skinne mere for ham. Den var ellers så pæn. Og hans forældre snakker om noget helt andet end den. De råber onde ord. Og Jørgen er stoppet med at græde. Selvom det vel egentligt først er nu, han bør græde.
   "Vov!" råber Jørgen.
   Tavshed. Hørte de lige deres barn sige vov? Helt uden grund? Hvorfor sådan uforståelighed? Sådan kunne han da ikke tale.
   "Hvad sagde du, Jørgen?" spørger faren.
   "Vov! Vov! Vov! Vov! Vov! Vov! Vov! Vov! Vov! Vov! Vov! Vov! Vov! Vov! Vov!"

Og så. Peder drog af sted på arbejde. Han låste sig ind i butikken med de nøgler, han aldrig havde mistet, sådan som Janus' nøgler var forsvundet. Det skulle ikke være nogen almindelig dag for Peder. Den dag, man dør, kan aldrig nogensinde være almindelig.
   Det gik således til:
   I boghandelen satte Peder Møller en bog op på hylden. Det var ikke til at vide, hvad den handlede om, eftersom han ikke havde læst den, men den føltes godt i hænderne på ham. Den havde været så behagelig, at han havde følt sig nødsaget til at nusse med den på sit ansigt. Det havde været endnu bedre end at holde den i hånden.
   Pludseligt hørte han en lyd fra den anden side af reolen. En underlig knurren, som var der en hund. Ved at kigge over ryggen på de bøger, der var placeret foran ham, så kunne han se to lysende øjne i det mørke rum. De lyste op med en ondskab, han aldrig før havde set. Og de angreb. Sprang igennem reolen og væltede bøger fra højre til venstre. Der var et stort kaos af bøger. Bogstaver fløj fra side til side og væltede omkring i lokalet.
   Hunden fløj direkte i struben på ham. Den havde efterhånden lært, hvor den sad. Det havde været et let offer. Hunden havde gemt sig bag bogstaverne af de bøger, folk ikke gad læse. Hvorfor skulle de lede efter ondskab dér?
   På maven af det lig, der engang havde været gamle Peder Møllers krop, lå der en bog. Ikke en tilfældig bog. Det var Livsens Ondskab.

Et andet sted. Arne Bjælke havde rullet gardinerne fra igen, efter han havde hørt formandens gode nyhed om Pedros tilbagekomst til byen. Formanden holdt hædersbilledet af Pedro frem mod byens befolkning, der ikke syntes at kunne stoppe de kraftige udfald af glæde og forventning. Befolkningen råbte i munden på hinanden, hvordan de ville modtage den fantastiske mand, der var til for deres by og deres by alene. De havde armene rundt om hinanden. De kiggede hinanden dybt i øjnene. De forstod hinanden. De forstod sig selv. De forstod. Og det var ikke en dårlig ting at forstå.
   "Kig på dette ansigt! Kig på manden! Pedro! Se de værdier, der giver det hele en bærende mening!"
   "Pedro længe leve!" blev der råbt igen og igen og igen.
   Jens Udsen sagde ingenting. Hans hjerte var stoppet med at slå. Pia Hansen gik hen for at tjekke, om han havde en puls. Hun kiggede sørgmodigt op på flokken. Nu havde hun langt om længe følt det menneskelige tæt på kroppen igen, efter Pedro havde været ved hende, og så holdte hun en gammel skolekammerat i armen, der ikke længere havde det menneskelige i sin krop. Han var død. Jens Udsen var død.
   Snart, vidste Pia, var dette vanvid overstået, og byens befolkning kunne vende tilbage til en normal tilværelse. Snart ville hun kunne samle sit askebæger op fra gulvet og komme videre fra den erkendelse, at et sådant bæger kunne bruges til andet end at samle aske i. Snart ville Franz Karlsens kone komme hjem fra den lukkede og åbne op for omverden igen.
   Snart ville mysteriet blive løst. Mysteriet om, hvorfor et menneske overhovedet har brug for at lukke sig inde. Hvorfor mennesket overhovedet har brug for nøgler. Mysteriet om, hvorfor nogle forsøgte at sabotere det projekt, der ville redde al menneskelig eksistens i den lille by. Mysteriet om, hvorfor Pedro overhovedet var fraværende i en tid, hvor de havde brug for ham mere end nogensinde. Mysteriet ville snart blive løst. Pedro ville vende tilbage. Han ville forklare det hele.
   Pia følte sig nødsaget til at give Jens Udsens død et punktum. Det kunne hun kun gøre ved at benytte sproget. Havde det ikke været for sproget, så havde der ikke været muligt at sætte et punktum. Men kan man med sproget lade være med at sætte et punktum? Sproget har altid en slutning, en grænse.
   "Jens Udsen er død."
   Punktum. Stilhed et kort øjeblik.
   "Lad os forberede Pedros ankomst. Vi har meget, vi skal nå," sagde formanden. Arne kiggede ned på gaden. Noget var galt. Han så friske aftryk fra et dyr.

Pedro står på bagben.
   "Åh, se hvor kært," siger Lises mor. "Han er nu en god hund. Kan vi ikke undgå at aflive ham?"
   "Hm", siger hendes mand. "Lad mig se i avisen. Der stod noget med, at nogle tog sig af hjemløse hunde, så jeg."
   Han bladrer i avisen, og til sidst finder han annoncen: Afliv ikke Deres hund, stod der. Vi kan finde gode hjem til alle hunde.
   "Skal vi ringe?"
   Lises mor nikker, men Lise begynder at græde igen.
   "Det er for sent at græde nu", siger hendes far. "Det var dig, der absolut ville have en hund, men du gider jo ikke passe den længere. Det var kun sjovt et halvt år, mens den var hvalp. Og vi vil ikke passe din hund. Nu må den enten aflives, eller også må vi finde et nyt sted, hvor den kan bo."
   "Kan jeg så komme og besøge den?" spørger Lise med blanke øjne.
   "Det kan du sikkert", svarede hendes mor. "Nu må vi først se, om der overhovedet er nogen, der vil have ham."
   Pedro ser på dem. Han ved godt, de snakker om ham. Men hvad de snakker om, ved han naturligvis ikke.
   Næste dag ringer Lises far til hundekontoret. De kender heldigvis en familie, der gerne vil have en hund som Pedro. Det bliver derfor aftalt, at Lises far skal køre ud med Pedro så snart, han kommer hjem fra arbejde.
   Lise græder lidt og plager om at få et andet dyr. Hendes mor synes også, det er synd for hende. Hun lover derfor, at Lise må få en undulat i stedet for. Så holder Lise hurtigt op med at græde.
   Det er nu også rart at slippe for alt besvær med Pedro, tænker hun. Så er hun fri for at gå tur med ham hele tiden - og en fugl skal jo bare have vand og mad i en skål hver dag. Og hvis den får sandpapir i bunden af buret, er man fri for at rense det. Det er meget bedre, meget bedre end en dum og besværlig hund. Og så kan undulaten måske lære at tale.
   Det var først, da Lises far var kørt af sted med Pedro, at de opdagede, hvad der egentligt var sket. Der var så underligt tomt i huset. Ingen logrende hund kom dem i møde. Der var helt stille.
   Pedros madskål og vandskål var også væk, og hans kurv.
   Lise skammede sig over, at hun ikke havde passet Pedro lidt bedre, mens hun havde ham. Men nu var det for sent. Nu glædede hun sig til sin undulat. For nu er det så tomt i huset. Som om Pedro aldrig havde eksisteret.

Sven Bæk så på sin højre næve, der var svøbt ind i blod. I dette syn blev han svimmel. Måtte støtte sig op ad et andet menneske. Han sank en klump og tørrede sved af panden. Han ville kigge op på hædersbilledet. Jo, bevares, han så Pedro. Men det var ikke mennesket, som han kendte ham, det lignede snarere noget dyrisk. Måske en hund. Ja, det lignede en skide køter. Ikke bare en køter. Det lignede en bestemt køter. Det lignede den bidske køter, der havde slået Janus ihjel nogle uger forinden. Han svor, det var den. Den hund han ikke måtte kalde Pedro.
   "Bidske køter! Skrid ad helvede til. Har du ikke ødelagt nok!"
   Nikoline så forundrende på ham. Hun havde været underlig tavs under hele slåskampen, men gjorde nu tilløb til at tale. Tilløbet blev tilpas langt til, at hun kunne komme op i et højt toneleje.
   "Nej, nu må du altså stoppe, Sven! Du sloges nok i vildelse. Men ikke nok med det, så taler du også i vildelse. Er du ved at miste besindelsen? Tag dig dog sammen! Den bidske hund er død og begravet. Så te dig ikke som om, du taler til en død hund. Tal hellere til det menneske, der ikke længere er blandt os. Du har slået Jens Udsen ihjel på uforklarlig vis, og måske det burde give dig noget andet at tænke over!"
   Men Sven Bæk så hunden foran sig. Måske det var synsbedrag. Måske det var et varsel. Oppe ved højen stod Per Holme og kiggede med et bekymret blik mod det gravsted, hvor han hver nat havde hvilet sig. Foran hans fødder var der et stort hul. Det var mørke, han så. Han havde håbet at se knolden. Men det var mørke, han så. Arne rullede gardinet for igen. Der var helt sikkert noget galt. Gardinerne dryppede med tårer. Det var våde gardiner. En skam de ikke talte i den lille, navnløse by.

Senere på eftermiddagen. "Pedro! Tal til mig, Pedro! Hvorfor siger du ikke noget?"
   Franz Karlsen så med et bekymret blik på den kvinde, der atter engang havde fået svedeture og talte i vildelse. Det havde hun gjort allerede fire gange denne dag. Han fandt det meget anstrengende, men det sværeste var, at han svor ikke at kommentere hendes udråb, førend hun kaldte ham hans rigtige navn
   Hun talte noget mere afdæmpet.
   "Du ved, jeg elsker dig, Pedro. Du er mit et og alt."
   Intet svar. Kærlighedserklæringen blev gengældt med tavshed.
   "Tal til mig, Pedro! Jeg har brug for at høre din stemme! Din smukke stemme! Jeg vil bare lytte til din smukke stemme!"
   Intet svar. Formaningen blev gengældt med tavshed igen.
   Hun begyndte at græde. Først afdæmpet og kontrolleret. Men snart hysterisk som et lille barn. Og Franz Karlsen tænkte, at det måske var alt, hvad hun var. Et lille barn der var blevet tvunget til at vokse sig stor. Man kan som bekendt ikke gå imod tiden. Den jager altid én ned og tramper én gammel.
   "Svar mig dog! Jeg kalder på din kærlighed! Svar mig!"
   Franz Karlsen kunne ikke holde ordene inde i sig selv længere.
   "Jeg skal svare dig, din forbandede hysteriske kvinde! Hvad fanden tror du, du bilder dig ind, sådan at kalde på en fremmed mand! Nej, et fremmed navn! Det er jo bare et navn! Et udråb! Pedro! Pedro! Pedro! Du gør jo navnet så utrolig tomt!"
   Konen blev ligbleg i hovedet og vidste godt, trods sin sindslidelse, at hendes mand var på vej til at gøre noget fatalt. Tale over sig. Men hun var ikke i en tilstand, hvor hun kunne afværge det, som hun ellers havde gjort det tidligere.
   "Vi taler om Pedro. Hele tiden og igen. Hvem er han? Et luftigt vindpust fra en forbipasserende, der ikke lukker andre mennesker ind i sit liv. Det er, hvad han er. Et ligegyldigt håndtryk fra en fremmed. En god idé til at glemme hvor forbandet trivielt og ligegyldigt det hele er. Du ligger der og kalder på luft, mens jeg forsøger at indsamle noget af den, så jeg kan overleve det her. Men jeg er ved at blive kvalt. Du kvæler mig. Kan du ikke se det. Du kvæler mig!"
   Pludselig var konen overraskende klar i hovedet, og det var som om, at monologen havde trukket hende ud af sygdommen og ind i den virkelighed, der altid ville blive ved med at jagte én, trods sygdommes uvirkeliggørelse.
   "Det er ikke Pedro, der er luft, min kære ven, det er dig."
   Franz var forundret over den klarhed, der lå i det udsagn, hans kone var kommet med. Han blev endnu mere hidsig i det chokerende øjeblik, det var.
   "Tag de ord tilbage igen, kælling! Sådan taler du ikke til mig!"
   "Det er jo bare ord. Ord er ikke farlige. Ord er ikke virkelighed. Ord er ikke noget. Derfor kan man heller ikke tage dem tilbage."
   En sygeplejerske kommer ind i rummet.
   "Jeg må bede Dem dæmpe stemmen, hr.," sagde hun.
   "Jeg taler lige præcis, som det passer mig!"
   "Så tilkalder jeg vagten," fortsatte hun.
   Franz gik til angreb på sygeplejersken og skubbede hende hårdt ind i den åbne dør, hvorefter hun trillede ud på gangen og blev liggende og ømmede sig. Han lukkede døren og ærgrede sig over, at der ikke var nogen lås på. Han tog en af de tomme senge i stuen og stillede den foran.
   "Nu fortæller du mig, at Pedro ikke eksisterer! Hører du! Fortæl mig, han ikke findes!"
   Franz tog puden, konen lå på, pressede den mod hendes ansigt, og hurtigt begyndte hun at sprælle. Han fjernede den først, da hendes bevægelser blev besværliggjort af, at besvimelsen var på vej. Der blev råbt ude fra gangen.
   "Fortæl sandheden!" råbte han. "Fortæl det, som det er! Pedro eksisterer ikke! Sig det!"
   "Pedro eksisterer!" svarede hun.
   På den anden side af døren kunne man høre en vagt, der forsøgte at komme ind på stuen. Men Franz holdt på sengen med sin ene fod og besværliggjorde indtrængningen. Han satte puden foran ansigtet på sin kone igen. Denne gang stoppede han ikke, førend hendes bevægelser var stoppet helt. Han vidste, Pedro ikke eksisterede, og hun skulle ikke påstå andet. Han fik det sidste ord. Hun ville på ingen måde kunne tale mere.
   "Pedro eksisterer ikke!"
   Franz fjernede foden fra sengen, og vagten sprang på ham omgående, fik ham i et låsegreb og fik hurtigt tilkaldt lægehjælp, så man kunne få patienten under opsyn. Man konstaterede hurtigt, at tilstanden var kritisk. Hun kunne ikke få luft. Heller ikke forurenet luft.

Dagen efter ved middagstid. "Er hele byen ved at gå fra forstanden!" råbte Arne Bjælke, for hvem kendsgerningerne var blevet bragt. "Hvad fanden foregår der? Jeg som troede, at nyheden om Pedros tilbagekomst var nok til, at folk opførte sig ordentligt! Var det ikke nok, at vi mistede ... at vi mistede Janus! Han er jo ..."
   Arne Bjælkes kone skænkede kaffe til sin mand. Han sagde stop ved en halv kop.
   "Det er for mange døde på kort tid! Hvad foregår der? Det er ikke naturligt!"
   "Men vi må ikke glemme, at Pedros tilbagekomst er en kendsgerning, skat. Glem ikke det. Det må give humøret tilbage," fastslog Monika.
   "Det burde det."
   Arne Bjælke kiggede sin kone dybt i øjnene. Hun var ved at blive gammel. Ligesom han selv var blevet det. Sådan var det med tiden. Den angriber altid begge parter, og på den måde bliver man mindet om sin egen alderdom i blikket på en anden. Hun var stadig smuk, syntes han, smuk og ligefrem; præcis hvad han havde fanget, da han forelskede sig i hende. Eneste forskel var, at det smukke og ligefremme var besværliggjort af gammel hud og faretruende tungsind.
   "Pedro vil ændre på forholdene i den by, du selv har været med til at bygge op. Stol trygt på det," fortsatte hun.
   Arne rejste sig op og gik over for at kysse sin kone. Det var med lethed, at han bøjede sig ned for at berøre sin kone på den krop, der bar hende så let og ubesværet, og kysset var med så meget følelse, at verden kunne gå i stå efterfølgende. Lykken var uden for tiden. Derfor var det ofte svært at indfange den, når man selv levede i tiden. Men det lykkedes Arne at fryse tiden. Og det var hele livet værd. For livet er langt, meget længere end man skulle tro, men lykken er meget kort, og den er præcis kort nok til, at den ikke behøver at blive triviel.
   "Jeg els..."
   Han ville have sagt de store ord, men blev afbrudt i sin talen af en høj knurren, der lød til at komme ude fra haven. De stivnede begge to, for det sker sommetider, at to menneskers tanker retter sig mod det samme, og netop i en sådan samtidighed forstærkes frygten. Det var konsekvensen af et menneskeligt samvær.
   "Hvad er det?" spurgte Arnes kone.
   "En hund." sagde Arne lige så forbavset, som han var skrækslagen. Det var nok en sagte knurren, men ikke desto mindre var den malplaceret, for den eneste hund, der nogensinde havde vandret rundt i gaderne i deres lille samfund, var død ugen forinden. "Jeg er ret sikker på, det er en hund. Men der skulle ikke være nogen hund. Der burde ikke være nogen hund."
   "Nej, det kan ikke være nogen hund. Måske det er noget andet. Arne, det må da være noget andet."
   Den knurrende lyd blev skarpere og skarpere, og des mere stod det klart for dem begge to, at det ikke længere kunne betvivles, hvad der stod uden for deres hus. Der stod en hund uden for deres vindue og knurrede af galskab. Det var tydeligvis galskab, ustruktureret, tilfældigt og uden nogen menneskelig forståelse af nogen art. Det var jo også et dyr.
   "Det er en hund," fastslog Arne.
   I samme sekund sprang hunden op mod vinduet og lavede en flænge i det, så dyb at ét spring mere ville resultere i, at den sprang ind i stuen. Både Arne og konen skreg af lungernes kraft. Det var alt, hvad de havde som våben. Luft. Arne trak konen med ind i soveværelset og låste døren. Hun græd af rædsel og uforståelighed. Men Arne nåede ikke at evaluere situationen, for han var i fuld gang med at placere samtlige genstande i rummet foran døren. Han mente ikke, at hunden kunne have en sådan styrke, at den både kunne bryde gennem en tung trædør, en seng og et klædeskab, samt adskilligt andet der befandt sig i værelset.
   "Rolig nu, Monika, jeg forsikrer dig, at den køter ikke kommer igennem rummet. Det vil ikke ske."
   Hans kone græd videre og talte med dirrende stemme.
   "Så du ansigtet, Arne. Så du ikke ansigtet. Det var en hund. Sendt fra et sted forneden. Den lignede ... jeg har set den ... den ..."
   "Så, så, skat. Der sker ikke mere nu. Vi er i sikkerhed. Jeg ringer med det samme til dyreværnet og får hunden fjernet. Den må være trængt ind på vores område fra en af nabobyerne. Det må være forklaringen."
   "Men de har heller ikke hunde i nabobyerne. De har forbud mod hunde, ligesom os. Holmes hund var en undtagelse. En undtagelse, husker du nok, eneste hund i miles omkreds. Og den hund, den lignede ...den lignede..."
   "Nej, nej, tal ikke sådan, Monika. Nej, det kan jo ikke passe. Hør nu, det er en fremmed hund."
   Men der var en knurrende lyd igen. Og de hørte den begge to. Tydeligt. Endnu mere faretruende end sidst. Og den lød ikke fra den anden side af døren. Den lød uden for vinduet til soveværelset. Og nu havde Arne sørget for, at de ikke kunne flygte ind i stuen igen. Eller måske ned i kælderen, hvor der ikke var nogen vinduer. De kunne ikke gøre andet end at se til, mens hunden sprang op på vinduet og snart ville sprænge det i tusinde stykker, hoppe ind i rummet og angribe dem.
   "Sig ingenting," sagde Arne og holdt om munden på sin kone, mærkende de læber, han lidenskabeligt og ubesværet havde kysset for lidt siden. De skælvede, og han svor, at han allerede kunne smage blodet i munden, selvom angrebet endnu ikke havde fundet sted. Måske hun havde bidt sig selv i læben. Han fornemmede det usandsynlige komme for tæt på. Han mærkede læber. Læber der ikke måtte tale. Og hans kone havde jo haft ret. Denne hund lignede ... den lignede...
   I det samme sekund sprang køteren gennem vinduet og angreb Arne i armen. Bed sig fast og nægtede at slippe igen. Smerten overvandt alle andre tanker i det liv, der allerede var så godt som slut. Der var kun smerten. Den fyldte alt.
   Køteren vidste udmærket, hvor hans strube sad, for den havde før slået et menneske ihjel. Flere mennesker. Arnes kone så det frygtløse i øjnene på dyret, og hun vidste, at hun måtte ofre sit liv til fordel for dette dyrs galskab og tilfældige udslettelse, for det var øjensynligt ikke hendes egen bestemmelse. Hun var i modsætning til Arne meget klar i dødsøjeblikket. Hun tænkte kun en tanke, og hun nåede akkurat at artikulere sin tanke, sprogliggøre det utydelige, det slørede; for hun sagde et ord, der gav genklang i hele soveværelset. Hun sagde et sidste ord:
   "Pedro."
   Hunden stoppede op et sekund. Det var som om, den lystrede navnet.

Pedro kom ud og bo hos en familie, der boede i et rækkehus. Der var en have, hvor han kunne lege og springe, lige så tosset han ville. Der var også en pige, der tog sig af ham.
   Pigen hed Marie, og hun havde altid ønsket sig en hund. Nu fik hun én - og hvor var den sød. Den hed Pedro, havde Lises far sagt, da han kom med den, og det blev den ved med at hedde.
   Pedro forstod ikke noget af det hele. Men han kunne godt lide den nye familie, for de tog sig af ham hele tiden. Og da hans kurv også var flyttet med til det nye sted, begyndte han snart at føle sig hjemme.
   Marie var meget glad for Pedro. Også selvom det var længe siden, han havde været hvalp.
   Og Pedro kunne da leve et lykkeligt hundeliv. De behandlede ham som den hund, han var.

Senere på dagen. Per Holme stod forpustet og afventende uden for døren til politichef Madsens kontor. Der var en tung luft omkring ham. En forurenet luft der gik i lungerne på ham og gav ham kvalme. Døren blev åbnet, og inden chefen nåede at sige noget, havde Holme råbt op, at der var noget på færde. Han fortalte, hvilket syn der havde mødt ham, da han var taget op til Pedros bakke.
   "Jeg siger dig, der var et stort, afskyeligt hul. Tomt hele vejen ned til mørket. Jeg forstår det ikke, for Pedro skulle ligge dernede. Men jeg sværger, det gjorde han ikke. Pedro er forsvundet fra sin plads. Helt væk. Man skulle da tro, at når man begraver nogen, så bliver de liggende."
   "Hvad er det for noget sludder, du bilder mig ind, Holme. Nu går du på antabus, som jeg har befalet dig at gøre. Er det snapsen, der taler? Du er også beordret til at omtale din døde hund under andet navn end Pedro. Vi skal ikke have flere forvekslinger, ved du nok."
   "Jeg har ikke drukket i dag, politichef. Ikke en dråbe. Du kan selv komme med op til stedet. Kom med, så skal jeg vise dig, hvordan det ser ud. Kom med."
   "Jeg vil måske tage den opfordring til mig, Holme. For det her er simpelthen for underligt. Døde hunde flytter sig ikke."
   "Ja, det var også min tanke."
   Politichef Madsen tog sin skindjakke på og fulgte med Per Holme, der ikke viste de mindste tegn på, at morgenen havde budt på brændevin og kaffepunch, hvilket undrede chefen meget. Måske Holme var blevet skør, tænkte han, for et sådant syn, som Holme pegede på, det kunne man i sin vildeste fantasi ikke forestille sig. I tilfælde af at hunden var borte, hvem kunne da have interesse i at stjæle en død hund, for den kunne på ingen måde være forsvundet af sig selv. Sådan fungerede verden ikke.
   På vejen mod kirkegården gik de forbi Arne Bjælkes hus. Huset var helt mørklagt, og det var tænkeligt, at familien Bjælke sov en middagslur. Det var tænkeligt, men det er ikke altid, at tanken formår at opfange den virkelige tilstand, sådan som den ser ud bag galskaben. Familien Bjælke var rigtigt nok inde i soveværelset. Men de sov ikke. De ville aldrig komme til at bruge det soveværelse til at sove i mere. De ville aldrig nogensinde komme til at sove mere. De ville aldrig mere vågne. De ville aldrig mere noget som helst.
   Holme kunne næsten helt stolt fremvise et hul på præcis det sted, hvor hunden Pedro var blevet begravet.
   "Der kan du se, hvad jeg sagde. Der er ikke nogen hund."
   "Nej, det har du godt nok ret i, Holme. Der er et hul. Det er alt, hvad der er."
   "Et hul helt ned til mørket. Men ingen Pedro," fortsatte Holme.
   "Du ved godt, du ikke må omtale din hund efter navns nævnelse, Holme."
   "Undskyld, men det var trods alt min hund."
   "Lad os kalde den for den forsvundne hund. For den er øjensynligt forsvundet. Dette er det rene galskab. Jeg har netop fået at vide, at Franz Karlsen har slået sin kone ihjel. Og nu er jeg vidne til, at en eller anden har fjernet din hund, Holme. Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Jeg kan ikke tale mere. Jeg er en handlingens mand, men i øjeblikket bliver jeg tynget af et bekymret sind. Alle andre synes at handle. Jeg kan hverken tale eller handle. Jeg er bange for, at vi må indkalde til møde i aften, for jeg tror ikke, vi kan vente, til Pedro kommer i næste uge med at komme til bunds i denne sag."
   "Kommer Pedro?"
   "Det ved du da så udmærket, at han gør, Holme. Spil nu ikke dum. Du var jo selv til stede, da det blev sagt."
   "Men der bliver sagt så meget. I sidste uge blev der sagt, 'Hvil i fred', til min hund, hvorefter den blev lagt ned i dybet. Men øjensynligt kunne den ikke hvile i fred alligevel."
   "Du betvivler ikke Pedros tilbagekomst!" råbte politichefen, der vendte sig bort fra hullet og gik ned ad bakken. Holme stod alene tilbage og savnede sin hund mere end nogensinde. Den havde nu altid været så rar. Måske den bare havde haft en dårlig dag. Ja, den havde vel bare haft en dårlig dag, den stakkels køter. Havde Franz Karlsen også bare haft en dårlig dag? Og Pia? Og...

Om aftenen. Pia Hansen var på vej hen til politichefen. Alle vidste, hvad hun havde gjort. Selv folk uden for byen havde hørt rygter om de uheldige hændelser, der var sket i den lille by de sidste dage. Og man havde fundet Pias handling meget ubehagelig og kynisk. Hun forstod godt folks reaktion, og da politichefen havde befalet hende at møde op, da havde hun uden tøven sagt godt for det. Hun vidste, det drejede sig om den mand, hun havde slået ihjel, og som de endnu ikke havde nået at begrave grundet for mange lig og en skambidt præst. På hendes gåtur over til politichefen havde hun mødt et par stykker. Bidt hårdt. De lå og rådnede langsomt bort. Der var en sødelig lugt over det hele.
   Der var så meget, hun ikke vidste, præcis som der var meget de øvrige mennesker i den lille by ikke vidste. Men hun vidste, at Pedro var på vej til at bosætte sig i byen for alvor. Nu ville det snart blive alvor, tænkte hun.
   Pia bankede på døren til politichefens hus, uvidende at Holme havde stået på det eksakt samme dørtrin kun tre kvarter forinden. Politichef Madsen åbnede op og så lettere forvirret ud.
   "Åh, ja, jeg havde faktisk glemt vores aftale."
   Pia kunne godt regne ud, at noget var på færde, ud over den handling, hun selv havde voldt. En aftale med en kvinde, der havde slået et andet individ ihjel ved at kaste et askebæger i hovedet på det, var ikke en aftale, man sådan lige glemmer. Hun lagde ikke skjul på, at politichefen viste en stor urolighed, der var sjældent set.
   "Hvad er der sket?"
   "Noget som ikke kan forklares, før jeg har sat mig yderligere ind i sagen."
   "Jeg har sådan en underlig fornemmelse."
   "En fornemmelse er ikke altid af sådan karakter, at man kan bygge en tilværelse på den."
   "Vi bygger vores tilværelse på Pedro."
   "Det gør vi rigtigt nok. Og han er på vej. Han ankommer i midten af næste uge."
   "Måske det er sent nok."
   "Sent nok?"
   "For fanden, Madsen, kan du ikke se, hvad der er ved at ske? Vores såkaldte samfund smuldrer, fortæller jeg dig. Det er ved at falde fra hinanden. Har du forsøgt at tage en dyb indånding for nyligt?"
   Madsen tænkte et øjeblik. Så trak han vejret dybt. Han hostede uhæmmet og fik kvalmetrækninger. Det var tæt på, at han havde kastet op, men han holdte det i sig.
   "Føj for satan! Det var da en ubehagelig oplevelse!"
   "Jeg fortæller dig, vi er omringet af forurenet luft! Der ligger lig og rådner. Vi kan ikke nå at begrave dem, før nye dør. De hober sig op som et tykt lag støv, og de skærmer for moder natur. Det er ved at falde fra hinanden det hele!
   Verden er af lave. Jeg siger dig, der foregår mange ting, vi ikke selv er herre over. Jeg var ikke herre over min egen handling. Det må du forstå. Måske er det rigtigt, hvad jeg hørte en mand sige til mig forleden. Han sagde, vi er sprogliggjorte i en verden, hvor sproget kun er med til at overdække, hvad det hele virkeligt drejer sig om."
   "Det drejer sig om Pedro, og han er mere end sprog, ja, han er slet ikke sprog. Sproget var blot med til at forveksle ham med en skide køter. En åndssvag hund," sagde Madsen.
   "Jeg er enig. Folk kan ikke nøjes med ordet Pedro længere. De vil have ham i hele hans person. Nærværende og levende som kun han kan være det. Det vil redde byen. Ja, det vil redde mig. Det ville have reddet den mand, hvem jeg har på samvittigheden. Jeg handlede ikke menneskeligt. Jeg handlede ikke rationelt. Jeg kaldte på Pedro, men hørte en død hunds knurren i stedet. Jeg hørte den forkerte Pedro. Fortæl mig, hvordan det kan være, de to identiske navne forveksles, når det netop kun er navne."
   "Hørte du en hund?"
   "Det gjorde jeg. Det har jeg gjort flere gange de sidste dage. Jeg håber, Pedro når det i tide."
   "Selvfølgeligt når han det i tide, Pia. Det gør han da. Han er på vej."
   "Jeg håber, du har ret."