Tiden efter skilsmissen
   Det havde været et hårdt første år for mig at skulle finde vejen igen efter skilsmissen. Vores venner, som dengang havde været vores fælles, havde tilsyneladende valgt, at de ikke ville tage parti for hverken Anette eller jeg. De havde valgt den lette metode. De holdt sig væk fra os begge nu, og det kan jeg ikke bebrejde nogen af dem i dag.
   Anette og jeg havde ikke været i stand til hver især, at få en fornuftig hverdag til at hænge sammen siden.
   Vi anklagede ofte hinanden for det ene og det andet. Nok mest fordi vi begge havde brug for at hele vores sår, som var blevet ret dybe. Jeg kan faktisk ikke huske, at vi i den fase gjorde noget godt for hinanden. Vi var begge så følelses-mæssigt lemlæstede, at vi ikke havde kræfter til at hjælpe hinanden igennem den svære tid.
   Jeg selv var så ødelagt af oplevelsen af, at jeg nu ikke så pigerne hver dag længere. Dem havde jeg jo været sammen med hver eneste dag lige siden de blev født, og nu blev det til en ren luksus at få bare et øjeblik med dem. Oplevelsen af, at jeg nu virkelig var i stand til at se dem vokse. Da jeg kun så dem hver anden weekend, fra at have set dem hver eneste dag i deres liv, var så overvældende for mig. For hver gang de besøgte mig, kunne jeg se hvor hurtigt de hver især havde udviklet sig.
   Især Maja. Hun var jo kun fire år, da Anette og jeg flyttede fra hinanden, og i fireårs alderen sker der en kæmpe udvikling hos barnet hele tiden. Jeg bed så meget mærke i hvordan hun for hver gang talte bedre og bedre, og dét, at hun også havde fået sin første kæreste i børnehaven. Når jeg tænker over det, var det vist ikke kun én kæreste hun havde dengang, det var vistnok nærmere fem, så vidt jeg husker. Hendes umiddelbare forestilling af livet, forekom mig til gengæld betagende og vidunderligt, og jeg nød at høre hvordan hun udviklede sig for hver gang.
   Cathrin, min ældste datter var mere tough. Hun var på det tidspunkt 8 år og forstod tingene og omstændighederne alt for godt. Det var som om hun havde en føling og en forståelse af livet på sin helt egen måde. Hun viste os, og fortalte os, at hun ikke havde det let med at vi ville skilles, men forklarede at hun godt forstod os begge. Hun var langt foran os alle, med tanker om hvad der ville ske i fremtiden, og var ked af det i kortere tid end os andre. Jeg har den dag i dag, ingen forklaring på hvorfor hun havde det store overblik over hele udviklingen. Men alt i alt, når jeg ser tilbage på det hele, så fungerer begge piger godt, både i skolen og i det sociale, og det betyder så meget for mig i dag.

Jea ringede en dag i midten af november. Det var søndag, og endnu en dag hvor hun havde taget en ekstravagt. Hun skulle servere på "Odd-fellow" men det viste sig dog at der havde været en dobbeltbooking af vagter og de andre fremmødte tjenere insisterede på at det var Jea, der havde mest brug for en fridag af de fremmødte.
   Jea og jeg havde ikke haft lejlighed til at se hinanden ret ofte. De gange vi havde set hinanden, var når jeg overnattede hos hende. Jea fortalte mig ikke, at hun var utryg ved at være alene om natten, men hun viste mig det på sin helt egen måde.
   Jeg havde intet imod at være sammen med hende hver nat, men det var bare ikke et forhold hvor jeg følte mig tryg, og sagde det også ligeud til hende en dag, at jeg ville mere end kun være hendes sovedyr. Derfor ringede hun den eftermiddag til mig, for at spørge om jeg havde lyst til at se hende. Jeg fortalte hende at jeg havde mine piger i denne weekend, men at hun meget gerne måtte komme og hilse på dem for første gang. Jeg følte nu at det var på tide at de så hinanden, for jeg havde en eller anden fornemmelse af, at Jea og jeg nu ville blive sammen, at vi på den ene eller anden måde ville finde en brugbar løsning, som ville fungere, måske ikke perfekt, men i hvert fald en form for løsning.
   Midt i samtalen kom Jea dog lige i tanker om at hun havde en anden aftale. Én hun fuldstændig havde glemt og som var aftalt tidligere på ugen med hendes mor.
   Jeg fornemmede hurtigt i hendes stemme at det var en stor løgn, og lagde kortene på bordet for hende. Jeg sagde direkte til hende at hun var fuld af løgn, hvorefter der var en lang pause i den anden ende af røret.
   - Ok! Jeg kommer forbi, sagde hun, men jeg kan først være der om en time.
   Vi lagde på, og jeg gik ind i huset til pigerne igen. De havde på dette tidspunkt ikke hørt ret meget om Jea, kun at jeg havde mødt en pige for kort tid siden, og at jeg var ret vild med hende.
   Cirka tre timer efter, lige inden det var blevet helt mørkt, kom Jea endelig.
   Det var begyndt at blæse op, og temperaturen var næsten nede på nul grader nu. Det ringede på døren og jeg åbnede hurtigt, da jeg vidste hvem der stod udenfor.
   - Hej skat! sagde jeg., kom indenfor!
   - Jeg er her kun lige kort, for min bil skal på værksted i aften. Jeg har en aftale med en som jeg kender, om en time, og han har kun tid til at lave den i aften.
   - Du ved godt at jeg ikke kan undvære min bil på grund af mit arbejde, fortsatte hun.
   - Kom nu indenfor,! du kan da lige sige hej til mine piger..
   Jea trak på skulderen som om det var det sidste hun havde lyst til, men tog dog alligevel de fem skridt fra hvor hun stod udenfor, til hun var så langt inde i entreen, at jeg nu kunne lukke døren efter hende.
   Jeg spurgte hende om hun havde spist da vi var i gang med aftensmaden.
   - Jeg har spist, svarede hun.
   Jea var kommet ind i spisestuen nu. Det var første gang mine børn og Jea skulle hilse på hinanden.
   - Jea! Det er Maja og Cathrin. Maja og Cathrin. Det er Jeanne.
   De sagde hej til hinanden, mens Jea stadigvæk stod med alt sit overtøj på. Hun var stoppet op cirka tre meter fra spisebordet, og viste ikke tegn på at ville komme nærmere. Jeg trak en stol ud til hende og spurgte hende endnu engang om hun ikke havde lyst til at sidde ned.
   - Jeg har spist! svarede hun igen.
   Jeg satte mig ved bordet i håb om at hun ville snart ville sætte sig til bords med os.
   - Jeg bliver nødt til at køre nu hvis jeg skal nå min aftale, svarede hun, mens hun var på vej ud til hoveddøren igen.
   Jeg rejste mig fra bordet, gik forundret efter hende, da jeg kunne fornemme at der var noget galt, men jeg vidste ikke på det tidspunkt hvad det var.
   - Nå Jea! sagde jeg, det er ikke meget tid du lægger i et forhold.
   - Vi har ikke set hinanden i lang tid, og når du så endelig har en friaften, så skal du en masse andre ting, sagde jeg skuffet.
   Vi var nået ud i entreen, og pigerne kunne ikke høre vores samtale længere.
   - Jea! Jeg er ked af at du ikke har mere at give til vores forhold end du gør..
   Jea havde selv åbnet hoveddøren nu, og havde allerede den ene fod på måtten.
   - Jeg kan se at du allerede har rigeligt med selskab i dine børn og ikke behøver mere end det. Men du kan jo tænke lidt over om du kun vil dine børn, eller du også har plads til en kæreste, svarede hun vredt.

Jeg var målløs efter hendes sidste kommentar. For fanden!! Det var jo hende, der ikke lagde noget i det her forhold. Jeg var her jo hele tiden. Jeg havde ikke valgt et liv, hvor det skulle være nødvendigt at arbejde 18 timer hver dag for at få det til at hænge sammen. Og hvad havde det nu pludselig med mine piger at gøre? Hvad fanden var det med den pige? Hvorfor skulle jeg blive forelsket i én, som slet ikke ville mig? Hvad fanden havde jeg gjort forkert? Jeg havde vist hende så meget tålmodighed lige fra starten af dette ellers noget underlige forhold. Jeg var gået meget længere denne gang. Normalt ville jeg ikke have haft denne tålmodighed i et så vanskeligt forhold, men jeg var nu blevet så forgabt i hende at jeg ikke kunne skelne mellem hvad der var normalt og unormalt længere.
   Nu skulle hun igen gå, og jeg anede ikke hvornår vi ville få chancen til at ses igen.
   Det gjorde så ondt i mig, da Jea bare forlod mig med denne enorme atmosfære af uvished. Hun gik uden videre, uden at sige et ord mere.
   Jeg stod tilbage, endnu med hoveddøren åben- hørte hendes hurtige og målrettede skridt hen imod sin bil. Jeg elskede denne pige. Jeg var så skudt i hende, og det gjorde så ondt i mig, at jeg ikke havde den fjerneste anelse om, hvad jeg skulle gøre fra nu af, for at gøre det bedre.