Asger Bruno Dam stod i en vandpyt af tårer. Han hadede, når sådan noget skete; men han kunne ikke have undgået det, for et sted gjorde det meget ondt. Kroppen havde uendelig mange steder, hvor det var muligt for smerten at gemme sig. Den fandt de bedste gemmesteder. Også Asger forsøgte at gemme sig. Men smerten fandt sjovt nok altid ham.
   Hun var ikke ond. Hun var blot et menneske. Det vidste Asger godt, men den vished fungerede på ingen måde som en vejviser til det gode liv. Asger holdte godt og grundigt fast i stuebordet, så han ikke gled i de tårer, der på uforklarlig vis flød overalt i stuen. Han havde grædt, det havde han. Men så meget græder et menneske ikke. Der var vandpytter over det hele. Så der var en uvished omkring årsagen til de mange tårer.
   Alligevel forsøgte han at tænke rationelt. Han var jo et menneske. Så han tænkte mulighederne igennem. Han vidste, det ikke havde regnet (og at loftet i øvrigt ikke var utæt). Han troede på ingen måde, der havde været nogen inde i huset og fyldt hans gulv med vand (han havde låst alle døre og lukket alle vinduerne tidligere på aftenen). Han havde heller ikke selv tabt vand på gulvet. Så han fandt det underligt, at der lå så meget vand over alt. Uanset hvordan han vendte og drejede den opfattelse, så var det meget mærkværdigt.
   Han vidste, han havde grædt tidligere på dagen. Ikke så meget som gulvet gav udtryk for, men han havde trods alt været meget ked af det. Og det var sådan set alt, hvad han havde lavet denne dag. Grædt. Så han måtte konkludere, at vandet på gulvet var tårer. Det kunne næsten ikke være andet. Det måtte være tårer, der lå og flød over det hele. Og i spejlingen af en af pytterne kunne han se sit eget forgrædte ansigt. Måske han havde grædt mere end han havde regnet med. Hvad der syntes usandsynligt kunne måske være en sandsynlighed, når alt kom til alt. Og alt kommer til alt, for det kan ikke komme så mange andre steder hen.
   Arne gled i en af vandpytterne af tårer. Han sparkede begge sine ben hårdt mod bordbenet og røg ned på sit haleben. Ingen af benene brækkede. Men han fik et ømt haleben. Han frydede sig over at mærke en ømhed i sin krop; men han fandt hurtigt ud af, at det ikke kunne underholde ham resten af dagen og livet med. Han måtte le, le ad det liv, der havde sørget for, at han måtte acceptere sit største nederlag overhovedet; tabet af en kvinde der skulle have snublet sammen med ham, ligget ved siden af ham, tørret tårerne væk - så han ikke faldt igen og igen og igen.
   Hun kunne godt tage og tørre de tårer væk. Det var ubelejligt at de lå over alt på gulvet. Men han kunne ikke se hende nogen steder.

Han forsøgte atter engang at komme op på benene. Han faldt igen. Sparkede benene fremad som før og gled næsten helt ind under bordet. Han landede præcis på samme måde igen. På halebenet.
   "Det er fandeme løgn! Der er grænser for, hvor meget et haleben kan holde til!"
   Men det var der ikke. Ikke Asgers haleben. Det kunne holde til det. Det var måske sårbart, som et menneske af kød og blod, men det var også yderst veludrustet. Uanset hvor såret han havde været alle mulige andre steder, så var halebenet ikke andet end et ømt sted, og det virkede ikke som om, at det kunne være andet end ømt. Det gjorde ikke ondt i det. Det var blot ømt, når han trykkede på det. Og det kunne han jo bare lade være med.
   Han havde aldrig før været så glad for sit haleben, som han var det i dette øjeblik. Utroligt hvor holdbart et haleben kunne være, når der ikke engang var nogen hale til at passe på benet, tænkte han. Tidligere havde han altid betragtet det som bare et haleben, men nu betragtede han det som mere end et haleben (eftersom der var tale om noget andet end blot en hale og et ben). Det var som om ordet ikke var tilstrækkeligt. Men Asger mærkede det. Han mærkede halebenet i sin egen krop. Og det var en befriende følelse.
   Det ømme haleben fortalte ham lige præcis, hvor det sad. Ingen skulle narre ham til at glemme sit eget legeme. Det var på sin plads, sad godt og grundigt fast omkring benet uden hale.
   "Jeg må altså på benene igen. Min krop har fortjent at nå sit mål," sagde han til sig selv. "Jeg vil jo bare have en kop te. Det skulle være sundt for omløbet."
   Han elskede te. Og te var mere end et t. Ligesom halebenet var mere end en hale. Ja, det var jo faktisk overhovedet ikke nogen hale. Det måtte være længe siden, mennesket havde haft sådan én. Hvad skulle det da også bruge en hale til? Halen ville nok få svært ved at stå oprejst eller logre, eftersom mennesket mangler den umiddelbare glæde ved at gøre det. Ja, hvad skulle det dog bruge en hale til? Men der er så meget mennesket har, som det ikke har brug for. Så det kunne vel godt have haft en hale alligevel.

Han lukkede øjnene og forestillede sig, at hun stod ved siden af og lyttede med. Hun kunne måske kun tale i et fjernt ekko af noget, han ikke kunne række ud til, men det gjorde ikke så meget, for hun kom alligevel i første række. Hun stod der med sine fine bryster og flotte, lange og krøllede hår, og hun kiggede med sit skarpe, opmærksomme blik. Det var alt, hvad han havde brug for. Hendes krops tilstedeværelse og blikket.
   "Du kunne jo ikke få samling om dig selv, Asger," ville hun så sige.
   "Nej, men jeg forsøgte i det mindste. Mange gange. Hele tiden. Jeg gav ikke op."
   "Du var svær at elske."
   "Jeg var nok det hele; svær, nem, dum, klog, og måske en smule naiv. Lod du ikke mærke til, at jeg aldrig stoppede med at være det hele. På den måde var jeg nok ingenting i sidste ende. Men jeg har et ømt haleben. Av, av! Hvor gør det ondt! Det er et skarpt ord. Av!"
   Hun ville dernæst smide tøjet, for det var hans illusion. Han måtte le endnu højere, højere, og højere, og højere. Morskaben fik trusserne til at glide ned om anklerne på hende. Hun stod helt nøgent og kiggede en smule forlegent. Det var frækt. Han så hendes behåring. Han så de mest fantastiske former, der tidligere havde været undertrykt af et forstyrret sind. Denne krop skulle elskes. Han ville nøjes med kroppen. Hun var jo alligevel ikke rigtig til stede, så hvad betød moralsk korrekthed i den sammenhæng? Han burde nok have taget psyken med.
   "Men jeg vil gerne vise dig, jeg kan elske dig. Måske denne gang vil du give mig en chance. Vil du det?"
   "Måske."
   "Du skal svare med hele din krop, for det er den, jeg vil elske med!"
   "Hvad med at få hovedet med?" sagde hun og blinkede til ham. Han klemte øjnene hårdt i og rystede på hovedet.
   "Ikke nu! Man skal jo starte et sted. Det er jo kun med et sted, man kommer af sted. Desuden var din krop problemet!"
   Han greb fat omkring hende. Hev hende ind til sig. Måske hun tænkte, at det var lige lovlig voldsomt, men hun viste det ikke med kroppen. Og kroppen var alt, hvad han havde at forholde sig til. Kroppen var alt. Ikke mere et forstyrret sind. Hun havde flotte former. Hun havde en flot krop.
   "Lad blot din krop give sig til mig! Åbn dig for mig! Troede du virkeligt, jeg var færdig med dig!"
   Men der var noget hårdt. En knude. En ondartet knude. Den følte han ned ad ryggen. Var hun blevet syg? Og hele tiden havde han troet, det var ham, der var syg. I hovedet. I psyken. Men det stakkels kvindemenneske, hun var syg i kroppen. I kroppen!
   Hun gengældte hans bedrøvede ansigtsudtryk med et smil.
   "Så, så, jeg har før overlevet noget, der var værre."
   "Hvad?"
   "Dig."
   Han ville gerne, han kunne le i et højt udbrud, men følelsen af knuden havde lukket talevejene og var på vej til at kvæle ham (som sad knuden i halsen på ham). Men i stedet faldt han i sine egne tårer atter engang. Han havde før mærket tårer i et lommetørklæde, men over det hele på køkkengulvet, det var nyt for ham. Det var underligt, men allermest var det anstrengende.
   "Det er bare løgn, det her! Hvorfor har du ikke tørret det op endnu, din sæk?! Hvad fanden tror du, du skal bruge din krop til?!"
   "Hvad er det, der er så vigtigt ved min krop, Asger?"
   "Tør nu bare tårerne op!"
   Det gjorde hun. Yderst grundigt og med en elegance, der kunne få hende direkte ind på den allerfineste tjenerskole.
   "Hvad gør du med knuden?"
   "Der er desværre ikke så meget at gøre nu."
   Han blev rød i hovedet af raseri.
   "Har du ingen respekt for din krop, for fanden, du forstår overhovedet ikke betydningen af den! Respekter din krop!"
   "Du er grov."
   Der var kun én sætning, han kunne artikulerer, og den måtte komme. Den kom.
   "Jeg har altid elsket din krop. Og nu er den på vej til at dø. Din krop dør, og jeg mister den!"

Han var grov. Det vidste han godt. Men det var bare en tanke. Hun var jo ikke til stede. Hun var død. Og nu stod han i den største vandpyt af tårer, han nogensinde havde stået i (faktisk havde han aldrig før stået i en vandpyt af tårer overhovedet). Og han havde et ømt haleben, der behagede ham. Han vidste, at der var en krop omkring det, der fik det hele til at fungere. Og han fungerede sådan set. Ikke godt. Men han fungerede.
   Og når han vidste, hvor der var ømhed, så fandt han måske også snart ud af, hvor det gjorde ondt. Han havde et ømt haleben. Men det gjorde ondt et andet sted. Han forsøgte at rejse sig op, men igen og igen faldt han ned på sit haleben.
   Hun havde også haft et haleben. Og alt muligt udenom.