Vi tegner et hus. Der er to mennesker i huset. Af det mandlige køn. Ham der bedst kan lide at bo på den øverste etage, og ham der bedst kan lide at bo i den nederste. Sådan kan man via en simpel dikotomi nå ind til en brugbar inddeling af mennesket. En inddeling, som fortæller noget om menneskets væremåde. Det kan måske synes at være en forsimplet måde at opdele mennesker på, men mon ikke man vil finde ud af, at en sådan opdeling har mere substans, end man umiddelbart skulle tro?
   Lad os tegne en streg ind i fortællingen. Stregen mellem den gamle mand foroven og den unge mand forneden. Vi betragter det som et eksperiment. Det er såre simpelt. Den gamle mand foroven, siger vi, mente at have styr på sit liv. Langt om længe havde han fået samlet de tråde, han kunne bruge, skåret dem fra, der ikke hørte sig til i et simpelt, gammelt liv, som det han levede, og han havde opbygget en behagelig, lidt rusten atmosfære på den øverste etage. Han levede med synet af fugle, der sad på de høje træer, og han betragtede evolutionens gang med fryd. Den unge mand forneden, siger vi, mente at udvikle sig for hver dag, der gik. Han levede på jordoverfladen, hvor trafikken var, hvor udviklingen fandt sted, revolutionerne og kampene, og han levede det liv, han allerhelst ville.
   Så forstår De nok, at opdelingen fortæller en del om de to hovedpersoner, denne fortælling har sat sig for øje at følge. Vi vælger én dag. Kun én dag. Ikke en tilfældig dag. Nøje tilrettelagt. Det er ikke en tilfældighed, aldrig en tilfældighed. Det er heller ikke tilfældigt, at de to mennesker placeres, hvor de placeres. De har ikke selv valgt det, for der forelå ikke noget andet valg.
   Men De er ikke tilfreds? Der må trækkes en tykkere streg, siger De. Der skal tydeliggøres et skel. Lad os putte et uheld ind i huset. Et forfærdeligt uheld. På netop denne dag. Tragediens dag. Så skal De bare se løjer!
   "Deres kone er kørt galt på hovedvej 21! Hun og Deres to børn omkom!"


* * *
   Det var i den sene aftentime. Lyset var slukket udenfor på gaden. Mørket havde lagt sig over hele byen som et sort, uldent tæppe, og det blafrede som følge af den flygtige vind. Den gamle mand foroven kunne høre en sagte knirken fra det gamle, rustne vindue, vidste at det burde smøres, men vidste også, at han var for doven til at få det gjort. Snart kunne han begynde at bruge alderen som undskyldning for sin dovenskab. Det glædede han sig til. Alderdommen sad i det hele taget godt på ham. Som et par brugte jeans, der havde tilpasset sig efter adskillige vask og regnvejrsdage.
   Men alle de gamle jeans lå nu godt gemt i et klædeskab, på nederste hylde, nedenunder skrammelkassen af gamle minder, en tid for længst forbi, halvbrændte billeder af et liv for længst levet til ende, udbrændt, små finurligheder, ting, aldrig brugt til andet end pjat, alligevel havde de været mindet, måske endnu mere end den gamle lokumsskrubber, der ellers var blevet brugt ved de fleste toiletbesøg, når livet indeholdte for megen lort, men som aldrig havde fået sin plads i klædeskabet. Den gamle mand hørte en stønnen fra
   sin underbo, efterfulgt af fatale ord.
   "Jeg er her endnu. De har jo ikke lagt røret på! Skal jeg lægge røret på? Vil De sige mere? Er der flere dødsfald i min familie? Nej, kun hele min nærmeste familie! Okay! Det lyder jo betryggende! Men jeg kan nok ikke nå at få sendt indbydelser ud til begravelsen, for der er lige nogle andre ærinder, jeg må nå først! De forstår nok. Jeg har pludseligt planer om at flytte!"
   Den gamle mand hørte dernæst ro. Stilheden skar ind i røret og gav en knasende lyd i hans fjernsyn. Men han fulgte alligevel ikke med i det program, der blev vist. Han gravede dybt ind i den øverste hylde af sit klædeskab, hvor han fandt en gammel handske, selvstrikket, med lidt skæve sting, men brugbar; den havde været brugt flittigt, var meget slidt og havde samlet støvfnug fra årene, der var gået, men kunne bruges til at samle tårer fra en gammel mands rynkede ansigt. Det var lykkelige tårer, der tydeligt viste en mand, der langt om længe var trådt ind i en anden tid, en anden etage af sit liv, hvor livet gav mening efter mange års tomhed. Hvor fuglene kvidrede af lutter idyl. Det hændte da også, at han satte en Morten Korch-film på og lunede sig under et uldent tæppe. Bare for hyggens skyld.
   Der var kun støvede ting tilbage foran den gamle mand, ting, der ikke var andet end netop ting, ting på ting på ting; smukke, sprogliggjorte. Ting, som sad godt på tungen. Altid fraværende. Og han mærkede handsken en sidste gang, slap den, lod skabet opsluge den igen. For altid borte. Skabet stod på vejen ud af døren, mod det nye liv, den nye verden. Og dér sang fuglene en smuk melodi. Lyt godt efter, måske De kan høre det. Den gamle mand var dus med dem alle sammen.
   Fra den nederste etage lød der et skrig. Højt. En skinger stemme fra en ung mand, såret hele vejen ind til hjertet. Den unge mand havde mistet alt, hvad der stod ham nær. Sin kone. Sine to børn. Alt. Og han var stolt af sig selv, fordi han kunne blive stående oprejst, fordi han kunne mærke, at glasset havde skåret dybt ind i knoerne på ham, da han havde slået sig selv i spejlet, og fordi han for første gang kunne råbe højt i bygningen uden at skulle være bange for, den gamle mand ville banke i gulvet og måske troppe op ude på gangen med sit anklagede blik. Han var ikke længere bange for noget eller nogen. Han havde stået ansigt til ansigt med sin største frygt, splintret den - og nu mærkede han ikke andet end blodet, der dryppede ned i den kolde suppe.
   Blodsuppe smager bedst, når det er fra et tomt menneske;
   kalorielet, sundt og uden dårlig eftersmag!
   Sådan havde han læst det engang. Et sted. Det tænkte han i hvert fald. Måske han blot havde hørt det. Ordene klingede i hvert fald godt, syntes han. Ordene. Det var alt, hvad den unge mand havde tilbage. Ord. Ikke mindet. Ikke savnet.
   Ikke smerten. Men de tomme og velklingende ord. De provokerende ord. Og dem blev han nødt til at bruge. Alligevel lød der atter et hysterisk skrig fra den unge mand. Smerten var vendt tilbage. Den unge mand forsøgte at trænge ind til sandheden. Ville høre ordene, som de var blevet sagt. Måtte smide noget fylde ind i tomheden, ikke glemme livet, ikke glemme det, der lever. Han ville høre det levende sprog. Men det døde alligevel hen i et fjernt ekko.
   "Deres kone er kørt galt på hovedvej 21! Hun og Deres to børn omkom!"
   Den sproglige konstruktion, der ødelagde alt. Ord, som havde haft en utrolig virkning. Var det sande ord? Skåret ned til mindste instans af, hvad der er ødelæggende? Sådan havde det lydt.
   "Deres kone er kørt galt på hovedvej 21! Hun og Deres to børn omkom!"
   Og ekkoet forblev i den unge mands indre. Var blevet mere og mere hult. Ordene havde mistet deres fylde, men han kæmpede fortsat en brav kamp for at undgå den totale tomhed. Men skriget understregede blot sprogets begrænsning.
   Sproget havde mistet sin betydning. Var blevet opslugt af en falsk tomhed, der blev til en behagelig smerte, som brændte varetegnet ind i sindet på ham. Var det sande ord? Var det sandheden?
   "Det gør mig ondt. Det gør mig virkeligt ondt."
   Afdæmpet stemme. Medlidenhed, der gav kvalme. Ordene, der skulle komme. Altid kom. En kliché. Noget der hørte sig til. Som en menu, hvor man er nødsaget til at tage en dessert med. Men man kan jo bare lade være med at spise den!
   Og så kom det anstrengende spørgsmål. Hvad skete der? Men det var ikke det spørgsmål, der angreb indefra. Det fatale spørgsmål spurgte snarere, hvad der nu skulle ske. Fremtiden? Er den mulig? Men han spurgte udenom sig selv. Sproget spurgte selv. Sproget havde placeret ham i et hus med etager, og den gamle mand foroven rumsterede med en nervøs bevægelse. Hvad var der ved at ske? Han druknede i indre spørgsmål, konstruerede af andre end ham selv. Som om de var konstrueret af tomheden. Måtte tale med sin gode ven, Klaus. Havde røret i hånden.
   "Hvad skete der, Klaus?" spurgte den unge mand.
   "De kørte ud i grøften. Muligvis grundet et uvejr. Det har blæst meget i dag, Sten. Det har været det værste vejr, vi har haft længe."
   "Ja, vejrrapporten har været i fjernsynet. Det er snart sengetid. Erotisk tid vil nogen kalde det. Fortsæt endelig med dødsårsagen, så seerne får det hele med!"
   "Sten. Er du okay?"
   "Ja. Fortsæt endelig."
   "Hun ville undvige et skilt. Det mener man må være begrundelsen for, at hun endte ovre i modsatte vejbane og frontalt kørte ind i en lastbil. De var alle tre døde på stedet."
   Slutbemærkningen blev sagt som om, det gav mening, de var døde på stedet, at den hurtige død lagde mening til uheldet. Men han fangede den ikke. Forstod ikke sætningen. Død og tid kunne ikke forenes. Tid er levende, usproglig, mens døden er døden, sproglig. Sprog på sprog. Men den unge mand lod heller aldrig ordene få en chance. De fik ingen chance overhovedet. Ikke sådanne ord.
   "Jeg har engang kneppet din datter, Klaus. Vidste du det. Hårdt og brutalt. Det var faktisk ikke så ringe endda, selvom hun har arvet en skavank fra dig. Den tomme hjerne. Den har i begge to. Men hun har gudskelov fået en pænere røv end dig."
   Den unge mand lo. Som aldrig før. Mens han græd. Men han fortrød ikke. Det var alligevel hurtigt overstået. Som hans nærmeste families liv havde været det. Ovre på en split sekund. Sådan havde samtalen også været det. Og så gav det vel mening alligevel.
   Klartonen lød. Vennen havde lagt på. Alt var stille. Den unge mand fortrød ikke. Kunne ikke fortryde. Det havde ikke været hans egne ord. Det var konstruktioner skabt et andet sted. Han styrede ikke selv sproget. For hvem kan styre det sprog, der ingen bærer har? Sproget, som det står alene og forladt uden en situation, uden en sammenhæng, uden en reference.
   Den unge mand gik ud på toilettet og samlede lokumsskrubben op; han ville bruge den til at rense vennens mund med, hvis han dukkede op udenfor døren. Han kunne høre gentagne forsøg på at lukke et skab ovenpå. Han vidste, det var den gamle mand.


* * *
   Den gamle mand så ud af vinduet. Han var glad, fordi han havde fået en taglejlighed. Langt om længe. Han havde i hele sin ungdom boet i stueetagen, men havde altid følt, at folk kunne kigge ind ad vinduerne. Og den mest ubehagelige følelse var at blive begloet, mente han. Men i de højder, han efter ulykken var kommet op i, syntes det kun at være fuglene, der stirrede på ham engang imellem, men dem kunne han godt lide, så det gjorde ikke noget. Han havde altid befundet sig bedst i den øverste etage, længst oppe af trappen, og kiggede næsten aldrig ned på de nederste trin, mødte næsten aldrig den unge mand, og bekymrede sig ikke om hans fremtidige planer, bekymrede sig ikke om det liv, der blev levet i underetagen. Kun enkelte gange, når den unge mand larmede for meget, så måtte han banke i gulvet eller i værste tilfælde banke på døren og råbe ind til ham.
   Nu kunne han høre genklangen af et bidende skrig, der havde fået klædeskabet til at blafre. Udenfor kunne han se det uldne tæppe lukke sig mere og mere til. Han gjorde sig klar til at møde nattens mørke med en anderledes ro, måske snarere en uro. Den unge mand brændte de gamle billeder. Han ville lade dem forsvinde før folk skulle møde ham næste gang. Første gang uden familie. Alene. Han ville lade hjemmet ligne en ungkarls - for altid dømt til et liv alene. Men han fortrød sin handling. Gravede med sine hænder i de varme flammer, mærkede intet, ingen smerte, blev kun bekræftet i sin indre ulykke, skadet for livet, og kunne se de halvbrændte billeder, en del af alt, hvad der var tilbage, en anden del lå som aske i pejsen, noget bestod, noget var forsvundet for altid.
   Allerhelst ville han bo i taglejligheden, hvor den gamle mand boede. Han ville væk fra livet i underetagen, familielivet, ville leve uden familie, uden minder, uden familiekomsammen, uden børnefødselsdage, uden en familie til at sluge en lastbil i en mundfuld. Bøvs.
   Han ville gøre noget. Havde lyst til at ringe på hos den gamle mand. Men de så aldrig hinanden. Det var som om, de levede i to forskellige verdener. De ville måske kunne forstå hinanden trods deres forskelligheder, hvis de blot krydsede hinandens veje engang imellem. Det var mest den gamle mand foroven, der lukkede af. Han var blevet stram, som årene var gået. Arrene havde skabt et ansigt, der havde afskåret sig fra sit ophav, fra sin årsag, og som var trådt ind i en tid, hvor det altid havde været. Og aldrig ville det forsvinde igen. Dét ansigt var mærket for altid. Men måske den unge mand kunne få nogen af dem til at forsvinde. Kunne den unge mand have noget med årsagen at gøre?
   Det ringede på døren nedenunder. Udenfor stod Klaus, vennen, ham han havde talt i telefon med tidligere. Han så træt og mut ud. Såret, som ikke engang den unge mand, der havde mistet hele sin nærmeste familie, så ud. De stod i tavshed, længe, måske for længe, for snart skulle telefonen ringe, og de tanker, de hver især havde haft, blev slynget bort af tonerne fra en B&O. Han tænkte ikke på, om han skulle tage den. Han tog den bare. Lyttede ikke. Men vidste, at det var én ud af mange medlidende stemmer, han skulle høre på i lang tid fremover, fra folk der ikke turde se ham i øjnene, men som kun havde mod på at ringe i telefon.
   "Det gør mig ondt."
   "Hvor gør det ondt, kære Susan?"
   "Hvad?"
   "Dav."
   "Jeg forstår ikke."
   "Er du sikker på, det fik dine høns til at lægge flere æg, at du stak en finger op i røven på dem?"
   "Sten, er det dig?"
   "Snak ikke udenom, kælling, fortæl verden, at du elsker med høns! Kom nu! Sig det! Sig det!"
   Klartone. Igen. Stilhed. Klaus var målløs.
   "Hvad sker der med dig?"


* * *
   Ingen forstod reaktionen. Men det var netop pointen. Ingen skulle kunne forstå den. Den var ikke til at forstå. Og mens der var stilhed i underetagen, knyttede den gamle mand sine knoer, så de farvede sig helt hvide, hvide som den hvide løgn, det falske sprog. Det sprog havde han benyttet sig meget af. Det vidste han. Men han ville glemme det hele igen. Alt hvad han var blevet til, det var bygget op af en løgn, af noget, der ikke var ham selv. Efter ulykken, ja, den fatale ulykke, kunne han ikke længere opretholde den loyalitet, han havde fået pålagt sig fra barnsben. Men sjovt nok forblev dovenskaben intakt.
   Den gamle mand havde fået taglejligheden midt i en krise. Byttet med overboen. Men seniliteten gjorde, at han ikke kunne huske overboens navn. Men han havde været gammel. Som han selv var blevet det. Den gamle mand havde glemt så meget, og det meste af det glemte skulle også forblive glemt og aldrig vende tilbage. Stilhed i underetagen. Men en stærk intensitet. En bombe var klar til at eksplodere.
   Det gjorde Klaus dårlig til mode, at han ikke havde en undskyldning for ikke at sige noget. Der var ild i pejsen, varm hygge, men alligevel frøs han mere end nogensinde. Han måtte tale. Lade sproget råde bod på det hele. Men alt hvad den unge mands ven gjorde, var at gøre situationen mere absurd. Han måtte tale. Ordene skulle ud. Ville ud.
   "Jeg ved du er såret. Du kan ikke håndtere situationen."
   "Det sagde jeg også til din datter, da vi lå i sengen og røg en smøg."
   "Hvorfor siger du sådan? Du har ikke bollet min datter. Det har du ikke! Vi er venner! Sten for helvede! Hvad sker der?"
   "Det er min måde at sige undskyld på."
   "Ja."
   "Jeg har ikke prøvet det før, Klaus. Det er helt nyt."
   "Ja, for helvede. For helvede. Det gør mig fandeme ondt."
   "Jeg undskylder. Men det gjorde mest ondt på din datter!"
   Den unge mand, ham vi kalder Sten, fik et hårdt slag i ansigtet. Slaget slog katastrofen langt væk. Længere væk end han havde turdet håbe på. Det var lykkedes at få et slag i hovedet. Nu var det ikke bare spejlbilledet, der var splintret i knoerne på ham, nu var næsen gået af led, ansigtet svulmet op, og den hårde tid syntes langt væk. Han mærkede en kropslig smerte. Anderledes, rart.


* * *
   Den gamle mand sukkede. Det havde været en anstrengende tid. Ville den alligevel vende tilbage? Gennem minderne? I underbevidstheden? Hvor var tiden? Den kronologiske tid? Han kiggede på de hvide knoer. Trykkede hånden yderligere. Arrene blev tydeligere. De havde brændt sig ind i kroppen og for altid ville de fremstå som et levn fra en glemt tid.
   Der var dømt ubehageligt flashback. Han holdt godt fat i armlænet. For nu synes stregen at bryde op. Dikotomien besværliggøres. Kan man godt skildre to mennesker ved at tegne en streg? Stregen falmer, og huset synes ikke længere at indeholde en opdeling. Var der overhovedet etager i huset? Måske er huset ikke andet end stueetagen. Eller måske er huset kun bygget af 1. sal. Ikke andet. Kan De tegne et sådant hus? Prøv. Den gamle mand holdt godt fast i armlænet. Han huskede krisen. Den havde varet ved i lang tid. Med en skærende smerte, der ikke kunne beskrives. Han forsøgte med sprog.
   Han forsøgte med psykologi. Han forsøgte med druk. Han havde foretrukket druk, men ingen af delene havde hjulpet. Sproget havde ædt sig selv. Psykologien havde fået ham til at falde i søvn. Og drukken havde givet ham en dårlig lever.
   "Du bør tale med nogen. Tal til mig!"
   "Jeg har talt. Du har slået."
   Klaus så bort en stund. Som om han havde fortrudt sin handling. Men kiggede så med et endnu skarpere blik.
   "Gå til psykolog."
   "Jeg har talt."
   Han mærkede en behagelig smerte i sin næse. Det føltes som det skulle. Præcis som han huskede, at smerte skulle føles. Måske kunne han reddes.
   "For helvede, drik dig fuld til du segner."
   "Jeg er på vej."
   Han tog en slurk af en flaske barbersprit. Tog den i små slurke, så var den slet ikke så slem. Smed sig på sofaen, doven som han var, tog sig tid, før han bad Klaus sætte sig. Næsen var brækket, gået af led, og ansigtet lignede en rød ballon.
   "Jeg vil ikke bo her mere. Jeg har altid gerne villet væk fra overfladen, op i luften, hvor kun fuglene kan se mig. Så måske den gamle mand foroven vil bytte med mig."


* * *
   Den gamle mand huskede det. Reaktionen. Historierne. De fatale ord. De havde skabt mere røre end den sultne lastbil. Det havde jo også været selvforskyldt. Han kunne bare have holdt sin kæft. Sagt ingenting. Sådan som folk ofte reagerer. Med intet. Men i stedet skulle han ødelægge det hele med sproget - eller måske netop ved ikke at bruge sproget. Godt han ikke havde holdt en tale til begravelsen. Det havde han ladet sin gode ven om. Det havde han også fortjent. Han havde også gennemlevet krisen.
   Den unge mand greb fat i en handske på stuebordet. Lille Flemming havde glemt den, da de var taget af sted. Det var den, de havde ledt efter under sædet, da konen var kørt ud i rabatten. Så på trods af det dårlige vejr, havde det intet haft at gøre med ulykken. Det var handskens skyld. Eller manglen på samme. På mystisk vis kædede denne handske årsager sammen, sådan at hele forståelsen af det tragiske uheld kun kunne forstås ud fra en anden forståelse af tiden. Han undrede sig over, at handsken var fugtig, som om en mand havde grædt i den. Var det ham selv? Han mærkede efter. Men ingen tårer var at føle.
   Klaus var faldet i søvn ved siden af ham. Klaus var hans bedste ven. Og han var ikke død.


* * *
   Stregen der opretholdte en inddeling af husets øvre del og den nedre er falmet og forsvundet helt. Det har De nok fundet ud af. Den retlinjede streg er slået i stykker. Andre streger har markeret sig, dannet andre ugenkendelige mønstre. Deformationer. Eksperimenter. Hvor meget fortæller denne fortælling om mennesket? Ikke ret meget, vel? Fortællingen er kommet til at handle om noget andet. Men hvad?
   Huset er tegnet deformt. Anderledes. Det har ikke etager, en stueetage og en 1. sal som først antaget. Det er ikke et hus bygget i tiden og med tidens hånd. Det er tegnet med tegnets mulighed for at bryde en tidslighed. Men kan De læse udenom tiden? Nej. De læser i tiden! Og på den måde bliver huset og mennesket deformeret for Dem.
   Vennen havde været det eneste holdepunkt i en tid, hvor ord havde skræmt alle andre bort. Onde ord. Løgnagtige ord. Påtrængende ord. Sårende ord. Den gamle mand var ved at falde i søvn. Havde ikke hørt lyde fra underetagen i lang tid. Troede, at den unge mand endelig var gået i seng, så han kunne få ro til at lade det mørke, uldne tæppe kaste sit sidste slør og lukke sig omkring ham i mørkets ro, tomheden af et mindeløst indre.
   Men pludseligt kunne han høre skridt komme op af trappen. Bestemte og nærmest angribende skridt. Han rømmede sig en smule. Samlede knoerne igen. Hvide som sprogets baggrund. Nu skete det, han frygtede allermest. Arrene viste sine tydelige omrids over alt. Skåret dybe af glas. Nu blev han angrebet at det mest fyldige flashback, han nogensinde havde haft.
   Det bankede på døren.