Reflektion
   Har du nogensinde gjort noget så dumt, at du har spist eller drukket dig ud af din egen elendighed?
   Jeg har selv til tider forsøgt det. Det hjælper bare ikke ret meget. Når man står der lige midt i lyskrydset, venter til det bliver grønt, og man så alligevel ikke aner hvad vej man vil gå.
   Lige meget hvad der er galt med én selv, så vil det alligevel komme op til overfladen gang på gang.
   Man er sit eget offer for de ting man aldrig fik løst helt. Man kan ikke udstå sin egen kritik, eller andres.
   Så tager man sit liv i egne hænder, for det er vel kun én selv der ved bedst?? Eller også allierer man sig med mennesker, der bare ikke kan, eller ikke er i stand til at gøre noget godt for dig.

Jeg tror faktisk at min egen skepsis, har bragt mig i nogle forunderlige situationer i livet, hvor der måske kun var den rigtige måde tilbage at gøre tingene på. Det var min måde at se, hvad der var rigtigt og forkert, at gå hele vejen, gå linen ud. Det blev på denne måde lidt nemmere for mig at vælge. Måske er det et rendyrket overlevelses -instinkt, der sidder inde i mig efter alt det ubehag der har været i mit liv.
   Nå! Men man må jo tage de ting i livet man kan få, og hvis det ikke er godt nok, så må man jo bare vælge nye handlemåder. Måske forsøge at være mere bevidst om hvad det er man kræver af sit liv, stoppe op midt i trafikken, og skubbe sig selv til side, og sige "Hør du!!" Er det ikke lige på tide at du fortæller dig selv hele sandheden:.

Jeg ved godt hvad der ville være rigtigt for mig, og ved også godt årsagen til min fortvivlelse. Jeg er bare ikke lige nu i stand til at gøre noget specielt godt ved det. Jeg lever måske i en slags mellemtid, hvor tæppet pludselig er revet væk under fødderne på mig. Kærligheden, eller det jeg troede var kærligheden får hjertet til at bløde, og så kommer følelsen af, at man har lyst til bare at gemme sig væk fra omverdenen et stykke tid. Man vil gerne vise sig selv at man er tapper, selv om billedet af ens eget selvværd lige er eksploderet inde i hovedet.
   Jeg tror sgu jeg vil tage rejsen tilbage til femårs alderen og starte på en frisk igen. Måske er det der, jeg kan hente de fundamentale ting jeg har behov for i livet. Jeg valgte nok den forkerte rute, da jeg selv fik valget til at vælge hvilken vej jeg skulle gå.
   Jeg tror jeg vil tage et dybt kig i spejlet, se mig selv i øjnene og så finde ud af hvad der ville være det mest oprigtige for mig.
   Ok! Vi får vaner, vi gør bestemte ting på bestemte måder. Ikke fordi det er den eneste måde at gøre tingene på, men mere fordi vi er vanedyr fra naturens side.,
   Og så kommer den endnu engang, den svære tid. Hvad er fiktivt og hvad er virkeligt?
   Det er selvfølgeligt forskelligt fra person til person, men det er jo dig der skal vælge fra nu af. Du skal træffe en beslutning, der måske skal være for resten af dit liv. Vil du være alene, eller vil du være sammen med den du måske selv får chancen for at vælge? og måske er det ham eller hende for livet:, eller vil du lade tingene ske som de sker fordi du lader dig dressere og lærer at trives med den lette løsning? Tænk hvis du skulle indrømme at du gav efter for at undgå smerten, ubehaget og det uvante ved konfrontationen, i stedet for endelig at gøre tingene på den rigtige måde. Så vi er som flest, vi stikker små løgne, vi gør det vi tror vi må gøre for at redde os selv.

Jeg begyndte nu så småt at se hvorfor jeg elskede Jea, og hvorfor jeg havde så meget brug for hende i mit liv. Alle de problemer som hun havde fyldt min hverdag med, gjorde at jeg kom væk fra mine, ellers egne problemer. Hun havde fjernet mit fokus for min egen hverdag, og hver gang jeg standsede op for at danne mig et indblik i min egen situation, så kom Jea med et nyt problem, som jeg igen måtte bruge al min energi på.