Der var engang - nej, en fuldmånedag i året 1991 var der en gammel dame, der havde været enke i mange år og ikke længere så særlig godt. Hun var ved en fejl kommet til at gå ind på den skole, Arne gik på - Herbergskolen - og havde slentret rundt i forvirring, fordi hun ikke kunne finde afdelingen for fødevarer. Børnene morede sig gevaldigt over denne fejltagelse, og de pegede hende rundt på skolens gange, uden at fortælle hende, det ikke var et supermarked, men byens skole, hun befandt sig på.
   I en af hendes forvirrede eftersøgninger befandt hun sig pludseligt inde i Arne Alterbaums klasseværelse, hvor der var lavet en udstilling af elevernes tegninger, og hun kiggede sig rundt for at lede efter fødevarer. Det var frikvarter, så lokalet var tomt. De få børn, der stadig ikke var blevet angrebet af dårlig samvittighed, og fortsat fulgte efter hende, blev i et choksekund skræmt af en åben dør fra lærerværelset og løb væk.
   I en alder af 89 år huskede hun heller ikke så godt længere. Forkalket som hun var, var hun meget afhængig af den indkøbsseddel, hendes hjemmehjælper havde hjulpet hende med at skrive. Der stod med tydelige bogstaver:

Ris, Pasta, Rugbrød, Ost, Skinke, Oma, Mel, Kål, The, Rasp, Æg, Lud, Søm, Potter.

Hun fik øje på varerne nede for enden af lokalet. Hun blev henrykt og stolt af sig selv. Hun var ellers ved at være i tvivl, om hun måske var gået forkert. Hun gik fluks hen til dem. Hun greb fat i risene, der stod først på sedlen, og skulle til at ligge dem i sin bærepose, da hun forskrækket tabte alt, hvad hun havde i hænderne. Hele lokalet begyndte at ryste, og bogstaverne på indkøbssedlen samlede sig i én kraftig blæksværte, der transformerede sig til en gylden guldklump af 24 karat, der blændede den gamle dame.
   Hele lokalet var belyst. Bordene og opslagstavlerne rykkede sig ned i den modsatte ende af lokalet. Bortset fra guldklumpen, der ikke rykkede sig så meget som en meter, var alt i bevægelse. Efter få sekunder var det skarpe lys forsvundet igen. Guldklumpen havde transformeret sig tilbage til en kraftig blæksværte, der yderligere blev til bogstaver igen. Varerne var væk. Og den gamle dame havde glemt, hvad hun skulle købe. Hun kiggede ned på sedlen og med forundring læste hun, der stod:

Sirup, Kinakål, Stol, Ske, Dør, Gas, Poser, Tam Hat, Bomuld, Te, Stær, Per, Møg.

Hun mente ikke, hun havde brug for de ting. Foran hende stod der, i stedet for varerne, den mest forunderlige tegning, hun nogensinde havde set. Stregerne syntes hende at indeholde en fantastisk gave til livet. Nederst på tegningen så hun signaturen. Den var i bevægelse. Aa. aA. Aa. Hun trak vejret sammen med tegningen. Med det store A var hendes bryst fyldt op med luft og liv, og når hun åndede ud, var det et lille a, hun iagttog på tegningen.
   Hun lod indkøbssedlen ligge; havde ikke længere brug for nogle af varerne. Det var denne tegning, hun måtte have. Den var blevet en del af hende selv. Den var hendes luftcenter, livgivende og berigende, 24 karat guld, og hun følte sig nødsaget til at tage den med sig hjem. Hun hev den ned fra væggen, foldede den sammen og lagde den ned i sin bærepose. Der kom aldrig ris, pasta, rugbrød, ost, skinke, oma, mel, kål, the, rasp, æg, lud, søm og potter ned i posen, men i tegningen var der noget andet, noget mere, det hele, og det kunne hun leve med resten af sit liv. Hvilken gevinst var det ikke at få alt.
   En uge efter fandt man hende død i hendes lejlighed. Alle møbler, familiebilleder, porcelæn og køkkengrej var stablet sammen i én stor bunke midt på stuegulvet. På toppen af denne bunke lå den gamle dame, udhungret og stiv, kiggende op i loftet med et mere tilfreds smil, end man nogensinde havde set på et lig før. I en bærepose, hun havde i hånden, så man en tegning, tegningen, og kunne se, at den var signeret med to a'er. Små, indskrumpede og ubevægelige. Men et andet sted levede a'erne videre. A'erne trak vejret som et menneske.
   Ingen vidste helt, hvad de skulle kalde de tegninger, der blev et resultat af Arnes håndstrejf over et stykke hvidt papir. Man fandt hele tiden på nye navne, som et resultat af, at man aldrig kunne finde det rette. Arnes tegninger var navnløse.
   Hvilket navn ville også fremstå, efter at man har samlet alt i én sammenstøbning? Danmarks befolkning fik første gang sig selv at se i en sammenstøbning den 23. juni 1999. På denne dato udkom Arne Alterbaums første samling af tegninger under pseudonymet Malte A. A. Burrsen. Hvilket magisk navn. En sammenstøbning i sig selv. Den danske befolkning var begejstret. Man så øjeblikkeligt magien i tegningerne og måtte dagligt kigge på dem for overhovedet at ånde. Det var en anden måde at ånde på, anderledes, måske snarere åndenød, noget dæmpet, forsvindende, men samtidig berigende, 24 karat guld, skinnende og blændende; og folk smilede, uafbrudt, smilede til alt og alle. Folk smilede sig til døde.
   Der havde været folk, der var døde af at kigge på Arne Alterbaums tegninger før. Blandt andet den gamle enke, man havde fundet død, smilende og lykkelig, liggende på sine ejendele, otte år tidligere. Men først den 23. juni 1999 lød startskuddet til en massegrav af lig i det danske land. Politiet troede, at man havde at gøre med en massemorder, der på mystisk vis formåede at anbringe ofrenes munde, så de så selvtilfredse og lykkelige ud i dødsøjeblikket.
   Man havde ikke i den vildeste fantasi troet, at alle disse mennesker faktisk døde lykkelige. Ingen ville tro på, at det var en mulighed. Og man havde slet ikke nogen mistanke om, at Malte A. A. Burrsen alias Arne Alterbaum havde haft noget med det at gøre. Men det havde han velsagtens heller ikke. De havde jo meget forskellige navne.
   Midt i den største katastrofe, man nogensinde havde været vidne til på dansk grund, fandt man trøst i den enkelte detalje, at ligenes tilstand satte kulør på de åbne begravelser, så de efterladte kunne se den døde i strålende humør en sidste gang. Og til begravelserne sagde de efterladte, at ofrene var lykkeligere til begravelsen, end de nogensinde havde været det i levende live.