"Klokken toner strejfer mig,
   en sælsom rejse ender her,
   du var så træt da du tog på vej,
   der er vist ingen jubelsang,
   din fortids fjender står på tæer,
   for at flå dig sidste gang.
   Rose står og ser på.
   Vi reder din seng."
   - åbningen til Sebastians Rose


Og så fik Chresten spændt e-strengen ud. Den lå som spinkel ståltråd i hans hånd, han fik skudt den ene ende ned i hullet, som en narkomans fix, han fik trykket dimsedutten ned i hullet (han havde aldrig fundet ud af, hvad dutten egentlig hed, men han kunne sagtens spille Eric Claptons Wonderful Tonight uden at vide af det), og han testede om strengen sad godt nok fast i den ende - han drejede den anden ende om skruemekanikken. Det virkede.
   Det var påske, og sidste år besøgte han sin mor, men det gjorde han ikke i år, for man holder ikke påskeferie på kirkegården.
   Han spændte strengen til. Stram. En linedanser kunne lave saltomortaler på den. Sådan sagde han altid, og så anslog han alle de nye strenge, og han blev allerede fortryllet af den akkordløse lyd, der ikke kunne være anslaget til andet end en ikke-musikalsk persons største hit.
   Har sad han med den Martin-guitar, som hans egen far havde bygget, før hippierne indtog de store græsmarker og før nogen kunne stave til AIDS.
   Kulden spillede på violin udenfor, og Chresten vidste godt, at der ikke ville være mange på gaden i dag, men ud skulle han, ud med huen og melodierne og snotnæsen. Der var en ulidelig forkølelse, den havde jagtet ham siden påsken tog sin begyndelse, men ud skulle han altså.
   Han havde taget et mindre setliste med sig i dag. Kun 10 sange. Alle havde for ham et religiøst budskab, og det var vigtigt, med troen, i en sådan påsketid som denne. Derfor ville han ikke synge hans jazzversion af HighWay to Hell. Ikke første påskedag.
   Guitaren kommer ned i en sort guitartaske. Stroppen er revet lidt i stykker. En narkoman forsøgte på at stjæle tasken med penge i, men Chresten holdt fast, han havde ligeså meget brug for dem. Chresten bruger altid tasken til at indsamle penge, og i den ligger også en EP, som han har indspillet, fem af hans egne sange, hvis nogen skulle finde hans stemme behagelig og tro han var en god sangskriver. Han har solgt et par stykker. Den ene viste sig at være retarderet.
   Sangene handler om kærlighed, og Chresten har da også plads til en kæreste i sin seng, og hun kan endda få plads til sit køkkengrej og løbebånd og få en mascarahylde. Han har vist ikke råbt højt nok.
   Jakken på. Skoene ditto. Per automatik slukkede han for lyset, der slet ikke var tændt, for strøm gavde Chresten ikke mere af. Ugen før påske fik han en seddel, der gjorde det klart for ham, at der ikke var gået en sikring i hans lille Nørrebrolejlighed. Nej, man skal bare huske at betale sine regninger.
   Udenfor var det første der mødte ham en kat oppe i et træ. Det var naboens kat, og den så på ham, Chresten så på katten, og han gik ud på Nørrebrogade, hvor en gul bus dyttede af en junkie, der slentrede over gaden uden at se sig for.
   Der var få mennesker på gaderne. Påsken og kulden holdt folk indendørs. For nogen måske også troen, bordbøn og fremtidsoptimisme.
   Han gik ned ad Nørrebrogade, ned mod strøget. Selv narkomanerne ved, at det er påske, for en ung mand, der lænede sig op af vinduet til en fedtet rude ind til et ligeså fedtet pizzaria, hvæsede frem fra sit hareskår:
   "God påske. Kan du undvære en skilling!"
   Chresten fremstrakte sine håndflader som bevis på hans egen fattigdom, som har alle mennesker tapet mønter til håndfladerne, hvis de har mange penge.
   Narkomanen rakte runge af Chresten, for mere påske var det heller ikke.
   "Nærigrøv, mand," råbte han, og Chresten vendte sig om og overvejede at give ham fingeren, men gjorde det ikke. Sådan tog humanisme sig ud heromkring, som en fuckfinger der ikke blev strakt frem.
   En dunkende hovedpine fulgte Chresten hele vejen ned til Nørreport station, han snøftede snot op i næsen et par gange.
   Nede ved Nørreport stødte han tilfældigvis på Ina, som han havde gjort gravid ved et uheld for nogle år siden. Hun sad med en sixpac-guldbajere og med, hvad der tilsyneladende var det nyeste skud på stammen. Han kunne godt ligne en rocker. Tatovering på armen, der var strammet ud grundet intensiv træning ved Fittnessworld, og han skulede omgående til Chresten, der nærmede sig sin gamle flamme.
   Barnet blev fjernet med en strikkepind. Chresten var slet ikke klar over, at nogen brugte den gamle metode længere.
   "Hej smukke," sagde hun til ham, og Chresten og guitaren stod og skyggede for solen, og en mørk, klam skygge væltede derfor ned over de to turtelduer på bænken. De rakte en guldbamse til Chresten.
   Han rystede på hovedet.
   "Jeg er på job," sagde han, og Ina smilede skævt.
   "Du har sgu da ikke noget job, Chresten," sagde hun.
   Han vendte sig om, sådan de kunne se hans guitar.
   "Nå ja," sagde Ina. "Du er sådan en skide gadestøjer!"
   Chresten havde aldrig hørt udtrykket gadestøjer før.
   Han rystede på hovedet, og han valgte ikke at kommentere på det øgenavn.
   Fittnessworldrockeren skulede til Chresten, og han tog imod guldbamsen, som Chresten ikke ville have. Han åbnede den med en orange lighter. I mandens blik kunne man se, at han havde sniffet noget af lightergassen tidligere på dagen.
   "Jeg tror sgu ikke sørgeligheden magter at drikke en guldbajere med os. Han skal nok have en kylle-rylle i stedet!"
   Ina lo. Chresten rystede bare på hovedet.
   Der var ikke noget, der kunne slå ham ud i dag. Han havde udførligt udformet den fineste setliste til en påskedag som i dag, og selvom han nok havde forudset, at der ikke ville komme mange folk forbi på en helligdag, var det vigtige for ham, at han havde tænkt på højtiden. Han ville synge for påsken. Han ville synge for troen.
   Det forstod Ina og hendes kæreste ikke en skid af. Det var han godt klar over, og han gad ikke engang at fortælle dem om det.
   "Den stodder har sgu gjort mig gravid engang! Det er fandeme da godt, at der er noget, der hedder strikkepinde," sagde hun, henvendt til sin kæreste, og han lignede sjovt nok ikke nogen, der havde et problem med at vide, at Chresten havde sprøjtet sperm i hende, sådan hun skulle have barn men endte med at få en abort.
   "Imponerende at man kan lave børn, når man selv tager sig ud som et barn," sagde rockertypen, og Chresten tog imod de verbale smæk. Hvad andet kunne han gøre? Hvor mange venner mon sådan en type havde omkring sig, der sprang frem med en ladt maskingevær og nok kugler til at lave flere huller i Chresten end et rivejern i et industrikøkken.
   Men han lod sig ikke tynge, for han mærkede vægten af sin guitar, der syntes at gro stødt som et frø, der snart bliver til en stor prangende rose på hans ryg. Og så med nye strenge! Han havde købt 12-strenge, tykke og slide, og han kunne spille igennem. Hans hænder kunne bløde, og alligevel ville han ikke sprænge dem. Og hans hænder kunne meget vel komme til at bløde, tænkte han, sådan en fornemmelse havde han haft hele dagen, at han ville spille så hårdt, at de ville bløde.
   "Jeg er sgu ked af det, men jeg har ikke tid til at drikke med jer. Som sagt er jeg på arbejde," sagde Chresten.
   Ina rystede opgivende på hovedet.
   "For fanden, Chresten, det er jo påskedag. Ved du ikke, at folk kvæler sig i familiehygge på sådan en helligdag! Der er ingen, der kommer ud for at høre dig! Drik nu guldbamser med os og tag hjem og bræk dig i stedet, eller find en anden kælling og gøre gravid. Der findes jo strikkepinde endnu!"
   Chresten lo en hastig latter, og så gik han videre.
   Der var én tanke, som han ikke kunne slippe: Han var selv meget glad for, at der var noget, der hed strikkepinde!
   Han nåede Fiolstræde. For enden af gaden lå en hjemløs og sov på en bænk, og Chresten stoppede op. Han kunne ikke se ansigtet, for det var dækket af en avis, hvis flapper slog ind mod hans ene kind som en kolibris vingeslag.
   Chresten stillede sig hen ved siden af bænken. En ældre dame gik hen mod skraldespanden, som Chresten skyggede for, og hun skulede til ham. Hun bar en kastanjebrun sjal, og hun stønnede let, da hun kastede lidt snotpapir i skraldespanden.
   Chresten rakte ud efter avisen. Han fjernede den og kunne nu se ansigtet. Hjertet kunne slå igen.
   "Jeg troede lige..." hviskede han. "For fanden, hvad regnede du med. Tosse-Chresten, for helvede, Tosse-Chresten..."
   Et øjeblik overvejede Chresten at stille sig her i stedet. For så kunne han både spille for Nørreport station, der - trods helligdagen - var det mest trafikerede område i København - men også fordi han på den måde kunne sikre sig én lytter. Den hjemløse. Men hans snorken bevidnede om, at det nok var utopi at tro, han fik den hjemløse som lytter. Han ville til hver tid vælge det, der ikke var i kontakt med virkeligheden.
   Selv den hjemløses snorken var svøbt ind i ensomhed.
   Chresten begyndte at løbe, som var han ved at komme for sent på arbejde. Han kunne ikke helt forklare det, men han fik en fornemmelse af, at han allerede bør være på sin pind. Han havde et bestemt sted, hvor han altid stod, og det var det eneste sted i København, han endnu ikke var blevet smidt væk fra.
   Det var ved siden af bogcaféen Paludan, og derinde sad der oftest kun søde mennesker. Engang stod han foran et dyrt hotel, i en idealistisk periode af hans liv. Han ville gerne gøre de velhavende røvhuller til artige folk ved at spille sange, der ville flække deres materialistiske sjæl. Det lykkedes ikke. Han opnåede endda at blive spyttet i ansigtet.
   Han trak sin guitar op af den sorte guitartaske. Han bredte tasken ud og lavede en minimalistisk opstilling af sine EP'er. Han havde taget fem stykker med. Det var mere end rigeligt, for der gik sikkert lang tid inden der ville komme en retarderet personlighed forbi og som i et øjebliks galskab ville købe den tredje EP.
   En lille lysrude blev dannet på forsiden af guitaren af den aggressive påskesol. Den blændede ham. Men han havde heller ikke brug for at se de gående, han havde brug for at se helligdagen - og det den står for.
   Han startede med at spille Sound of Silence. En yngre pige var begyndt og græde på åben gade, en dag han havde spillet det nummer. Måske havde en kæreste dumpet hende, måske var det derfor, men sangen havde haft en betydning for nogle af tårerne, det var Chresten slet ikke i tvivl om.
   En ældre mand stod henne foran indgangen til Paludan. Der var også et par børn, der løb rundt om deres mor, der var standset med en barnevogn lidt længere nede af gaden. Ellers var der ikke et øje. Chresten skulle synge meget højt, hvis han skulle have et stort publikum.
   Den ældre mand havde lyttet med på hele Chrestens første sang, og Chresten havde nok bemærket, at manden kom tættere og tættere på. Snart stod han så tæt på, at han kunne kaste en mønt i tasken.
   Men det gjorde han ikke. Han lyttede til den næste sang. Chresten spillede Forårssang af Anne Linnet.
   "Du ved det sikkert allerinderst inde. Selvom jeg ikke bruger store ord..."
   Chresten sang hele sangen, og manden stod og kiggede ham ind i øjnene. Sangen tonede ud. Der var stadigvæk ikke kommet en mønt i tasken, og Chresten forventede aldrig at få penge, men når folk ligefrem stillede sig helt op mod hans ansigt og fortsat ikke kastede en mønt, blev han irriteret.
   "Undskyld," sagde manden, der bar en østrigsk alpehue og havde et tykt, næsten tjærelignende overskæg. Han var spinkel som en hel sultestrejke.
   "Ja," sagde Chresten, der stod og gjorde sig klar til at spille den næste sang. Rose af Sebastian.
   Kvinden med barnevognen var forsvundet med sine børn.
   En ung mand gik forbi Chresten i stor hast, som var påskelammet kommet på bordet og bordbønnen reciteret.
   "Du ligner en jeg kender," sagde manden, og han skulede længe. Aldrig havde Chresten oplevet nogen kigge så intens på ham. Ikke engang Ina, dengang han gjorde hende gravid, eller bagefter hvor Chresten begyndte at græde, fordi hun sagde, at hun nægtede at få barnet. De ville heller ikke have klaret det. En eller anden ville være blevet ulykkelig.
   "Ligner jeg en, som du kender," spurgte Chresten, og han skjulte det, for hvad skulle han dog gøre? Men hjertet begyndte at banke hurtigere. Han havde jo fået det at vide, at der var én, som han lignede, på en prik faktisk. Hans egen far. Før moren døde havde hun sagt det. Chresten havde ikke været i tvivl om, at det ikke var en kompliment.
   Du ligner din far, sagde hun, når Chresten glemte opvasken, vasketøjet. Når han skoddede på gulvet. Når han gjorde en kvinde gravid, der endte med at drikke guldbajere på Nørreport station første påskedag, så lignede han sin far.
   Chresten lignede i sandhed sin far. Både i holdningen, ansigtet og stemmen. Faren sang også. Han var den glade trubadur på Nørrebro, og han byggede guitarer til samtlige venner og bekendte, der havde en tone i livet.
   "Jeg har sovet med ham på Mændenes Hjem i nat. Han havde altså en forfærdelig hoste, så jeg har sgu næsten ikke lukket et øje i nat. Hvad var det nu, han hed? Karsten? Kristian?"
   "Kalle;" sagde Chresten, og det var ikke et spørgsmål. Det var en konstatering.
   "Ja, Kalle, sådan hed han. Kender du ham?"
   "Det er min far," sukkede Chresten.
   "Så for søren," brød han ud. "Jo tak, så har vi balladen. Ham er du vel ikke i kontakt med mere? Han lignede altså ikke en, der havde ret mange at holde af!"
   Chresten rystede på hovedet. Hans nye strenge skinnede op i de skarpladte solstråler, og hans hænder kriblede og krablede for at anslå strengene igen. Han var parat med startakkorden til Rose.
   "Jeg har ikke snakket med min far i mange år. Jeg har vel set ham på gaden, men han er bare endnu en hjemløs."
   "Nå, for søren, så har vi sgu balladen. Ja, det går jo nogle gange sådan. Han havde en forfærdelig hoste, kan jeg godt fortælle dig. Vinteren tager hårdt på nogen."
   Chresten begyndte at spille den første rundgang i Rose på sin guitar. En ældre herre der var på vej forbi med lette skridt, stoppede op, da han hørte sangen. Han sendte et flakkende blik i retning af Chresten.
   "Frosten kom ind i hans krop mange år, før denne vinter," sagde Chresten.
   Der blev stille. Manden lyttede til Chrestens toner, og Chresten begyndte at synge, og imens ordene flød ud af hans mund, smilte han til den ældre herre, der nærmede sig guitartasken og smed en mat mønt i tasken. Det var en femmer, og med en femmer mere ville han kunne købe en Kylle-Rylle-bajer, tænkte han. Det var hans plan. Det var hans tro.
   "Klokkens toner strejfer mig ..."
   Chresten spillede sangen, og manden blev utålmodig. Han gik hen til Chrestens øre og hviskede til ham.
   "Han sover der sikkert igen i nat," sagde han, og så gik han sin vej.
   Den ældre herre havde også forladt pladsen og var gået længere ned af strøget. Han humpede af sted som havde han et træben. Et par børn kom løbende forbi ham, og efter sig havde de en forpustet mor i hælene. Der blev leet en del, og de så ikke Chresten. De kunne ikke undgå at høre ham, men det var jo ikke Chresten de hørte, det var Sebastian.
   Han blev færdig med Rose. Han havde en dansk højskolesang med. Det var den næste. Han fik altid tårer i øjnene, når han spillede den. Det gjorde han også i dag. Påsketårer.
   Snart var han nået til den sidste sang. Der var ikke kommet flere til. Men heller ikke færre. Et lille, stabilt publikum. Hele tiden var der et par mennesker og nogle børn, eller en ældre mand der sikkert havde oplevet andres død trække vedkommende ind i ensomheden. Sådan er det. Påskens lykkelige fyrster er inden døre, med duften af lam, påskens ensomme rytter vandrer gaderne tomme.
   Og så var der trubaduren med guitaren. Chresten.
   De nye strenge havde noget højtideligt over sig.
   Han blev færdig med den næste sang. Og den næste. Han tog femten kroner op af tasken. Det var alt, hvad det kunne blive til. Smed dem i sin lomme. Hvis han var heldig, var der tilbud på to kylle-rylle-bajere for femten kroner. Det havde han set engang. Han krydsede fingrer for et fint påsketilbud.
   Han pakkede guitaren ned i tasken sammen med EP'erne. Der var fortsat fem eksemplarer.
   Han gik med hastige skridt mod Vesterbro. Kiggede efter samtlige hjemløse, der lå på bænke og op ad mure rundt i byen. På Rådhuspladsen sparkede han til en sprøjte og hilste på en fedladen tigger, der stod med en bulet, grå blikdåse og rådne tænder.
   Han gik op af Istedgade og kiggede flygtigt på et par ludere.
   Han så en slipsedreng foran hotellet. Ham hilste Chresten ikke på.
   Der var ikke meget påske over Istedgade, der mest af alt lignede minutterne efter en atombombe. Der var en del byggeri sat op, men selv arbejderne tog sig tid til at bede og drømme i dag. Tro.
   Chresten nåede Mændenes Hjem. Udenfor stod tre rakkere og skubbede lidt til hinanden. Det så mest af alt ud til at være for sjov. Selvom morskaben var sat på lav blus.
   Den ene af mændene (det var altid mænd) luntede hen mod Chresten, fordi Chresten stod tæt på, måske fordi han genkendte Chresten.
   "Hey, for helvede, har du en smøg, mand," sagde han.
   Den fremmede havde en blodtud og lugtede af stærk nikotin. Han bøvsede et par gange. Han var ligeglad.
   "Jeg ryger ikke," sagde Chresten.
   "Ryger du ikke? Sig mig, lefler du for de forpulede politikere. Der er fandeme ikke nogen, der skal få mig ind i sådan et rygerum der. Det kan jeg fandeme godt fortælle dig!"
   "Jeg ryger bare ikke," sagde Chresten.
   "Nå, det var sgu ærgerligt. Har du så heller ikke fået den i stjernen eller hvad?"
   Chresten kunne ikke lade være med at smile. Han rystede på hovedet, men et øjeblik overvejede han, om han skulle have sagt jo, for ikke at skille sig for meget ud.
   Den fremmede stod og trippede. Det var tydeligt at se, at lykkepiller ikke var nok fo den mandsperson, selv sprøjterne var lidt som at nive sig selv i armen efterhånden.
   "Må jeg godt spørge om noget," sagde Chresten og kiggede hen mod åbningen til Mændenes Hjem.
   "Ja, men du skal fandeme ikke regne med svar. Ikke når du ikke ryger," sagde han.
   "Min ... eller ... er der en mand derinde, der ligner mig. Det har jeg fået at vide, at der er."
   Den fremmede løftede øjenbrynene. Han stirrede Chresten ind i ansigtet.
   "For helvede, det er sgu flotte mænd, der er derinde. Tror du, at der er nogle så grimme som dig!"
   Den fremmede spyttede ned mod Chrestens sko. Havde han ramt skoen, havde Chresten brækket hans næse. Det havde han i et splitsekund overvejet og gjort sig klar.
   "Glem det," sagde Chresten og gik hen mod indgangen. Han gik ind gennem dørene, og de to andre, der stod udenfor, gloede på ham som var han et spøgelse. Han trådte ind i et stort rum, og der var et virvar af mennesker.
   Chresten spottede snart en midaldrende mand med stubskæg og ar i hele ansigtet, der gik rundt med en påskekyllingdragt og kyllingemasken i hånden. Som var han en omvandrende reklame for kylle-rylle. Chrestens blik flakkede lidt rundt i rummet. Der var et værre tumult. Snart kom påskekyllingen hen til ham.
   "God påske," sagde en hæs stemme.
   "Ja," sagde Chresten, og han fulgte kyllingen lidt rundt på sin vandring. Han havde en flettet kurv med påskeæg, som han gav til de hjemløse og narkomanerne. Nogle af narkomanerne var så langt væk, at de troede påskeæggene var et fix. Påsken var jo også troens dag.
   Chresten fik et påskeæg. Det var lille og gul og ville smelte på tungen på under ti sekunder. Men det var vel tanken, der tællede.
   En tyk kvinde tromlede hen til Chresten.
   "Hvad helvede, har vi en ny herinde," sagde hun og kyssede ham på kinden. Hun stank af guldbamser ud af munden, og hendes store barm trykkede sig ind mod ham som fødselsdagsballoner.
   "Nej, jeg leder efter nogen. Jeg leder efter en. Har du set en mand, der ligner mig."
   Hun rystede på hovedet, så hendes dobbelthager klaprede. Hun begyndte at pare sig skamfuldt op af hans ene ben mens hun skreg som en hel pornofilm.
   Chresten løsrev sig fra hende.
   "Skatter, der er ikke andre herinde, der er så smukke som dig," sagde hun med en legende stemme, og Chresten løb ovenpå, op af en trappe til en sovesal, hvor der lå et par mænd og snorkede og nogle andre kælede lidt med hinanden med deres abstinenser.
   Den ene af mændene var Chrestens far.
   Der var ingen tvivl. Han lå og snorkede, og han havde et ar på kinden, men det var prisen for at leve på gaden uden en skilling på lommen. Manden der lå og kælede med en kvinde kiggede op fra barmen af kvinden og smilede skævt.
   "Hallo, leder du efter nogen?"
   Chresten var stoppet med at trække vejret.
   "Hallo, er du døv eller hvad?"
   Chresten kiggede et kort sekund på abstinensernes kærlighed, sådan som den lå og forsøgte at række ud, og så vendte han sig om. Gik ned af trappen igen. Forbi påskeharen og den fedladne kvinde. Han gik udenfor og blev ramt af den skærende påskesol. Han ramlede sammen med den fremmede, der havde været tæt på at spytte ham på skoen. Den fremmede blev vred og skubbede Chresten. Nu fik han den brækkede næse, selvom han ikke havde spyttet Chrsten på skoen. Der stod blod ud til alle sider. Men det var ikke første gang, der var blodpletter foran indgangen til Mændenes Hjem.
   Han gik videre ned ad Istedgade. I retning banegården. Han gik igennem banegården og nærmest kastede sin krop forbi Tivoli. Der var alt for megen glæde foran den indgang, Chresten gik med halvlukkede øjne og skyklapper. Han sigtede mod sit hjem.
   Han nåede Nørreport, og Ina sad fortsat med sin fittnessrockerkæreste, og de var begyndt at snakke højere. Det var som om guldbamserne nedtonede hørelsen og skærpede stemmens frekvenser.
   "For fanden, Chresten, er det nu dig igen," råbte Ina til ham. "Har du ikke ombestemt dig. Kom nu her hen, skatter, og få dig en bamsebjørn med os andre!"
   Chresten stoppede op. Han så påskekyllingen for sig. Arene på kinden. Han kunne ikke slippe det billede. I sin lomme havde han påskeægget. Han tog det op og spurgte, om der var nogen af dem, der gerne ville have et påskeæg.
   Og så begyndte de alle sammen at le. Uhæmmet. Fittnessrockeren gjorde plads til Chresten på bænken. Han knappede en guldbamse op til ham. Så blev det alligevel ikke til nogen Kylle-Rylle.