Noget ondt er på vej...

Ved mine tommelfingres prikken.
   Noget ondt er på vej.
   Åbn, lås
   hvo end banker!

Shakespeare, Macbeth
   Sille stod helt stille foran badeværelsespejlet og betragtede sig selv i lang tid. Hun havde en underlig fornemmelse af at hendes eget ansigt måske kunne give hende de svar hun søgte for at forstå livet omkring sig.
   Hun slap blikket af sig selv et øjeblik, vendte sig mod vinduet med udsigt til natten, og trak derefter rullegardinet ned. Hun følte sig ensom, alene og isoleret.
   Femogtredive år, og ingen børn. Det var ikke efter eget ønske at hun ikke havde nået alt det hun egentlig ønskede her i livet. Hendes mand var omkommet i en bilulykke to år tidligere og havde derved sat et synligt stopskilt op foran hendes liv med muligheden for gensidig kærlighed men også til chancen for at få de børn hun utvivlsomt ville forgude. Hun havde ikke siden, haft modet til at springe ud i et nyt forhold igen. Det var som om at hendes samvittighed straks begyndte at sortnes, bare hun nærmede sig den mindste tanke om en anden mand i sit liv.
   Hun famlede i mørket efter kontakten til lyset under spejlet, tændte det og blev med det samme blændet. Hun slukkede det hurtigt igen og fornemmede det skarpe lys, der stadig dansede i mørket et stykke tid efter. Hun hørte høje lyde af grene, der stridsomt slog mod vinduet, som forsøgte de at forcere glasset og komme indenfor.
   Sille fornemmede nu billederne af baghavens grantræer med deres bølgende bevægelser i den kolde vinternat.
   Billederne gjorde hende pludselig bange, bange for at være alene i sit eget hus. Hun skulle igennem endnu en nat, og hun vidste fra de tidligere nætter, at hun det meste af tiden, skræmt gemte sig under dynerne, mens hun forestillede sig at noget eller nogen ville komme ind til hende og gøre hende fortræd.
   Hendes skræmmende tanker blev på en sær måde omgivet af en fornemmelse, at bagsiden af spejlet måske kunne være livet på den anden side, en anden dimension, der hvor hendes eksmand nu var kommet hen.
   Hendes tanker blev pludselig klare igen. Så klare, at hun stærkt følte urimeligheden i, at hun og Kenneth skulle skilles på denne måde og derved leve i hver sin verden, parallelt, dog på samme tid, men hvor de ikke kunne se hinanden, tale sammen længere, eller få chancen til nogensinde at holde om hinanden igen.
   Hun rakte begge sine hænder hen på spejlet og følte det med det samme som varmt, som varmen fra et varmeapparat, der hurtigt fik hende til at trække armene til sig igen. Det gøs i hende og hendes hjerte hamrede voldsomt. Hun fornemmede samtidig hvordan hendes hænder rystede, hun havde lyst til at tænde lyset igen, men turde alligevel ikke.
   Hvordan kunne et spejl være så varmt tænkte hun og overvejede om hun turde røre det igen.
   "Jeg må da være ved at miste forstanden," sagde hun og lod langsomt sin ene hånd nærme sig overfladen igen, samtidig med at hun forsøgte at overbevise sig selv om at det var ren indbildning. Hun følte dog denne gang varmen allerede inden hendes hånd berørte fladen. Igen trak hun hurtigt armen til sig med et højt gisp.
   "Er der nogen derinde?" spurgte hun og holdt med begge sine hænder hårdt fast i vasken.
   "Er det dig, Kenneth?" hviskede hun, slap vasken og trådte et skridt tilbage.
   "Kenneth?" spurgte hun igen forsigtigt, men med en anelse mere lyd på.
   Hun hørte lyden, som fra en løs mursten, der langsomt blev skubbet til side på en mur med allerede eksisterende huller.
   "Er det dig, Kenneth?" spurgte Sille igen og tog forskrækket begge sine hænder op foran sit ansigt, men med fingrene let spredte så hun lige akkurat kunne antyde fladen af spejlet.
   Endnu engang hørte hun den skrapende lyd af mursten mod mursten.
   "Kenneth, jeg ved det er dig, skat, jeg ved det er dig," sagde hun højt og skulle til at nærme sig spejlet, da en svag, rødlig belysning pludselig omkrandsede omridset og en let synlig røg langsomt begyndte at sive ud fra kanterne.
   "Kenneth, hvorfor skulle du også forlade mig, jeg kan jo ikke leve uden dig?" klynkede Sille, mens hun med sin ene hånd tørrede en tåre væk fra kinden og med den anden berørte kanten af spejlet, som føltes iskold. Hun tørrede tårene af fingrene i sine bukser og rakte nu sin ene hånd frem til midten af spejlet. Der var ingen fast overflade længere. Hendes spinkle og langsomt bevægelige hånd penetrerede glasset så det lignede en hånd der legede i kviksølv.
   "Skat, jeg savner dig," råbte hun og nærmest forsøgte at hive spejlet ind til sig.
   To hænder kom med overvældende kraft ud af spejlet. De famlede febrilsk i luften, som om de søgte noget. Sille skreg vildt og desparat og forsøgte at få sine hænder fri, men kunne ikke, de var som låst. Spejlets ene hånd fik fat i hendes ene ærme, derefter den anden i kraven. Sille slog sit hoved frem og tilbage, så hendes krop lignede en mavedansers bevægelser, mens hun voldsomt gispede efter vejret i en sagesløs kamp. Hun fornemmede hvordan de fremmede arme nærmede sig søgende efter hendes hals og hvilken afmagt hun pludselig befandt sig i. Hendes hjerte hamrede, så hun selv kunne høre det, trods det at hun gispede højt. Den ene hånd fik fat om hendes strube efterfulgt af den anden.
   "Jeg vil ikke dø!" råbte Sille og kæmpede videre for at komme fri.
   "Slip mig for helvede!" råbte hun igen og følte nu en voldsom
   stank af råddenskab. De fremmede hænder fik fat om hendes hals og klemte først forsigtigt, derefter en anelse hårdere, samtidig med at hendes ansigt blev trukket tættere og tættere hen imord spejlet Et ansigt i forrådnelse kom til syne igennem overfladen. Sille nåede lige at se ansigtet. Det ansigt, der skulle lukke den sidste luft ud af hende. Hun blev med voldsom kraft hevet op fra gulvet, hvor hun stod, trukket igennem spejlet. Hendes ben spjættede med voldsomme kramper, samtidig med at hun forsøgte at holde sig tilbage ved at få fat i vasken med den ene fod, men måtte snart opgive. Hun forsvandt til sidst igennen den lodrette flydende overflade.
   Alt blev stille. Kun hendes tøj lå synligt tilbage som en rodet bunke i vasken. Hendes sko lå øverst.

Søg og du skal finde, sagde præsten..

Sille er ikke hos os længere. Nej! Sille er kommet hjem igen.

Vor almægtige herre har taget imod hende med åbne arme. Han har budt hende velkommen i sit evige rige..

De ord, som vi kan sige i dag, er ord der kommer til os udefra. Fra ham som lovede at være med os og følge os. og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende", sagde Jesus. Det gør os på ingen måde usårlige eller urørlige, livet kan stadig gøre ondt, nogle gange mere end det er til at bære. Det beskytter Gud os ikke imod.
   Vi kan så spørge: "Jamen hvad laver han så egentlig, sidder han så bare deroppe, fjern og utilnærmelig i sin himmel, optaget af andre ting?" Men på det spørgsmål er der kun et svar: Gud var der til stede hos Sille denne fredag nat, han var der hele tiden, ligesom han er her nu. Vi må ikke glemme, at der har været et liv - Silles liv. Hun har været her, om end det blev så kort. Hun har dog været her ganske lidt.