Vi fødes måske alle til det samme liv
Jeg er nok bare et resultat af mine vilkår
og omstændigheder.
-Jamen hun stod jo og blafrede med sit hvide tørklæde, det er der jo flere vidner der har set.
-Hvor mange vidner har der været indtil nu, spurgte kriminalkommisær Hancook.
Linsey anede ikke hvad hun skulle svare, da hun allerede vidste, at Hancook selv kendte til hele hændelsesforløbet fra de opringninger der havde været de sidste fem dage.
-Hvor mange har der været, spurgte Hancook igen irriteret, samtidig med at han forsøgte at tage sin frakke af, hvor han sad bag rettet.
-Der har været tre indtil nu, -selv hendes ekskæreste har jo ringet- svarede Linsey nervøst og forsøgte at hjælpe kriminalkommisæren.
-Jeg kan godt selv, vrissede Hancook, hvorefter det endelig lykkedes ham at få frakken vristet fri fra kroppen og smide den på bagsædet.
-Hold da kæft hvor er her varmt herinde, sagde han og løsnede sit slips og åbnede de to øverste knapper i skjorten. -Behøver du at have varme på, det er sgu da ikke til at holde ud, det her.
Lensey lystrede og skruede undskyldende ned for varmeregulatoren, hvorefter Hancook standsede motoren.
Han steg hurtigt ud af bilen, gik slentrende hen til enden af forlygternes kegler, som oplyste asfalten foran bilen, hvor han samlede noget op. Han kiggede på det et øjeblik. Han puttede det derefter i lommen og gik beslutsomt tilbage til bilen og satte sig ind.
-Hvad var det du fandt, spurgte Linsey. Hun stirrede lige ud igennem forruden, og lagde ikke på et eneste sekund sit blik på sin kollega.
-Ikke noget særligt, svarede Hancook, hvorefter han rakte ud efter sin mobiltelefon, der lå oppe ved forruden.
Han trykkede på tasterne og fik hurtigt forbindelse.
-Har I noget nyt? Nogle der har kontaktet os siden vi kørte fra stationen?
-Ok, svarede Hancook og sluttede med et, "tak i lige måde."
-Hvorfor er der bare så mange syge mennesker i denne verden, råbte Hancook, og smed -i tydelig fortvivelse- telefonen fra sig. Er mænd ikke bare nogle forfærdige svin, hvor det kun drejer sig om at få sex for hver en bekostning, og uden tanker for andre menneskers liv? -Hvem fanden skabte egentligt manden?
Han sad med hænderne på rettet og stirrede kun ud ad sideruden, mens han lavede besynderlige lyde med sit stemmebånd.
-Skal vi ikke fortsætte nu, spurgte Lensey nervøst. Hun rullede vinduet ned, samtidig med at hun tændte en cigaret.
Hancook stirrede på hende, men sagde intet. Han startede motoren og trådte forsigtigt på speederen.
Hancook havde sat motoren på fartkontrol. De kørte med en hastighed på kun 60 km i timen, og det føltes endelig en anelse køligere for ham.
-Hvor meget ved vi om hende Mary? spurgte han, Linsey, efter de havde kørt omtrent ethundrede kilometer igennem ørkenen.
-HVOR MEGET VED VI OM HENDE MARY!! råbte han anden gang, hvorefter Linsey promte reagerede med.
-Vi ved at hun har forladt sin kæreste for cirka seks dage siden og at hun var rasende da hun forlod deres hus.
-Ved vi ikke andet end det? spurgte Hancook og stirrede skuffet på sin kollega et kort øjeblik, hvorefter han igen satte sit blik i fokus på forruden.
-Vi ved at hun har været på stoffer, men det er vist ret længe siden nu. Der er også kun tvivlsomme vidneudsagn indtil nu, svarede Linsey med dyb fortvivelsel, over at hendes kollega blev ved med at stille de samme spørgsmål.
-Ok, hun blev samlet op af en sort pontiac. Hun havde en rød kjole på. Er det rigtigt, indtil videre?
-Ja, svarede Linsey og kiggede forundret på Hancook.
-Hun havde en taske med, en sort taske, er det korrekt?
-Ja, svarede Linsey igen forundret.
-HUN ER JO NOK IKKE I LIVE LÆNGERE, VEL? råbte Hancook og slog sine arme hårdt ned i rattet.-FIRE MORD PÅ TRE MÅNEDER… -HVORFOR FANDEN ER MÆND SÅDAN NOGLE MØGSVIN?
-Vi finder hende hvis vi bare bliver ved med at køre, ok? Sagde Linsey med rolig stemme, og lod som om hun var helt fattet.
-Ja, svarede Hancook, der forsøgte at besinde sig så godt han nu var i stand til.
De havde kørt cirka halvtreds kilometer yderligere, de Linsey pludselig siger- Se, der er noget svagt lys derude i din venstre side.
Hancook stirrede ud ad vinduet, men kunne ikke få øje på noget lys.
-DER, DER, råbte Linsey højt og tog fat i rattet for at hjælpe Hancook med at dreje bilen ud i det mørke ingenting.
-HVAD FANDEN LAVER DU! skreg Hancook og forsøgte at rette bilen op igen. Han nåede lige at finde astfalten, inden de ville være endt et sted i ørkensandet, uden håb for at få bilen fri igen.
-SE…SE - KAN DU IKKE SE LYSET DERUDE, skreg Linsey endnu engang, hvorefter Hancook trådte hårdt på bremsen og bilen hurtigt stod stille.
-Jo, jeg kan godt se det nu, svarede han, nærmest opmuntrende, og med en følelse af befrielse. Han havde en god fornemmelse, at det var lykkedes dem at finde frem til det svin, der havde myrdet Mary og at det nu kun var et spørgsmål om tid inden han ville dukke op et sted en dag, hvorefter han ville anholdt og sigtet for mordene. De havde hans bil nu, og der var ingen tvivl om at de havde fundet den rette. Han følte sig så sikker, da han vidste at ingen nogensinde ville parkere deres bil herude.
-Jeg ved det er ham! Så du skal nok forberede dig på det værste syn du nogensinde vil opleve i dit liv, sagde Hancook og åbnede bildøren ved hjælp af sit venstre ben, samtidig med at han løsnede sikkerhedsselen, som langsomt gled over ham, så det lignede en slange, der havde planlagt sin rute.
Han ledte under sædet for at finde lommelygten som han vidste han ville få brug for om lidt.
-Jeg frygter det værste allerede, svarede Linsey lakonisk, og lod som om det var hendes første opgave hun var på. -Helt ærligt, kriminalkommisær, tror du ikke jeg har set og oplevet grufulde ting før dette.
Hancook stirrede undrende på sin unge kollega et øjeblik, hvorefter han steg ud af bilen. Han rystede på hovedet og begyndte med hurtige skridt, at gå imod de svage lys fra den parkerede bil ude i horisonten.
Linsey havde smækket bildøren hårdt i, og kom nu løbende for at indhente Hancook.
-Er du selv forberedt? spurgte hun og forsøgte at finde den samme hastighed som han gik med.
-Det håber jeg, svarede Hancook.
Han gik målrettet og beslutsomt hen imod bilen. Han ville for alt i verden sætte en stopper for det monster, der havde valgt at udse sig unge kvinder på sin vej, som han kunne myrde for sin egen tilfredsstillelse.
-Forbered dig på det værste, sagde Hancook og satte tempoet op, så Linsey havde svært ved at følge med. Hun begyndte nu at småløbe så hun lige akkurat kunne følge trop med ham.
Hancook hev passagerdøren op. Der væltede med det samme en voldsom stank ud fra bilen. Han smækkede døren hårdt i og hev gentagne gange efter vejret.
-HVAD FANDEN ER DET FOR NOGET? råbte han og gik flere gange rundt om bilen.
-Hvad mener du, spurgte Linsey, samtidig med at hun forsøgte at se ind gennem sideruden.
Hun åbnede den samme dør som Hancook lige havde åbnet. Stanken var med det samme overvældende og fik hende til at tage flere skridt tilbage.
-HVAD FANDEN SKER DER HER? skreg hun, men lod døren stå åben.
-Ja hvad tror du? svarede Hancook og åbnede forsigtigt døren i førersiden med lommelygten pegende imod døren.
En mands ansigt væltede ud ad åbningen. Han havde stadig selen på, som var det eneste der holdt ham tilbage i sædet. Størknet blod sad overalt på hans lyse trøje.
-Det er jo ikke nogen kvinde, sagde Linsey, der forsøgte at beherske sig, trods synet af et tilsyneladende maltrakteret mandelig.
-Kom herover, Linsey, sagde Hancook bestemt, mens han stadig stod et par meter fra døren.
Linsey parrerede ordre og stod efter et øjeblik bag ved ham.
-Hvad tror du der er sket her? spurgte Linsey og hev Hancook i armen, som forsøgte hun at få dem begge væk fra scenen.
Hancook rev sig fri og gik nærmere bildøren. Han lyste direkte på mandens ansigt og så nu, at det var en mand på omkring de par og fyrre. Han sad med stirrende øjne, som var de rettet ud imod ørkensandet med et fastlåst blik. Størknet blod sad rundt om hans mund og halsen var skåret rent åben, så blodet, -helt sort- havde oversmurt den lyse trøje. Hans bukser sad nede omkring knæene og Hancook var ved at kaste op, da han nu så at offerets kønsdele lå på passagersædet.
-Hvad fanden er der sket her? spurgte Linsey igen, men lod sig ikke nærme bilen yderligere.
Hancook gik rundt om bilen, over til passagerdøren. Han skubbede den helt op, rakte hurtigt sin ene hånd ned mod sædet, hvor han fik fat i et hvidt tørklæde som han trak til sig. Han skyndte sig væk fra bilens modbydelige stank, hvorefter han lyste på tørklædet fra alle sider, med lommelygten, og blev forundret over ikke at finde noget blod på det.
Retsmedicineren ringede tre uger senere.
-Det var da på tide I ringede, svarede Hancook mens han satte sig på sin kontorstol og smækkede benene op på skrivebordet. Han satte sig tilbagelænet.
-Ok! Hvad har I så til os? spurgte Hancook og ventede utålmodigt på et svar så de kunne komme videre i efterforskningen.
-Intet, desværre, svarede retsmedicineren og fortsatte, -vi har intet, med mindre det er offerets børn, der har myrtet ham. -Der findes ingen anden DNA fra bilen, medmindre vi selvfølgelig tager bilens tidligere ejer med ind i billedet, men det er jo op til jer at bedømme.
-Nej, svarede Hancook, -det har nok intet med dem at gøre, vel.
De havde lige lagt på. Hancook plantede benene på gulvet, satte sig op på stolen, rakte sin ene hånd ned i sin frakkelomme.
På sedlen stod der med udklippede bogstaver fra en avis.
"HVIS I IKKE FANGER DET SVIN, SÅ GØR JEG DET."
Hancook smed papiret i papirkurven, ringede til sin kollega, Linsey.
-Vi skal ud på en lille tur, sagde Hancook. Ikke noget at frygte, i hvert fald ikke værre end det sidste gang.
Hancook lagde røret på med et selvtilfreds smil.