Al havde taget fri fra arbejde for at tage Anders til en børnepsykolog. Han var blevet anbefalet denne psykolog af en nær kvindelig kollega..Det var en aftale han havde lavet uden Lindas viden, da hun igen var flyttet hen til sin mor, og Al mente ikke hun alligevel deltog i familien for tiden.
   De havde siddet i venteværelset et stykke tid, da en herre på cirka halvtreds år, iført jakkesæt og slips kom ud for at kalde dem ind.
   -Hej, jeg hedder Niels.-Du må være Anders, sagde han og rakte hånden frem. Han hilste derefter på Al.
   Al trak en stol ud til sin søn, der hurtigt satte sig. Al satte sig ved siden af ham.
   -Nå Anders, sagde psykologen og kiggede skiftevis på dem begge.
   Anders kiggede kun et flygtigt sekund på ham,
   -Hvor gammel er du Anders? spurgte han.
   -Jeg er snart ti år, svarede Anders og kiggede rundt i lokalet.
   -Du har en lillesøster. Hvor gammel er hun Anders?
   -Hvem af dem? Spurgte Anders og rødmede straks med et tilbageholdt smil.
   -Jamen, har du da ikke kun en søster?
   -Jo, svarede han og kiggede på manden.
   -Men Anders, hvorfor spurgte du mig om hvem jeg mente?
   -Det var også bare for sjov jeg gjorde det, svarede han, mens han sad og flettede fingre.
   -Ved du godt hvorfor vi to skal tale sammen?
   -Næ, det ved jeg ikke.
   Psykologen kiggede over på Al og derefter på Anders igen.
   -Kan du godt lide at gå i skole?
   -Ja.
   -Hvad kan du bedst lide ved skolen?
   -Mange ting.
   -Kan du lide dine lærere?
   -Ja, de er da ok.
   Taler du meget med dine lærere?
   -Næe, det gør jeg ikke.- Jo, en der hedder Kasper, ham taler jeg nogen gange med.
   -Hvad taler i så om?
   -Alt muligt, men mest om computere.
   -Kan du godt lide at tale om computere?
   -Ja da, det kan alle vel.
   -Har du nogle gode kammerater fra skolen?
   -Neeej, svarede Anders lidt tøvende.
   Psykologen åbnede en folder, som lå foran ham. Han kiggede lidt i den og lagde den fra sig igen.
   -Jeg hører, at du nogengange ser nogle ting, som kan forekomme virkelige.-Hvilke ting er det du ser?
   -Det er mange forskellige ting.
   Der blev ikke sagt noget et stykke tid. Psykologen havde sat sig tilbagelænet i sin stol og studerede nu kun Anders.
   -Det er svært at forklare, sagde Anders pludselig..-Det er som om..-Det er ligesom en drøm, men bare mere virkeligt..Ja, lige som en drøm.
   -Hvornår har du sidst haft de drømme?
   -Det ved jeg ikke, svarede Anders og kiggede ned i gulvet.
   -Kan du huske hvad du oplevede sidste gang, da du havde en af de drømme?
   -Ja.
   -Hvad kan du huske fra den drøm?
   Anders stirrede stadigvæk ned i gulvet., men svarede ikke med det samme.
   -Jeg så min mor være ond mod én og det var altså ikke en drøm, det var virkeligt.
   Al kiggede med stor forundring på Anders, samtidig med at han flere gange rykkede sig uroligt i stolen.
   -Er det en du kender?
   -Hvem? Spurgte Anders og kiggede kun flygtigt på psykologen.
   -Hvem er det du ser, Anders?
   Anders svarede ikke...
   -Er der andre til stede hvor du ser din mor være ond mod denne person?
   -Nej, hun er alene..

Al havde spekuleret som fandenivoldsk under hele konsultationen, på hvad det kunne betyde det han havde hørt sin søn fortælle. Han tænkte på Linda, men kunne ikke sammenfatte det til noget fornuftigt, da de jo ikke så Bo og Ea længere.
   Anders var blevet bedt om at gå ud i venteværelset så Al og psykologen kunne tale sammen.
   -Hvad er det, der sker med Anders? spurgte Al lige da drengen havde lukket døren.
   -Det kunne tyde på at Anders har det, der kaldes klarfølelse..-Det er en sjælden evne som børn kan have i de tidlige barneår..-Men de forsvinder som regel med alderen.
   -Jamen hvad kan årsagen være til at Anders netop har disse evner? spurgte Al ivrigt.
   -Jeg ved det ikke med sikkerhed, men symptomerne opstår normalt hvis barnet har følt sig meget isoleret i de tidlige år, eller hvis de har følt sig svigtet. De oplever gerne og ofte disse suplime forudanelser, også selv om de ikke altid holder stik, svarede psykologen.
   -Jeg er selvfølgelig nødt til at tale mere med Anders for at jeg kan være mere sikker.
   -Ok, sagde Al og rejste sig.
   Psykologen rejste sig et sekund efter og rakte hånden frem.
   De fik aftalt en ny tid til ugen efter, og på vejen hjem havde Al og sønnen ikke talt videre om forløbet hos psykologen. De talte kun om fodbold. Selv om Anders egentligt var ligeglad med fodbold, så lod han af og til som om han var interesseret.

Al hørte posten blive smidt ind af brevsprækken en lørdag formiddag. Han gik fra køkkenet ud i entreen, samlede alt op. Han åbnede et brev fra banken og erfarede med det samme, at der var trukket 6012 kroner på deres fælles konto. Han kunne ikke se hvad der var købt, men var sikker på at det var Linda, der havde brugt pengene. Han tænkte på om han skulle ringe hende op og spørge, men valgte at lade være. Deres forhold kørte ikke optimalt for tiden og havde ikke gjort det igennem længere tid. Linda boede kun hjemme cirka 14 dage ad gangen, for derefter at flytte hjem til sin mor en uges tid.
   Han satte sig med sin kaffekop ind i stuen og åbnede resten af brevene.
   Anders kom ind med et voldsomt morgenhår og så helt svedig ud.
   -Godmorgen skat, sagde Al og satte koppen.
   -Godmorgen far.
   -Har du sovet godt? spurgte Al.
   Anders svarede ikke, men gik ud i køkkenet for at finde sin morgenmad. Han kom lidt efter ind og satte sig overfor Al ved spisebordet.
   -Har du sovet godt? spurgte Al igen.
   -Næe, det har jeg faktisk ikke, svarede Anders.
   -Har du da drømt noget uhyggeligt?
   -Måske.
   -Vil du fortælle hvad det er du har drømt?
   -Næe, svarede han. -Hvornår kommer mor hjem igen?
   -Hun kommer snart hjem, svarede Al.
   -Det sagde du også i sidste uge. -Hun kommer jo slet ikke hjem foreløbig.
   -Er det noget du lige har drømt? Anders
   -Næe det er det faktisk ikke, der er bare noget jeg ved.
   Trine var lige vågnet og kom ind i stuen. Hun gik med det samme hen til sin far.
   -Godmorgen skat, har du sovet godt? spurgte Al og gav hende et kram. -Og hvad med dig? Spurgte han og løftede Trines bamse op i sin ene hånd.
   -Kommer mor hjem i dag? spurgte hun samtidig med at hun gabte.
   -Jeg ved det ikke, men vi kan jo ringe til hende i dag og spørge. han gav hende et kys på panden.
   -Hvor længe siden er det nu vi så mor? spurgte hun.
   -Det er snart to uger siden nu, men hun kommer snart hjem igen, svarede Al, som vist først og fremmest forsøgte at overbevise sig selv om, at alt snart ville være i den skønneste orden igen.- Hvad siger I til at vi tager en tur op i sommehuset i dag? Spurgte Al begge børnene.
   -Hvad skulle vi lave der? Spurgte Anders med det samme og kiggede forundret på sin far.
   -Jeg vil gerne i sommehuset, sagde Trine kort efter, -men kun hvis jeg må tage Chicko med.
   -Selvfølgelig må du da tage Chicko med, svarede Al og rakte hende bamsen igen.

Linda havde for længst regnet ud, hvornår Ea ville føde barnet, "Sådan cirka i hvert fald" men spurgte hende alligevel den dag, hvor de sammen spiste frokost på en restaurant i Nordsjælland.
   -Jeg regner med, at det bliver lige omkring den første oktober, hvis altså alt går vel, svarede Ea, samtidig med at hun forsøgte at læse Lindas kropsprog.
   Linda løftede sit glas med kildevand og tog en tår.
   -Så er du blevet gravid cirka en måned efter vi så hinanden sidst?
   -Jaa... -Det passer meget godt.
   -Så er det jo allerede om halvanden måned.. Linda fortsatte.
   -Hvor er det bare skønt for Jer begge at det endelig skulle lykkedes.. -Jeg er bare så lykkelig på Jeres vegne lige nu.
   -Ja, sagde Ea.. -Det er vi også selv lykkelige over og vi glæder os meget og tæller dagene hver dag nu.
   -Det kan jeg godt følge Jer i.. -Hvad med Bo? Er han klar til det?
   -Ja da, svarede Ea med et forundret blik... -Han har jo snart børneværelset klar... -Vi mangler kun at købe sengen nu, men vi venter til det er lige oppe over.
   Linda sad med stor forundring og følte en voldsom skuffelse over hvordan Ea var i stand til at fortælle den ene løgnhistorie efter den anden. Hun havde helt klart en forestilling om, at Ea ville føde omkring den første september, og at hendes mave ikke syntes tænkeligt, at kunne vokse meget mere. Også det, at Ea ikke engang havde spurgt om hvordan hun havde haft det siden ulykken, skuffede hende.
   -Jeg skulle også hilse fra Bo og sige mange tak for gaverne,
   -Det har du sagt tidligere, men du må da endelig hilse Bo tilbage og sige, at det var os en glæde at give Jer de ting....-Der er jo så mange ting man skal bruge lige i starten med en ny.
   -Ja for pokker da, svarede Ea med et ydmygt smil, samtidig med at hun forsøgte at virke rolig og fattet.
   -I må endelig sige til hvis der er noget vi kan hjælpe Jer med når du har født... -Ja selvfølgelig også hvis der er noget inden da, sagde Linda og smilede inden hun tog endnu en tår af kildevanden.
   -Hvordan går det med dig og Al?...og børnene?
   -Det går rigtig godt med os, løj Linda med et påtaget smil...-Vi overvejer også at få et barn mere..-Måske ikke lige nu, men vi skal jo også tænke på det biologiske ur, der tikker derud af.
   -Ja selvfølgelig, svarede Ea med et forsøg på at finde et passende smil.
   -Hvad med Jer? spurgte Linda og stirrede med et stift blik på Ea.-Overvejer i så at få flere børn?
   -Nej...-Nej, det tror jeg ikke.
   -Ved I hvad hun skal hedde? Altså hvis det bliver en pige selvfølgelig, fortsatte Linda og slap ikke sit blik fra Ea.
   -Nej, ikke endnu. Vi har talt sammen om et par forskellige navne, men.... Vi ved det ikke endnu.
   -Jeg synes Christina er et sødt navn, sagde Linda. -Hvad synes du om Christina?
   -Ja Christina er et sødt navn, måske?...
   Ea følte sig ret beklemt ved den måde Linda blev ved med at stirre på hende. Hun fornemmede en klam sved i sine håndflader og mærkede en sveddråbe titte frem i pandehåret.
   -Du er ikke syg, vel Ea?...-Du ser jo helt bleg ud.
   -Nej nej, jeg har det helt fint, jeg har bare ikke sovet ret meget de sidste par nætter fordi jeg har haft plukveer.
   -Det var da tidligt de er begyndt, hvis du først er sat til at føde om halvanden måned..

Al havde taget Anders og Trine med op i sommerhuset. Han havde hele formiddagen, forsøgt at få kontakt med Linda, men hun havde ikke besvaret et eneste af hans opkald. Trine og Anders løb med det samme ind på hver deres værelse for at finde det legetøj, som de ikke havde set i længere tid. Al åbnede døren til terrassen. Han gik derefter hen til køkkenet for at se om der var blevet gjort rent efter deres sidste besøg, og så med det samme gaveæsken med knivene, som lå på køkkenbordet. Han åbnede æsken og erfarede at den største af de tre knive var væk. Han stod et øjeblik, kiggede rundt i stuen, inden han fortsatte til køkkenet for at gennemlede alle skufferne.
   Han forsøgte at sætte sin hukommelse på arbejde, men kunne ikke komme i tanke om hvorfor den skulle være blevet fjernet den aften de var her sidst. Han ringede derfor til naboen, som havde gjort rent et par dage efter de havde forladt huset, men hun havde selvfølgelig ikke bemærket om der manglede en kniv. Især ikke da hun aldrig havde set denne kniv.
   Efter endt samtale, begyndte Al at gennemsøge hele huset for at se om der var andre ting, der var fjernet, men kunne ikke umiddelbart se at der manglede noget. Han vidste han var nødt til at finde den, for enten havde der været indbrud, eller også havde naboen taget den og ikke ville indrømme det, eller..
   Telefonen ringede..
   -Hej Al, sagde stemmen.. -Det er Tina.. -Jeg kom lige i tanke om at Linda var heroppe for et par måneder siden, måske er det hende, der har taget den.
   -Ja selvfølgelig, svarede Al, lidt overrasket og forvirret. Han undskyldte at han havde forstyrret hende.
   -Helt okay, sagde Tina -Du ringer bare hvis du kommer i tanke om andet....
   -Jo Tina, der er lige en ting. -Kan du huske lidt mere præcist. hvor længe siden det var hun var heroppe?
   -Tina svarede ikke lige med det samme, og Al kunne høre hende rode rundt i nogle papirer inden hun svarede
   -Jeg mener det var omkring midten af juni måned, men jeg er ikke helt sikker.
   -Ok, sagde Al..-Men du skal have tak for at du ringede tilbage med det samme.
   -Det var så lidt, Al, sagde Tina, hvorefter de begge lagde på.

Al fik bange anelser. -Af hvilken årsag skulle Linda været taget herop? -og så kun for at fjerne en kniv- det gav jo ingen mening. Det så jo ikke ud som om der manglede andre ting i huset.
   Han gik ud på terrassen, fandt en øl fra en papkasse og satte sig på trappen, tændte en smøg, og tog nogle tunge hiv, samtidig med at han febrilsk forsøgte at danne sig et klart billede af hvad dette her skulle betyde. Han overvejede at kalde på Anders. Måske kunne han løfte sløret for hvad, der var ved at ske.... Nej, han vidste, at han selv måtte selv finde ud af det da det pludselig slog ham, hvordan Anders for cirka et år siden blev ved med at påstå, -overfor Trine- at hun ikke var hans rigtige lillesøster. Det havde gjort hende så ked af det, at hun i en længere periode nærmest var utrøstelig. Al vidste, at det kun var ham selv, der kunne handle ud fra det han allerede vidste.