Det var bælgragende mørkt i værelset da Linda vågnede. Hun rakte sin ene arm ud for at mærke om Al lå ved siden af hende. Hun hørte ham hoste svagt et par gange, og fornemmede, at han lå med ryggen til hende. Hun rejste sig forsigtigt op i sengen, drejede sig og slog sit ene ben hårdt mod gulvet.
   -Av for fanden! sagde hun lavmælt, selv om hun mest af alt havde lyst til at skrige så højt hun kunne. Nu begyndte hendes blod pludselig med hurtige forsøg, at passere hendes sammentrukne blodkar i hjerneskallen og gav hende med det samme en forfærdelig hovedpine.
   -Panodiler! sagde hun med svag stemme, som for ikke at overanstrenge sig, da det måske ville forværre hendes selvforskyldte tilstand.
   Hun rejste sig fra sengekanten og stod et øjeblik og svajede inden hun kunne samle fokus nok til at fortsætte sin planlagte rute ud til badeværelset. Hun måtte ved de første skridt, støtte sig til væggen, men slap den ved de sidste skridt hen til soveværelsesdøren. Hun kunne intet se, men måtte famle sig frem i blinde, først gennem køkkenet, stuen, og fandt endelig badeværelset.
   Da hun kom derud, tændte hun lyset over spejlet og blev omgående blændet af det skarpe lys. Hun nåede kun lige svagt at se sit ansigt i spejlet inden hun hurtigt slukkede lyset igen. Hun kneb øjnene sammen, tændte igen for at vænne sig til den skarpe elpære.
   Hun gik hen imod vasken og tog fat i den med begge hænder, som for at støtte sig til den. Hendes verden føltes uvirkelig, som om hun stadigvæk var midt i en drøm, men nu samtidig skulle forholde sig til virkeligheden. Hun fornemmede, først svagt og dernæst stærkt, at der var sket noget den foregående aften, som ikke skulle være sket, men kunne ikke lige nu fokusere nok til at danne klare billeder af hvad det var. Hun åbnede for vandhanen og lod det kolde vand løbe, åbnede dernæst det hvide skab over vasken, hvor hun hurtigt fandt æsken med panodilerne. Hun fik vredet to piller ud, og tog først den ene af dem i munden, bøjede sig ned mod vandhanen og drejede ansigtet så hun kunne drikke fra den. Hendes hoved dunkede igen, da blodet samlede sig med en enorm trykken. Hun rettede sig langsomt halvt op og holdt med den ene hånd fast i vasken , mens hun med den anden skubbede den sidste pille ind i munden.
   Igen bøjede hun sig ned til vandhanen, tog en slurk mere og følte det svært at sluge den. Hun rettede sig forsigtigt op, lukkede for vandet og stod nu og lavede ansigter i spejlet og følte sig godt brugt og utilpas. Efter at have sundet sig et par sekunder, gik hun ud fra badeværelset, og slukkede lyset. Hun listede ind i stuen igen og tændte lyset i en standerlampe med lysdæmper. Hun skruede kun svagt op for lyset, men nok til at hun pludselig kunne huske lidt af hvad der var sket aftenen før.
   -NEJ NEJ! sagde hun højt inde i sig selv. NEJ! -DET HAR VI BARE IKKE GJORT! -det har vi bare ikke gjort, fortsatte hun mens hun forsigtigt satte sig ned på sofaen. Hun lænede sig tilbage og betragtede med en følelse af svaghed det rod stuen var efterladt i. På sofabordet stod der overfyldte askebægre. Det ene var væltet, så skodder og aske lå spredt. Flere rødvins flasker var faldet på gulvet, så vinen var løbet ud på det hvide hyrdetæppe under bordet og der stank som et snusket værtshus. Linda fik pludselig en voldsom kvalme. Hun følte det som stødende opkastningsfornemmelser og måtte holde sig for munden, mens hun hurtigt rejste sig og skyndte sig ud på badeværelset igen. Hun nåede lige i sidste øjeblik, at få hovedet ind over toilettet, hvor hun med både smerte og væmmelse fik renset ud af gårsdagens indtagelse af alt for store mængder alkohol. Hendes hals snørede sig sammen og gav hende vejrtrækningsproblemer, samtidig med at hendes hoved føltes, som om det kunne eksplodere hvert sekund. Hun så sig selv i denne scene, hvor hun lå halvvejs ned på sin ene side og med begge hænder holdt fast i kanten af toilettet. Hun hadede det billede hun selv havde været skyld i, og væmmedes over dette ydmygende og selvudslettende egenbillede. Hun var bitter, over at hun ikke havde været i stand til at kontrollere sin indtagelse, og over at hun var gået over stregen med sin manglende selvdisiplin, men hun vidste godt hvorfor hun ikke var i stand til at styre sig. Hun vidste inderst inde godt, hvorfor hun af og til gik over grænsen.
   Hendes billede af -hvorfor- var tydeligt nok, men hun kunne ikke fortælle det til nogen, ikke engang til Al. Hun begyndte at græde indvendigt over sit eget nederlag. Tankerne om, at hun selv havde været skyld i, at hun mistede Christina, kom nu væltende ind over hende, som enorme bølger, og forvoldte hende den værste smerte, som hun vidste hun fortjente. Hun forstod, at der intet var at sammenligne med, at smerten og sorgen ikke kunne måles, eller gøres op én gang for alle. Hun græd endnu mere nu, da hun endelig stod og betragtede sin egen svaghed i spejlet.
   -JEG MÅ HAVE ET BAD! råbte hun højt inde i sig selv, mens hun hurtigt trak sin natkjole af og droppede den på badeværelsesgulvet.
   Da hun endelig var kommet under bruseren, rakte hun - med panisk frustration- ud efter hårshampooen. Hun tabte den, men samlede den op næsten samtidig med at den ramte gulvet. Hun følte sig både beskidt og ulækker på samme tid, og fornemmede, at hun kunne vaske sin værste skyldfølelse af med sæben. Hun kunne ikke huske hvad hun havde lavet sammen med Bo, men hun vidste at de havde været sammen. Hun begyndte at græde en kvalmende gråd, da hun pludselig kunne lugte Bo. Hans sved sad på hende endnu så hun skyndte sig at vaske sig grundigt overalt på kroppen. Hun vaskede håret, skyllede sæben ud, rakte igen ud efter shampooen, og hældte nu shampooen fra flasken direkte i håret og også ud over sine bryster, hvor det meste hurtigt blev skyllet af, fra det kraftige vandtryk fra brusehovedet..

Al sov stadig, da hun vendte tilbage til soveværelset og hun besluttede, at hun ville lade ham vågne selv. Hun satte sig på sengekanten og græd endnu mere nu, med en ufortrøstet gråd, som skar hende helt ind til hjertet.
   -Hvad fanden har vi dog gjort? spurgte hun med svag stemme. -Hvorfor fanden gjorde vi det? Hun lagde sig ned på sengen med ryggen til Al.
   Hun havde mest lyst til at tage sit tøj på, sætte sig ud i bilen og køre langt væk. Bare finde en motorvej med en lang lige strækning og træde gaspedalen i bund til der intet benzin var tilbage. Men hun vidste godt, at der ikke var nogen let vej ud af det de alle fire havde gjort aften tidligere, så hun lå bare på sengen, ved siden af den mand som hun elskede og måtte sluge den bitter pille, at hun endnu engang havde mistet kontrollen over sit liv.
   Heldigvis kunne hun ikke erindre helt tydeligt, hvad der var foregået aftenen forinden, men hun var ikke det mindste i tvivl om at hun igen havde overskredet sin egen grænse for hvad hun nogensinde kunne tilgive sig selv, og at det de havde gjort, ikke bare ville forsvinde med tømmermændene. Hun følte sig så alene i denne verden lige nu.

Bo åbnede øjnene forsigtigt, da han fik strålerne fra solen lige i ansigtet. Han opdagede at Ea sad op i sengen ved hans venstre side, men han udelukkede med det samme tanken om at stå op, ved at lukke sine øjne og trække dynen over hovedet.
   -Hun er skide sur på os nu!
   -Hun er skide sur på os alle sammen nu, sagde Ea, og knyttede dynen op til sin pande, som for at lukke af for aftenen før.
   Bo gryntede, og forsøgte at lade som om han ikke var der.
   -Det var noget lort vi lavede i går, sagde Ea, med en forbitret og sammenbidt stemme, og lod sig langsomt dejse om på sengen.
   -Ja! svarede Bo fra sit skjul, men vi var jo lige gode om det alle fire.
   -Det her vil hun aldrig kunne tilgive os, svarede Ea, samtidig med at hun forsøgte at trække dynen væk fra Bos hoved.
   -Nej! jeg ved det godt, men han holdt fast i sin dyne, så Ea fik en fornemmelse af, at hun nu sad alene med hele ansvaret..
   -Bo trak dynen en anelse væk fra sit hoved, lige akkurat nok til, at man kunne se hans blå- men blodskudte øjne.
   -Jamen! gryntede Bo og gned sit venstre øje -Det var jo ikke nogens skyld, det skete jo bare.

-Bo, er du ikke sød at hente vores bagage fra bilen nu? Jeg mangler alle mine ting, og prøv at se mig, jeg ved ikke hvad jeg ligner, grinede hun lidt påtaget og tog derefter dynen over hovedet.
   Bo rejste sig langsomt op fra sengen.. Han havde ikke lyst, men han skulle tisse, så han stod ud af sengen og stod nu på sine bare fødder på det rare og lune trægulv. Han strakte sig et øjeblik og slentrede derefter ud til hoveddøren, trådte udenfor, stod lidt og nød den kølige luft, som han tog flere dybe indåndninger af. Den dybeste af dem, var nok den sidste. Det var i samme sekund han erfarede at Als bil var væk. Der gik et par sekunder inden han for alvor fattede hvad han lige havde set, hvorefter han skyndte sig ind igen og lukkede hoveddøren.
   -Als bil er væk! sagde han forfærdet til Ea og vågnede vist egentligt først op nu, mens han skyndte sig ind på værelset igen, for at finde sit tøj fra aftenen før. Det tog ham under et minut at klæde sig på, hvorefter han styrede lige mod Als og Lindas soveværelse. Han bankede på døren, men der blev ikke svaret, så han åbnede forsigtigt døren, og så med det samme at Al var alene i sengen.
   -AL! råbte han, men det fik kun Al til at vende sig om på maven, mens han gryntede et eller andet og mumlede flere usammenhængende ord.
   -AL! råbte Bo igen, endnu højere end første gang og det fik endelig Al til at åbne øjnene og med en forskrækket mine, sætte han sig op i sengen.
   -Hvad sker der? spurgte han og kløede sig på sine ædlere dele, samtidig med at han forsøgte at få sine øjne til at vænne sig til sollyset.
   -Din bil er blevet stjålet i nat, sagde Bo med en noget foruroligende stemme.
   -Hvor er Linda? spurgte han.
   -Hun er vel på badeværelset! svarede Al en smule overrasket.
   -Nej! svarede Bo, Ea er gået ud på badeværelset og vi har ikke set Linda her til morgen.
   Al sprang ud af sengen og fik hurtigt noget tøj på, inden han skyndte sig ud til hoveddøren, for at se om det var korrekt med bilen.
   Han stod et sekund eller to på dørmåtten, inden han resolut skyndte sig ind i stuen, for at ringe til Linda.
   Han tastede nummeret og ventede på at hun skulle besvare opkaldet, men lagde røret på igen da hun ikke tog den.
   -Måske er hun kørt til bageren! sagde Bo, men Al var ikke et sekund i tvivl om, at Linda var kørt fra huset. Han tænkte på om han skulle ringe til hendes mor, men han ville ikke forurolige hende, eller børnene, så han gik hen til køkkenet for at sætte kaffe over.
   Ea kom ind i køkkenet, med et håndklæde snoet rundt om håret, så det lignede en turban i overstørelse.
   -Er Linda væk? spurgte hun, mens hun nervøst drejede en læbestift med fingrene.
   -Ja! svarede Al, samtidig med at han satte sig på spisebordet og stirrede ud i luften.
   Bo havde taget plads i sofaen og skulle til at tænde en cigaret.
   -Du kan sgu da ikke ryge nu, sagde Ea vrissent, så det fik ham til at smide lighteren fra sig, men stadigvæk med cigaretten i munden.
   Han lænede sig tilbage i sofaen og sad lidt...
   -Tak for i går! forresten, sagde han nu og kiggede på Ea og derefter over på Al.
   -Hold nu din kæft Bo, vrissede Ea igen og sendte ham et ondt blik, som for at fortælle ham at han skulle passe på med hvad han sagde nu.
   -Ja! selv tak, svarede Al ham, dog uden at kigge på ham.
   -Hvor kan hun være taget hen, Al? spurgte Ea, selv om hun godt kunne se, at han selv lignede et stort spørgsmålstegn og sikkert ikke havde nogen ide havde om hvor hun kunne være taget hen.
   -Sikkert hjem til København! svarede Al og fortsatte. -Hun er sikkert taget hjem i lejligheden og har forskanset sig, efter det vi gjorde i går.
   -Ja! men hun var sgu da selv med på den i går, svarede Bo og sad med sine fødder på kanten af stuebordet.
   -HOLD NU KÆFT DIN IDIOT! råbte Ea, og smed læbestiften efter ham, så han kun lige undgik at blive ramt i hovedet, ved at han dukkede sig.
   -Jamen! sagde Bo.
   -Han har jo ret! svarede Al. -Ea! han har jo ret, hun var jo selv med på den i går og der er ingen, som skal have skylden for det, der skete.- Vi var jo alle med på legen.
   -Hvad vil du gøre Al? spurgte Ea på vej over i køkkenet efter kaffekopper til dem alle tre.
   -Jeg må tage hjem, svarede han, men jeg må have noget kaffe først.
   -Jamen vi kører dig hjem lige så snart vi har drukket kaffe og ordnet huset, for her ser jo forfærdeligt ud, sagde Ea og kiggede rundt i både stue og køkken.
   -Nej! sagde Al. Det finder jeg nogen til at gøre senere, det her er vigtigere. Jeg er nødt til at finde Linda så hurtigt som muligt, inden hun måske gør noget dumt.