Forliset i lejligheden -2
   Jeg havde siddet i sofaen i cirka fem minutter, da jeg besluttede at ringe til min lillesøster, Bettina.
   - Hej bror! svarede hun efter den havde ringet et par gange. Er du ok? spurgte hun.
   - Hej søs! svarede jeg hurtigt, måske! Jeg ved det ikke rigtigt.
   - Det er på grund af Jeanne, er det ikke? spurgte hun lige efter.
   - Jo! det er på grund af Jeanne, svarede jeg, men fortsatte. Jeg forstår bare ikke hvad det er der sker med mig lige nu.
   - Hvad sker der da med dig lige nu? spurgte hun bekymret.
   - Det er som om jeg oplever en masse "ud af kroppen" fornemmelser for øjeblikket, og jeg aner ikke hvorfor de pludselig dukker op igen og igen. Der har været flere af dem de sidste to dage,
   - Har du været til lægen?
   - Nej! Ikke endnu. Jeg tror ikke at en læge kan give mig svar på hvad det er, men jeg har taget en beslutning nu som måske kan hjælpe mig igennem det. Jeg har besluttet at jeg vil opsige min lejlighed i dag, og flytte over til Jea, også i dag, sagde jeg med en fornemmelse som gjorde, at jeg var sikker på at Bettina nu ville gøre alt for at tale mig til fornuft så jeg ikke skulle begå flere fejltagelser med Jea.
   - Henrik! sagde hun med en medfølende forståelse. Jeg forstår dig godt. Jeg ved du elsker hende, og er nødt til at give det den chance der er i det.
   - Bettina! Jeg ved bare at jeg er nødt til at gå hele vejen denne sidste gang. Jeg er klar over, at hvis jeg ikke nu går hele vejen til ende, så vil Jea altid sidde et sted i mit hjerte, jeg er nødt til at mærke endnu mere smerte fra hendes side, ellers kommer jeg aldrig videre, sagde jeg og fortsatte.
   Jeg ved at det er et spørgsmål om en måned eller to inden vi har ødelagt vores forhold igen, men jeg skal bare igennem den sidste smerte. Jeg mister lejligheden, det ved jeg, men jeg kan bare ikke finde en anden metode lige nu til at komme ud af det..
   Der var stille i den anden ende af røret et kort øjeblik.
   - Jeg tror du har ret, svarede hun omsider.
   Nogle gange skal vi bare helt derud hvor det grænser til tåbelighed inden vi er i stand til at se det selv... Jeg kunne nok finde på den samme løsning, Henrik.
   - Ja! det ved jeg, svarede jeg med et fortvivlet grin. Jeg ville bare lige fortælle dig om det, inden jeg gjorde det.
   - Nå Bettina! nu vil jeg begynde at pakke mine ting ned, men vi ses lige pludselig.
   - Held og lykke Bror! Jeg tror du gør det eneste rigtige lige nu, sagde hun, og efter en aftale om at ringe sammen senere, lagde vi på lige efter.

Mens jeg gik rundt i lejligheden og pakkede mine ting i de flyttekasser, som jeg havde gemt fra tidligere, fik jeg en ringe samvittighed over at have taget beslutningen uden om mine børn. Det var jo også deres hjem nu og ikke kun mit, og det nagede mig at skulle gennemføre det, som nu føltes som den eneste og sidste udvej for at få en endelig afslutning med Jea.
   De var blevet så glade for denne lejlighed, og var ellevilde med den måde jeg med omhu havde indrettet deres værelse på. De havde fra første dag følt sig trygge ved at de skulle dele værelse, da de nu var i helt nye omgivelser.
   Til alt deres legetøj, havde jeg indkøbt to nye reoler. Jeg havde valgt at pakke alt ud for dem på hver deres.
   De havde også taget til takke med den brugte dobbeltseng, som jeg få dage forinden overtagelsen af lejligheden, havde fået af en arbejdskollega, der vidste at jeg ikke havde de møbler som jeg havde brug for til den nye lejlighed. Han og hans kone, havde lige købt en ny seng selv og havde nu denne i overskud.
   Jeg husker pigernes ansigtsudtryk, og udsagn da de så værelset for første gang.
   - Her vil jeg gerne bo, sagde min yngste datter Maja.
   - Ok! sagde Cathrin, jeg vil sove yderst, så helle for denne side af sengen! hvorefter hun kastede sig ned på den, og Maja derefter kastede sig ovenpå sin søster, mens de begge klukkede af grin i deres leg"
   Jeg var endelig blevet færdig med nedpakningen som havde taget omtrent en times tid. Mine rygsmerter havde ikke gjort det nemmere, men det var som om, at så længe jeg holdt mig i bevægelse så gjorde det mindre ondt.
   Jeg gik over til vindueskarmen i stuen hvor jeg havde lagt min mobiltelefon. Jeg havde besluttet at ringe Jea op, for at vide om hun var hjemme endnu.
   - Hej du! hørte jeg Jeas stemme.
   - Hej skat! Jeg har pakket alt ned nu, og skal til at bære det hele ned til bilen, jeg ville bare høre om du var hjemme.
   - Ja! jeg er hjemme, svarede Jea. Så du har altså ikke fortrudt endnu? spurgte hun lige efter.
   - Jea! svarede jeg. Jeg ved at det er den eneste måde for mig at komme videre på.
   - Det er jeg glad for at høre! svarede hun, men hvornår er du her?
   - Om cirka to timer regner jeg med.
   - Vi ses! sagde Jea og lagde derefter røret på.
   Jeg stod lidt med min mobiltelefon og undrede mig over om vi var blevet afbrudt ved et uheld. Men på den anden side, jeg havde jo oplevet hendes måde at afslutte en samtale adskillige gange tidligere, så min undren blev afløst af en ihærdighed til at få flytningen overstået hurtigst muligt.
   Heldigvis boede jeg i stuen, så det tog ikke meget mere end et par timer at fylde min pick-up med alt hvad jeg havde i lejligheden.
   Jeg gik en sidste runde i lejligheden, for at se om jeg havde fået alt med. Jeg åbnede alle dørene til de indbyggede skabe på værelserne og i køkkenet, og konstaterede endelig at alt var kommet med på bilen. Jeg smækkede døren i ude fra opgangen, låste den ekstra sikkerhedslås som var monteret lige under den oprindelige lås.
   Endelig! tænkte jeg. Endelig har jeg fundet en vej ud ad mine selvvalgte pinsler.
   Jeg ringede til Bo, som jeg havde lånt lejligheden af, og fortalte ham, at jeg ikke havde råd til at bo der længere.
   Jeg fortalte ham, at jeg havde tømt lejligheden, men at jeg selvfølgelig ville betale ham for den tid vi havde aftalt opsigelsen skulle vare.
   Jeg havde allerede, inden jeg forlod lejligheden, lagt nøglerne i en kuvert, sat et frimærke på og smidt det i en postkasse på vej over til Jea.

Jeg ankom til hendes lejlighed efter 10 minutters kørsel, og stødte på hende, på vej op i opgangen.
   - Du kan ikke have alle pigernes ting i lejligheden, sagde hun hurtigt.
   - Hvad mener du? spurgte jeg forundret..
   - Carina er blevet uvenner med Jacob, så hun bor her også nu, svarede hun mig.
   - Er Carina kommet hjem igen? spurgte jeg, selv om jeg godt lige havde hørt det.
   - JA! svarede Jea aggressivt. Hun har også rottweileren og Louise med, fortsatte hun, mens hun passerede mig i opgangen, for at hente sit vasketøj fra kælderen.
   Da jeg havde sat mine børns 14-tommers fjernsyn fra mig på gulvet i entréen, hørte jeg Carina og Louise inde fra det værelse som fra nu af ellers skulle være Cathrins og Majas. Jeg bankede på og åbnede forsigtigt døren.
   - Hej Henrik! sagde både Carina og Louise i munden på hinanden.
   - Hej! svarede jeg, samtidig med at rottweileren hoppede op ad mig så jeg ikke kunne komme ind i værelset.
   Jeg kunne dog lige nå at se alle Carinas ejendele fylde det meste af gulvet derinde. Der var en tung tåge af cigaretrøg som stank afskyeligt og jeg hørte de begge sad og grinede fjogede over situationen.
   Jea var kommet op i lejligheden igen, og gik hurtigt ind i stuen med det rene tøj.
   - LUK LIGE DØREN!! råbte hun til mig.
   Jeg lukkede døren til værelset og gik hurtigt ind i stuen.
   - Det er sgu da en helt ny situation, det her.
   - Ja! svarede hun, men vi er bare nødt til at finde en måde at løse det på, svarede hun.
   Jeg har talt med Carina og Louise inden du kom, og vi har aftalt at når dine børn er her, så sover de på værelset, og Carina og Louise sover herinde i stuen.
   Jeg stod som lammet et stykke tid, men genvandt dog styrke nok til at fremstøde en hel sætning.
   - Ok! sagde jeg.
   Jeg havde ikke den fjerneste idé om hvordan vi nu skulle kunne løse dette problem. Anette ville aldrig købe denne historie, og jeg ville kun forstå hende alt for godt når hendes reaktion ville komme tilbage. Jeg så allerede et billede af hvordan hun ville nægte mig at se mine børn når de først havde besøgt mig bare én weekend og de så havde fortalt deres mor under hvilke forhold de nu skulle bo.
   Nå! men min lejlighed var opsagt nu, og der var 3 dage til jeg skulle have mine børn igen. Måske kunne vi i løbet af de næste dage, sammen finde en egnet løsning så alle kunne være der. Måske var det hele ikke så slemt endda, tænkte jeg.
   - Giver du mig nøglen til kælderrummet? spurgte jeg Jea.
   - Den hænger ude i gangen på et søm ved siden af elmåleren, svarede hun mig.
   - Jeg sætter alle mine ting i kælderen til at starte med, sagde jeg.
   - God idé! svarede hun med en næsvis attitude.
   Jeg skyndte mig ned til bilen som jeg havde parkeret så tæt på som det var muligt, til gavltrappen.
   Jeas kælderrum lå heldigvis tæt på trappen, så det tog mig under en time at tømme bilen. Jeg låste kælderrummet efter den sidste flyttekasse var båret derned, flyttede min bil til en parkeringsplads modsat vejen til opgangen.
   Da jeg åbnede døren til opgangen, hørte jeg to kvindestemmer højtråbende. Jeg hørte derefter en dør blive smækket hårdt i, så det gav ekko i opgangen.
   Da jeg var nået op på anden sal og åbnede døren til lejligheden, så jeg at køkkendøren, som var cirka to meter ligefrem fra hoveddøren, at den var lukket i.
   Jeg gik til venstre ind i stuen, hvor jeg nu igen så en tyk cigaretrøg hænge så tungt at det hurtigt begyndte at svide i mine øjne.
   Jeg så Carina og Louise, der begge sad i sofaen med hunden mellem sig og så tv.
   - Hvor er din mor? spurgte jeg Carina.
   - Hun er ude i køkkenet! svarede Louise mig før Carina nåede at svare mig.
   Jeg skubbede fra mig med begge arme i dørkarmen, og skyndte mig ud til køkkenet, hvor jeg bankede på og forsigtigt åbnede døren.
   - Hej skat! sagde jeg med en rolig stemme, og så Jea stå med ryggen til mig mens hun kiggede ud ad vinduet.
   - Hej! sagde hun, mens hun stadig blev stående ved vinduet.
   - Skal vi tale sammen? spurgte jeg hende.
   - Om hvad?
   - Om hvad? Om hvad vi gør fra nu af! svarede jeg hende, småt irritabelt.
   - Hvad mener du? spurgte hun mig vrissent. - Carina har mindst lige så meget ret til at være her som dine børn har, fortsatte hun.
   - Jeg har intet imod at Carina bor her, og det ved du også godt, svarede jeg hende hurtigt. Jeg er bare nødt til at vide om Louise også bor her nu, spurgte jeg hende.
   - HVAD SÅ HVIS HUN GØR? råbte Jea nu højt, og vendte sig i samme øjeblik mod mig.
   - OK! svarede jeg,. OG SÅ SLAP DOG LIDT AF! DET VAR JO BARE ET SPØRGSMÅL!! fortsatte jeg selv højlydt.
   - DU SKAL SGU DA IKKE TRO DU KAN KOMME HER OG BESTEMME OVER MIN LEJLIGHED!! råbte hun så højt hun kunne.
   Jeg sagde ikke noget nu, jeg var mundlam. Der gik et minut eller mere, inden jeg kunne fatte hvad det var der skete, og hvorfor hun reagerede så voldsomt.
   Jeg havde opsagt min lejlighed for et par timer siden, og stod nu her i Jeas lejlighed, som jeg godt vidste ville være endestationen på vores forhold, jeg havde bare ikke regnet med at toget skulle nå perronen allerede i dag.
   Jeg gik over mod Jea nu, jeg ville ikke acceptere at vi skulle ende vores forhold på grund af at Carina var flyttet hjem igen. Jeg vidste desværre, at jeg havde flere ressourcer tilbage endnu. Jeg havde flere kræfter og mere energi tilbage, til at jeg havde fået nok endnu.
   Jea havde endnu ikke givet mig dødsstødet til at jeg havde fået nok af hende. Hun rumsterede stadigvæk for meget i mit følelsesunivers, til at jeg allerede nu kunne lukke hende ude for bestandigt. Billederne, mystikken, og håbet var endnu ikke slået nok i stykker til at jeg kunne lukke døren efter mig, og komme videre i mit liv.
   - Jea! sagde jeg, og nærmede mig hende for at holde om hende. Jea! gentog jeg, og skulle til at holde om hende, da hun med den ene arm slog ud efter mig med et konstant rettet blik, direkte ned i komfuret.
   - HVORFOR GØR DU DET HER? spurgte jeg med en fortvivlet stemme, som nu skælvede nervøst.
   - HVAD GØR JEG? råbte hun, og stirrede mig nu direkte i øjnene, så jeg kunne se hvor meget hun egentligt afskyede mig.
   Jeg kunne ikke længere være i samme rum som Jea, så jeg skyndte mig ind i soveværelset og smækkede døren hårdt i efter mig. Jea kom med det samme farende efter mig, skubbede døren op så den med et brag ramte væggen og slog et stykke puds ud.
   - HVEM RINGER DU TIL? skreg hun, og slog mig i hovedet med knyttet næve.
   - JEG RINGER SGU DA IKKE TIL NOGEN! råbte jeg tilbage, samtidig med at jeg holdt mine arme op for at beskytte mig mod flere slag så jeg tabte mobiltelefonen..
   - JEG VED DU HAR EN ANDEN! råbte hun i samme skrigende stemmeleje som før.
   Carina kom nu løbende ind i soveværelset efterfulgt af rottweileren.
   - MOR! DU ER SINDSSYG! HAN HAR SGU DA IKKE GJORT NOGET GALT, råbte hun så højt, at hunden nu begyndte at gø højlydt.
   Jea rev i samme sekund ud efter en af dynerne, og kylede den i hovedet på mig og løb derefter ud i køkkenet, hvor hun igen knaldede døren hårdt i efter sig.
   Carina råbte til hunden, at den skulle holde kæft, samtidig med at hun lukkede døren til soveværelset, hvor jeg blev siddende i sengen.
   Der var kun gået et par minutter, da jeg hørte det banke på døren.
   - Hvem er det? spurgte jeg.
   Det er mig skat! svarede Jea, må jeg komme ind? spurgte hun med en rolig stemme.
   - Ja! svarede jeg hende, kom bare ind.
   Hun åbnede forsigtigt døren, men kun lige nok til at hun kunne kigge ind i værelset.
   - Hvad vil du? spurgte jeg hende.
   - Vi er nødt til at tale sammen, svarede hun igen med en rolig stemme.
   - Så kom herind, og luk døren.
   Jea åbnede døren, kom ind i værelset og tog sit tøj af. Hun beholdt kun sine trusser på, lagde sig derefter ned på sengen, og kravlede under dynen som hun lige før havde smidt i hovedet på mig.
   - Elsker du mig? spurgte hun nu.
   - Ja Jea! jeg elsker dig, ellers var jeg ikke her, svarede jeg hurtigt.
   - Jamen sådan rigtigt elsker mig? spurgte hun mig igen.
   - Jeg elsker dig så meget Jea, og jeg aner ikke hvorfor, men jeg vil altid elske dig, det ved jeg.
   - Gider du ikke holde om mig? spurgte hun.
   Jeg lagde mig ned, kravlede under dynen med mit tøj på.
   Vi lå og holdt om hinanden i en time, eller mere, men uden at vi sagde noget..

Klokken var næsten blevet tre om eftermiddagen, da Jea pludselig satte sig op i sengen.
   - Sover du?
   - Nej! jeg kan ikke sove, svarede jeg hende.
   - Hvad siger du til at vi tager dine børn med i svømmehallen i weekenden? Du har dine børn i denne weekend, ikke? spurgte hun mig.
   - Jo! svarede jeg. Hvorfor vil du i svømmehallen? spurgte jeg hende med det samme.
   - Jeg tror vi skal gøre noget sammen som en familie, noget som børnene også ville synes er sjovt. Det er vigtigt at vi kommer videre i vores forhold nu, svarede hun mig.
   Jeg blev pludselig så forundret over Jeas måde at tackle vores sidste svære intermezzo, at jeg ikke anede hvad jeg skulle sige.
   - Kan du ikke ringe til Anette nu, og sige til hende, at hun skal sørge for at de har badetøj med til på fredag? Jeg vil gerne hente dem begge fra fritten, det giver mig også en chance for at komme lidt tættere på dem, fortsatte Jea.
   - Jo! selvfølgelig! svarede jeg hurtigt, men stadig med samme forundring som før.
   Jea havde aldrig før vist den mindste antydning af at ville mine børn noget godt, så min forundring blev forstærket nu.
   - Hvorfor vil du gerne hente dem? spurgte jeg hende.
   - Det er vigtigt i et normalt familieliv, at man er fælles om tingene, svarede hun.
   - Jamen! ja! ok! jeg ringer til Anette om lidt og fortæller hende det.
   Jeg kunne stadigvæk ikke fatte hvad der skete omkring mig. Jea viste pludselig en helt ny side af sig selv nu, men jeg turde ikke forpasse chancen for at redde vores forhold nu, hvis det var det Jea endelig var i gang med.
   Jea stod ud af sengen og tog sit tøj på som hun havde smidt på gulvet for lidt over en time siden.
   Hun gik ind i stuen, hvor jeg nu kunne høre Carina og Louise tale sammen.
   De så også fjernsyn kunne jeg høre. Det var MTV, de sad og så på.
   - HVORFOR LUFTER I IKKE UD? BEHØVER I AT RYGE SÅ MEGET, råbte Jea til dem.
   Carina og Louise svarede ikke.
   Rottweileren var kommet ind i soveværelset og forsøgte nu at komme op i sengen, men jeg fik den gennet ud fra værelset og lukkede døren hurtigt. Jeg stod op, trak persiennerne op, og gik lidt efter ind i stuen.
   - Hvad ser I? spurgte jeg Carina og Louise da jeg kom derind.
   - MTV! svarede Louise med det samme, samtidig med at hun tværede endnu en cigaret ud i askebægeret.
   - Ringer du til hende? spurgte Jea nu.
   - Ja! jeg ringer om lidt, svarede jeg.
   - Nej nu! sagde Jea, jeg vil have at du ringer nu.
   - Ok! svarede jeg, og gik derefter ind i soveværelset igen.
   Jeg lukkede døren, satte mig på sengekanten, og ringede Anette op.
   Mens jeg talte med Anette, fornemmede jeg hele tiden at Jea stod ude i entreen og lyttede ved døren. Jeg ville ikke tage chancen at åbne den, da det ville have været pinligt for Jea, så jeg lod som ingenting.
   Jeg havde, i samtalen med Anette, kun bedt hende om at give mig pigerne deres badetøj med til weekenden, men undlod at fortælle hende, at det var Jea som ville hente dem.
   Anette havde hurtigt indvilliget i min idé, og havde oven i købet spurgt mig om hun skulle pakke nogle badehåndklæder med i tasken.
   Vi sluttede hurtigt samtalen, hvorefter jeg rejste mig fra sengen og åbnede soveværelses døren. Jea stod nu ude i entreen og strøg et par hvide bukser.
   - Skat! sagde jeg til hende.
   - Hvad? spurgte hun med det samme.
   - Skal der ikke strøm til et strygejern? spurgte jeg.
   Jea blev med det samme vred.
   - Du ved godt at jeg hader når dig og Anette taler sammen! sagde hun, hvad så? Var det ok med badetøjet? spurgte hun.
   - Ja! også at du hentede dem, svarede jeg.
   - Det sagde du jo ikke, det fortalte du hende ikke, så havde jeg hørt det, sagde hun med stor skuffelse.
   - Jea! Jeg gør sgu alt hvad jeg kan for at redde vores forhold, måske gør jeg ikke alting rigtigt, men jeg gør sgu hvad jeg kan, sagde jeg nu, også med en stemme af skuffelse.
   - Ok! sagde Jea, og fortsatte. - Det vigtigste lige nu, er at vi kan gøre noget sammen som en familie, og jeg glæder mig faktisk til at lære dine piger bedre at kende.
   Jeg gik over til Jea. Jeg havde så meget lyst til at give hende et kram, og hun gav mig endelig lov til at komme helt tæt på hende.
   - Jeg elsker dig skat! Jeg elsker dig, gentog jeg.

Det var fredag, og Jea ringede mig op på min mobiltelefon.
   - Hej skønne! svarede jeg, da jeg kunne se, at det var hende.
   - Hej smukke! svarede Jea mig. - Jeg holder uden for pigernes fritidshjem nu. Kan jeg bare gå ind og hente dem? spurgte hun.
   - Ja skat! jeg har sendt en SMS besked til Cathrin, og skrevet til hende at du henter dem i dag.
   - Ok! svarede Jea mig, Jeg er bare ikke sikker på at det er en god idé længere.
   At jeg henter dem?.
   - Jea! der er intet forkert i at du henter dem.
   Jeg havde hele dagen tænkt på at Jea nu skulle hente dem for første gang, og at Anette intet anede om det. Kun Cathrin vidste det, men havde åbenbart ikke mødt Maja denne dag, så Maja anede intet om det.
   - Gå nu bare ind og hent dem Jea, sagde jeg. Cathrin ved du kommer om lidt.
   Hvad med pædagogerne? spurgte hun lidt efter.
   Jea! så længe Cathrin ved det er der ingen problemer, gå nu bare ind og hent dem.
   - Ok! sagde hun endelig. - Jeg henter dem nu!
   - Vi ses om en halv time skat, sagde jeg, hvorefter vi sluttede samtalen.
   Jeg havde selv taget en halv fridag, og havde tidligere på dagen ringet til Jea og sagt at jeg sagtens selv kunne hente pigerne, men Jea havde insisteret på at ville hente dem begge denne dag.
   Jeg var selv taget ud for at handle ind ved tre-tiden den eftermiddag, men da jeg havde fyldt indkøbskurven og lidt efter stået i køen i det lokale supermarkedet, havde jeg pludselig ombestemt mig.
   Jeg valgte at gå rundt på den samme rute som jeg var kommet ind, og havde lagt alle varerne på plads igen og forlod derefter hurtigt butikken. Alle mine tanker var pludselig gået så meget hen i retning af forholdet om Jea og jeg, at jeg ikke engang kunne fatte mig nok til bare det at købe ind.
   Jeg havde mine bilnøgler i min lomme og besluttede nu at jeg ville fri til Jea i aften når Cathrin og Maja var kommet i seng.
   Jea havde vist en helt ny side af sig selv i dag, og i går, og havde allerede flere gange spurgt mig tidligere i vores forhold, om jeg nogensinde ville fri til hende.
   Nu var der ingen tvivl i mig længere. Jeg havde i min egen enfoldige eufori taget beslutningen at det skulle være i aften.
   Jeg gik over på den anden side af gaden hvor jeg havde parkeret min bil, satte mig ind og kørte ind mod city. Da jeg var nået et godt stykke ind af Gammel Kongevej, fandt jeg endelig en smykkebutik på venstre side. Jeg fandt et sted i højre side af vejen, hvor jeg lige akkurat mente der var plads nok til bilen mellem to andre parkerede biler.
   Min mobiltelefon ringede, og jeg så med det samme, at det var fra Jea. Jeg fik min Ford Transit parkeret, og besvarede opkaldet.
   - Hej skat! svarede jeg samtidig med at jeg drejede bilnøglen, så motoren med det samme døde ud.
   - Hej skat! - Jeg har pigerne med og regner med at være hjemme omkring ved fire-tiden.
   Er du hjemme nu? spurgte hun.
   - Nej! svarede jeg. Ikke endnu! Men jeg regner selv med at være hjemme inden for en time.
   - Ok! Jeg glæder mig til at se dig! Vi ses skat!
   Jeg svarede hende hurtigt tilbage.
   - Jeg elsker dig Jea!
   Da vi havde afbrudt forbindelsen, skyndte jeg mig at stille p-skiven, løb derefter over på den anden side af gaden hvor jeg fortsatte med raske skridt hen til smykkeforretningen. Jeg åbnede nu døren til en verden som var ukendt for mig. Inde i butikken, stod der en kvinde på omkring de halvtreds år. Hun havde en hel del bakker foran sig på skranken, som hun var ved at sætte tilbage i de aflåste glasmontre inder skranken.
   - Øjeblik! sagde jeg, samtidig med at jeg lukkede døren bag mig. Jeg skal måske have en af de ringe, så behold dem bare oppe på disken.
   - Er der noget bestemt du søger? spurgte damen mig.
   - Ja! svarede jeg lidt forpustet, og fortsatte. Jeg vil fri til den smukkeste kvinde jeg endnu har set i denne verden, så du skal ikke gemme for meget væk.
   - Jamen det lyder da skønt, svarede damen i den lysegrå buksedragt, og lignede en som havde stået i de sidste timer af et tre 3 -dages loppemarkedet i regnvejr og mest af alt ønskede at komme hjem i en fart.
   - Jeg vil gerne have en forlovelsesring af guld, svarede jeg. - Men jeg er nødt til at se alt hvad I har først.
   Damen undveg mit blik, og nærmest irriteret, stillede hun bakkerne op på disken igen.
   - Jeg må lige have lidt tid, sagde jeg, da så alle bakkerne placeret foran mig.
   - Ja selvfølgelig! svarede damen og stillede den sidste bakke fra sig så jeg nu selv havde mulighed for at finde denne ene ring som jeg vidste Jea ville blive glad og overrasket over at skulle have på sin ringfinger.
   Da jeg havde stået der et minut, spurgte damen mig om der var en speciel type guldring jeg gik efter.
   - Næ! svarede jeg hende, men jeg er ret vild med denne her, hvorefter jeg løftede en af ringene op fra bakken.
   - Denne her er jeg vild med, svarede jeg.
   - Det er også en populær ring, svarede damen, og fortsatte, det er en alliancering med tre brillanter og den går du ikke helt galt med.
   Helt galt, tænkte jeg. Det var sgu den smukkeste ring af dem alle, så jeg spurgte damen hvor meget den kostede.
   - Lad mig se, svarede hun, og lod sine briller falde ned fra panden, så hun var i stand til at se den lille prisseddel som var bundet om ringen.
   - Den koster 4500 kroner, sagde hun.
   - Jamen så skal jeg da bare have den hurtigt ned i en fin gaveæske og så hurtigt hjem og fri, svarede jeg efterfulgt af et let grin, for at damen ikke skulle tro at hun havde haft noget at gøre med mit valg af ringen.
   Damen pakkede den fint ind i den æske som fulgte med ringen, og som også indeholdt de sikkerhedsbeviser på at ringen var ægte.
   Jeg lagde lige penge i kontanter på disken ved siden af kasseapparatet, og modtog æsken med ringen og ventede nu bare på min kvittering så jeg hurtigt kunne komme hjem til Jea og børnene.
   På vejen hjem standsede jeg ved en blomsterhandler på Gammel Kongevej og købte en langstilket rød rose.
   Da jeg kom hjem, så jeg at Jeas bil allerede stod på den plads som hun oftest valgte at parkere på, hvis ingen andre havde valgt den samme inden hun selv kom hjem.
   Jeg parkerede min bil lige ved siden af hendes, skyndte mig over til opgangen og ringede på dør-svareren.
   "Hej skat! svarede Jea, efterfulgt af en summetone som jeg hadede hver gang jeg hørte den.
   Jeg skubbede døren til opgangen op, og begyndte at tage skridtene til anden sal. Mens jeg var på vej op, oplevede jeg mine tanker krybe ind til en skal af uvished, og min ængstelighed skræmte mig forfærdeligt. Tanken om at der var sket mine børn noget, blev til et inferno af rædselsfulde forestillinger. Jeg dannede mig allerede billeder af, inden jeg havde nået første sal, at der er sket dem noget, noget som har taget livet af dem.
   Jeg skyndte mig op til anden sal og så at døren stod åben, så jeg gik lige ind i entreen og fortsatte til højre ind i soveværelset, hvor jeg gemte den langstilkede rose på øverste hylde i klædeskabet.
   Jeg kunne nu høre mine piger fjante rundt inde i stuen, og så lige et glimt af Jea i køkkenet, som stod og klippede enderne af en stor buket lyserøde roser, og følte en enorm lettelse, da jeg erfarede at min piger var ok. Jeg kunne bare ikke forklare hvorfor jeg havde fået denne tanke at der skulle være sket dem noget, men tanken forsvandt ikke med det samme, men blev ved med at sidde som et sort-hvid negativ i min billedverden.
   Jeg gik ind i stuen, da Maja med det samme sagde..
   - Hej far, vi skal i svømmehallen i morgen! Det ved jeg fordi vi har fået badetøj og håndklæder med.
   - Ja! svarede jeg, det er rigtigt.
   - Jeg har også fået mine badevinger med, fortsatte Maja.
   - Dem skal du puste op far, sagde Cathrin, samtidig med at hun hev dem op fra plasticposen med deres tøj, som de havde fået med fra Anette.
   - Det gør jeg i morgen, svarede jeg.
   - Nej nu! insisterede Maja lige efter.
   - Nej Maja! svarede jeg og satte mig på en af spisebordsstolene, i morgen, Maja!
   Jea kom nu styrtende ind i stuen med hele buketten af de lyserøde roser i den ene hånd og en saks i den anden.
   - Hvad snakker I om? spurgte hun med sin genkendelige og anklagende antydning.
   - Vi snakker om mine armvinger! svarede Maja samtidig med at hun nu forsøgte at tage den ene på sin venstre arm.
   - Skal vi ikke gå ud og spise i aften? spurgte jeg Jea, og rejste mig fra bordet som om jeg allerede var klar til at gå.
   - Jeg vil hellere gå ned og købe lidt ind og så selv lave noget let mad i aften, svarede Jea. Bare noget let og hurtigt, fortsatte hun.
   - Ok! svarede jeg hende, og så nu min egen ide med den helt store frierscene smuldre hen til uvished og ingenting.
   Billederne fra tidligere, at der var sket noget med mine piger, sad stadigvæk i mit synsfelt og ville ikke automatisk fortage sig, så jeg gik ud i køkkenet for at tænde mig en smøg og for at få mine tanker til at abstrahere fra illusionerende tvangsbilleder. Men fornemmelsen af, at Jea havde dette foruroligende indestængte had til mine piger, blev ved med at dukke op.
   Jea havde taget sin jakke, som hun havde hængt på en af spisebordsstolene og kom nu ud i køkkenet. Hun åbnede lågen til køleskabet for at se hvad der manglede, og smækkede lågen igen.
   - Jeg kører over og handler nu, sagde hun og fandt sine bilnøgler på køkkenbordet ved siden af vasken.
   - Ok! svarede jeg.
   - Er der noget du mangler? spurgte hun.
   - Kun din kærlighed Jea! svarede jeg hende med det samme og stod nu og følte mig som et stort fjols, der bare skulle have holdt sin kæft.
   - Jeg kører nu! svarede Jea og tog en plasticpose med tomme sodavandsflasker fra et af køkkenskabene. Jeg er tilbage om en halv time, sagde hun og gik hen imod døren til opgangen, åbnede den og forsigtigt lukkede den efter sig.
   Jeg havde taget beslutningen i samme øjeblik da Jea lukkede døren, jeg ville ikke fri til hende nu. Jeg fornemmede at der var noget helt galt med konstellationen, at hun gennem længere tid havde forsøgt at overtale mig til at flytte sammen med hende, at jeg skulle opgive min lejlighed og bare glemme det liv, som jeg endelig var ved at få lidt styr på, og hvorfor hun så ikke bare kunne acceptere at jeg havde to piger fra et tidligere ægteskab.
   Jea kom først tilbage efter der var gået mere end en time.

Vi stod alle op ved ti-tiden denne lørdag formiddag. Jea var vågnet først og vækkede os andre med støjen fra brusebadet.
   Maja og Cathrin var kommet ind i soveværelset hvor jeg stadigvæk lå i sengen, og de satte sig begge i sengen. Maja havde taget en diddle-dukke med og ville have at jeg skulle sige godmorgen til den.
   - Vi skal i svømmehallen i dag! sagde Maja, og spurgte lige efter Cathrin, hvor hendes armvinger var.
   - De er inde på vores værelse! svarede Cathrin. De ligger stadigvæk i posen, fortsatte Cathrin.
   - Ja! svarede jeg Maja. Vi skal i svømmehallen i dag, men vi skal først have noget morgenmad.
   - Hvad skal vi have? spurgte Cathrin.
   Inden jeg nåede at svare hende, kom Jea ud fra badeværelset med et lyserødt håndklæde om livet.
   - De kan spise det samme som os! sagde hun og gik derefter ud i køkkenet.
   Der er tre krydderboller tilbage, sagde hun med det samme og smækkede en skuffe hårdt i.
   - Ok! sagde jeg, vi deler dem og derefter tager vi i svømmehallen.
   Jeg kunne høre Jea åbne ovnen for at smide de tre krydderboller derind og hørte hende dreje knappen på komfuret.
   - Kom vi står op nu, sagde jeg til pigerne.
   Jeg rejste mig fra sengen, gik ud på badeværelset, åbnede for den varme hane og fyldte begge hænder med det varme vand som jeg lod ramme mit ansigt.
   Efter at have badet mit ansigt et par gange, lukkede jeg for vandet og rakte ud efter et håndklæde ved siden af spejlet.
   Jea stod pludselig ved siden af mig med et håndklæde og gjorde mig forskrækket.
   - Glæder du dig til at se dine piger i badedragt? spurgte hun.
   - Hvabehar? spurgte jeg hende, og stod nu som et stort spørgsmålstegn og med en fornemmelse af de samme scenarier som jeg havde fornemmet aftenen tidligere. Hvad mener du? spurgte jeg hende med en undren og en ængstelig forbløffelse.
   - JEG VED SGU DA GODT AT DU KIGGER PÅ DINE PIGER NÅR DE IKKE HAR TØJ PÅ, råbte hun, og kastede håndklædet i hovedet på mig.
   - HVAD FANDEN SNAKKER DU OM? råbte jeg fortvivlet tilbage og tørrede mit ansigt.
   Jea styrtede ud i køkkenet igen, og jeg skyndte mig efter hende, hvor jeg så hun slukkede for komfuret, hev de tre krydderboller ud, som blev smidt i skraldespanden.
   - Hold nu op Jeanne.. Er du ikke sød at stoppe nu. Du ved at jeg elsker dig så forbandet meget, og jeg forstår bare ikke hvorfor du gør det her, sagde jeg mens jeg åbnede skabslågen til skraldespanden og så ned på de krydderboller som hun lige havde smidt ud.
   - Ja! sagde Jea, der er tre, så I kan jo få en hver, så undværer jeg bare.
   - Nej for fanden Jea, jeg går ned og køber noget morgenmad nu, svarede jeg hende, efter jeg lige havde set hendes frustrerende handling.
   - Jeg skal ikke have noget morgenmad nu, svarede hun vrissent, og satte brødbakken tilbage i skabet.
   Jeg vidste at Jea ville slide min sjæl op en dag, og var sikker på at det nu kun var et spørgsmål om tid, inden det ville ødelægge mig helt indvendigt.
   Hvor havde jeg dog lige nu og her lyst til at kyle noget tungt og skarpt i hovedet på hende. Jeg fik en kolossal lyst til at slå hende, eller sparke hende til hun ville ligge på gulvet og kalde på hjælp. Jeg ville derefter kalde på mine piger og hurtigt forlade hendes lejlighed og aldrig igen kontakte hende.
   - Ok!! svarede jeg hende. Så køber jeg kun morgenmad til os andre, og vendte om i køkkenet for at gå ud og hente min jakke i entreen.
   Jea tog hurtige skridt hen til køkkendøren som hun knaldrede i med et brag så der kunne høres ekko fra opgangen.
   Jeg standsede op lige inden jeg skulle til at åbne hoveddøren. Tanken om at skulle lade mine piger være i lejligheden sammen med Jea mens jeg var ude og købe morgenmad, fik mig til at slippe håndtaget. Jeg stod i et par sekunder og valgte i stedet for at gå ind i soveværelset, hvor jeg langsomt tog min jakke af, droppede den på gulvet, og satte mig på sengen.
   Jeg opdagede efter kort tid, at mine hænder skælvede af indre ophobet raseri og jeg kunne mærke adrenalinen, som pumpede, så mit hjerte galoperede nærmest faretruende.
   Døren til køkkenet blev åbnet og jeg kunne nu fornemme at Jea om lidt ville komme herind, måske for at undskylde sin seneste opførsel.
   - Jubii!! hørte jeg lidt efter Majas stemme inde fra stuen. Nu skal vi i svømmeren!
   Cathrin kom kort tid efter ind i soveværelset, hvor jeg endnu sad på sengen.
   - Far! vi skal i svømmehallen nu, sagde hun roligt og lod døren stå åben, hvorefter hun skyndte sig ind på sit værelse.
   Jeg rejste mig fra sengen og skulle til at gå ind i stuen, da Jea kom mig i møde i døråbningen. Hun fortsatte ind i værelset.
   - Skal vi se at få det her overstået? sagde hun vredt, samtidig med at hun åbnede døren til klædeskabet. Hun fandt sin bikini og et par lyserøde badehåndklæder frem, tog en sort sportstaske ud fra bunden af skabet og fyldte nu tingene ned i den og lukkede den til.
   Jeg har pigernes badetøj ude i entréen! sagde hun og spurgte mig samtidig, om jeg ikke selv kunne have mit eget badetøj i pigernes pose.
   - Jo, svarede jeg og fandt et par badeshorts og et håndklæde fra en af flyttekasserne, som endnu stod ude i entreen med de fleste af mine ting.

Vi forlod lejligheden, kom ned på parkeringspladsen og gik over mod Jeas bil.
   - Kan I ikke køre i din egen bil? spurgte hun og skulle til at sætte sig..
   Jo! det kan vi da godt, svarede jeg hende noget forundret, men tog derefter retning mod min egen bil. Vi ses i svømmehallen om ti minutter, sagde hun, hvorefter hun satte sig ind i bilen og kørte i forvejen.
   Da vi ankom til parkeringspladsen ved svømmehallen, så vi med det samme hendes bil og parkerede ved siden af den.
   Vi stod ud af begge biler samtidig, og jeg sagde med det samme til Jea.
   - Du må tage pigerne med i bad, da jeg jo ikke må bade hos damerne!
   - Ja! selvfølgelig, svarede hun og smilede for første gang denne dag.
   Jeg gav Cathrin posen med deres badetøj, efter jeg havde taget mine egne ting op.
   Vi var nået ind i forhallen og skulle hver sin vej herfra.
   - Vi ses derinde om lidt, sagde jeg og gik til venstre i forhallen. Pigerne og Jea gik til højre hen mod omklædningsrummet til damerne.
   Det havde kun taget mig cirka fem minutter at gøre mig klar i baderummet, og jeg var nu kommet ind i selve svømmehallen.
   Der var mange fædre og mødre, som badede med deres børn allerede, så jeg satte mig på kanten af bassinet med fødderne i vandet og fornemmede hvor køligt det var.
   Efter et par minutter så jeg Cathrin og Maja komme ud fra damernes baderum. De havde begge lange hvide T-shirts på.
   Maja havde taget sine badevinger på, men med næsten ingen luft i. De fik øje på mig og skyndte sig over mod mig.
   - MAJA OG CATHRIN!! råbte jeg. I må ikke løbe herinde, der er glat på gulvet.
   De satte begge farten ned da de var nået halvvejs over til mig, så jeg rejste mig og gik dem i møde.
   - Hvor er Jeanne? spurgte jeg Cathrin.
   - Hun er ved at klæde om, tror jeg nok, svarede Cathrin og lignede en, som bare glædede sig vildt til at komme i vandet.
   Jeg hev begge armvinger af Majas, og pustede dem op og gav hende dem på igen.
   - Ok! sagde jeg til pigerne, den sidste som kommer i vandet er et råddent æg, så jeg hoppede hurtigt ned i vandet. Der var ikke mere end en meters dybde og jeg så Cathrin hoppe i vandet et sekund efter mig.
   Maja stod cirka en meter fra kanten af bassinet.
   - Kom skat! sagde jeg til hende.
   - Om lidt! sagde Maja og var nu kommet lidt tættere på kanten.
   - Hvorfor har mor givet jer de T-shirts med? spurgte jeg Cathrin.
   - Det er ikke mor som har givet os dem med, svarede Cathrin, det er Jeanne der har købt dem til os i går.
   - Ok! svarede jeg og undrede mig over hvorfor Jea havde købt disse T-shirts til pigerne.
   Jeg kom pludselig i tanker om, hvordan Jea havde reageret tidligere denne morgen, med at hun havde sagt at jeg gloede på mine piger når de ikke havde tøj på.
   Maja havde nu sat sig på kanten af bassinet med benene i vandet, mens hun med begge hænder plaskede med vandet.
   - Vil du ikke i? spurgte jeg hende.
   - Jo om lidt vil jeg godt! svarede hun, og fortsatte med at lege med vandet....
   Nu kommer Jeanne! sagde Maja, og pegede over mod damernes omklædningsrum.
   Jea var stadigvæk fuldt påklædt, dog havde hun taget sine støvler og strømper af. Hun havde en halvliters flaske cola med i den ene hånd og et stort lyserødt badehåndklæde i den anden hånd. Hun kom stille og roligt gående hen mod os, men standsede op da hun var omtrent ti meter fra os, hvor hun satte sig ned på en plasticstol, som var placeret et par meter fra kanten af bassinet.
   - Skal du ikke bade? spurgte Maja hende, men Jea reagerede enten ikke, eller også kunne hun ikke høre Majas spørgsmål.
   Jeg svømmede hen mod kanten hvor Jea havde sat sig.
   - Gider du ikke bade alligevel? spurgte jeg hende.
   - Nej! svarede Jea, ikke alligevel.
   - Ok! svarede jeg hende med en undren og spurgte hende hvor hun havde fået sodavanden fra.
   - Den havde jeg med hjemmefra! svarede hun.
   Hendes øjne flakkede rundt i hallen som var hun bange for at blive genkendt.
   - Hvorfor har du købt de T-shirts til pigerne? spurgte jeg hende nysgerrigt.
   - For at de ikke skulle blive syge, jeg ved selv hvor koldt vandet er!
   - Ok! svarede jeg, igen med ny forundring.
   - Giver du en tår af colaen? spurgte jeg hende hvorefter hun rejste sig og kom hen imod kanten og rakte mig flasken.
   Cathrin og Maja! kaldte jeg, vil I have en tår cola?
   Begge piger rystede på hovedet som betød nej, så jeg skruede skruelåget af og tog en tår.
   - Kan du ikke drikke det hele? spurgte Jea, så jeg kan komme af med flasken.
   Jeg tog en tår mere, men fornemmede ikke smagen af cola. Måske var det på grund af den klor som jeg havde fået i munden da jeg hoppede i vandet for få minutter siden.
   - Drik det hele! sagde Jea, og vendte sig om og gik hen og satte sig på stolen igen.
   Jeg drak resten af indholdet, skruede låget på og rullede derefter plasticflasken hen imod Jea som hurtigt rakte ud efter den.
   - Jeg fatter slet ikke din opførsel Jea! Du havde selv lovet pigerne at vi skulle bade alle fire, sagde jeg vredt og satte fra kanten og svømmede hen til Cathrin og Maja igen.
   - Maja! sagde jeg, skal du ikke snart i?
   - Jo! svarede Maja, gider du bære mig ned far?
   - Ja selvfølgelig! svarede jeg og tog fat under hendes arme og løftede hende ned.
   Uh! sagde Maja da hun nu stod på bunden med kun hovedet over vandoverfladen..Det er koldt! sagde hun og grinede i hele ansigtet, jeg vil gerne op igen.
   Jeg løftede hende op på kanten af bassinet igen, da Cathrin kaldte.
   - FAR!! KOMMER DU IKKE HERUD?
   Cathrin var svømmet ud på midten af bassinet, så jeg svømmede ud til hende.
   Jeg følte mig pludselig paralyseret af vandets rytmiske bevægelser mens jeg svømmede rundt om Cathrin som jeg var nået ud til. Jeg fornemmede den samme type svimmelhed som jeg havde for et par dage siden. Fornemmelsen af vandet omkring mig føltes som en vuggende bevægelse og den pludselige, manglende følelse af ikke at kunne fornemme mine ben længere, gav mig igen denne "ud af kroppen oplevelse" som jeg også havde følt for et par dage forinden.
   Der landede i det samme en badebold lige ved siden af Cathrin som hun hurtigt kastede tilbage til den pige som havde kastet den. Pigen var omtrent på samme alder som Cathrin og de fandt hurtigt sammen om en leg med bolden.
   Jeg vendte mig om i vandet, for at få øje på Maja og Jea men kunne ikke se dem ikke længere.
   Jeg følte hurtigt en hjertebanken, oplevede en indre panik opstå i mig. Jeg drejede mig rundt i vandet flere gange for at få øje på dem, men kunne stadigvæk ikke se dem.
   Jeg følte mig mere og mere svag for hvert forsøg med at rotere i vandet, da jeg endelig så Jea gå hånd i hånd hen imod den dybeste ende af bassinet sammen med Maja. Jeg svømmede så godt jeg kunne hen mod dem. De gik langs kanten af bassinet og jeg så at Maja ikke havde sine armvinger på, som fik mig til at føle en forfærdelig uro i kroppen. Jeg var kun cirka tre meter fra Maja nu og besluttede at svømme hen imod hende, men opdagede at mine ben ikke ville bevæge sig længere. Jeg så nu Jea sænke Maja ned i vandet hvor der var dybest og forsøgte at kalde på Jea, men mit ansigt var nu det meste af tiden under vandet, så jeg ikke kunne råbe hende op. Jeg forsøgte med mine arme at hundesvømme så godt jeg kunne, men følte også nu, at mine arme begyndte at svigte.
   Mine øjne kom på et tidspunkt op over overfladen, hvor jeg kunne se Jea give slip på Majas arme. Mit ansigt var stadigvæk under vandet, og jeg så igennem vandoverfladen at Jea rejste sig fra kanten, og så hende derefter gå fra Maja med hurtige skridt hen langs bassinet, men som pludselig blev til småløb, mens hun flere gange vendte sig om og så efter Maja.
   - MAJA!! forsøgte jeg at skrige, mens jeg stadigvæk havde ansigtet under vandet, og igen fik jeg den voldsomme smag af klor i min næse og mund som jeg fik slugt.
   - MAJA!! forsøgte jeg igen at skrige, og slugte nu endnu mere af klorvandet, som fik mig til at gispe under vandet. Mine lunger begyndte at skrige efter ilt, og jeg så mine arme gestikulere for at komme op til overfladen igen, samtidig med at jeg kæmpede med vandet for at nærme mig Maja.
   Jeg var endelig kommet så tæt på Maja, men hun var nu nået mere end halvvejs ned mod bunden. Jeg så hende kæmpe med hendes egen naturlige panik for at få ilt. Hendes arme og ben havde bevægelser, som var hun blevet besat af en dæmon. Min kamp syntes håbløs at skulle nå ned til hende i tide.
   Jeg måtte selv have luft nu, jeg havde brug for ilt nu. Jeg fik mig kæmpet næsten helt op til overfladen, men måtte opgive efter et kort forsøg, da mine arme og ben slet ikke lystrede min tankevirksomhed længere. Det lykkedes mig, at få vendt mig så meget i vandet, så jeg igen kunne se Maja som var nået næsten helt ned på bunden. Hendes bevægelser var nu pludselig blevet rolige, men jeg fornemmede stadigvæk hendes kamp for at få den ilt hendes lille krop behøvede, dog uden hun kunne gøre noget længere.
   Mine lunger skreg konstant efter ilt, så jeg lod nu klorvandet erstatte den luft og ilt som jeg selv havde brug for. Jeg gik i panik... så nu igen mine arme i vanvittige bevægelser foran mine øjne.
   Vandet som jeg havde indtaget, gav mig de voldsomme smerter i mine lunger og bryst, samtidig med at et panorama af de smukkeste billeder forstyrrede mit synsfelt. Jeg begyndte at synke mod bunden og efter få sekunder sad jeg over for Maja... hej skat, sagde jeg...
   Maja så pludselig ud som om hun havde fået ro... hendes øjne stirrede direkte på mig, og det så ud som om hun talte til mig under vandet... hej skat, sagde jeg og smilede til hende... en masse luftbobler ud ad hendes mund..., hun vinkede til mig med langsomme og rolige bevægelser,, mine arme lå roligt foran mig, mens jeg forsøgte at række dem hen til Maja, min krop nærmede sig hendes, dog uden jeg kunne... nej... så flotte luftbobler i alle størrelser... foran mine øjne, og bagved dem sad der en... et barn... helt roligt..., arme svævede foran barnet i samme højde som barnets ansigt... snittede hænder... virkede livløse... så rolig ud, næsten... smilede.... smilede til hende... fredsfyldt... smukt... eksplosion... barnet vinkede og smilede,, armene dansede ballet... smil... far... mor sidder i der... dans,, lillesøster sidder her... bilen kører..., far... kælken... vælter,, ansigter smiler... smukt... så smukt... baby... solen... smukt..., lys...

"Det er kun godt! hørte jeg en mørk mandestemme. Jeg fornemmede en pludselig og stærk smerte i mit bryst igen, som om noget pressede hårdt på, som om der var en tung vægt ovenpå. Jeg så et skarpt lys igennem en tåge af væsker i alle farver. Lyden og synet af vand så jeg i en stråle som var det ud ad en halvstoppet dysse. Lyden af en fæl hoste, som blev ved længe, og det skarpe lys gav mig fornemmelse af en voldsom kvalme. Jeg følte nu igen de voldsomme smerter i mit bryst, men denne gang var de ikke konstante, men gentagne med mellemrum. Lyden af en voldsom gispen.
   I det skarpe lys kunne jeg pludselig se en, der lignede Cathrin i en kontur af uvirkelighed og i et sløret omrids af hendes virkelighed. Mit hoved gjorde ondt.
   Vandet fornemmede jeg igen, men denne gang oplevede jeg det som mere virkeligt. Vandet strømmede ud ad munden på mig. Jeg fik følelsen af at jeg hostede, samtidig med tanken om at blive kvalt på grund af min luftvej var spærret, men også på grund af de gentagne og voldsomme pres på min brystkasse. Av, det gør ondt, sagde jeg inde i mig selv, imens jeg hostede og hev efter vejret.
   "Han klarer den! hørte jeg en kvindestemme. Hun klarer den også! hørte jeg den samme stemme igen. De klarer den begge sagde stemmen igen, men nu kunne jeg høre flere stemmer og kunne ikke skelne dem fra hinanden.
   Jeg var ved at komme til mig selv. Var ved at vågne fra endnu et mareridt. Jeg kiggede op og så en masse nye ansigter.
   - Du var ved at drukne! sagde en mandestemme og jeg kunne se hans ansigt blive mere og mere synligt for mig, dog stadigvæk så sløret at jeg ikke ville kunne genkende ham igen.
   Velkommen tilbage til denne verden, hørte jeg ham sige, samtidig med at jeg fornemmede alle disse fremmede stemmer omkring mig igen.
   Jeg forsøgte at tale, men kunne ikke sige noget. Jeg drejede mit hoved til begge sider og kunne nu smage den afskyelige smag af klor. Jeg kunne huske at jeg lå i vandet for lidt siden, huskede billedet af Maja som også var i vandet.
   - MAJA! råbte jeg, så godt jeg kunne. MAJA!
   - Hun er ok! sagde samme mandestemme som jeg genkendte fra før.
   Jeg så Maja på min højre side, og så at hun bevægede sig samtidig med at hun blev løftet fra gulvet og lagt på en båre. Jeg følte en pludselig lettelse da jeg så at Maja var ok, men følelsen fik mig samtidig til at græde. Nu blev der også placeret en båre ved min venstre side som jeg blev løftet op på. Jeg blev hævet fra gulvet og kunne se Cathrin, som tog fat i min hånd og nu fulgte med mig ved siden af båren.
   - Jeg er så ked af det, sagde hun. Jeg er så ked af det, gentog hun og begyndte at græde højlydt.
   Du må ikke se Jeanne mere! sagde hun igen og græd stadigvæk.
   - Jeg lover dig at vi aldrig mere skal se hende, svarede jeg. Hvor er Maja? spurgte jeg Cathrin.
   - Hun er lige foran dig på vej ud i ambulancen! svarede en af redderne, som bar i fodenden. Hun er helt ok! men hun havde også slugt en del af bassinet som dig, men hun er ok nu.

- Hvad var det for nogle eksplosioner der var i vandet? spurgte jeg den samme redder.
   - Det var livredderne fra svømmehallen, som hoppede ned mellem jer og hev jer op, svarede han svagt grinende.
   Lyden af hans stemme gjorde mig rolig og gav mig følelsen af at vi endelig var i sikkerhed.
   - Sad Maja ikke på bunden af bassinet ved siden af mig for lidt siden? spurgte jeg livredderen.
   - Jo! svarede han, men grinede ikke denne gang, hun havde vist fået for meget tøj på til at holde sig flydende.
   - Jeg elsker dig Cathrin! sagde jeg, da jeg blev anbragt i ambulancen, og Cathrin satte sig ved siden af mig. Hvor er Jeanne? spurgte jeg hende.
   - Jeg ved det ikke sagde hun og græd igen. - Jeg var jo gået ud i omklædningsrummet efter en hårbørste sammen med hende pigen, snøftede Cathrin, så jeg så ikke hvad der skete før jeg kom tilbage.
   - Jeg elsker jer begge to så meget!! sagde jeg og lukkede øjnene, da jeg kom til at tænke på det Jea havde sagt for et stykke tid siden.

"Hvis vi har et problem, så skaffer vi det bare af vejen"