Al havde taget den sidste indkøbspose med ind fra bilen som han satte fra sig på køkkengulvet. Linda var allerede ved at pakke de første ud.
   -Skatter, henter du resten af tingene? -Jeg mangler mine hjemmesko og her er altså lidt fodkoldt.
   Jeg er på vej derud, svarede Al -mindre ivrig end første gang- da det nu var begyndt at regne igen. Det havde regnet det meste af turen fra København, men var stoppet cirka ti minutter inden de var nået til sommerhuset
   Køreturen fra København til Gilleleje tog normalt kun en times tid, men de var kommet for sent afsted, og havde derfor måtte tilbringe omtrent halvanden time i myldretidens endeløse bilkøer.
   Al havde næsten tømt bilen, men manglede lige at hente den gave han havde købt til Linda.
   Linda afsluttede netop en telefonsamtale, da Al kom ind i huset igen, og han forstod hurtigt, at det var Bo eller Ea, som hun havde talt med
   -Hvad tid ville de være her?
   -De regnede først med at kunne være her ved atten-tiden, men de ville ringe et kvarter inden de var her, svarede Linda.
   Al gik ud for at hente den sidste ting fra bilen. Han satte sig ind på førersædet af deres Cherokee-Firehjulstrækker, som han for under en måned havde købt brugt. Han havde købt den ved en byttehandel, hvor han var gået af med den gamle Ford Mondeo Stationcar. Den var efterhånden blevet for lille, når de alle fire var på tur, og han var blevet godt træt af, altid at skulle proppe -Forden-, så der knap nok var plads til børnene på bagsædet.
   Han sad og betragtede sig selv i bakspejlet et par sekunder. Længe nok til at se at han ikke længere kunne løbe fra sin alder på enogfyrre år. Han måtte erkende, at tiden havde indhentet ham nu. Tanken om det barn som de mistede ved Lindas første graviditet havde gjort så ondt i ham, at han i flere år ikke havde turdet tro på, at han og Linda ville være i stand til at blive en børnefamilie. I dag var han lykkelig, trods det at de mistede Christina.
   Det var ikke let for Al at pakke den store gave ind da han selv sad på førersædet og kun havde pladsen som passagersædet udgjorde. Han havde købt et dyrt sæt køkkenknive til Linda, da han vidste hvor ofte hun havde hidset sig op over at de køkkenknive der allerede var i sommerhuset, næsten gjorde det umuligt at lave mad med.
   Hun havde en dag i arrigskab kastet en af knivene fra sig så den havde sat sig fast i panelerne ved siden af døren ind til et af børneværelserne, som lå ved siden af køkkenet.
   Deres datter Trine på fem år var netop på vej ud af døren fra værelset, da kniven kom flyvende og kun missede hendes fod med et par centimeter. Hun var stoppet forskrækket op uden først at give en lyd fra sig, men var efter kun få sekunder begyndt at græde. Linda var tilsyneladende blevet voldsomt forbavset over sin egen reaktion og stod stille et kort øjeblik inden hun kunne finde vej hen til datteren for at løfte hende op, berolige, og trøste hende.
   Al havde ikke selv været der på det tidspunkt det var sket så han anede intet om det. Først da Sønnen Anders, -som var fire år ældre end Trine- nævnte det ved aftensmaden.
   -Hvilken kniv? havde Al spurgt Linda.
   -Årh! ikke noget, havde Linda svaret og derefter stirret bestemt på Anders Som hurtigt fik ham til at fjerne sit blik fra hende og kigge ned i sin tallerken, mens Trine sad og tog store slubrende mundfulde af sin mælk.
   Al havde siddet forundret et stykke tid, og ikke vidst om han skulle spørge mere ind til det, hvilket Linda med det samme kunne fornemme og derfor hurtigt havde reageret med.
   -Der skete jo ikke noget, -det var jo bare et uheld.

Al var endelig færdig med at pakke gaven ind, men sad yderligere et stykke tid i bilen og tænkte over om det var en god ide med knivene. Måske skulle han hellere have valgt en mere romantisk gave, end køkkenudstyr.
   Han sad og forestillede sig hvordan Lindas ansigtsudtryk ville være når hun åbnede gaven.
   Denne smukke kvinde som han havde mødt for snart tretten år siden. Denne lyshårede slanke skønhed, med den dejligste faste krop og hendes synligt markerede høje kindben som var et træk, Al altid havde gået efter. Denne skønne kvinde, som han havde været så heldig at blive præsenteret for på en tivoli-tur, i det indre København.
   Det var hans bedste ven, Bo, som havde præsenteret dem for hinanden, og hende og Al var hurtigt kommet godt ind i hinandens selskab.
   Da han kom ind i køkkenet, så han Linda, der var i gang med at slibe en af de få køkkenknive de havde. Al tænkte med det samme på sit held med timingen, og glemte nu helt tanken om, at det måske ikke var en så uegnet gave han havde valgt alligevel. Han gav hende et kys på kinden og kort efter et på munden.
   Linda vendte altid sit hoved på skrå når de kyssede, på grund af højdeforskellen mellem dem. Hun var cirka tyve centimeter lavere end Al, og for hende havde det altid føltes mere naturligt at gøre det, end at holde hovedet oprejst.
   -Jeg elsker dig, sagde han, hvorefter han rakte hende gaven som han havde holdt skjult bag hendes ryg.
   Linda tog med begge hænder imod den store gaveæske, som ikke var særligt pænt indpakket, men til gengæld indpakket i gavepapir som hun genkendte.
   -Hvornår har du pakket den ind?
   -Det har jeg da lige gjort! svarede Al, ude i bilen.
   Han stod nu kun og betragtede Lindas ansigtsudtryk. Han lagde mærke til, at hendes blå øjne skiftede mellem milde og derefter skarpe udtryk.
   Hun fik hurtigt flået papiret af, og så med det samme, hvad det var Al havde givet hende.
   -Nej hvor dejligt! sagde Linda.. Hun holdt en kort pause, men fortsatte.
   -Det er rart med nye knive, altid rart med nye ting til køkkenet, sagde hun med en lidt sammenbidt stemme.
   -Nu sprætter du mig vel ikke op, bare fordi jeg er elendig til at vælge gaver, vel? spurgte Al, og smilede til hende.
   Hun lagde æsken med knivene på køkkenbordet, gav ham et let, flygtigt kys på kinden.
   -Tak for gaven, skat..
   -Det var så lidt! sagde Al, og vidste nu, at han i det mindste kunne have købt en buket blomster til at følge med til sit elendige valg af gaven.
   Linda begyndte at blive en anelse stresset nu, da hun vidste at Bo og Ea snart ville være her..
   -Al, råbte hun, men han var gået ud på terrassen og havde lukket døren bag sig, så han kunne ikke høre hende.
   Han havde tændt udendørslyset, og Linda kunne se, at han var gået i gang med at stable de brændeknuder op, som var væltet ned efter den orkan, som havde passeret Danmark og resten af Norden en uge tidligere. De havde -på vejen op til sommerhuset- set hvor megen skade orkanen havde forvoldt. Træer lå som flækkede tændstikker, huse havde de set en del af, som nu var uden tag. En frygtelig kraft fra naturens side, havde vist sin voldsomme styrke, når den pludselig satte ind.
   Al og Linda havde været forskånet for orkanens ondsindede hærværk de to gange de havde oplevet den. Kun brændeknuderne, var et synligt bevis på at den også havde været på besøg i deres sommerhus.

Linda havde fået travlt i køkkenet nu. Hun havde nu alle fire blus i gang på komfuret, samtidig med at ovnen var ved at bage de bagekartofler, som passede perfekt til denne ret som var Lindas yndlingsret, Chateaubriand med sause-bearnaise, samt garniture, som bestod af springonions og Haricouverte.
   Hun tog en flaske rødvin ned fra den lille vinreol, som stod ovenpå køleskabet, fandt en proptrækker og havde sit hyr med at åbne flasken. Endelig lykkedes det hende. Hun tog to store vinglas ud, skænkede vin op i begge, og tog en tår af det ene.
   Linda kunne se Al, der næsten var ved at være færdig med brændeknuderne. Hun stod stadig med vinglasset i hånden, og mens hun havde stået og betragtet ham gennem vinduerne, havde hun næsten tømt glasset. Hun skænkede endnu et glas, da han kom ind..
   -Har de ringet? spurgte han.
   -Nej! svarede hun, ikke endnu.
   Lindas mobiltelefon ringede.

-Hej Ea! sagde Linda, hvornår regner i med at være her?
   -Ok! nej ikke noget, nej nej, vi har hvad vi skal bruge.
   -Ok! vi ses om ti minutter.
   -Hvilket et er mit glas? spurgte Al, da hun havde afbrudt forbindelsen.
   -Det der står længst væk fra komfuret, svarede Linda. Al tog begge glas i hænderne, gik hen til Linda og rakte hende det ene.
   -Skål skat! sagde han og løftede sit glas.
   -Skål skat! sagde hun og tog en stor slurk af vinen.
   Da hun fortsatte med maden, begyndte hun at tænke over den måde, hun havde mødt Ea første gang. Bo var kommet hjem til dem, og havde taget en pige med som han gerne ville have de skulle præsenteres for , og de havde pænt taget imod hans nye kæreste.
   Ea var en flot og meget sexet kvinde på cirka tredive år. Hun havde langt mellemblond og kraftigt smukt hår. Hendes krop var sat sammen på den rigtige måde og man kunne fornemme at hun dyrkede forskellige typer sport, eller i hvert fald motionerede en del, eller også havde hun bare været heldig fra naturens side. Hun havde den dag haft en fræk sporty, romantisk, og forførende stram sort kjole på, og Linda havde flere gange fornemmet, at Ea havde kigget lidt for meget på Al.
   Linda havde følt det som om hun blev krænket i sit eget hjem, men havde ikke nævnt det over for Al, da hun vidste hvor meget hans venskab med Bo betød for ham
   -Skatter! sagde Linda pludselig ret højt.
   -Er jeg en sexet kvinde?
   -Om du er sexet? Du er den frækkeste og mest sexede kvinde i mit univers, der er ingen der nogensinde slår dig i at være sexet, svarede Al.
   -Al! fortsatte Linda.
   -Ja, skat! svarede han igen.
   -Hvad med Ea? Er hun sexet?
   -Hvad mener du? spurgte han forvirret.
   -Jeg mener, fra en skala fra et til ti, hvor er hun så på sex-skalaen, spurgte Linda nu, grinede lidt genert og fortsatte. -Og du må ikke lyve, du skal svare ærligt.
   Al var gået i gang med at tænde op i pejsen i den anden ende af stuen. Nu vendte han sig om fra sin hugsiddende stilling og kiggede forundret på sin kone.
   Hun rakte hurtigt ud efter sit vinglas igen, tog endnu en stor slurk, og følte sig pludselig lidt flov, over sit spørgsmål.
   Al rejste sig, kom ud i køkkenet og trak to flasker rødvin ned fra reolen.
   -Hvor er proptrækkeren? spurgte han.
   -De må være her lige om lidt. Al fik hurtigt trukket begge flasker op som han stillede på spisebordet og tændte de to stearinlys..
   Linda betragtede ham, mens han delte bestikket ud på bordet. Hun følte sig lykkelig over at hun i sin tid havde mødt ham og havde været så heldig, at de havde fået to raske børn sammen. Smerten over, at de mistede deres barn ved første fødsel, sad i hende endnu, og havde længe efter givet hende en følelse af, at hendes hjerte var blevet til en lille forstenet klump, der ikke længere fungerede som hjerte, men mere som en hindring i hendes daglige verden, og der var gået flere år, inden hun havde turde tage chancen med endnu et forsøg på at blive gravid. Det var mest når hun ikke havde sine to børn omkring sig, at hun tænkte på Christina, -som nu- Hun led ofte med den sorteste samvittighed over den måde, hvor hun i de første tre år havde forsømt Anders. Hun havde ikke turde tro på, at han ville overleve og havde derfor ikke turde knytte sig helt til sit eget barn. Al havde ofte måtte tage over i længere perioder, når hun selv havde været ved at give op. Han havde ofte måttet tage fri fra sit arbejde for at passe Anders, på trods af at hun var på orlov, gik hjemme og havde tiden til det. Hun følte at hendes anden graviditet nærmest havde tappet hende for kræfter, så hun slet ingen energi havde til Anders.
   -De kommer nu! sagde Linda pludselig med stress i stemmen. -Jeg hørte en bildør smække! Det må være dem..
   Al havde også hørt bildøren. Han gik over til pejsen og smed yderligere et par brændeknuder i,
   "Det var over en måned siden de sidst havde været heroppe, og temperaturen havde de indstillet på syv grader sidst de havde forladt sommerhuset. Det var heldigvis ikke frostgrader udenfor, så det ville ikke tage lang tid før temperaturen ville nærme sig et par og tyve grader indenfor." Han forlod stuen og gik ud i entreen for at lukke op.
   Al hørte Ea, grine udenfor hoveddøren. Han kunne også høre Bo, som sagde at de havde glemt et eller andet hjemmefra, men Al forstod ikke helt på deres samtale, hvad det var de havde glemt.

Det bankede svagt på hoveddøren og et sekund efter blev der ringet på dørklokken.
   Al åbnede døren og så Ea stå cirka en meter fra døren.
   Hun havde en buket blomster i den ene hånd og en plasticpose i den anden.
   -Hej sagde Ea med et stort smil, hvorefter hun kaldte på Bo, som lige havde smækket bildøren.
   Al stak hovedet ud af hoveddøren og kunne nu se Bo som kom slæbende med dyner og hovedpuder, selv om både Al og Linda ofte havde sagt at de ikke behøvede at medbringe dem.
   -Det er ikke en god dag i dag! sagde Al, og fortsatte, Linda ligger alvorligt syg og vil helst ikke have gæster i dag, så jeg håber ikke, at I har haft for meget ulejlighed med at køre helt herop.
   -Neej! svarede Ea, med en undrende tøven -Hvad fejler hun? spurgte hun og så noget betynget ud.
   -Er det alvorligt? spurgte Bo lige efter, og var ved at tabe dynerne på det våde græs en meter fra hvor Ea stod.
   -AL! råbte Linda inde fra køkkenet. -HVORFOR LUKKER DU DEM IKKE IND? -MADEN ER KLAR OM FEM MINUTTER, og man kunne nu høre at emhætten blev slukket.
   -Al! Din skid! sagde Bo og kylede dynerne i hovedet på ham.
   -Der tog du altså røven på os, din sjover.
   Ea stod lidt forfjamsket og fattede ikke hvad der foregik, mens Al og Bo gav hinanden et gensynskram.
   -Kommer du? spurgte Bo, Ea, som stadigvæk stod forundret.
   Al og Bo var på vej ind i køkkenet til Linda og Ea fulgte tøvende efter dem.
   -Hej, Bo! sagde Linda og stod med åbne arme for at tage imod et kram fra Bo.
   Bo styrede hen til Linda og gav hende et kys på kinden og derefter et ordentligt kram.
   -Hvor er det dejligt at se dig igen! sagde Linda og gav først slip da hun så, at Ea nu også var kommet ind i stuen.
   -Hej, Ea! sagde Al, og gav hende et kram, -skønt I kunne komme.
   Al havde lige akkurat givet slip på Ea, da Ea kiggede over på Linda.
   -Jamen er du ikke syg? spurgte Ea, stadig stående med buketten og plasticposen i hænderne.
   -Mig syg, hvad mener du dog? -Jeg har aldrig haft det så godt som lige nu, fjantede Linda lettere bedugget. -Hvorfor tror du jeg er syg?
   -Nej hvor er Al og Bo dog strenge, så var det bare sjov det de lavede med mig, sagde Ea.
   Nå ja! svarede Linda, du kender dem jo, de kan ikke lade være med at joke. -De har nok kendt hinanden for længe.
   Ea gik hen til køkkenet og rakte Linda blomsterbuketten.
   -Neej hvor er de flotte! sagde Linda smilende og lagde buketten fra sig.
   Al og Bo var gået ud på terrassen og havde begge tændt en cigaret. De stod og grinede, af et eller andet, som Linda og Ea ikke helt kunne høre.
   Bo og Al var gamle arbejdskollegaer, men Bo var blevet fyret for cirka fem år siden, inden for rejsebranchen.
   Bo var en festlig fyr på omkring de fyrre, lyshåret i modsætning til Al. Han var cirka ethundrede og femogfirs centimeter høj og havde været god ved sin krop, selv om Al havde indtryk af, at både han og Ea havde levet det søde liv ret længe nu.
   Han havde efter fyringen, valgt et job som sælger, og havde vist, at han faktisk var en dygtig en af slagsen, og havde i dag en ret god indtjening. Nok til, at han og Ea ofte gik på Casino og muntrede sig med skiftevis at tabe og vinde. De var begge godt klar over, at de i det lange løb tabte, så de havde derfor lavet et budget over hvor meget de kunne tillade sig at spille for. De rejste ofte på ferie sydpå sammen. Lige så snart der var en rolig periode på deres arbejde, spildte de ikke muligheden for at komme af sted.
   Bo gik til daglig med habit når han var på arbejde, men lige så snart han havde fri, tog han hurtigt et brusebad og skiftede til jeans, T-shirt og en løst hængende skjorte. Netop det havde han også valgt denne dag.
   -Hvor ser du godt ud! sagde Linda til Ea, som havde sat sig på en af stolene ved spisebordet.
   Ea havde, som de andre gange de havde været sammen, en stram sort kjole på, som igen fortalte hendes omgivelser hvor udfordrende hun ville give sig ud for at være.
   Linda, som stadig stod ved komfuret, havde skænket et glad rødvin til Ea og skålede med hende.
   -Skål! sagde Ea, løftede sit glas og tog en tår af vinen.
   -Hvor er det dejligt at I kunne komme! sagde Linda og stillede sit glas, mens hun stod og huskede tilbage på tiden, inden hun og Al selv fik Anders. Fra den tid skete det helt af sig selv, at hun ikke længere følte hun kunne gå så udfordrende klædt længere, så hun forstod godt Ea. Linda havde selv en grå klassisk nederdel på, som lige akkurat dækkede hendes knæ. Den sad ret stramt på hendes bagdel så man tydeligt kunne fornemme hendes hvepse-talje.
   -Ja! svarede Ea, og fortsatte. -Der går også for lang tid imellem disse weekender, men det er skønt når det endelig lykkes os at aftale en hel weekend ad gangen.
   Ea sad et kort øjeblik og beundrede det dejlige lyse køkken, med de hvide skabslåger og de flotte bordplader i sort skifer, som Linda havde valgt at få udskiftet i stedet for de gamle brune marmorplader, som var fulgt med købet.
   -Skal vi skåle en gang mere, inden drengene kommer ind? spurgte Linda.
   -Ja da! sagde Ea og lo.
   Linda kom i det samme, til at vælte den tomme flaske på køkkenbordet.
   -Hov! sagde hun og følte sig lidt flov over for Ea.
   Bo og Al var kommet ind fra terrassen.
   -Nøøj hvor er det koldt, sagde Bo og gik over til Ea og skænkede rødvin op til sig selv og Al, og satte sig derefter ved bordet.
   -Må jeg være din bordherre i aften? spurgte han Ea.
   -Jeg ville da blive skuffet, hvis du ikke havde tilbudt det, svarede hun og grinede lidt koket til Al.
   Al løftede sit glas og kiggede over på Linda, som tog en hurtig tår og slukkede blusset til bøfferne.
   -Har du..! Jeg mener, har de fået nok? spurgte Al hvorefter han og Bo skreg af grin.
   -Hvad er det der er så sjovt? spurgte Linda og kiggede med forbløffelse og forundring, skiftevis på Al og Bo.
   -Ikke noget! svarede Ea. -Vi har bare ikke været heldige med vores bordherrer i aften, hvorefter hun smilede til Linda og spurgte om hun skulle hjælpe med noget.
   -Jeg har helt dyr på det, svarede Linda og kom til at hikke et sekund efter.
   Bo og Al skreg af grin nu og kunne ikke stoppe igen.
   Først Da havde Linda fået nok. Hun tog den tomme rødvinsflaske og kylede den ned i køkkengulvet, dog uden den gik i stykker.
   -SÅ KAN I GODT STOPPE!! råbte hun, og begyndte at græde.
   Al rejste sig hurtigt fra stolen, skyndte sig over til hende og tog hende ind til sig, men Linda puffede ham væk i samme sekund.
   -HOLD DIG VÆK, råbte hun,
   -LAD MIG VÆRE AL! fortsatte hun. -DU SKAL IKKE SIDDE DER OG HÅNE MIG OVERFOR DINE VENNER BARE FORDI JEG HAR FÅET LIDT FOR MEGET AT DRIKKE!!.
   -Undskyld! sagde Al, det var ikke for at såre dig, -vi lavede jo bare sjov med dig, -der er intet ondt i det fra nogens side.
   Linda begyndte at græde igen, men lod nu alligevel Al komme tæt nok på hende og tog imod hans kram.
   Ea og Bo kiggede på hinanden, hvorefter Bo sagde.
   -Undskyld Linda! Vi gik for langt. -Vi blev vist bare lidt overstadige over at se hinanden igen, der var intet ondt ment med det.
   -Ok! svarede Linda og slap, Al. -Giv mig lige to minutter, så kommer jeg tilbage så vi kan spise. Maden er klar nu.
   -Al, gider du tage maden med over på bordet? spurgte hun og gik ud på badeværelset.
   Ea og Bo rejste sig med det samme fra bordet og hentede pander og gryder fra komfuret.