Helvedes december
   Den næste morgen vågnede Jea allerede ved 5 tiden, på grund af at pillerne ikke længere havde nogen virkning. Hun var nu blevet så bange over sin egen reaktion, den foregående nat, at hun ikke tøvede med at vække mig.
   Jeg husker at jeg følte mig noget groggy, da jeg endelig havde fået sat mig op i sengen, men jeg forstod hurtigt alvoren i hendes tilstand. Hun var virkelig bange. Alt det, som var sket, havde påvirket hende så meget, at hun i bogstaveligste forstand sad og skælvede på både arme og ben, samtidig med at hun græd hjerteskærende. Jeg tror egentligt først at det var dér den endelige reaktion kom frem i hende. Først nu reagerede hun på oplevelsen hvor hun faktisk var i troen, at hun skulle dø, at hendes sidste time var kommet, at det var sidste gang hun havde set sin familie.
   Jeg havde rejst mig fra sengen, og var på vej ud for at sætte kaffe over, men samtidig følte jeg mig usikker på, om Jea havde mere brug for mig, end kaffe, så jeg lagde mig igen ned ved siden af hende. Jea sad stadig oppe i sengen, men da jeg lagde mig helt ind til hende, valgte hun nu også at lægge sig ned. Jeg krammede hende længe. Jeg ville være sikker på, at hun følte den tryghed som hun havde brug for, for jeg var helt sikker på at hun behøvede mig nu. Jeg ville kæmpe sammen med hende. Jeg håbede at jeg kunne føle det, som hun havde været igennem, men selv om jeg ikke selv helt fornemmede det, vidste jeg nogenlunde hvordan hun havde det, så jeg krammede hende i så lang tid, at hun til sidst selv foreslog, at vi skulle stå op, og drikke kaffe sammen.
   Jeg havde måske nu givet hende en fornemmelse af, at det var sikkert nok at være i mit hus, da ingen anede hvor vi var, også selv om hendes nervecentral lige havde fået en ordentlig røvfuld.
   Vi stod op, og jeg spurgte hende om det var ok, at jeg kørte til bageren for at købe morgenbrød.

Mens jeg var hos bageren, havde Jea valgt at tage 2 "Alopam", inden morgenmaden.
   Hun fortalte mig, at hun var nødt til at ringe til sin arbejdsgiver, og give besked om at hun ikke kunne komme i dag på grund af det som var sket, men tanken om at skulle ringe op, havde udløst en voldsom reaktion i hende, derfor havde hun valgt at tage de beroligende piller.
   - Kan du ikke ringe til min chef?
   - Jo! Det kan jeg da godt. Hvad synes du jeg skal fortælle hende? spurgte jeg hende.
   - Fortæl hende sandheden, selv om jeg ved hun ikke køber den. Jeg ved bare, at hvis jeg selv ringer op, så får hun mig overtalt til at komme på job i dag, og det kan jeg altså ikke.
   Jeg forstod godt hvad Jea mente, for hun havde fortalt mig en del om sin arbejdsgiver, nok til at jeg forstod hvorfor hun ikke selv ville ringe hende op.
   Jeg fik nummeret af Jea, og ringede op.
   - Det er tandlægen, du taler med Lise, blev der svaret.
   - Hej! Jeg er Jeannes kæreste, Jeanne kommer altså ikke på job i dag.
   Jeg fortalte hende den hele sandhed, men i en lidt kortere version.
   - Jamen gud nej dog! svarede Lise. Hvornår tror du hun er rask igen? spurgte hun.
   - Jeg ved det ikke Lise.. Jeanne har det forfærdeligt lige nu.
   Lise viste mig sin forståelse for Jeas situation, så jeg regnede derfor med at alt var i sin skønneste orden efter vi havde afsluttet samtalen..
   Der var kun gået cirka 20 minutter, da Jeas mobiltelefon ringede.
   - Åh nej! udbrød Jea. Det er garanteret Lise.
   Mobilen viste ikke noget nummer på hvem der ringede, men Jea ventede på et opkald fra sin læge den morgen, så hun var nødt til at besvare.
   - Hej Jeanne! Er du klar over hvor travlt vi har i dag? Du har jo selv sagt ja til alle klienterne. Hun fortsatte.. Jeg kan da ikke klare det alene. Jeg håber du forstår den situation du har sat mig i Jeanne.
   - Hvad siger du til at jeg kommer i morgen? Jeg kan altså ikke i dag, svarede Jea.
   - Ok! Hvis du kan leve med det, så må det vel blive sådan.
   De lagde på, og bagefter var Jeas reaktion på samtalen så voldsom at hun begyndte at græde.
   Sig mig, fatter din chef ikke en skid af hvad der foregår, selv om hun får det skåret ud i pap? spurgte jeg Jea.
   - Tænk, hun vil have at jeg skal tage på job allerede i dag, svarede Jea og rystede på hovedet..
   - Jeg ringer hende op igen, svarede jeg.
   - Nej Henrik! Jeg får min læge til at ringe hende op, hun er sgu da nødt til at tage hans opkald alvorligt, det er den eneste måde hun fatter at jeg ikke er klar til at arbejde nu, svarede Jea.

Mens vi ventede på at lægen skulle ringe, forsøgte Jea at få fat i Carina.
   Jeg tror at hun ringede cirka 10-12 gange, inden hun endelig svarede.
   - Hej Carina! Du er sgu ikke let at få fat i, sagde Jea.
   De talte lidt sammen, og jeg kunne forstå at ham bankrøveren havde været på besøg hos Carina aftenen tidligere. Han havde truet hende med en masse ulykker og havde sagt at han nok skulle få sin hævn inden længe. Det havde skræmt Carina, men ikke nok til at hun umiddelbart ville føje sin mor, og flytte ud i huset hos os.
   De skændtes lidt i telefonen, og omsider var det lykkedes Jea, at overbevise sin datter om faren, i at blive boende i Brøndby.
   Jeg valgte at holde fri fra arbejde denne dag, for nu skulle der pludselig en masse planlægning til.
   Jea og jeg satte os ved spisebordet i den ende af stuen, hvor køkkenet var.
   Vi sad stille, uden at sige noget et stykke tid.
   Pludselig siger Jea.
   - Jeg vil have min lejlighed tømt nu!
   - Altså i dag? spurgte jeg hende.
   - Ja, i dag! svarede hun. Jeg kan da ikke holde tanken ud, at mine ting skal ødelægges mens jeg bor her, svarede hun og begyndte at stryge sine fingre igennem sit pandehår.
   - Jamen jeg har jo mine piger i dag! Det kan vi sgu da ikke nå inden klokken fire, svarede jeg.
   - JEG ER SGU DA LIGEGLAD MED DINE PIGER LIGE NU, KAN DU IKKE FORSTÅ DET? råbte hun og tørrede sine øjne med papir fra køkkenrullen.
   Jeg sad her overfor den smukkeste kvinde i denne jordiske verden, men følte mig nu så såret over det hun lige havde sagt til mig. Jeg fik følelsen af, at hvis jeg bare havde ringet hende op noget før, så jeg kunne have stoppet vores forhold, så havde det ikke været mit problem at hjælpe hende igennem alt det vi nu skulle igennem. Men nu var vi gået så langt, at det var for sent at vende om.
   Mange af Jeas personlige ting var jo allerede i mit hjem, så jeg beroligede hende med at vi nok skulle nå det hele inden jeg skulle hente pigerne.
   Jeg ringede til mine ansatte ved ti tiden denne formiddag, bedte dem om at samle fire mand til at køre ud til adressen i Brøndby, hvor vi mødtes omkring ved 12 tiden.
   Jeg viste dem hvordan de skulle pakke tingene, og hvad de skulle flytte, og gik ned foran opgangen for at ringe efter flere folk, der kunne rengøre Jeas lejlighed når den var blevet tømt.
   Jeg havde bedt flyttefolkene om at tildække mine nummerplader på bilerne, så den undslupne bankrøver ikke skulle få chancen for at opspore dem senere. Jeg havde den samme morgen ved spisebordet, fået en historie fra Jea, om at han havde et forhold til en ung pige, som havde et job inden for politiet, derfor turde jeg ikke tage nogen chance, for at de her fik chancen for at opspore os.

Jea ringede lidt efter. Hun havde valgt at blive i huset, for at vaske alt sit tøj, som vi allerede havde taget med tidligere.
   - Hej! Carina er hjemme nu, hun spørger om hvornår I kan flytte hendes ting.
   - Jeg ved ikke præcis hvornår vi er færdige her, svarede jeg.
   - NÅ! SÅ SIGER JEG BARE TIL HENDE AT HUN SELV MÅ FLYTTE SINE TING, råbte hun, hvorefter hun afbrød forbindelsen.
   Jeg stod nu og kiggede på min mobiltelefon, som om det der skete ikke var virkelighed.
   Jeg kunne ikke fatte at jeg selv var vidne til alt det Jea havde budt mig indtil nu, men jeg undskyldte hende alligevel med, at det måske var på grund af pillernes virkning. Måske ville hun i løbet af kort tid, falde til ro, så vi sammen kunne bygge en ny familie op, så måske var tanken ikke så tosset alligevel, for jeg elskede hende overalt på denne jord.
   Jeg ringede Carina op på hendes mobiltelefon.
   - Hej! det er Carina, svarede hun.
   - Hej, det er Henrik! Er du hjemme nu? spurgte jeg.
   - Ja, jeg er ved at pakke ting i kasser! kommer I herover nu? spurgte hun.
   - Jeg kommer selv over til dig nu! men har du nok flyttekasser, eller skal jeg tage nogle med?
   - Jeg er næsten færdig, svarede Carina. Jeg mangler kun lige at pakke de sidste ting fra køkkenet.
   Vi aftalte at jeg skulle tage et par stykker med for en sikkerheds skyld.
   Da jeg kom over til hende, stod døren åben på tiende etage.
   Jeg kunne høre at hun råbte højt, mens jeg gik hen ad svalegangen til hendes dør.
   - Hej Carina! kaldte jeg da jeg gik ind i hendes entre.
   - Hej! svarede hun, da hun i det samme afbrød forbindelsen.
   - Det var min mor! Hun er sindssyg, hun siger at jeg ikke selv må være her i lejligheden længere.
   Hun siger at du skal tage dig af resten, hvorefter hun kaldte på sin rottweiler og forsvandt ud ad hoveddøren.
   Nu stod jeg alene, med alle Carinas ting. Godt nok havde hun pakket det meste ned allerede, men jeg følte mig som en komplet idiot nu.
   Var det virkeligt det her? spurgte jeg mig selv. Hvad fanden var det jeg havde sagt ja til, og hvordan skulle alt det her ende?
   Jeg pakkede det sidste ting ned i de 2 kasser, som jeg havde taget med, hvorefter jeg begyndte at flytte alle tingene hen i elevatoren. Efter to ture, havde jeg fået alle hendes ting ned til bilen, som holdt tæt ved elevatoren, fik bilen pakket og kørte mod Amager.
   Da jeg ikke ville skræmme Jea, ringede jeg til hende inden jeg ankom til huset, men hun var stadigvæk i gang med vasketøjet, og havde ikke tid til at tale i telefon.
   Jeg ringede på døren, samtidig med at jeg lukkede mig selv ind.
   Da jeg åbnede entredøren, fik jeg et chok, for Carinas rottweiler stod pludselig en meter fra mig og gøede så jeg tabte en af Carinas lamper på gulvet, så pæren sprang med et øredøvende brag.
   Hunden blev forskrækket, og spurtede nu ned i den anden ende af huset. Jeg gik ind i stuen, og så at Jea havde søgt tilflugt under spisebordet. Hun var åbenbart også blevet forskrækket over det pludselige brag fra pæren der sprang, at hun nu med ét, fik den samme grufulde fornemmelse som hun havde været udsat for natten før.
   Jeg skyndte mig hen til hende, satte mig på hug foran bordet og rakte mine arme frem for at hun skulle komme ud igen, men jeg kunne se hvor meget hun skælvede, samtidig med at hun hulkede. Hun var mere bange end jeg nogensinde havde set et andet menneske være.
   Jeg kravlede nu ind under bordet og satte mig helt hen til hende så jeg kunne give hende et trøstende kram, og forsøgte at få hende til at falde til ro, ved at tale langsomt og roligt til hende.
   Jeg forklarede hende at det bare var en lampe, som var tabt på gulvet, men hun reagerede nærmest som et forskræmt vilddyr i fangenskab, rædselsslagen ved den mindste lyd hun hørte nu.
   Jeg spurgte hende om jeg kunne gøre noget for hende, men der kom ingen reaktion, andet end at hun begyndte at ryste og dirre endnu mere end før.
   Jeg valgte at trække hende forsigtigt i hendes ene arm for at få hende ud fra bordet, og det lykkedes endelig efter flere forsøg, at få hende så langt ud nu, at jeg kunne få hende på benene.
   Jeg hjalp hende med at komme ind i soveværelset, hvor jeg fik lagt hende i seng. Jeg lagde mig ved siden af hende, krammede hende ømt, for jeg var selv blevet ret skræmt over at se hendes voldsomme reaktion, bare på en høj lyd.
   Jea var så udkørt, af den alt for urolige formiddag, og nu ret sene eftermiddag, at hun hurtigt faldt i søvn. Jeg blev liggende ved siden af hende, mens jeg endnu et stykke tid nussede hendes ene kind. Nu kunne jeg igen mærke, hvor meget jeg egentligt elskede hende.
   Da jeg var helt sikker på at hun sov tungt nok til ikke at vågne op igen, gik jeg ud i køkkenet og tændte en smøg. Carina var ude i haven, hvor hun legede pind med sin hund.
   Jeg valgte at gå ud til hende for at spørge, om vi skulle se og få tømt bilen for alle hendes ting, for jeg kunne regne ud at det næste flyttelæs snart ville være her.
   Det tog os cirka en halv time at få hendes ting på plads i den ende af huset hvor Charlotte havde boet for nylig. Klokken var nu kvarter i fire, og det var ved at være mørkt. Det var tid at hente pigerne fra fritten, så jeg kørte fra huset.

Jeg fik hentet dem, og sammen købte vi lidt ind til aftensmad.
   Vi kom hjem i huset, hvor begge lastbiler allerede var ved at være tomme. Vi gik ind i huset, og jeg så til min store forbavselse, at mine møbler var erstattet af Jeas møbler. Alle mine ting, store som små var, efter Jeas ordrer, placeret i den del af huset hvor Carina skulle bo. Ok! tænkte jeg.
   Carina havde jo ikke ret meget hun selv kunne gøre godt med, og jeg må da indrømme at stuen, med Jeas møbler pyntede væsentligt mere end mine møbler havde gjort, så tanken om at hun havde taget den beføjelse uden om mig, betød ikke verdens undergang.
   Der var bare én detalje jeg endnu ikke havde fortalt Jea, og det var at huset ville blive sat til salg i den kommende uge.
   Jeg havde ikke kunnet fortælle hende det, efter alt det kaos hun havde været igennem. Jeg ved godt at jeg måske burde have sagt det, og dog! Det var jo måske ikke nødvendigt alligevel, nu hvor vi havde tre indtægter. Måske kunne vi blive boende her alle tre. Om alle omstændigheder, så ville Jea jo aldrig igen sætte sine ben i den lejlighed hun lige havde forladt.

Flyttefolkene havde nu læsset det sidste ad bilerne, og var kørt igen.
   Børnene havde sagt hej til Jea, da vi var kommet ind i stuen, men Jea havde ikke værdiget dem et blik, så pigerne var hurtigt gået ind på deres værelser.
   Jeg stod lidt og undrede mig over hvordan hun igen bare havde prøvet at undgå dem. Det var på samme måde, som da hun så dem første gang, der havde hun også nærmest negligeret dem begge. Men ok! jeg kunne måske forstå hendes reaktion lige her og nu, men jeg var stadigvæk forundret over hvorfor hun havde reageret på samme måde den første gang.
   Nå! Vi fik sat alle møblerne på plads, så både Carinas og vores stue var blevet beboelig. Det havde ikke taget mere end cirka tyve minutter, hvorefter vi satte os ned i Jeas sofa, som nu stod samme sted, hvor min sofa stod, for under en time siden.
   Jea kom pludselig i tanker om at Carinas køleskab ikke var kommet med.
   - Carina! I har glemt køleskabet. Du ved jo godt at det var en gave fra din mormor.
   - Henrik! Vi er nødt til at hente det med det samme, sagde Jea træt og irritabel.
   Carina havde i eftermiddags indleveret nøglerne til lejligheden hos viceværten, men Jea havde heldigvis en ekstra.
   Vi besluttede, eller Jea besluttede, at vi skulle hente det lige nu, så jeg kaldte på pigerne.
   - I er nødt til at tage jeres overtøj på igen.
   Jeg fortalte dem kort hvad det gik ud på, og de blev hurtigt klar til at tage af sted.
   Vi var nødt til at køre i to biler, da min kun er en tresæders, sagde jeg til Jea og så hvordan hun nærmest afskyede mine ord, mens hun var på vej ud ad køkkendøren til terrassen.
   Jeg havde pigerne med, og Jea kørte i sin egen bil.
   Da vi ankom til lejligheden, var der allerede andre mennesker derinde. Jea vadede ind, uden at banke på, for hun havde hørt to kvinder tale sammen derinde, og følte sig åbenbart sikker nok til at skubbe døren helt op, som stod på klem da vi ankom.
   - Hej! sagde Jea. Vi kommer bare for at hente køleskabet. Det er en gave til min datter fra hendes mormor, sagde Jea.
   Ok! Jamen, I tager bare køleskabet, svarede en af damerne som nu var kommet ud i entreen.
   Da vi gik hen ad svalegangen alle 4 med skabet, ringede (min ekskone) Anette og fortalte at jeg ikke havde fået pigernes tøj med til dagen efter.
   Jeg svarede hende, at vi ville komme forbi og hente det på vejen hjem.
   Da vi havde afbrudt forbindelsen, spurgte jeg Jea om hun glædede sig til at komme hjem i huset og bare slappe af.
   Hun svarede mig ikke, mens jeg læssede køleskabet på bilen. Hun styrede derimod lige hen mod sin bil, samtidig med at hun råbte.
   - JA! TAG HEN OG BOL MED DIN EKSKONE, DIT SVIN!
   Det var det sidste jeg hørte hende råbe, inden hun havde sat sig ind og smækket døren. Hun startede bilen, jokkede speederen i bund, og var ude ad syne inden jeg nåede at lukke bagdørene.
   Hold da op, tænkte jeg. Hvordan skulle jeg kunne fortælle mine piger at vi fra i dag skulle leve sammen med Jea, efter den opførsel hun lige havde vist overfor dem.
   Nå! jeg spurgte pigerne om vi ikke skulle tage på Mc Donalds i stedet for at køre hjem lige med det samme.
   Da vi sad på restauranten, ringede Jea flere gange, og hver gang jeg svarede hende, råbte hun,
   - DIT LEDE MØGSVIN.
   Vi kørte lidt efter hen for at hente pigernes tøj, hos Anette.
   Da vi dernæst ankom til mit hus var der helt mørkt. Alle lys var slukket i hele huset, hoveddøren var låst, også køkkendøren til terrassen var låst, selvom Jeas bil holdt i indkørslen.
   Jeg låste os ind ved køkkenindgangen, tændte lyset i køkkenet, og fik pigerne til at gå ind på deres værelse, hvor jeg også havde tændt lysene, gik selv hen imod soveværelset. Også der var lyset slukket, men det var nu ikke så underligt, da jeg vidste at pæren var sprunget.
   Jeg forsøgte at kigge ind i værelset, men da det tog lidt tid for øjnene at vænne sig til mørket, kunne jeg intet se.
   Jeg drejede rundt for at gå ud af værelset igen, men i det samme fik jeg smagen af blod i munden. Jeg mærkede pludselig en smerte, der gjorde at jeg ikke kunne tænke klart, og jeg famlede nu rundt fortumlet og i blinde. Jeg mærkede ikke det næste slag, men så mig selv dejse om på soveværelse- gulvet.
   Jeg kunne mærke blodet strømme ud ad min mund, og anede stadigvæk ikke hvad der skete omkring mig. Min adrenalin pumpede mit blod så hurtigt, at jeg kunne høre mit hjerte banke...
   Et sted, som føles langt væk, hørte jeg et barn græde, nej, det var ikke et barn der græd, men et barn der skreg.
   Jeg blev langsomt og svagt klar over, at det er Maja, min yngste datter, som skreg nu.
   Nu vidste jeg at jeg måtte fatte mig hurtigt, hvis det her ikke skulle ende galt. Jeg kom på benene ved hjælp af vindueskarmen, vendte mig om og så Jea i et tåget omrids.
   Jeg fornemmede at hun pludselig spænede ud ad soveværelsesdøren, nu da mine øjne var begyndt at vænne sig til mørket, og jeg samtidig var ved at komme til mig selv efter slaget.
   Jeg hørte kort efter køkkendøren til terrassen blive smækket så hårdt i, at flere gryder faldt på plads i køkkenskabene.
   Jeg vaklede så godt jeg magtede, hen mod pigernes værelse, (samtidig med, at jeg forsøgte at fjerne blodet fra mit ansigt,) for at se om de var ok, og heldigvis konstaterede jeg at der intet var sket med dem mens jeg var væk fra denne verden for et kort øjeblik.