Kan tiden virkelig hele alle sår?
   Er det den eneste faktor som kan lukke af for smerten? Alt den uskyldige ondskab, som i lang tid har sværmet omkring mig. Summet omkring mit ydre. Denne ondskab, som et fremmedlegeme der med sit magnetfelt har trukket al energi ud af min krop, åbnet op for alle sluser helt ind til mit inderste univers. Et univers jeg en dag pludselig var ved at få kontakt med. Noget så fint og følsomt, som var det silke man kærtegner med en lillefinger, og dog så stort og voldsomt at det kan føles som en traktor med plov, der med hurtige træk gennemtrævler dine indre organer så meget, at du står blødende tilbage, mens du ser dit eget blod finde sammen til flere små søer inde i din flænsede krop.

Jeg vidste jo at der intet ondt var i Jeanne. Jeg kunne ikke finde et eneste eksempel, hvor jeg kunne være sikker på at det var bevidst ondskab. Alt hvad jeg oplevede hende gøre, sige, eller vise, var jo alt sammen noget, der måtte kunne besvares. Svarene kunne jo ligge i hendes barndom, eller senere hændelser i hendes liv. Men hvad kunne jeg anvende det til, når jeg ikke selv kunne finde svarene på mine egne og evige fortvivlede spørgsmål.