Dig, der tror på sproget. Tror på, at du kan drømme med sproget. Drømme dig væk til et sted udenfor Zanzibar og gøre dit liv til et andet, udvælge eksistenser sammen med sproget, udvikle dig sammen med sproget, gå fra A til Z uden at skulle røre en .nger, trække vejret et andet sted. Aa aA. Lungerne udvides. Lungerne sammentrækkes. Du er ikke bekendt med den store afstand, der er fra alfabetets start til dets slutning. De uendelige veje der krydses og skaber et virvar af muligheder, hvor der udvælges en valgets mulighed.
Søren Stenmark Pedersen stod på det lokale bibliotek i Svendborg og kiggede i alfabetisk orden efter en god bog at tage med sig hjem. Han havde bestemt sig for, det skulle være en kriminalroman. Agatha Christie måske. Han havde hørt Tin Little Snickers skulle være god, men han kunne ikke finde den på hylderne. Hvorfor havde de aldrig de bøger, han søgte efter? Sidste uge ville han have haft Henry James' The Burn Of The Crew (Skruen Brændes på dansk), men den havde de heller ikke haft hjemme. Søgte han de forkerte bøger, eller ledte han de forkerte steder?
Det var som om, der stod en tankelæser og hev de bøger, han skulle bruge, væk fra hylderne, inden han trådte ind på det sølvgrå gulvtæppe på biblioteket og hilste på den altid ikke særlig attraktive, gamle bibliotekar ved skranken med de store hornbriller og den blomsterfarvede kjole, enten den samme kjole eller en anden af samme afskyelige eksemplar.
"Du siger bare til, hvis du skal have hjælp. Jeg er her for det samme."
Og hun troede virkeligt på, at hun var der for at være behjælpsom. Men det var hun ikke. Overhovedet ikke. Hun var der for at skabe den uattraktive, sløve stemning, der skulle være, når man gik imellem de mange sider af tegn, der var på et bibliotek. Sådan var et bibliotek i Sørens øjne, et sprogets opbevaringssted, altid behersket, samlet viden for videns egen skyld, og han lod sproget tale til sig, åd det døde sprog, som tigeren æder råt kød, og blodet var levnet fra et altid appetitvækkende alfabet. Søren så for sig en restaurant med alfabetet som menukort. "Dagens tilbud. Et A med det hele. Børnemenuen er et a."
Det var som om, der var nogen, der havde noget imod, at han læste den litteratur, han automatisk, helt ukontrolleret søgte efter. En censur specielt rettet mod Søren Stenmark Pedersen alene. En censur, der skulle forebygge en katastrofe inde i hovedet på ham i tilfælde af, at han skulle læse forkerte sammensatte ord. Fandtes der sådanne? Forkert sammensatte ord? Forsert sammenkatte ord. Ville det være forkert? Og har det netop ødelagt denne fortælling? Er det katastrofalt? Der forekommer ingen mulighed for en ny begyndelse. Sproget fortsætter vejen frem. Mod slutningen. Mod afgrunden. Er det katastrofalt? Jeg spørger. Mig! Den navnløse fortæller. Glem endelig bare mig, jeg er blot en formidler, og lad endelig være med at slå Søren Stenmark Pedersen op i telefonbogen, måske han er der, men det er ikke ham, det tror jeg ikke, nej, ikke ham, det kan ikke være ham. Tro mig, Mig i ny form, i skiftende former. Lad dig hellere indoktrinere fiktionen som noget virkeligt, udlevet, og lad den efterfølgende formidling gå i glemmebogen. Sproget kommer i anden række, oplevelsen i første. Glem mig! Mig!
Det var, som om en usynlig hånd førte ham hen imod endnu usete områder, mere vovede og mere eksperimenterende. Det var som om, at det var som om, men det var ikke desto mindre tilfældet. En usynlig hånd, en udefinerbar kraft, magnetisme, andet, trak i ham, førte hans blik tilbage mod A (han var nået til F og havde stoppet blikket ved Frandsen, Per). Det var, som om han vendte tilbage til udgangspunktet, fundamentet for sin søgen, måtte starte forfra. Han funderede over, om han havde gjort noget fejl. Det var, som om han blev nødt til at give A endnu et forsøg, før resten af alfabetet kunne undersøges. Det var, som om han havde glemt det bærende punkt i sin søgen og var blevet rådvild, og indtil han fandt dette punkt, måtte han lede i vilde. Det var som om, at det var som om, men det var ikke desto mindre tilfældet. Det var en oplevelse. Af sproget. Hvad kommer da først? Sprog? Oplevelse? Jeg spørger. Mig!
Han gennemgik de første fire bogstaver i alfabetet baglæns. D C B A. Læste titlerne på alle bøgerne. Baglæns. Fik øje på nye dimensioner. Nyt liv.
.rytneve edelmas snesrednA .C .H
Han kendte nok værket, men ikke på denne måde. Nu var det pludseligt et andet værk, substansen var den samme, det samme fylde af ord, men indholdet og formen var markant ændret, spejlvendt. H.C. Andersens samlede eventyr. En klassiker i dansk litteratur. Men hvad er det baglæns? En ny klassiker, en ny sammensætning, et nyt værk, en hel ny sammenstøbning?
.gnillæ emmirg neD
Hvordan havde den set ud på en af Arne Alterbaums tegninger? Hvilke streger tog sig ud som en sådan mutation? Arne kendte svaret. I hans tegninger lå svaret. Svaret på alt. Meningen med forlæns og baglæns og forlæns og baglæns
baglæns. Man kunne se den spejlvendte ælling. En enkel bog stod ved siden af H.C. Andersen og Benny Andersen, forgyldt og uden at være i berøring med de andre værker, som var den i en klasse for sig selv, og det var også det udtryk, den formidlede, da han bladrede i den. En enkel bog under det simple navn:
Arne Alterbaums samlede tegninger
Og det underlige var, at selvom han læste det baglæns, så hed den det samme:
arne alterbaums samlede tegNingeR
Uanset hvordan han vendte og drejede bogen, så fremstod titlen på samme måde. Det var som om, den var støbt til at modificere sig selv i forhold til det menneskelige blik. Den var herre over det menneskelige sanseapparat på en måde, der fik ham til at træde udenfor sin egen begrænsning og eksistere sammen med ordsammensætningen, eksistere i sammensætningen, i en sprogmetamorfose uden sammenligning noget andet sted i litteraturen. Og så var det slet ikke en bog med sprog. Men en bog med tegninger. En tegnebog. Pas på lommetyvene!
Det havde intet med sprog at gøre. Og alligevel. Bogen var en støvsuger, sugede samtlige bogstaver i hele biblioteket til sig, sammenstøbte dem til et fuldstændigt virvar af alle tænkelige ordsammensætninger. Bogen bladrede selv. Søren så mutationen over dem alle, smilende, men alligevel afskyelig, noget og alligevel intet. Noget og intet. Noget og intet. Alt. Tal. Ord. Noget og intet. Det hele tegnet af Arne Alterbaum. En magiker, hvis man kan tale om en sådan. Og det kan man ikke, men tegningerne kunne. Tegningen kunne alt, formidlede alt.
På denne dag oplevede Søren Stenmark Pedersen noget fantastisk. For første gang nogensinde var han glad for, at han ikke fandt nogle af de bøger, han søgte. Han fandt en bog, der søgte ham. Ville fortælle ham noget. Den gav ham stød med et elektrisk hegn, i skridtet, og han mærkede de mest massive sammentrækninger, han nogensinde havde følt. Den brændte ham på komfuret og slog ham med en bradepande i hovedet, en bule, smuk og massiv, formet af al eksistens, smuk og fyldig, sammenstøbt at alt. Alt!
(Her må det indskydes, at Søren oven i købet havde skrevet alt i sin dagbog ud for d. 17. november 1996. Dagen på biblioteket. Det undrede politiet, at han ikke havde fundet på andet at skrive end alt. Man forstod det ikke. Nogle af dem kom heller aldrig til at forstå det, men de folk lever stadig i en døgnrytme af noget, der aldrig kan måle sig med Søren Stenmark Pedersens dødsleje. De så ikke meningen med alt).
Man var hurtig til at forbinde Sørens død med den gamle dames, da de var fundet død på lignende måder, liggende døde ovenpå alle deres ejendele. Hvad man huskede tydeligst var smilet. Det livgivende smil på et livløst ansigt. Ligene var fundet i lignende tilstande, smilende og liggende på en stor bunke af alt muligt. Alt var muligt. Alt var under mistanke. Ingen var under mistanke. De var på sporet af en massemorder, den første rigtige af slagsen på dansk grund, og han var dygtig, efterlod sig ingen spor. Hvad man ikke vidste, var, at den skyldige havde tegnet sin egen skyld ind i nogle fantastiske mutationer. Og dem, der vidste det, ville hellere dø med et smil på læben end at fortælle sandheden.
Lad os antage, at den skyldige var Arne Alterbaum. For en stund. Men tiden går. Arne Alterbaum vidste, han aldrig ville få de overlevende til at forstå den situation, han var blevet til. Sproget var eneste mulighed, men sproget kunne ikke rumme en sådan forståelse. Hun ville aldrig forstå ham som en situation. Han var én situation ud af mange. Og han kunne vælge at slutte sit eget liv. I en sidste situation. Få det til at se ud som et uheld.
Folk ville alligevel aldrig tro andet. Geniet kunne ikke begå selvmord. De overlevende ville ikke tro det. Men de forstod heller ikke, at han ikke var en fantastisk skabning, men at han skabte fantastiske skabninger. Han var offeret. Den sårede kunstner. Han kunne vælge selvmordet. Den fri vilje. Men han fik ikke muligheden. Dette er et skift i fortællestrategi. Hold godt fast, kære læser. Med tiden ændrer sproget sig. Tiden går.