Anders og Trine var lige blevet færdige med middagsmaden. De lagde deres bestik på tallerkenerne, så ingen kunne være i tvivl om, at de var færdige med at spise og nu var godt mætte.
   -I kan da godt spise is, ikke? spurgte Grethe, som stadigvæk havde lidt mad på sin tallerken.
   -Jeg vil altså gerne vente lidt, hvis jeg må, svarede Trine.
   -Selvfølgelig må du da det, svarede Grethe, -hvad med dig Anders?
   -Jeg vil også gerne vente lidt, sagde han, mens han holdt sig for maven.
   -Jeg er altså mæt nu, mormor.
   Grethe grinede lidt for sig selv. Hun sad og nød synet af sine børnebørn og var endnu engang lykkelig for at de var så store nu, at hun let havde overskud til at have dem på besøg, også selv om det var for to hele dage.
   For et år siden, kort tid efter at Leif døde, havde hun ikke det mindste overskud til at koncentrere sig om Anders og Trine, men havde tværtimod altid en undskyldning klar, om hvorfor hun ikke kunne passe dem.
   Nu var det hele blevet meget nemmere igen, og Grethe havde fået en del af styrken og kræfterne tilbage.
   Børnene fik lov at gå fra bordet, mens Grethe sad endnu et stykke tid og betragtede dem.
   Anders, der lignede sin far, som to dråber vand, fandt fjernbetjeningen og tændte for cartoon-network. Men Grethe sad og betragtede ham, kunne ikke undgå at bemærke, at han slet ikke fulgte med i programmet. I stedet sad han og stirrede ned i sofabordet, som om han tænkte på noget alvorligt.
   Hun vidste ikke om hun skulle spørge ham om der var noget galt, eller det måske bare var fordi han savnede sine forældre.
   Hun kunne dog ikke slippe tanken om, hvor ofte hun havde hørt historier fra Al, og Linda, om hvordan Anders havde været i stand til at forudsige ting, som slet ikke var sket endnu. Det havde ofte givet Linda indre uro og elendig samvittighed, da hun selv følte skyld for, hvorfor Anders var så meget anderledes i forhold til hans jævnaldrende kammerater. Hun havde jo ikke turde tage sig af ham de første år af hans barndom, men havde ofte ladet ham græde uden at trøste ham. Det var dog kun når hun var alene med ham, at hun forsømte ham. Når Al var der, følte hun sig mere tryg ved Anders og kunne bedre deltage, så Al vidste ikke hvordan det egentligt havde stået til mellem dem.

Grethe sad et par minutter endnu, kiggede nu over på Trine med det næsten hvide hår, og tænkte at det måtte være fra Lindas side. Hun fik igen de samme billeder frem i hukommelsen. Tiden, fra da hun selv var mor for et lille barn.