Når kærligheden får kolde fødder
   Hvad er mon kærlighed? Hvor findes den henne? Er det ikke bare noget, der er der, et eller andet ubegribeligt sted. Eller findes den virkelig? Hvem bestemmer rammerne om kærligheden?
   Kan vi selv vælge at tage den ind til os når vi har brug for den, eller er det noget åndeligt, der eksisterer over os, hvor vi ikke selv er herrer over hvornår den kommer snigende og hvornår den forlader os igen. Kærligheden, - som vi kender den- når den er kærkommen, og kærligheden som vi kender den når den gør mest ondt...
   Mon ikke kærligheden mest består af genkendelsens glæde. Noget man møder hos en anden, men som man måske mest føler inde i dig selv. Noget man ikke selv har haft chancen til at gennemlyse. Noget der ligger dybt begravet i éns indre og som pludselig vælter op til overfladen. Denne fornemmelse er jo både skræmmende, spændende, og sjælden.
   At få den mulighed at en anden person nu står overfor én, og det man mest ser i denne person, er én selv. Eller man kan måske blive tændt af denne person, på grund af andre ting, som for eksempel, éns forældre. De ting de aldrig kunne give os. Ting som man ikke engang selv aner man mangler, men som gør, at man får en følelse af at det mangler et sted i det mystiske puslespil af et liv, når man får den serveret lige foran næsen på den store flotte hovedret, smukt anrettet, og lige til at gå til.
   Det eneste man gruer lidt for er regningen. Man ved at den skal betales inden man forlader bordet. Man ved, at de penge man skal af med, nok skulle have været brugt til huslejen, men man tager det ikke så nøje, da det vil ødelægge appetitten. Man har valgt at spise op. Hver en krumme skal spises. Intet må restere, for det skal være hele oplevelsen værd.
   Kærligheden er appetitlig, og den kan ikke erstattes af noget andet. Den skal helt ind til benet når man ser den, for der er intet, der føles stærkere end den. Vi er som mennesker i stand til at ødelægge alt andet omkring os, for bare at opleve den et sekund af vores liv. Når den så kommer for tæt på os, så bliver vi bange for den, for den krævede meget mere end vi først antog. Den ødelægger os, fordi vi ikke kan håndtere den. Den skræmmer os, fordi vi ikke forstår den.
   Vi står med en ukendt følelse, der er ved at tage fornuften fra os, og vi ser os selv som et halvt menneske, der pludselig halter igennem livet, bange for at stoppe op, men især bange for ikke at turde gå hele vejen. Hvem ved om vi oplever den igen, eller hvor lang tid går der går, inden den kommer snigende igen?

Det er ikke så længe siden, jeg begyndte at se efter de signaler, der kunne fremkalde kærligheden, men den er stadigvæk ubegribelig for mig. Jeg forstår ikke hvor den kommer fra, og hvad den gør godt for. Kan vi ikke bare elske som vi elsker vores børn, som vi selv har skabt, for de giver os det hele tilbage uden modkrav. De elsker os som forældre, fordi vi er deres forældre. Og vi elsker dem, fordi de er vores børn. Det er uomtvisteligt en sandhed, som vi nok kan arbejde videre med for at finde ud af hvad kærligheden egentligt består af.
   Mon vi anede hvad kærlighed var, hvis vi ikke gennem hele vores liv havde set den på film, læst om den i bøger, eller havde hørt andres versioner om den. Kærlighedsfænomenet må jo så være, at kunne nikke genkendende til noget, der er gemt væk indeni vores sjæl, noget vi har brug for at lære om os selv.
   Vi begiver os så ud på en rejse sammen med en anden, i den tro at det er ægte kærlighed vi har fundet. Måske er det netop kærligheden vi denne gang har fundet, men det kan også være, at vi bare fornemmer noget i vores underbevidsthed, som gør, at vi tror vi har fundet et svar som vi har brug for, for at kunne udvikle os yderligere. Men for at være sikker på, at der ikke skal opstå indre konflikter i os selv, og i forholdet, er vi nødt til at kunne fornemme den ægte følelse helt ind i vores dybeste sjæl, for ellers vil svarene måske aldrig dukke op.