Personer:
Asger
Pia

Rekvisitter:
Notesbog og pen
Maleri med sort baggrund
Papir med skrevet tekst liggende på gulvet


* * *
Asger ser på et "lig" med skriften "lig". Han vender sig bort og holder sig for næsen. Pia står bag ham med en notesbog i hånden og virker ikke til at være påvirket af synet.
Asger: Argh!
Pia klemmer Asger på den ene skulder.
Pia: Rul ham om på siden, Asger. Jeg vil se ham i ansigtet.
Asger: Hvad vil du dog det for? Er der nogen grund til at rode rundt i disse lig, mere end vi allerede har gjort? Jeg får kuldegysninger af at være her.
Pia: Rul ham om på siden, Asger. Som du kan se, så har jeg mine hænder fulde af papir. Pia bladrer med notesbogen. Og som du kan høre, hovedet fuld af idéer. Pia ryster uhæmmet med sit hoved. Asger tøver lidt, hvorefter han sætter sig på knæ og ruller rundt på "liget" - og der står "illusion".
Asger: Føj! Asger rejser sig hurtigt, rammer Pia i farten og vender sig om for at kigge direkte ind i ansigtet på hende. Føj for satan! Det er jo ikke et ansigt! Det er jo det indre af et menneske! Der er jo adgang til det forbandede møg, vi slæber rundt på inde i hovedet! Føj for fanden, siger jeg bare!
Pia: Ja, det er et dybt sår. Pia kigger intenst på liget og begynder at skrive i sin notesbog. Stilhed en stund.
Asger viser afsky for "ligene", men bliver samtidig draget til at vende flere af dem. Han går rundt på scenen og stopper snart op igen og kigger ned i jorden på et nyt "lig". Han vender det om med en del tøven og med stærk reaktion. Der står "kærligheden". Asger: Argh! Han går over til et andet. Vender det om. Der står "livet". Adr! Og endnu et. Vender det om. Der står "ord". Føj!
Pia: Jeg har engang skrevet om et lig, der var bange for at dø.
Asger hører det ikke. Til sidst ender han tilbage ved Pia.
Asger: Hvorfor er alle menneskerne døde?
Pia: Spørg du mig?
Asger: Det gør jeg vel. Tavshed. Asger venter på et svar, men Pia taler ikke. En hel by med lig. Der er en hel by med lig, Pia.
Pia: Ja, det er der.
Tavshed.
Asger: Men hvorfor?
Pia: Hvorfor dit og hvorfor dat.
Asger: Men hvad kan du bruge det til. Lad os nu skride.
Pia: Nej.
Asger: Hvad kan du bruge det til?
Pia: Jeg samler det sammen.
Asger: Vel ikke ligene?
Asger kigger rundt og ser spørgende på Pia. Pia griner uhæmmet.
Pia: Du kan jo prøve, om du kan bære dem.
Asger: Ellers tak. Jeg hader at røre ved døden. Den hører sig ikke livet til. Asger kigger rundt. Og så står vi her med lig op til knæene. Hvordan skal jeg forholde mig til det?
Pia: Det døde i dem er forsvundet. Og det er, hvad der er forsvundet, der skræmmer mig, ikke liget. For hvor er det forsvundne?
Asger: Ja, hvor er det forsvundne.
Pia: Ikke her, i hvert fald.
Asger peger ud mod publikum.
Asger: Dér måske?
Pia: Måske.
Asger: Ser du det?
Pia: Jeg ser det ikke.
Asger bliver sørgmodig.
Asger: Det tænkte jeg nok. Heller ikke jeg. Det forsvundne er væk.
Pia: Tydeligvis.
Tavshed. Pia skriver.
Asger: Får du skrevet noget godt?
Tavshed. Pia skriver videre.
Asger: Hvad skriver du?
Tavshed. Så stopper Pia med at skrive.
Pia: At noget er forsvundet.
Asger: For det er der i hvert fald noget, der er.
Pia: Helt sikkert. Så griner Pia. Jeg har engang skrevet om et lig, der var bange for at dø. Asger ler meget højlydt og hysterisk sammen med hende. Så kigger han omkring sig og synes at være knap så skræmt af synet.
Asger: Skriver du det i din notesbog?
Pia: Det gør jeg nok.
Asger: Interessant.
Pia: Bare tankeeksperimenter.
Asger: Men er livet ikke også bygget op af tanker?
Pia: Det skulle jeg mene. Stemningsfulde tanker.
Asger: Og masser af lig.
Pia: Og masser af lig.
De griner videre og må holde sig for maven. Pia får øje på noget i den ene ende af scenen. Hun går derhen og der står et maleri.
Pia: Se her Asger!
Asger går derhen og kigger spørgende. Tavshed hvor de står og kigger på maleriet.
Pia: Se godt på maleriet.
Asger kigger, men ser dernæst opgivende på Pia.
Pia: Kan du ikke se det? Se godt efter.
Asger: Jeg ser ikke mere, end jeg så første gang.
Pia: Så ser du ikke godt nok efter. Kan du ikke se det?
Asger: Nej.
Pia giver op og begynder at skrive igen.
Asger: Hvad betyder det?
Pia skriver i notesbogen. Stilhed. Pia stopper med at skrive.
Pia: Jeg skrev engang om et lig, der var bange for døden.
Asger: Det har du fortalt mig allerede.
Pia: Det ved jeg. Men jeg glemte at fortælle dig, at lig ikke kan dø.
Asger tænker sig om og dernæst ler han - men mere tilbageholden denne gang.
Asger: Nå, nej, det kan de jo heller ikke. Det var da vist en åndssvag historie så.
Pia: Det ved jeg nu ikke. Lig kan have meget at fortælle. Som dette maleri kan have. Peger på maleriet. Tavshed.
Pia rækker notesbogen til Asger. Asger kigger denne gang smilende rundt på ligene.
Asger: Jeg er glad for, jeg ikke kendte nogle af disse døde mennesker.
Pia kigger rundt på dem.
Pia: Jeg ville nu have ønsket, at jeg kendte dem. Det havde gjort skrivningen noget nemmere. Men nu er det din tur til at skrive.
Asger: Ja?
Pia: Ja.
Asger: Om hvad?
Pia: Jeg vil foreslå dig at skrive om virkeligheden.
Asger: Nå, du mener kærlighed og venskab og sådan?
Tavshed. Pia kigger rundt igen.
Pia: Og lig.
Asger: Og lig?
Pia: Og lig.
Asger: Lig der ikke kan dø.
Pia: Netop. Lig der ikke kan dø.
Asger: Jeg ved ikke, om jeg kan.
Pia: Du kan, hvad du vil. Asger tøver. Lad dig blot inspirere af omgivelserne. Se omkring dig, Asger. Brug dine øjne. Asger blinker adskillige gange med øjnene. Og din lugtesans. Asger lugter og får kvalmefornemmelse.
Asger: Føj for satan!
Pia: Og din fornuft. Du skal helt sikkert bruge din fornuft.
Asger sætter sig på hug og hoster.
Asger: Jeg vil bruge min fornuft. Helt sikkert. Men hvad med hjertet?
Pia: Lad det banke for dig.
Asger rejser sig op igen med et stort smil. Han mærker på sit bryst.
Asger: Ja, jeg vil lade det banke.
Asger bliver ivrig og begynder at skrive meget intenst. Pia går rundt på scenen og studerer "ligene".
Asger: Det banker ... Pia kigger ud på publikum. Det banker ... Pia nærmer sig publikum. Det banker... Pia sætter sig foran publikum. Det banker ... Det banker ... Det banker ... Det banker ... Det banker ...
Pia: Ræk mig bogen, Asger. Asger træder hen til hende og sætter sig ved siden af. Pia tager bogen og åbner den. Hun læser op af den. Der var engang to lig, der ville være sprog. "Skriv mig. Skriv mig. Skriv mig!" Sådan sagde de hele tiden til hinanden. Men der blev hele tiden skrevet om noget andet, end hvad der skulle være skrevet om. Og det var ærgerligt, når nu det eneste de ville, de to lig, var at dele sine tanker med hinanden. Pia ser på Asger. Læs, hvad du har skrevet.
Asger: Men det er ikke særlig originalt. Jeg har brugt din idé.
Pia: Men det er da godt, du kunne bruge den.
Asger: Synes du?
Pia: Ja.
Asger tager bogen og begynder at læse op.
Asger: Det ene lig var bange for at dø. Det andet var allerede død. Men det talte de aldrig om. De havde givet op med sproget. Sproget var dødt for dem. Som de lig de var blevet til.
Pause. Stilhed længere tid.
Pia: Hvad døde du af?
Asger: Hvad?
Pia: Hvad døde du af?
Asger tøver og mumler stille.
Asger: Det banker ... det banker ... det banker ...
Pia: Stop det der, Asger! Dit hjerte banker jo ikke! Du er død. Du er et lig. Troede du virkeligt, der kunne være nogle levende mennesker på et sådant sted som dette? Der er lig og kun lig. Hvad døde du af?
Asger tænker sig om en stund.
Asger: Èn fortalte mig, at jeg ikke kunne tro på kærligheden. Peger på "liget" med "kærligheden". At det var en illusion. Peger på "liget" med "illusion". Og så tog de livet fra mig. Peger på "liget" med "livet". Jeg troede på alt. Peger på "liget" med "alt". Derfor troede jeg vel på ingenting. Peger på "liget" med "ingenting". Og det gik op for mig, det hele blot var ord. Peger på "liget" med " ord".
Pia: Ord slog dig ihjel?
Asger: Det gjorde de vel. Stilhed lang tid. Hvad døde du egentligt af?
Pia bliver træt og lægger sig ned som "lig" og Asger lægger "illusion" på hendes mave. Efterfølgende gør Asger det samme og lægger "ord" på sin egen mave.