Juleaften 2002
Denne jul, husker jeg som den værste i mit liv.
Ikke, at min mor ikke havde forberedt endnu en flot aften, med alt der hørte til. Hun havde skabt en atmosfære af god gammeldags julestemning. Hun havde indkøbt de særeste nisseting, og de underligste nips-genstande hængte alle steder på det smukke høje mørkegrønne juletræ.
Jeg var ikke i tvivl om, hvor skuffet min mor var, over at jeg ikke havde muligheden for at have mine piger med til denne aften, for jeg kunne jo se hvor meget hun havde brugt af tid, for at stable denne juleaften på benene. Min mor var blevet enke efter andet ægteskab, og forsøgte så godt hun kunne, at få en fornuftig hverdag til at fungere igen. Hun havde en ukuelighed og en sejhed som jeg beundrede hende for. Det var som om, at intet kunne få hende ud af fatning. Hun var tæt på de halvfjerds, en anelse gråstænkt og ikke særlig høj men med en fysik, som var beundringsværdig for hendes alder.
Jeg var ikke den første af os søskende, som var ankommet. Min lillesøster Bettina, havde været der en times tid inden jeg ankom, og hun havde hjulpet mor med at hænge de sidste ting på træet, hvor hun ikke selv havde kunnet nå op. Bettina var den søster, som altid har været mig nærmest. Hun var 38 år, slank, lysblondt kort hår, med store grønne øjne, fra vores mors gren af familien. Hun var for mig som en tvilling mentalt. Hende og jeg havde nærmest kunnet læse hinandens tanker og jeg kunne altid regne med hende lige meget hvad jeg havde brug for.
Bettina stod og var ved at rette julestjernen ud, som åbenbart, året før, havde lidt overlast da den var blevet pakket tilbage i julekassen.
Jeg spurgte hende, om jeg ikke skulle sætte den på træet når hun var klar med den, hvorefter hun rakte den til mig, og sagde, at den nok ikke blev bedre nu.
Jeg tog fat i træet, hældte det forsigtigt så langt ned at det nu var muligt at nå toppen, men fandt hurtigt ud af hvor umuligt det var, at holde det med en arm, og sætte stjernen på med nu kun en hånd fri. Bettina så hurtigt, at jeg havde brug for hjælp, så hun overtog jobbet med stjernen, mens jeg i stedet holdt træet med begge hænder. Mens jeg holdt træet, kunne jeg se en masse gaver, som var tiltænkt mine piger, og det gav mig en følelse af voldsom vemodighed, bitterhed, men også en følelse af selvmedlidenhed.
Jeg så heldigvis at Bettina var færdig med at sætte stjernen på, så jeg igen kunne dække pakkerne til. Jeg gik derefter ud på badeværelset, hvor jeg så mig selv i spejlet. Jeg havde tårer i øjnene, og min næse føltes stoppet.
Da jeg havde stået et stykke tid, og iagttaget mig selv i spejlet, kunne jeg pludselig fornemme lidt af den Henrik, som havde været i kroppen tidligere. Det var dog kun et flygtigt øjeblik jeg så ham, men jeg vidste nu, at han et eller andet sted var der igen.
Tanken begyndte at fornemmes som en styrke. En styrke som jeg havde søgt i lang tid, men som var udeblevet. En styrke, som pludselig forekom som en befriende fornemmelse, og som gav mig en lyst til at gøre det endeligt slut på Jeas og mit forhold.
Jo mere jeg iagttog mig selv i spejlet, jo mere begyndte der at dukke op af mig selv. Vemodet var ved at fortage sig, men også følelsen af den selvmedlidenhed, som jeg havde følt lige før. Jeg tørrede mine øjne, men blev stadigvæk ude på badeværelset.
Jeg var ikke i tvivl længere, Jea skulle ud ad mit liv nu.
Det var tilsyneladende lykkedes mig et kort øjeblik, at finde styrken til at tage den eneste rigtige beslutning, og jeg vidste at det nok var den vigtigste beslutning, jeg i mit liv skulle tage. Nu skulle jeg bare gennemføre det.
Jeg gik lidt efter ind i stuen, og så at min halvsøster Linda også var ankommet, og følte mig egentligt ret godt tilpas sammen med min familie resten af denne juleaften, da jeg nu vidste hvad jeg skulle gøre ved mine problemer.
Første juledag, var den dag det hele kulminerede.
Jeg var ikke et sekund i tvivl længere, Jea skulle ud. Tanken om, at jeg ikke længere måtte se mine børn, på grund af hendes sygelige jalousi og uforklarlige skinsyge, havde sendt så meget vrede, og frustrerende bevægelser gennem alle dele af min krop, at jeg nu kun kunne føle en lettelse ved tanken om at det snart var slut. Alt det hun havde budt mig, ville der snart være en ende på.
Tanken om, at jeg nu skulle fortælle Jea at det var slut, gav mig en ro i mit nervesystem. En ro, som ikke havde været i mig i så lang tid, at jeg helt havde glemt hvordan den føltes.
Jea kom hjem til huset ved tre tiden denne første juledag. Hun havde åbenbart valgt at overnatte hos sine forældre, og det forstod jeg udmærket godt, da jeg vidste at hun stadigvæk gruede for at færdes alene i mørket.
Da hun ankom til huset, lukkede hun sig selv ind gennem køkkendøren til terrassen, mens jeg nu sad i hendes sofa, og ventede på det rette øjeblik, til at fortælle hende om min beslutning.
Jea lukkede døren, stod stille et stykke tid i køkkenet, samtidig med, at hun med sit underlige blik, ligesom anede hvad jeg ville sige til hende.
- Hvad? spurgte hun nu.
- Kom her over! svarede jeg hende.
Jea stillede poserne fra sig, med de gaver som hun havde modtaget juleaften. Hun gik derefter hen imod mig og satte sig på stolen ved siden af sofabordet.
- Hvad sker der? spurgte hun igen.
- Jeanne! svarede jeg. Du er nødt til at flytte ud herfra i dag.
Nu sad hun et kort øjeblik mens hun kun stirrede ned i gulvet, hvorefter hun med et rejste sig. Hun skyndte sig ud på badeværelset for at pakke de mest nødvendige ting.
Efter to minutter, kom hun ind i stuen igen. Hun havde sin dyne under den ene arm, og en pose i den anden.
Uden at sige noget til mig, gik hun hen imod køkkenet igen, skubbede døren til terrassen op, samlede de poser med gaverne op og gik ud ad døren, samtidig med at hun overfusede mig med en masse grimme ord.
Et minut gik, og jeg hørte hendes bil accelerere voldsomt, og med den hastighed, som hun havde valgt ned ad villavejen, gik der ikke lang tid før bilens støj forsvandt.
Jeg følte en lettelse lige efter, men jeg så også håbet om, at det skulle blive hende og jeg, forsvinde ud ad mit liv.
Det var en underlig fornemmelse, nu at sidde der alene i det store tomme hus, hvor vi for et kort øjeblik siden boede fire personer og en hund, til nu at være helt alene.
Jeg rejste mig fra sofaen, for at ringe til Anette, for at fortælle hende, at jeg havde afsluttet med Jeanne. Jeg savnede mine to piger så forfærdeligt lige nu, og havde brug for at vide at jeg snart ville få mulighed for at se dem igen, men mine opkald blev ikke besvaret.
De næste to dage forsøgte jeg mange gange at komme i kontakt med Anette og pigerne, for jeg var ved at gå til af ikke at vide hvor de var. Men jeg havde på fornemmelsen, at de var taget i sommerhus for at fejre julen, dog havde jeg ingen anelse om hvor.
De dage havde gjort mig svag igen, og jeg begyndte at drikke lidt for meget vin. Jeg kunne ikke holde smerten ud, så jeg ringede til Jea og fik endelig fat i hende efter flere forsøg. Jeg var nødt til at finde et fodfæste lige nu, men da Jea havde besvaret mit opkald og hun dér fortalte mig, at hun var flyttet til Holbæk, hos sin ekskæreste, forsvandt min sidste logik ud ad mit sind. Alt føltes nu som et ulideligt smertehelvede
Jeg var lige nu endt i en gråzone mellem helvede, og satans univers. Jea var ikke taget hjem til sin mor, som ellers for mig, ville have været det mest naturlige.
Hun havde valgt at finde sammen med en anden fyr, samme dag vi gik fra hinanden.
Nu gik det virkeligt ned ad bakke for mig. Jeg var så såret, og følte mig følelsesmæssigt lemlæstet indeni.
Jeg havde jo inderst inde håbet på, at Jea ville have sagt undskyld, og at vi sammen kunne finde en brugbar løsning, og at vi på denne måde kunne finde sammen igen.
Men jeas valg, som hun havde vist mig, fik mig nu til at overveje selvmord. Der var intet håndgribeligt, som jeg kunne tage at føle på længere. Det virkede som om, at mit liv på en eller anden måde skulle afsluttes i dette hus, hvor jeg ville rådne op som en ensom og fortabt sjæl uden nogen form for livsmod tilbage.
Tanken om at Jea var sammen med an anden mand, flossede mine følelser så meget itu, at jeg mistede fornemmelsen af at føle noget som helst ægte længere.
Det, at hun uden kamp, havde valgt at gå fra mig, havde ødelagt min fornemmelse af virkeligheden. Den havde skamferet min sjæl så dybt, at jeg følte at bunden i livet var nået. Som om jeg intet havde haft af betydning for hende.
Jeg boede i huset de næste to uger, men det var ikke længere mine egne møbler jeg boede i, men Jeas. Og alle hendes ting mindede mig konstant om hende og det håb som jeg havde beholdt lige til det allersidste.
Jeg hørte intet fra hende længere. Hun havde valgt den lette løsning, at starte et nyt liv med en anden, og lod nu mig sidde i klemme med alt det kaos af ligegyldighed som hun havde lagt i vores forhold mens det stod på.
Jeg sendte hende en masse ondskabsfulde SMS beskeder de næste uger, men hørte intet fra hende.
Jeg truede til sidst med, at hvis hun ikke hentede sine ting hurtigst muligt, så ville jeg sætte hendes møbler ud i haven. Først da, svarede hun mig.
Hun havde sendt mig en besked om at tingene ville blive hentet om aftenen, den femte 5. januar.
Min lillesøster og min mor, havde valgt at være der sammen med mig den aften, for de var nu klar over hvor fortvivlet min situation var blevet.
Senere på aftenen, den femte 5. januar, stod der lige pludselig otte personer i mit hjem. Jea var der også, men hun lod som om jeg ikke eksisterede. Som om jeg var luft for hende. Som om vi aldrig havde kendt hinanden. Hun hundsede rundt med sit personale af bekendte, og at se hendes forestillede optimisme, rev den sidste styrke ud af mig.
Det tog hendes skare af flyttefolk, cirka tyve minutter at rydde mit hus for hendes ting. De forlod alle hjemmet, og jeg stod nu ude i haven, og græd af smerte.
Jeas eksmand havde også været med, og som den sidste, var han kommet hen til mig, og havde sagt.
Henrik! Jeg ved hvad du har været igennem, hvorefter han også var gået ud ad havelågen og havde indtil videre lukket dette første kapitel.
Den næste måned, trodsede jeg alt fornuft og faresignaler. Jeg sendte de værste sider af mig selv til Jea, på skrift, via SMS-beskeder.
Den ene kærligheds erklæring, efter den anden, som Jea selvfølgelig ikke besvarede. Hun boede jo sammen med sin eks-fyr fra Holbæk nu, havde jeg fået at vide, og hun kunne selvfølgelig ikke finde plads til, at jeg skulle være en del af hendes liv længere. Jeg følte det som om, at en ondsindet virus havde angrebet min krop og langsomt havde i sinde at afkræfte mig. Nogle dage fik jeg en fornemmelse af, at min sjæl forsvandt ud ad min krop.
Den smerte og vrede, som jeg nu havde gået med i mere end en måned, fik mig til at oprette en profil på dating.dk igen. Jeg var ikke klar til at gå ind i et nyt forhold på det tidspunkt, men på den anden side, tænkte jeg "Hvem er det på dating.dk?"
Der var en del piger, som henvendte sig på min profil, men det var først da en pige, som hed Charlotte skrev til mig, at jeg reagerede.
Charlotte var mor til tre drenge, og var for nylig flyttet fra sin fyr, gennem fem år. Hende og hendes drenge havde derefter fået en lejlighed på Amager, hvor de var ved at finde roen igen.
Charlotte henvendte sig ofte til mig, via dating.dk, og jeg besvarede også alle hendes breve.
Efter få dage, udvekslede vi da også vores mobiltelefon-numre. Vi talte en del sammen de første dage, og da Charlotte fortalte mig, at hun havde bestilt billetter til en rejse, som hende og hendes drenge skulle på om to uger, foreslog jeg hende at mine piger og jeg ville tage med.
Vi aftalte at mødes den næste eftermiddag på Rådhuspladsen, hvor vi afhentede de billetter som Charlotte efterfølgende havde bestilt til os. Vi sad nu herefter alle syv, på en cafe, og skulle til at lære hinanden at kende.
Charlotte og jeg havde kun selv kendt hinanden i tre dage, men det var som om, at kemien eksisterede mellem os, og selv alle fem børn, var også åbne over for tanken, om at vi nu skulle rejse som en ny stor familie.
Charlotte og jeg fungerede godt sammen, og da det var et nyt forhold for mig, følte jeg, at det måske ville blive hende og jeg. Hun var en slank kvinde på trods af tre fødsler, havde lyst kortklippet hår og levede sundt.
Charlotte var tilsyneladende meget forgabt i mig, og jeg nød den opmærksomhed det medførte. Jeg modtog den ene SMS efter den anden den efterfølgende tid, og det gav mig en dejlig følelse, af at jeg langsomt var ved at indtage min krop igen.
Jeg fornemmede for hver dag noget styrke komme tilbage, som ellers havde forladt mig siden Jea var flyttet fra huset.
Endelig kom dagen, hvor vi alle skulle mødes.
Vi mødtes i Københavns lufthavn, i Terminal to, der hvor alle Chartergæster rejser ud fra. Vi checkede ind med vores bagage, og fandt hurtigt et sted i Transitten, hvor vi fik lidt sen frokost.
Jeg var helt sikker på, at det var en god beslutning vi havde taget, og der var intet som skulle ødelægge denne rejse, og ej heller mit nye forhold med Charlotte.
Vi ankom til Gran Canaria omkring klokken 18, "lokal tid" Charlotte og jeg var blevet sultne, men alle fem børn havde ikke talt om andet på hele turen derned, end den swimmingpool, som de havde set billeder fra i rejsekataloget, så Charlotte og jeg havde givet efter, og havde aftalt med dem, at en halv time i poolen var ok, inden vi alle syv skulle ud og spise.
De dage, og den ferie havde jeg brug for. Den sammensatte mig som menneske igen. Jeg kunne igen nyde mine piger, og den kvalitetstid jeg havde med dem, gav mig en følelse af den oprigtighed, som en far føler, der ellers har tilsidesat sine børn i mange henseender. Jeg gav mig igen tid til dem, lyttede til deres historier og var der nu i en verden sammen med dem, og jeg vidste hvor meget de betød for mig.
Dagene fløj af sted, som de jo gør på en alt for kort ferie. Om dagen, badede vi alle sammen, skiftevis med de skønne og lange gåture rundt i byen Puerto Rico, og om aftnerne gik vi ud og spiste på de restauranter, som vi havde allerede havde udvalgt i løbet af dagtimerne, hvor vi gik de lange shoppingture.
Vi lejede også en firehjulstrækker, som vi tourede rundt i de dage hvor det var for varmt til at vores ben orkede at bære vores overophedede kroppe.
Vi fandt et øde sted, hvor jeg lod alle fem børn få deres første oplevelse, af at styre en bil helt alene. Jeg sad selvfølgelig ved siden af dem på skift, mens Charlotte fotograferede os hver gang vi passerede hende.
Ungerne var ellevilde, og talte næsten ikke om andet den aften vi igen sad på en skøn udendørs restaurant.
Alle havde haft en stor oplevelse ud af at styre en bil for første gang i deres liv, og Cathrin og Maja var stolte over hvor populær deres far pludselig var i selskabet, da drengene ikke kunne tale om andet.
Lige da jeg foreslog at vi alle skålede, og skulle til at takke alle for en skøn ferie, modtog jeg en SMS.
Jeg tog min mobil op ad lommen, og så beskeden.
Det var fra JEA!!???
"Hej Henrik, hvordan har du det? knus Jea.
Mit hjerte sprang op i halsen lige da jeg erfarede at det var fra hende, som den oplevelse man har lige inden man rammer den forankørende bil selv om man har foden trådt så hårdt på bremsen, men man alligevel godt ved, at en kollision er uundgåelig. Denne frygtelige og ærgerlige fornemmelse man bagefter har, Hvorfor fulgte jeg dog ikke med i trafikken? Så havde jeg kunnet undgå dette. Jeg havde jo alle muligheder for at undgå denne kollision, hvis jeg bare havde vidst hvor jeg var i trafikken.
JEA!!?? Jeg havde endelig fået Jea lidt på afstand, men netop lige i dette øjeblik hvor jeg havde set, at det var fra Jea, vidste jeg godt hvor mit hjerte var. Mit hjerte fortalte mig mere, end jeg selv kunne ligge ord på.
I mere end et minut, galoperede mit hjerte, og sendte signaler til min noget forstyrrede hjerne. Mine ellers sunde tanker lige netop i dette øjeblik, forsvandt ud af hovedet på mig, som man lukker luften hurtigt ud af en ballon. Lige i dette øjeblik, hvor jeg netop skulle til at udbringe en skål, for at takke de andre for en fantastisk ferie, og for at fortælle dem hvor lykkelig jeg var for at have mødt Charlotte.
Den SMS, som Jea havde sendt, blev enden på min ferielyst.
Jeg kunne fra da af, ikke tænke på andet end Jea. Jeg måtte indse, at mit hjerte stadigvæk var hos hende, og jeg kunne ikke gøre noget ved det.
Lige meget hvad jeg bildte mig selv ind, så arbejdede min fornuft og hjerte ikke sammen, og det skabte et stort kaos inde i mig igen. Jeg fik følelse af at røre hende igen, og den vidunderlige fornemmelse af at kysse hende, som hver gang sendte mig en tur ud i det uendelige univers uden en vej tilbage. Den frihedsfornemmelse, der fik mig til at glemme alt om tid og sted når vi var intime, kunne jeg ikke få ud af mine tanker, og jeg var nødt til at besvare hendes besked, selv imod al sund fornuft.
Jeg undskyldte mine rejsegæster med at jeg skulle ud på toilettet, for ingen måtte opdage at jeg havde fået en SMS fra Jea.
"Hej Jea! Jeg er på ferie langt sydpå, men kommer hjem i morgen, knus Henrik.
Jeg anede ikke hvordan Jea ville tolke min besked, men lidt efter modtog jeg igen en besked fra hende.
"Kan vi ikke mødes når du kommer hjem? stod der i den næste, og lige efter modtog jeg endnu en.
Jeg er flyttet fra Holbæk, og bor i Brøndby hos en veninde.
Jeg stod ude på toilettet, og følte en dundrende hovedpine komme snigende, kiggede mig selv i spejlet, og så min ellers solbrune kulør langsomt forsvinde, og fornemmede i stedet en farve, som mindede om varm havregrød med sukker, som var ved at smelte.
Jeg åbnede for den kolde vandhane, og fyldte begge mine hænder med det kølige vand, og lod det ramme mit ansigt mange gange. Jeg var svimmel, og havde en fornemmelse af at skulle kaste op. Mit hoved var ved at eksplodere af den pludselige hovedpine, og mine ben var flere gange ved at give efter for den altoverskyggende virkning, som det havde været at se SMS beskeden var fra Jea. Håbet om at Jea og jeg kunne finde sammen igen, og finde lykken sammen, havde sendt mig ud i ubeskrivelig tilstand af åndenød og panik.
En grufuld panikangst havde sat sig ind i mig, så jeg måtte holde mig oprejst, ved hjælp af håndvasken, med den ene hånd, samtidig med at jeg med den anden forsøgte at køle mit ansigt ned, for at angsten skulle afledes af andre tanker.
Jeg må have været ude på toilettet i lang tid, men husker ikke helt hvor lang tid, men da jeg endelig havde fået kontrollen over den opståede angst, og gik tilbage til bordet, kunne jeg se, at alle ved bordet var i gang med desserten. Min hovedret stod stadigvæk på bordet hvor den også stod da jeg var gået fra bordet.
Maja spurgte mig om hvorfor jeg var hvid i ansigtet, og jeg svarede hende at jeg havde været i køkkenet og prøvesmagt deres mel.
Alle grinede, og fortsatte samtalen som om intet var usædvanligt, dog fornemmede jeg at Charlotte havde bange anelser.
Jeg satte mig på stolen, trak den ind til bordet, og skubbede min tallerken fra mig, rakte ud efter mit glas for endnu engang at skåle.
Min appetit var forsvundet, og i stedet for at spise, begyndte jeg nu at drikke rødvinen i store slurke.
Jeg måtte finde en vej ud ad det tankespind som jeg var endt i, forårsaget af Jeas SMS besked.
Mens de andre havde spist deres dessert, havde jeg nået at indtage over en halv flaske rødvin, og bestilte yderligere en flaske hos tjeneren.
Han skænkede op til både Charlotte og jeg, og jeg kiggede igen hurtigt i bunden af det tomme glas.
Charlotte havde nu også indtaget en ret stor mængde vin, og var kommet i festhumør. Som hun sagde,
- Henrik! Det er sidste aften hernede, så lad os da feste igennem, hvorefter hun skreg af grin.
Men jeg var ikke i humør til at feste efter beskeden fra Jea.
Jeg foreslog, at jeg tog Maja, "som var ved at falde i søvn af udmattelse" med hjem til hotellet, og at de andre kunne feste videre.
Maja og jeg forlod derefter bordet ret hurtigt, for jeg kunne ikke holde ud at være der længere. Maja kunne heller ikke hænge sammen længere, på grund af trætheden som havde overmandet hende efter desserten, så hun var nem at overtale til at følge med.
Jeg husker ikke helt hvordan vi kom hjem, for da vi forlod restauranten, må jeg have oplevet en slags Blackout.
Næste morgen stod jeg op, og så at Charlotte og Cathrin også lå i den store dobbeltseng. Jeg tænkte, at Charlotte også måtte have haft en skid på aftenen før, for vi havde ellers aftalt, at vi skulle sove hver for sig hele den uge.
Jeg rejste mig for at tage mine bukser på, som jeg havde haft på den foregående aften, men opdagede at mine penge fra baglommen var væk.
Jeg begyndte at lede andre steder, men så nu at også mit kamera var væk.
Charlotte vågnede også. Hun havde åbenbart hørt mig pusle rundt i rummet, og spurgte mig hvad jeg lavede.
- Vi har haft indbrud i nat, mens vi har sovet, svarede jeg. Mine penge og kamera er væk, der må have været nogen herinde mens vi har sovet, fortalte jeg hende.
Charlotte satte sig hurtigt op i sengen, rejste sig og rakte ud efter sine bukser.
- Mine penge er også væk, sagde hun.
Vi gik begge ud i køkkenet, for ikke at vække pigerne.
Det var den sidste dag vi skulle være hernede, og alle vores penge var væk, bortset fra de småpenge, som stadigvæk lå på bordet i soveværelset. Der var cirka totusinde pesetas tilbage, og syv munde som skulle mættes denne sidste dag. Ikke nogen rar fornemmelse at erfare, samtidig med de største tømmermænd.
Jeg kom dog i tanke om at jeg havde mit Mastercard liggende inde i skuffen i soveværelset, og følte en lettelse da jeg så at det stadigvæk lå der.
Ok! Ingen panik, tænkte jeg. Vi hæver et par tusinde kroner i Pesetas, så vi klarer den sidste dag uden de store problemer.
Jeg lagde mig på sengen igen, stirrede op i loftet, og tænkte, nu starter alle ulykkerne igen, og jeg har kun modtaget en SMS besked fra Jea, ikke andet.
Vi fortalte børnene, at vi havde tabt vores sidste penge, så der skulle spares denne sidste dag. De var lidt bekymrede over det lige da de vågnede, men indså hurtigt at vejret var til badning ved poolen, og glemte det ret hurtigt.
Vi forlod øen, hvor jeg havde været så mange gange før i mit liv, at jeg kendte den lige så godt som jeg kendte København.
Jeg lukkede mine øjne, efter det sidste glimt af øen "Gran Canaria" fra flyveren. Jeg havde lyst til at sove mig ud ad de sidste to dages oplevelse, men var stadigvæk for opkørt over beskeden fra Jea, men også tanken om at være blevet bestjålet, i et værelse hvor vi havde sovet, uden at opdage hvad der var sket om natten.