Linda kom lidt efter tilbage. I hånden havde hun et stort stykke rullet toiletpapir som hun tørrede sine øjne med.
   -Undskyld! mumlede hun. -Jeg ved ikke hvad der gik af mig før.
   Hun virkede -på Bo og Ea- som om hun havde været ude på badeværelset og kaste op og hurtigt var blevet ædru igen.
   -Jeg drikker aldrig mere, sagde hun, og så undskyldende ud.
   -Jeg kender det godt, sagde Ea, men Linda afbrød hende i det samme.
   -Tag nu maden, mens den er varm, vrissede hun, hvorefter hun rejste sig for at hente en kande isvand. Hun hev nogle glas ud fra skabet.
   Ea rejste sig med det samme, og gik over for at hente dem.
   -Tror du ikke selv jeg kan klare det her? spurgte Linda, så Ea med det samme følte sig omringet af dårlig samvittighed.
   -Jo, svarede hun, men jeg ville jo bare hjælpe dig.
   -Sæt dig nu bare over til bords, Ea, så kommer jeg med det hele, svarede Linda og virkede lettere generet af tilbudet om hjælp.
   Ea gik lydigt over og satte sig. Hun følte sig et øjeblik en smule i vejen i selskabet og ventede bare på, at noget kunne vende stemningen i rummet, da Al endelig sagde.
   -Skal vi drikke os stive i aften Bo?
   -Jamen det skal vi da! svarede Bo og løftede sit glas samtidig med Al.

Ea rakte også ud efter sit glas og tog imod opfordringen til at skåle. Hun følte sig lige nu og her, ikke ret godt tilpas i selskabet, på grund af Lindas opførsel, men havde nu taget det valg, at deres venskab så bare måtte briste, eller bære. Også selv om det måske kunne betyde, at Bo ville komme til at stå i den situation, at han måtte vælge mellem venskabet til Al, eller forholdet til hende.
   Ea kunne godt fornemme, at det ville blive en weekend med mange forkrøblede indslag. Lindas forbitrede vrede og opfarenhed ville sikkert ikke fortage sig, det vidste hun. Bo' s og Al' s venskab kunne måske blive sat på en prøve i denne weekend, det vidste hun også.
   Men hun og Bo havde glædet sig til samværet med Al og Linda i denne weekend, så hun følte sig noget rådvild over Lindas udskejelser, som hun netop havde været vidne til.. Hvordan kunne hun tillade sig at skabe sig sådan med det liv hun havde. Hun var lykkelig gift med Al og havde alle de rammer til et perfekt familieliv som de fleste ville misunde dem, men også beundre.
   Bo var i gang med at øse Bearnaise-saucen over sin bage-kartoffel, samtidig med at Al grinede af ham
   -Du har altså altid været sjov og underholdende ved et bord, sagde Al til Bo.
   -Hvad mener du? spurgte Bo, mens han smilede, og rakte saucen videre til Linda.
   -Du har bare altid underholdt mig ved et bord, svarede Al og trak på smilebåndet.
   -Hvad er det i har med i plasticposen? spurgte Linda Ea.
   -Det er da to flasker Vodka! svarede Bo med det samme, så jeg håber at i har Cola nok.
   -Vi har vist rigeligt med Cola, svarede Al. Spørgsmålet er: om i har nok Vodka med? hvorefter han smilede til Ea og løftede sit glas.
   -Ea og Bo! sagde han. Jeg vil bare lige fortælle jer, hvor meget vores venskab med jer betyder for os. -Linda og jeg taler tit sammen, om vores venskab med jer, og vi er lykkelige for at I to også har mødt hinanden og at Ea på denne måde også kunne blive vores ven.
   -I betyder i dag begge så meget for os, og vi ville ikke være foruden jeres venskab, sagde Al og skålede.
   Bo havde, mens Linda var ude på badeværelset, skænket mere rødvin op i hendes glas. Hun løftede derfor naturligt sit glas og skålede med, selv om hun et par minutter forinden havde sagt at hun aldrig ville drikke igen.
   -Så vil jeg også godt sige et par ord! sagde Bo, da de havde skålet.
   -Ea og jeg har glædet os så meget til denne weekend, lige som vi har gjort alle de andre gange vi har besøgt Jer. -I betyder noget helt specielt for os.
   Linda afbrød pludselig Bos tale.
   -Hvad med at spise mens maden er varm, hvorefter hun løftede glasset og tog yderligere en tår vin.
   Hun satte glasset på bordet igen og kiggede på Al, som så ret irriteret ud over hendes manglende situationsfornemmelse.
   -HVAD HAR JEG NU GJORT? spurgte hun desperat, og lod som om hun ikke vidste, at hun netop havde fået Bo til at klappe i som en østers.
   Bo satte sig tilbagelænet i stolen og lod som om det ikke var sket, det han lige havde set. Han kiggede på Al, derefter Ea, som så mere forundret ud end tidligere.
   -Det smager skønt! sagde Al til Linda. -Du laver bare så dejlig mad, fortsatte han, og løftede sit glas for at skåle igen.
   Alle kunne fornemme spændingen i luften nu, men der var ingen af dem, som var i stand til at ændre den, før Linda pludseligt kom med et forsøg på at redde stemningen.
   -Hvor er jeg bare glad for at se jer igen. - Det er bare så længe siden jeg har haft det så skønt, som jeg har det lige nu.
   -Skal vi ikke feste igennem i aften? spurgte hun de andre, som stadigvæk ikke helt forstod hvor hendes humørsvingninger kom fra.
   Bo og Ea løftede deres glas et par sekunder efter Linda åbenbart havde valgt at sætte dagsorden for denne aften.
   Al rakte nu også ud efter sit vin glas og lod sig bare rive med, af den hele tiden skiftende stemning.
   Han begyndte også, at kunne mærke vinens indvirkning nu.
   Han valgte dog at holde sig i ro, selv om han var rasende på Linda, som flere gange havde styret, og manipuleret stemningen ved bordet.
   -Linda min skønne kvinde! sagde han nu, med mindre overvejelse af, hvad det måtte afstedkomme.
   -Jeg elsker dig og jeg håber at vi alle fire får en fantastisk weekend, hvorefter Bo og Ea, i munden på hinanden, sagde. -Det gør vi.
   Linda begyndte at grine. Hun kunne pludselig godt se at det var hende selv, der havde skabt den anstrengte atmosfære i selskabet. Hun hævede hurtigt sit glas igen, kiggede først på Ea, derefter på Bo. -Undskyld! -Jeg føler mig bare så dum og ligegyldig nogle gange. -Det er nok derfor, at jeg siger nogle underlige ting en gang imellem. -Jeg ved ikke hvad der går af mig, men jeg mener jo ikke noget ondt med det. -Det håber jeg, at I ved.
   Ea havde lige fyldt munden med en stor bid bøf, da hun fik øjenkontakt med Linda.
   -Er du sur på mig? spurgte Linda.
   Ea rystede på hovedet, samtidig med at hun hurtigt forsøgte at sluge maden som hun netop havde taget i munden.
   -Nej da! svarede hun.
   -Jeg er slet ikke sur! svarede hun og smilede til Linda. -Jeg er sulten, tørstig, og liderlig -men sur- det er jeg ihvertfald ikke.
   Bo og Al begyndte at grine højt, samtidig med, at Ea igen havde den følelse, at dette venskab nu enten måtte ende her, -eller fortsætte-
   Hvis Linda for helvede bare gad at opføre sig som et voksent og dannet menneske fra nu af..
   Ea sad lidt og ventede på en reaktion fra Linda, efter det hun selv lige havde sagt. Hun var sikker på, at Lindas reaktion ville være enten voldsom eller ville føles faretruende.
   -Jeg har det på samme måde! svarede Linda og grinede genert. Hun skiftede kulør i ansigtet, da hun nu vidste hvad hun skulle til at sige. -Ja! sulten, tørstig, og liderlig.
   -Hvad Al!. -Det er vist ikke den samme vin vi drikker, som pigerne, sagde Bo, og kiggede derefter over på Linda.
   Linda fjernede sit blik fra Ea og sendte nu Bo et blik, der fik ham til at føle sig flov.
   Han kom til at spilde rødvin ned af sin hvide T-shirt, men lod som om det ikke var sket.
   -Bo! din klovn! sagde Ea, og spiste det sidste af bagekartoflen, som hun havde på tallerkenen. -Den vasker du sgu selv.
   Al begyndte at grine. -Det er det jeg siger Bo! Du er sgu underholdende ved et bord.
   Bo følte sig som en stor idiot, fordi han havde forsøgt at lade som ingenting, på trods af, at hans T-shirt nu var sølet ind i en kraftig Pomerol.
   Linda rejste sig hurtigt fra stolen, som var det en refleks hun havde tillært sig, som mor, gennem en del år
   -Tag din trøje af Bo, insisterede hun, så lægger jeg den i blød med det samme.
   -Bo! sagde Ea. Tag nu imod det tilbud, du får aldrig rødvin af en hvid T-shirt, hvis den ikke bliver lagt i blød med det samme.
   Al! har du ikke en trøje, som Bo kan låne? Spurgte Linda.
   -Jo! svarede Al. -Men jeg har ikke pakket ud endnu.
   -Bliv bare siddende Al! sagde Bo, rejste sig op og tog først sin skjorte af, og derefter T-shirten, som Linda hurtigt rakte ud efter.
   -Wauu! ikke dårligt! sagde Linda, da hun nu så Bo' s overkrop, mens Bo stod her midt i middagen og stadigvæk følte sig, som en kæmpe klovn.
   -Få nu ikke nogen gode ideer, Linda! grinede Ea og løftede sit glas og foreslog om de ikke skulle skåle igen.
   Bo tog hurtigt sin skjorte på og satte sig på stolen igen.
   -Den har du også spildt rødvin på, sagde Ea og pegede på brystlommen på skjorten.
   Aiiii! sagde Bo irriteret, rejste sig og tog skjorten af igen.
   Bo følte sig ikke flov over selve det, at han havde spildt vin over sig, men flov på grund af, den trykkede stemning, som Linda havde skabt forinden, men han fornemmede nu alligevel også, at hun var ved at tø lidt op.
   -Er der nogen der vil have mere at spise? spurgte Al.
   -Jeg er knap nok startet! svarede Bo hurtigt og satte sig på stolen igen, -Jeg havde jo lige en tøjvask, inden jeg havde tid til at spise.
   Nu sad Bo med bar overkrop. Han havde stadigvæk mad på sin tallerken og valgte at spise hurtigt op, da de andre tre allerede var færdige.
   Linda havde været ude på badeværelset, for at lægge tøjet i blød og var kommet ind i igen.
   -Er der nogen, der har lyst til kaffe? spurgte hun, og fortsatte: -Er der nogen, der har lyst til en Avec til kaffen?
   -Hvad har du? spurgte Ea.
   -Bare det sædvanlige! svarede Linda og kiggede undrende på Ea, samtidig med, at hun hentede fire flasker fra det lille barskab.
   -Du vil vel gerne have en Cointreau? spurgte Linda Ea, mens Bo kæmpede med at spise det sidste af maden, da han nu følte han var kommet lidt bagud i Lindas tidsplan.
   -Jeg ville faktisk hellere have en Vodka Cola! svarede Ea. -Vi har jo selv taget en del Vodka med.
   Linda havde netop sat sig til bords igen.
   -Ja bevares! sagde hun. Du kan da drikke det du vil, hvorefter hun rejste sig resolut fra bordet og styrede ud på badeværelset. Hun smækkede døren hårdt i, og de andre kunne høre hvordan hun stod og fumlede med låsen i døren.
   Al, Bo, og Ea sad et stykke tid, uden nogen af dem sagde noget. Ea rakte ud efter sit rødvinsglas, hævede det.
   -Skål! sagde hun.
   -Jeg ved ikke hvad der går af hende for tiden, sagde Al endelig. -Det er som om, at hun lige pludselig kan fare i flint over ingenting.
   -Også derhjemme sker det af og til, og jeg aner ikke hvad jeg skal gøre ved det.
   Ea havde fået en del vin nu, og var ikke tilfreds med Al' s svar.
   -Lad os drikke hende skidefuld, foreslog hun, -måske kommer noget frem.
   Bo kiggede først forundret på Ea, derefter over på Al, som heller ikke rigtigt vidste, hvor han skulle kigge hen.
   Al fik endelig øjenkontakt med Ea, der stadig sad med sit vinglas.
   -Den er jeg sgu med på! sagde han endelig. Måske vil hun fortælle, hvad det er der nager hende, hvis hun har en lille skid på. Hans stemme lød helt opløftet og han skålede med et sammensvorent smil.