Et liv uden hensigt og mål især
   Er intet liv og intet værd
   At finde en mening med livets vej
   Den mulighed har vi både du og jeg
   Dennis lå helt stille på gulvet. Hans hjerte hamrede løs og han havde problemer med at trække vejret på grund af smerterne.
   Ben rejste sig halvt op, for at se, hvem der var tilbage i butikken. Han fik lige akkurat muligheden for at se ud i lokalet, uden han derved blev synlig, da der kun var månens lys at arbejde i.
   - Har vi en chance for at komme ud herfra? spurgte Dennis mens han med stort besvær fik genladet sin pistol.
   Han hørte støj fra et sted i lokalet, men kunne ikke lokalisere den.
   En anden havde åbenbart fået den samme ide - at udskifte magasin.
   Ben så sveddråberne, der perlede ned ad kinderne på sin ven.
   - Du bliver sgu nødt til at tage dig sammen nu hvis vi skal ud af det her, hviskede han, samtidig med at han lagde sin arm på Dennis´ skulder for at berolige ham.
   - Du skal ikke bekymre dig om mig, Ben. Vi skal bare væk herfra, så snart vi får muligheden for det.
   - Ja, men du er ramt i armen og bløder en del.
   Ben fornemmede fra sit skjul, at betjenten løb fra den ene reol af indkøbsmuligheder til den næste. Han var måske kommet tættere på dem nu.
   - Hvad var det? spurgte Dennis nervøst og hostede svagt et par gange.
   - Ikke noget, svarede Ben, hvorefter han lagde sin hånd over sin makkers mund for at holde ham tyst de næste sekunder.
   - Jeg vil ikke dø i aften, klynkede Dennis, lige da Ben havde flyttet sin hånd igen for at tage ladegreb.
   - Bare rolig, du skal nok overleve i aften, hviskede Ben, hvorefter han rejste sig og sendte flere skud ud i retning af, hvor han fornemmede betjenten befandt sig. Da han havde tømt sit magasin, dukkede han sig hurtigt, og først efter nogle sekunder, turde han at se op igen. Han så nu manden i den sorte uniform, der kom vaklende ud fra rækken af dagligvarerne. Han var svagt synlig, men Ben var ikke i tvivl. Han var rimelig sikker på at han havde ramt betjenten, - en eller måske flere gange. Ben rejste sig igen og så nu skikkelse, der dinglede rundt i lokalet, inden den ramlede omkuld på det hårde gulv. Lyden af et kranium, der fik hård kontakt med stengulvet, gav Ben en befriende fornemmelse af, at de nu endelig havde en chance for at komme væk…
   Dennis skreg i smerte, da Ben hjalp ham på benene. Da de nåede hen til udgangen, forsøgte Ben at åbne døren, men uden held - den var låst. Han gik tre-fire meter baglæns, sammen med Dennis, der med sin ene arm, nærmest hængte over skulderen på ham. Han hev hurtigt ud efter pistolen, der kun hængte svagt i makkerens hånd, affyrede flere skud mod døren, selv om den allerede gav efter ved første kugle. Glas splintredes til atomer foran dem, og forekom dem begge som en vanvittig eksplosion.
   - Av for helvede, sagde Dennis. - Det gør sgu ondt i ørerne, hvorefter Ben nærmest bar ham ud af butikken.
   - Lad os komme væk herfra, sagde Ben roligt og fik Dennis hjulpet over til passager-døren til deres nyerhvervede køretøj. Han fik nemt døren åbnet, og hjalp sin makker ind i bilen. Han skyndte sig derefter om på den anden side, satte sig ind, erfarede at nøglen sad i tændingslåsen. Han startede motoren, og gav den fuld gas sydpå.
   - Tror du de døde? spurgte Dennis lige da de var nået ud på vejen.
   - Det aner jeg virkelig ikke, svarede Ben og grinede fjoget, men dog selvtilfreds.
   - Det er helt sikkert den bedste måde at dø på, sagde Dennis mens han tændte en smøg med sin raske arm.
   - Hvad mener du? spurgte Ben og kiggede spørgende på Dennis.
   - Jeg mener, hvis jeg skal dø, så skal det være i en bil som denne her.
   - Du skal ikke dø nu, din idiot, du er jo ikke engang blevet 30 endnu. Jeg skal nok sørge for at du bliver lappet sammen, så tag det bare roligt.
   De havde kørt cirka en halv times tid, da Dennis, - vagt fra passagersædet sagde. - Kan du huske noget fra din barndom?
   Ben svarede ikke, men åbnede i stedet for radioen og begyndte at zappe hurtigt rundt, mellem stationerne. Det væltede ud med countrymusik fra adskillige kunstnere i et sandt støj-inferno, fra forskellige årtier, hvorfor han hurtigt slukkede igen.
   - Om jeg husker noget fra min barndom?
   -Jeg husker noget fra min barndom, svarede Ben og satte sig roligt tilbage i sædet. - Jeg husker en dag, hvor hele familien var samlet til en barnedåb. - Det foregik i et forsamlingslokale og vi…
   - Nej, du vil nok ikke høre det der skete, sagde Ben og kiggede på Dennis flere gange, dog uden han egentligt forventede et svar fra ham.
   - Jeg vil gerne høre det, sagde Dennis med et svar, der lød som om han lige var ved at falde i søvn.
   - Du giver ikke op nu!! råbte Ben, samtidig med at han lagde sin højre hånd på sin makkers pande.
   Han fornemmede med det samme hvor alvorligt det stod til med makkeren. Han brændte jo nærmest. Han anede også at hans ven måske ikke ville overleve dette, hvis ikke de søgte hjælp hurtigst muligt.
   - Hvor meget fik vi ud af det denne gang? spurgte Dennis, mens han forsøgte at hejse sig op fra sin, nærmest liggende position.
   - Vi fik ikke noget i dag, svarede Ben og klappede Dennis forsigtigt på kinden. Ikke denne gang, men vi skal bare have dig i orden, så er vi klar igen, ok?
   - Jeg bliver sgu ikke klar igen, svarede Dennis i sin selvforskyldte tilstand. Jeg klarer ikke dette her kan jeg mærke. På den anden side, så må man vel være beredt til at dø, når man selv er villig til at slå ihjel.
   - Selvfølgelig klarer du den, det er jo kun et skud i armen, snerrede han, samtidig med at han tændte et cigaretskod fra askebægeret.
   Dennis trak forsigtigt sin jakke til side, hvilket viste Ben, at han også var blevet ramt i maven.
   - Hvorfor ville du vide noget om min barndom? spurgte Ben, for at være sikker på at holde ham vågen.
   - Havde du en lykkelig barndom? spurgte Dennis, hvorefter han hostede svagt.
   - Hvordan ved man om man har haft en lykkelig barndom? spurgte Ben. Ja, jeg havde vel en ok barndom, svarede han lidt efter.
   - Tænker du nogensinde på at finde dig en kone, slå jer ned et sted og få jer en masse børn? spurgte Dennis, med et forsøg på at grine.
   Igen et spørgsmål, der undrede Ben.
   - Ja, sommetider, svarede Ben. Men jeg ved bare ikke om jeg er klar til det endnu.
   Der gik et stykke tid, hvor de begge var tavse, og Ben fornemmede, at Dennis var ved at besvime, så han tændte igen for radioen, tunede ind på en station, der sendte heavyrock musik. Han skruede så højt op for volumen, at bassen nærmest føltes som voldsomme vindstød i tøjet. Speederen jokkede han helt i bund og så speedometernålen flytte sig omtrent ti gange hastigheden af en sekundviser. Hundrede kilometer i timen, kom den op på, da de kørte over en bakke.
   Ti politibiler af mærket, Chrysler 300 C Highway Patrol, blokerede kørebanen, cirka hundrede meter fremme. Ben indså at han intet kunne stille op, så han trådte på ny speederen i bund, fortsatte lige ud. Han begyndte at grine højlydt, skiftevis med korte hyl, skrig, og følte sit hjerte hamre, som ville det ud af kroppen.
   Politibilen ramte sømmåtten på vejen, der fik dækkene til at eksplodere, så gummiet fløj rundt i natteluften. En betjent nåede ikke at komme til side og blev slynget op over bilens forrude og landede et sekund efter på en kollega, der blev slået omkuld ved sammenstødet.
   Frontalt ramte bilen ind i den forrest parkerede bil, der med voldsom hastighed blev skubbet ind i de bagved parkerede biler. Flere betjente kom i klemme mellem dem, andre sprang for deres liv, ud i rabatten, for ikke at blive ramt af flyvende fragmenter, der landede overalt. Ved sammenstødet af den tredje bil, opstod der gnister fra metallet mod asfalten, så nattemørket kort blev oplyst.
   Flugtbilen eksploderede et sekund efter, samtidig med at den hævede sig flere meter over jorden og i voldsom hastighed, passerede de sidste biler i vejspærringen. Den ramte endelig ned på kørebanen, på den anden side, og som brændende vragrester, sled den sig hen ad vejen, hvor den til sidst standsede, lå stille, og nu kun mindede om et sankthansbål, der langsomt var ved at dø ud.

Det er i livet vi har chancen for de største succeser
   Det er her og nu vi får vores ideer.
   Intet lader sig måle med drømmen og illusionen
   Det var mig der var dum, mig kujonen