Hvornår ved man, om man er gået for langt?
   Hvem kommer med et stopskilt, vinker dig ind til siden og giver dig en advarsel? Måske slipper du for bøden. Måske får du en advarsel denne gang, fordi det var din første overtrædelse i dit liv. Forestil dig et korps af en slags kærligheds politi, der til dagligt færdes i dit følelsesliv. En højere instans som du har stor respekt for, fordi du ved at du ikke ville turde gå længere end du selv ville kunne leve med. Også fordi du ved at straffen kunne være fatal. Måske skrues farten op til det yderste i den overhalingsbane du har valgt at befinde dig i. Måske har du taget chancen ved ikke at stoppe op når du burde, i hvert fald når du nåede til et farligt lyskryds hvor der oven i købet var rødt længe inden du nærmede dig det, men alligevel kørte lige ud i det. Fornemmelsen af ikke at vide hvad der nu kan ramme dig.
   Hvorfor er der ikke advarselsskilte i vores følelsesliv? Eller som når der kommer en togrevisor i S-toget, for at checke om du har en gyldig billet på turen. Skal vi selv være i stand til at vide hvornår vi går over grænsen?
   Burde vi selv have vidst, at vi nok skulle have valgt en anden vej end den vi tog? Men hvor skulle vi dog vide det fra. Fra vores erfaring måske? Jamen hvor meget erfaring har vi i at styre vores følelser. Har du nogensinde fået chancen for at lære teorien bag det hele når det drejer sig om følelser?
   Når vi vælger at tage vores første kørekort, ved vi, at vi skal igennem en masse teori. Uden den teori, ville vi ikke have en chance i trafikken. Uden den, ville vi hurtigt komme til at overse en ubetinget vigepligt, og måske blive ramt af en hurtigt kørende lastbil eller bus. Vi ved at der er nogle regler, som vi gør næsten alt for at overholde, og vi ved at når vi overtræder dem, så er vi gået for langt.
   Vi respekterer at andre laver reglerne for os, og vi lærer at leve efter dem. Derfor havde vi nok været tjent bedre med nogle klare direktiver udover dem vi lærte som børn. Hvordan færdes vi i følelseslivet?