Rejsen gennem
   Nu er de to første år gået, uden den helt store klarhed er kommet til mig. Kalenderen skriver i dag niende 9. august 2004...
   Jeg lever stadigvæk i det miljø, som leder mig hen til de steder som Jea og jeg ofte færdedes i da vi var sammen. Den tid, der bare måtte være for god til at være sand. Nu dukker hendes ansigt op foran mig adskillige gange om dagen.
   Jeg forsøger at komme væk fra de billeder, ved at tænke på andre ting, men de bliver ved med at vende tilbage, uden jeg kan gøre noget ved det. Som om jeg rejser i halvanden meters højde, i et tog på første klasse gennem tiden, hvor der er sat store biograf lærreder op på begge sider af sporet.
   Jeg svæver gennem billeder af fortiden, mens jeg sidder komfortabelt, og burde nyde den luksus som omringer mig i kabinen.
   Nu er det, at smerten begynder igen. På min højre side passerer jeg cafeen på Frederiksberg, som Jea og jeg ofte besøgte. Alle de skønne frokoster vi havde sammen på den cafe. Der var den ro, som skulle til. Vi gjorde alle de ting man kun kunne drømme om. Vi spillede backgammon, talte med andre mennesker, og når mine to børn var med, tegnede vi med mine børn, og de selv fik hurtigt kontakt med andre børn.

Lidt længere ude på Frederiksberg, måske nærmere Rødovre, cirka to minutters kørsel i kupéen, passerer jeg nu Damhussøen. Toget bremser forsigtigt op tæt ved søen. Toget holder næsten stille nu, men mangler lige det sidste brems, det der får det til endelig at holde helt stille. Nu forventer jeg at det bremser med de små ryk der følger efter stoppet. Første gang mit baghoved forsigtigt rammer stoleryggen, fortsætter jeg min rejse videre ud af stolen. Fra at sidde blødt og mageligt i sædet, svæver jeg nu videre ud ad vinduet med en strøm af varm glæde og lykkelige følelser i kroppen. Jeg svæver ud i det skønne sommervejr, føler vinden som varme impulser, der rammer min krop, og fornemmer et stort smil fra den pige, som jeg elsker, komme nærmere og nærmere. Jeg kan ikke se hende fra den højde jeg er havnet i, men hun er ikke langt fra mig nu. Nu hører jeg hendes skønne latter, og ved at hun nyder turen sammen med pigerne. Jeg dejser langsomt, og nænsomt ned fra en højde, som er lig toppen af de højeste træer omkring søen. Jeg er kommet så tæt på stien nu, men svæver dog stadigvæk lige over jordoverfladen på den sti Jea og mine børn går tur på. Jeg fornemmer at de griner sammen, og det er som om, at de har aftalt noget sammen jeg ikke må vide endnu. Som om de vil overraske mig med en glædelig aftale de har indgået sammen. De kommer tættere på mig for hvert sekund der går nu. Ser dem med et, være inde for en omkreds af få meter fra mig. De fortsætter deres tur langs søen, fuldstændig upåvirket af min tilstedeværelse. Jeg ser Jea kaste noget brød mod mig, men mærker det ikke. Ser det ramme mig, men vender mig hurtigt om i den frie luft som jeg befinder mig i, og ser de ænder og svaner i søen nyde den mad de lige fik serveret fra land. Jea står ikke stille da hun kaster det sidste brød fra sig, men fortsætter hendes gang direkte mod mig. Hun er ved at opdage at jeg er der lige foran hende nu. Jeg kæmper for ikke at blive afsløret. Forsøger at komme væk, men jeg kan ikke bevæge mig ud af stedet. Det vil uundgåeligt ende med et sammenstød mellem os nu. Jea er på vej til at ramme mig. Jeg ved at jeg er afsløret nu da hun tager retningen direkte ind i mig. Jeg ser hendes hånd bevæge sig ind i min mave, efterfulgt af hendes ene skulder. Hun fortsætter ufortrødent sit valg, af de skridt hun fra nu af træder, og jeg føler hende så intenst inde i mig, som vi var et, og hun og jeg var én og samme person. Da hun er inde i mig, fornemmer jeg hendes røde hår snitte min ene kind, som et ektoplasmatisk kærtegn. Som den fornemmelse man har efter at have krammet en man virkelig elsker. Som alle de indtryk man har i kroppen, lige efter at blive kysset godnat af sine forældre da vi var så små, og stadigvæk uspolerede.
   De har passeret mig nu, og jeg ved det er på tide at komme tilbage til kupéen igen, så jeg sætter forsigtigt fra, og mærker strømningen af den lidt køligere luft, der har sat ind. Jeg nærmer mig igen ruden til kupéen, som jeg ved jeg kan forcere uden at skade hverken den, eller mig selv. Hele min krop finder selv en behagelig stilling i stolesædet igen, Svagt vågner jeg op og åbner mine øjne.

Det var det sted vi gik de lange ture sammen. Vi nød at gå rundt om søen for til sidst at stoppe op ved svanerne som pigerne elskede at se blive fodret. De fik selvfølgelig selv lov at fodre svanerne de dage vi havde medbragt brød til dem. Når pigerne var travlt beskæftiget, fik Jea og jeg den kvalitetstid sammen, hvor vi kunne tale om alle de skønne ting vi ville i fremtiden.
   Jeg var ved at vågne helt nu, og forsøgte stille i mig selv at finde, og tolke denne sære drøm.
   Nej! Jea var jo aldrig med på vores ture. Hun fravalgte os, til fordel for sit job. Hvad var det hun forsøgte at flygte fra? Hvorfor kunne hun ikke klare at være en del af os, når vi nu begge havde valgt et liv sammen? Hvad havde mine to piger nogensinde gjort hende af ondt? Alle de spørgsmål bliver ved med at vælte ned over mig igen og igen, og giver mig så ringe samvittighed, fordi jeg lod det komme så langt ud som jeg gjorde.
   Jeg elsker stadigvæk Jeanne den dag i dag, også selv om der nu gået næsten to år, siden vi mødtes og jeg har valgt ikke at anklage hende for hendes handlinger, da jeg ved at hun nu én gang for alle skal ud af mit liv. Hun vil nok aldrig forsvinde helt ud af mit følelsesunivers, eller blive glemt igen, for tanken om at jeg fejlede, og ikke var i stand til at få det til at fungere, har givet mig et større knæk i mit følelsesliv.
   Jeg hader tanken om, at det aldrig kunne blive os, der skulle leve sammen resten af livet, og hader tanken om, at mine børn og min familie skulle opleve mig som en sølle og svækket person, der ikke længere havde styr på sit liv.
   Min forestilling om, at Jea måske en dag ville gifte sig med én som ikke ville elske hende på samme måde som jeg gjorde, er uudholdelig. Tidligere havde jeg jo taget valget, at fri til hende, og hun ville måske uden tøven, have sagt ja.
   Vi skulle giftes på en sommerdag, hvor alle vores venner og familie skulle inviteres. Vi skulle nyde hinanden resten af livet, gøre hinanden lykkelige, og leve sammen med den ægte kærlighed, som virkede så oprigtig til tider.

Jeg sidder her på mit kontor og der er nu gået knap et år siden jeg afsluttede min beretning om mit møde med Jea. Jeg kom pludselig i tanker om, at Jea selv tidligere havde fortalt mig om, hvorfor jeg ikke kunne glemme hende igen. Det var ved tredje eller fjerde forsoning.

Jeg ved godt hvorfor du ikke kan give slip på mig og hvorfor du altid vil elske mig, sagde hun den dag hvor hun stod i mit køkken, i min lejlighed og fyldte sine medbragte madvarer ind i mit køleskab.
   "Jeg minder dig for meget om din mor, er det ikke rigtigt Henrik? spurgte hun mig, samtidig med at hun kiggede mig dybt i øjnene, som for at finde sit eget bevis, eller svar på hvorfor jeg elskede hende så meget. Jeg grinede ad hende den dag, men i dag kan jeg godt se hvad hun mente..
   Jeg har brugt så meget tid på, -siden vi sluttede, at finde de svar, der kunne give mig en fornuftig forklaring på hvorfor jeg blev så længe i det forhold. Jea havde jo ret i sin betragtning, om hvorfor jeg blev ved med at elske hende. Jeg havde jo bare brug for den kærlighed som jeg ikke havde nok af i min barndom. Jea mindede mig om min egen mor. Den måde som Jea behandlede mig på, var i min underbevidsthed, noget som barnet i mig kunne genkende. Jeg forvekslede hendes væremåde, med min mors egen ufuldstændige omsorg for os børn. Jeg krævede pludselig en slags kærlighed fra Jea, som jeg aldrig selv oplevede som barn. Når jeg tænker tilbage på det brev jeg modtog fra Jea, så kan jeg i dag bedre forstå hvad det var hun vækkede i mig.

"Hej! Jeg har læst din profil, og jeg er måske interesseret i at møde dig"
   "Jeg har ikke noget billede på min profil, men hvis du har en mail-adresse kan jeg da godt sende et til dig"
   "Vi kan jo også bare ringe sammen, hvis du giver mig dit telefonnummer. Knus Jea"

Det har hjulpet mig en del at beskrive mit forhold med Jea, og jeg har endelig fået en del spørgsmål besvaret, ved at kigge mig selv efter i sømmene. Jeg ved ikke om Jea nogensinde selv har brugt et sekund på at finde sine egne svar på, hvorfor hun handlede som hun gjorde, men jeg tror ikke at hun tør gå så langt tilbage i sit liv. Måske ville det skræmme hende så voldsomt, at hun en dag skulle erkende, at vi bare var to forsømte barnesjæle, der havde mødt hinanden som voksne og slet ingen ro havde i os selv. Vores forhold var jo på denne måde allerede dømt til at slutte inden vi startede.
   Jeg savner ikke Jea længere, men hun har lært mig så meget om mig selv siden vi mødtes. Hun har givet mig en ny chance, for at jeg kan finde mig selv igen, for i dag har jeg et lidt andet billede og forestilling om hvad kærlighed er. Jeg er blevet i stand til at elske som en voksen og har lært at skelne mellem min barneside og min voksenside. Desuden lærte jeg at tilgive mennesker, for deres utilsigtede handlinger.
   Hvis jeg ikke havde mødt Jea, så havde jeg måske levet resten af mit liv med skiftende forhold og stadigvæk, ubevidst søgt efter den kærlighed som jeg savnede fra min barndom. I dag har jeg erkendt at jeg aldrig vil få den alligevel, så jeg vil nu tage til takke med den kærlighed som min voksenside har brug for, det er jo trods alt her jeg er lige nu.
   Jeg arbejder stadigvæk meget med at forstå hvorfor mennesker får børn, men måske slet ikke ønsker sig børn. Undskyldningen med at give sine forældre skylden, for at man er blevet som man er, den holder bare ikke. Som voksen må man, når man får chancen til at se det, gøre alt for at give sine børn den basale kærlighed som de så unægteligt har brug for.

Nå! nu vil jeg på job, jeg er vist lidt sent på den i dag, afhængig af trafikken selvfølgelig. Solen skinner og jeg nyder tanken om at sommeren nærmer sig for hver dag. Jeg føler mig glad indvendigt lige for tiden. Jeg tror at jeg endelig har fundet ind til mig selv, for jeg er begyndt at elske selv de små, og måske ubetydelige ting i hverdagen. Jeg har endelig fundet ro i mig selv igen og er begyndt at se lyst på fremtiden, og nyder tanken om alt hvad den måske vil kunne byde mig fra nu af. Det er mit lys, og jeg vil gøre alt for at holde det lys tændt.


Slut