Tiende december
   Det skulle blive sværere endnu. Mit selvværd var nået nulpunktet nu. Når nogen spurgte mig hvad der var galt, svarede jeg kun flygtigt på deres spørgsmål. Min familie var ikke i tvivl om hvad der skete. De var klar over, at jeg var ved at miste fodfæstet. De ville så gerne hjælpe mig, men de fornemmede også at jeg helst ville klare mine egne problemer selv.
   Mine kolleger på jobbet var begyndt at kunne se en forandring i mig for hver dag der gik. De spurgte forsigtigt om jeg havde problemer, om der var noget de kunne hjælpe mig med.
   Jeg var begyndt at gå ind i mig selv. Jeg havde mistet lysten til at smile, grine, og opførte mig nu anderledes end jeg ellers normalt ville. Alle kunne se en masse nye symptomer i mig, og jeg kunne også se dem selv.
   Jeg vidste jo godt at jeg var nødt til at slutte forholdet med Jea, hvis jeg skulle finde en vej op igen. Mit arbejde havde pludselig fået en prioritet, som lå så langt nede, at jeg ikke orkede det længere.
   Jeg begyndte at spille golf hver eneste dag i stedet for at tage på job. Mit golfsæt lå permanent i min bil på det tidspunkt, og hver morgen når jeg satte mig ud i min bil for at finde vejen til arbejdspladsen, valgte jeg golfbanen.
   Mit liv føltes for hver dag, som om jeg mistede mere og mere af min egen personlighed. Jeg havde nu været i et forhold med en kvinde i cirka fire måneder, og følte ikke at jeg havde fået noget der mindede bare om en lille tilkendegivelse. Jeg havde ikke på noget tidspunkt fornemmet en eneste kærlig gestus komme tilbage fra hende.
   Alle mine sunde sanser var nu så ødelagte, at jeg ikke kunne føle noget længere. Der startede et oprør inde i min hjerne. Jeg kunne ikke spise regelmæssigt længere, kunne ikke sove om natten og begyndte at drikke vin som en erstatning for medicin.
   For hver dag der gik, blev jeg mere og mere nedtrygt, mere ligeglad med min omgangskreds. Mine venner sluttede jeg med at kontakte, og de sluttede samtidig med at kontakte mig.
   Det var nu jeg måtte tage den store beslutning, jeg måtte ud ad forholdet med Jea.

Denne morgen, den tiende december 2002, havde jeg taget beslutningen. Jeg ville ringe Jea op, fortælle hende at det var slut, at jeg ville hente mine ting som jeg havde hos hende.
   Jeg ville ikke begynde at forklare for meget, bare kort fortælle hende at jeg ikke kunne længere. Hun måtte ikke få chancen eller muligheden for at overtale mig til at blive sammen med hende længere. Det skulle være slut nu, hvis der skulle være noget tilbage af mig selv. Det Jea havde vist mig i de fire måneder vi nu havde været sammen, var ikke noget jeg kunne fortsætte i, og måden hun dagen forinden havde behandlet mig på, blev altså dråben til at jeg endelig tog beslutningen.