Styrken til at forlade -2
   Jeg besluttede at ringe til Anette fra lufthavnen, inden jeg ville komme hjem. Jeg ringede til hendes mobiltelefon, da jeg vidste, det måske vækkede pigerne, hvis jeg ringede på fastnet-telefonen.
   Anette besvarede mit opkald. Hun var naturligvis i stand til at se hvem der ringede hende op, da mit mobilnummer allerede var indtastet i hendes telefonbog.
   - Hej! svarede hun mig koldt.
   - Hej Anette... Jeg tøvede lidt og vidste ikke, hvad jeg skulle sige. Jeg forsøgte at bevare min anstændighed og værdighed, selv om de begge var krakeleret en del, de sidste fire dage af ferien. Nu ventede jeg på et svar fra den anden ende af linien, men der var kun tavshed. Men ok, det var jo mig, der havde taget beslutningen at gå fra hende, så jeg var ikke det mindste skuffet over tavsheden, dog lidt forundret.
   - Er pigerne kommet i seng? spurgte jeg.
   - De sover! svarede hun, hun lød udmattet.
   - Har de det godt, altså pigerne?
   - De har det udmærket...
   - Jeg er landet her i København for lidt over en halv time siden, kan jeg komme hjem nu? spurgte jeg... Der var en kort pause.
   - Vi bor der ikke længere ... Igen en pause...
   - Vi er flyttet til en lejlighed et sted her på Amager, mens du var væk.
   Nu blev jeg desorienteret. Jeg havde den samme følelse, som det må være for den medvirkende i en optagelse med skjult kamera. Jeg blev nu helt klar over alvoren og konsekvensen af mit eget valg, så jeg stod som lammet. Jeg havde samme fornemmelse i hele kroppen, som da jeg som lille blev taget på fersk gerning i at stjæle. Det at blive konfronteret med sin egen naivitet, følelsen af at vide, at man var gået for langt, følelsen af at man havde gjort noget rigtigt dumt, og man kun ventede på at få sin afstraffelse overstået hurtigst muligt. Tanken om at det hele vil blive glemt, så man kunne komme tilbage til den verden, og at man igen kunne føle sig tryg. Tanken om at blive tilgivet, og accepteret igen, som om intet var hændt. Som hvis det hele bare havde været en ond og opslidende feberfantasi. Alvoren var endelig gået op for mig.
   - Ok! svarede jeg... Jeg ved godt at det er for sent nu, men er du med på at tale om det i morgen? spurgte jeg fortvivlet.
   - Måske!
   - Ok! Jeg ringer til dig i morgen, nåede jeg lige at sige, hvorefter røret blev lagt på. . . .
   Nu kunne jeg ikke komme hurtigt nok ud af denne lufthavn. Jeg samlede mine kufferter op og gik med hastige skridt hen mod udgangen til taxaholdepladserne. .
   På den korte køretur hjem til huset, som føltes som en uendelighed, fik jeg de mærkeligste forestillinger om, hvad der var ved at ske. Jeg vidste med sikkerhed, at jeg var gået helt ud til den ende i verden af overdrevets tåbelighed som var mig muligt. Her sad jeg i en taxa, på vej hjem fra en ferie, som måske intet havde haft af betydning, eller som netop havde betydet så meget, at alt fra nu af ville få en anden betydning. Jeg lukkede øjnene et øjeblik og fik fornemmelsen af, at jeg stadig befandt mig i flyveren. Jeg fornemmede pludselig trætheden overmande min krop, samtidig med at billederne fra flyveturen igen tog til. Jeg var ved at døse hen i en dyb søvn. .
   - Vågn op! Vi er her nu! HALLO! VI ER HER NU!!
   Jeg kom forskrækket til mig selv, men opdagede endelig, at jeg igen sad på bagsædet i en taxa. Døren havde jeg åbnet lige inden vi holdt helt stille og chaufføren skældte mig ud over noget jeg kun fattede en smule af, og jeg var ikke helt fattet til at tage del i hans diskussionslyst.
   - Har du mine kufferter klar? spurgte jeg.
   - De ligger bagi. Dem kan du selv tage ud og smække efter dig, svarede chaufføren surt, og viste ingen tegn på at ville stå ud ad bilen.
   Da jeg endelig fik fodfæste uden for taxaen, måtte jeg kæmpe for at holde mig oprejst. Det var svært at holde balancen uden at være afhængig af bilen. Jeg fandt vej om til bagagerummet og fumlede lidt med klappen inden det endelig åbnedes, hvorefter jeg hurtigt hev mine kufferter ud, og stillede dem på fortovet. Jeg gik derefter over og droppede en hundredekroneseddel ind gennem den svagt åbne rude i passagersiden.
   - Man kan sgu da godt fornemme, at man er tilbage i Danmark, sagde jeg vrissent, du er jo bare skide sur over den korte tur…..
   - Får man for resten ikke sidde-sår af at vente så længe på alle de korte turer i lufthavnen? fortsatte jeg, hvorefter taxaen forsvandt med hjulspind. Jeg samlede mine kufferter op og gik ind i haven mod huset.
   Nu stod jeg igen foran hoveddøren til huset. For lidt over en uge siden, boede vi her som en familie.
   Jeg drejede nøglen og skubbede døren ind så den ramte entréspejlet, der med det samme faldt på gulvet med et brag. Jeg hørte lyden af glas, som splintredes i tusinde stykker.
   Ok, tænkte jeg, - det tegner ikke godt med denne form for velkomst. Godt nok vidste jeg, at der ikke var nogen hjemme, men alligevel forestillede jeg mig, at jeg lige var kommet hjem fra en bytur, med vennerne. Det var bare blevet meget senere end jeg havde lovet at være hjemme, så jeg lod som om jeg listede ind ad døren, så ingen kunne høre mig. Jeg så mig selv udføre disse tåbelige manøvre og følte mig som en stor idiot. Nu stod jeg igen med alvoren så tæt inde på kroppen, at jeg fornemmede en smerte lamme mig. Alvoren var virkelig. Jeg gik ind i stuen, tændte hurtigt alt lyset og følte mig forblændet over at se mit hjem så forandret fra den dag, jeg tog afsted og så til nu. Jeg smed den anden kuffert fra mig på gulvet inde i stuen. Den første havde jeg sat ovenpå de knuste spejlglas, for at dække over min egen berusede tilstand.
   Jeg gik ud i entreen for at lukke døren, låste den og gik derefter ind til køkkenet. Jeg stod der i cirka to minutter for at samle mine tanker omkring mine egne dumme handlinger og forsøgte at danne mig et klart billede af min helt nye situation. Alle døre i huset var tilsyneladende blevet lukket, inden min familie havde forladt huset. En masse minder fra tiden i huset, dukkede op og virkede på mig, som var det en drøm jeg havde svært ved at komme ud af. Jeg så pigerne i dagslys sidde i den anden ende af stuen. De sad og nød den tegnefilm som blev vist på fjernsynet. Anette var på vej ind ad køkkenindgangen for at stille nogle kopper på køkkenbordet.
   "Jeg går lige, sagde hun med et stort grin.
   Jeg går fra dig nu. Vi går fra dig nu, fortsatte hun.
   Nu er du alene Henrik, hørte jeg hende sige, mens jeg samtidig så hende sætte den største og mest modbydelige og ondskabsfulde latter i værk."
   Det var nok til at jeg kom tilbage til virkeligheden. Nu så jeg igen, hvor tom stuen så ud. Alle de møbler jeg havde det sidste billede af i min hukommelse, var blevet skiftet ud med andre møbler, som jeg ikke havde det mindste forhold til. Jeg kunne godt genkende dem, men det var møblerne fra de andre værelser. Dem, som vores tidligere au-pair piger havde benyttet. Møblerne fejlede dog ikke noget, og jeg forsøgte langsomt at tilvænne mig den nye indretning.
   Var det det, jeg ville med mit liv nu? Var det den rigtige beslutning, jeg havde taget? Denne lavine, eller dette jordskred skabt af min egen dumme uforsigtighed. Var jeg virkelig klar til at stå det her igennem?
   Jeg fornemmede igen denne kvælende fornemmelse i halsen. Det føltes, som om nogen forsøgte at trække hårdt i min strube. Jeg fornemmede, hvordan mine tårekanaler kæmpede for at åbne sig, som om de ville fortælle mig vejen til det første skridt ind i mit nye liv, -et liv jeg slet ikke var forberedt på. Skulle jeg nu pludselig finde vejen selv? Vi havde jo været to personer fra starten af eventyret, og nu var jeg her alene og skulle til at finde ud af en hverdag, hvor det kun var mig selv, jeg skulle tænke på. Ville jeg nogensinde være i stand til det?

Efter at have kæmpet længe nok med den ulidelige smerte, som var ved at tage pusten fra mig, måtte jeg give efter. Jeg overvejede ikke engang længere, om det var rigtigt eller forkert. Jeg blev så overvældet af tanken, at have ondt af mig selv, at jeg til sidst gav fanden i, hvad jeg selv tænkte, eller hvad andre måtte have tænkt om mig, hvis de havde set mig. Jeg vidste, at det hele ville komme nu. Jeg kunne ikke styre det længere, kunne ikke holde det tilbage længere. Fornemmelsen af den låste strube med sin metalsmag blev afløst at smagen af tårer og snot, blandet med smagen af den dårlige luft, som var i huset. Jeg græd som et ulykkeligt og forsømt barn, og intet ville få mig til at stoppe. Det føltes, som det mest korrekte at lade mig selv give slip på alle de tanker og fortrængte følelser, jeg havde ophobet i mit sind og min krop. Om jeg så ville vide, at jeg kunne være død af at græde, havde det ikke kunnet stoppe mig. Det var tydeligt for mig, at det skulle ud nu. Det var et klart tegn på, at hvis jeg skulle finde vejen igen, så måtte jeg starte her.

Jeg tog et år ud af kalenderen, hvor jeg arbejdede så meget jeg kunne for at redde mit firma. Når jeg havde fri, brugte jeg det meste af min tid på at læse eller skrive. Jeg læste bøger som aldrig før, men det var mest for at glemme de problemer jeg stod overfor. Den verden, som jeg nu selv havde valgt, var jeg nødt til at se konstruktivt på og ikke lade min egen svaghed tage over. Jeg var nødt til at finde mig selv hurtigt, så jeg også var i stand til at skabe en verden for mine to piger, når jeg havde dem.
   Jeg tændte for computeren en sen aften, for jeg var nødt til at skrive mine tanker ned, det var den eneste måde jeg kunne få lettet på låget, så noget af dampen kunne slippe ud. Jeg følte, at mit liv var blevet til et rent helvede, og kun ved at skrive, ville jeg få det en anelse bedre. Måske ville jeg også få chancen til at erkende, hvad jeg stod overfor, eller hvor jeg i livet nu befandt mig.