Den blinde vej

Jeg er lige i gang med at bevæge mig baglæns. Jeg holder lige for rødt lys. Aner ikke om jeg skal til højre eller venstre nu. Måske skal jeg bare slippe håndbremsen og lade mig slippe ud i trafikken.
   Hvor bliver det alt sammen af? Er det noget vi har spist eller er vi bare så dumme?
   Hvorfor gør jeg det her mod mig selv igen og igen?
   Jeg ved at jeg bevæger mig baglæns lige nu, og jeg kan intet gøre ved det.
   Hvornår kommer det lys jeg har brug for. Det der skal lede mig til det helt rigtige.
   Lige nu har jeg brug for en sindsmekaniker, til at checke mine fejl og give mig et livseftersyn én gang for alle.

Ok! jeg har nu valgt at rydde op i mit rod én gang for alle. Se sandheden i øjnene nu.
   Der er alligevel ikke nogen simpel måde at finde kærligheden igen. Den er lige foran os, men vi tør ikke tage den til os. Vi vil hellere jage den, til den er skræmt så langt væk, at den ikke findes for os mere. Vi kaster os konstant ud i at skulle reflektere over vores eget liv. Vi glemmer vores ægte kærlighed, den der bare er der, og i stedet kaster vi os ud i andres bedømmelse.

Jeg vil nu bruge tid på at finde en følelse, som jeg kan holde om, og jeg vil bygge mig op omkring den. Jeg vil lade den vise mig vejen igennem livet fra nu af, for jeg kan ikke uden den.

Jeg græder meget lige nu. Mest fordi jeg ikke aner hvilken vej jeg skal gå. Når jeg ikke græder, er det fordi jeg forsøger at udbedre mig selv. Jeg passer på hvert et ord jeg siger. Jeg græder fordi jeg ved at jeg får det bedre af det, ikke fantastisk, men bedre.