Arne Alterbaum havde en speciel evne til at tegne fænomener, der ikke var virkelige, men som havde virkeligheden som ét fænomen ud af mange. Han kunne opbygge universer, ingen formåede at finde inspirationskilderne til. Arnes hemmelighed var, at han ikke lod sig inspirere af andet end den mulighed, der lå i at sammenstøbe alt i én fantastisk sammenstøbning.
   Det blev til mutationer, der aldrig var set før. Det blev til ansigter, der aldrig kunne visualiseres igen, efter de var tegnet. Man forsøgte at gengive dem. Man fik skolens bedste tegnere til at knokle weekend efter weekend for at få det til at lykkedes, men ingen fremtrådte med et forsøg værdigt. Enten var tegningerne for almindelige til at hamle op med det resultat, Arne var kommet med, eller også var de for abstrakte og intetsigende. Arne Alterbaums tegninger lå i et grænseland mellem det konkrete og det abstrakte, og i dette grænseland kunne ingen andre, end han selv handle. Han var et geni, og det generede mange, allermest Arne selv.
   Den specielle evne fik ham med i en talentkonkurrence, hvor han stillede op med to af sine tegninger. De var naturligvis geniale. Det var tegninger, man var enige om, aldrig havde været tegnet lignende. Han vandt konkurrencen og fik et livslangt forbrug af DANDY tyggegummi. Hans forældre var stolte af deres søn og den specielle evne, han øjensynlig havde.
   "Vores søn har en speciel evne. Hvad kan jeres børn finde ud af?" sagde de med et smil. I smilet kunne man se, de ikke forstod den sande kunst af Arne Alterbaum. Arne var ikke glad. Der var noget, der manglede. Et led i støbningen, der endnu ikke var skabt. Fragmenter, der stod tilbage. Urørte. Brudte. Måske en enkel streg, der manglede at blive pålagt. Noget, der ikke var rystet sammen med de øvrige elementer. Som når bageren har glemt at tilsætte salt til dejen.
   Der var så uendelig mange elementer at sammenstøbe, og Arne havde kun et enkelt liv til at fuldføre arbejdet i. Hvordan skulle han nogensinde nå det? Da han stod med det store gavekort i hånden med DANDY på forsiden, og fik taget billeder til den lokale avis, var han allerede begyndt at sammenstøbe flere elementer inde i hovedet. Hvad ingen fra publikum vidste, var, at han allerede på det tidspunkt havde forkastet genialiteten ved de tegninger, der havde ført ham til vinderpodiet, og at han var fluks på vej i nye retninger. Nye eksperimenter hobede sig op i hovedet på ham, nye mutationer lå i tankens spind, klar til at blive virkeliggjorte, og han ville hellere hjem på værelset og sammenstøbe sådanne, end han ville blive stående for at få taget billeder, der kun repræsenterede et fragmentarisk billede af det, han var.
   Han havde kvalme. En tom kvalme. Tegningerne blev brændte i kaminen, da han kom hjem, udslettet for altid, og i varmen, der blev produceret heraf, tog han yderligere et skridt nærmere den fuldstændige sammenstøbning af verden. Og han havde kun ét liv til at nå det i. Tiden løb, men den måtte ikke løbe fra ham, for han, måtte indfange den, gribe fat i den, tegne den. Tiden som ét fænomen ud af alt.
   Kan man sammenstøbe alle indtryk i en perfekt støbning? Arne tog det hele med og lod ingen erfaringer eller oplevelser stå tilbage. Sådan kunne man ved at på hans tegninger se hele hans liv. Hver streg repræsenterede noget, han havde oplevet eller erfaret. I bugen på en af hans mutationer, tegnet med en meget mørk tusch, skyggebelagt, nærmest sværtet til af sorg og mystik, kunne man iagttage en af de sørgeligste episoder i Arne Alterbaums liv.
   Tydelige spor havde lagt sig over hele tegningen, men netop i bugen havde selve oplevelsen manifesteret sig. Alle, der havde kigget på tegningen, var enige om, det var det sørgeligste, de nogensinde havde set. Man siger, at genialitet ligger på grænsen til det sindssyge, og i dette tilfælde mente man, at en dreng, der kan tegne en sådan detalje, måtte befinde sig i det grænseland. Havde man haft en Nordisk Råds Tegningspris, som man har en Nordisk Råds Litteraturpris, så havde Arne Alterbaum vundet den år efter år efter år.
   For han havde opnået, hvad ingen anden nogensinde kunne opnå. Den fuldkomne sammenstøbning. Og så med tuscher. Arne skabte de mest vidunderlige tegninger ved brug af tuscher. Sorte tuscher. Og stregerne var teknisk ensformige, men geniale.