Linda tog telefonen. Der var gået næsten seks uger siden ulykken. Hun havde dagen efter ulykken selv henvendt sig til lægevagten, da hun pludselig havde fået slemme smerter i sin nakke. Lægen havde givet hende nogle smertestillende piller, og havde bedt hende om at kontakte sin egen læge allerede dagen efter. Hun blev der, henvist til skadestuen på Gentofte Amtssygehus, hvor hun fik taget røntgen billeder, og lægerne havde givet hende en halskrave på, til at beskytte nakken imod unødige anstrengelser og bevægelser. Det var kun tre uger siden, at hun selv havde valgt ikke at bruge den længere.
   -Hej mor! svarede Linda og satte sig på en stol ved siden af vinduet.
   -Hej skat! Hvordan går det?, spurgte Grethe.
   -Fint, fint, svarede Linda. Du skal altså ikke være så bekymret for mig, jeg er jo kommet mig igen.
   -Ja min skat, men det er jo en mors ret, det ved du, grinede Grethe.
   De sludrede lidt om børnene og lagde kort tid efter på igen, da Al lukkede sig selv ind i entreen
   -Er du hjemme, skat? spurgte han og smed sin jakke på kommoden i gangen og gik ind i stuen.
   -Jeg er herinde. Jeg talte lige med min mor og hun bekymrer sig altså for meget for mig, svarede hun lettere irriteret og kiggede på Al, der stoppede op i døråbningen.
   -Har du forresten hørt noget fra Bo og Ea? spurgte hun nysgerrigt og rejste sig fra stolen.
   -Intet, svarede Al.
   -Det er da sært, at de slet ikke har ringet siden vores weekendtur, er det ikke?
   -Måske, svarede Al og kyssede hende flygtigt på munden.
   -Hvorfor tror du, at de ikke har ringet endnu? Der må da være en årsag til at de ikke ringer til os længere, tror du ikke det Al?, spurgte hun og nærmest krævede et fornuftigt svar.
   -Jeg ringer til Bo i morgen, svarede Al. Så hører jeg hvorfor.
   -Nej Al. Du skal sgu da ikke spørge dem om hvorfor, men måske bare finde ud af hvorfor. Ja du ved godt hvad jeg mener.
   -Jeg starter på maden nu, så hvis du vil hente Anders og Trine imens.

-TRINE!! ANDERS!! Vi spiser nu, råbte Linda fra køkkenet.
   Trine kom ud fra sit værelse med det samme, mens Anders endnu sad med fjernbetjeningen og zappede rundt på fjernsynet.
   -Kom nu Anders! råbte Linda igen.
   Han kom ud i køkkenet og satte sig på sin plads.
   -Hvad skal vi have at spise?
   -Vi skal have Jambalya med stegt kylling, svarede Linda mens hun øste op på Anders tallerken.
   -Kan jeg lide det? spurgte Anders.
   -Du var da vild med det sidste år da far lavede det. Kan du ikke huske det?
   -Næ, det kan jeg ikke huske. Han lagde fjernbetjeningen ved siden af tallerkenen og begyndte at røre rundt i risene.
   -Anders siger at vi skal have en lillesøster, er det rigtigt mor? spurgte Trine pludselig.
   -Hvad er det du siger Anders?
   -Ikke noget, svarede Anders og stirrede ondt på sin lillesøster.
   -Han siger, at vi får en søster om ikke så længe, er det rigtigt mor? man kan jo slet ikke se at din mave er stor endnu, spurgte Trine, trods at Anders stirrede stift på hende.
   -Sådan noget må du altså ikke sige Anders. Vi skal ikke have flere børn. Vi har Jer og elsker Jer så meget, men vi skal ikke have flere nu, svarede Linda og sendte et forundret blik til Al.
   -Jo I skal, sagde Anders mens han sad og pustede til maden på gaflen.
   -Hvad er det du siger Anders? Du må ikke sige sådan noget, det har vi talt om før, ik?
   -Jo mor, svarede Anders og tog gaflen i munden.
   Linda sad nu og stirrede på Al, der ikke helt var med på hvad hendes blik skulle betyde.
   -Er der noget galt? spurgte han.
   Linda rejste sig hurtigt fra bordet og løb ud på badeværelset.
   Al løb efter hende, men hun havde nået at låse døren.
   -Skat! sagde Al. Er der noget galt?
   -Linda svarede ikke først, så han spurgte endnu en gang.
   -Hvorfor tror du, at vi ikke har hørt noget fra Bo og Ea?
   -Kan du slet ikke regne ud hvad det er der er ved at ske?, sagde hun højt.
   -Nej, det kan jeg helt ærligt ikke, svarede Al og spurgte om hun ikke ville lukke op.
   Linda åbnede døren, så han kunne komme derud. Hun stod og stirrede ud af vinduet, som var hun faldet i trance.
   -Hvad er det som jeg skal regne ud? spurgte Al nysgerrigt.
   -Ja, jeg er jo ikke gravid, vel!
   -Nej, svarede Al.
   -Måske er der en anden, der er det, sagde Linda nu med blanding af ængstelse og vrede i stemmen.
   -Mener du, at Ea er gravid? spurgte Al, med en lidt forskrækket mine.
   -Hvorfor tror du at Anders siger at de skal have en søster? spurgte hun og kiggede først nu Al i øjnene.
   -Mener du at jeg har gjort Ea gravid den aften, i sommerhuset?
   -Ja!, svarede Linda. Jeg er jo ikke dum, vel! snerrede hun og hev en skuffe ud, hvorefter hun knaldrede den hårdt ind igen.
   -MØGSO!! råbte hun og slog sin knyttede næve ind i skabet. MØGSO!! Det er derfor vi intet har hørt fra dem siden den aften.
   -Det er jo ikke sikkert at det er årsagen. Han tog et skridt hen for at give hende et kram, men blev skubbet væk.
   -NEJ! Men så er du fandme også den mest naive idiot i denne verden. Kan du slet ikke regne det her ud. De ville jo have et barn, og de kan ikke selv få et, så fat det dog din store idiot. Ea går rundt med dit barn i sig nu, kan du da slet ikke regne det ud, så er du sgu en større idiot, end jeg regnede dig for at være..

Lindas og Als forhold var ved at gå i hundene de fortløbende måneder. De talte kun sammen i korte sætninger. Linda var blevet sur på Al, da han ikke allerede havde kontaktet Bo. Al var blevet sur på Linda, fordi han følte sig forbigået af hendes indre harme, og fortvivlet over at han ikke forstod hendes opførsel. Han følte sig stadigvæk sikker på, at Bo ville kontakte dem, hvis der var noget om det.
   Linda smed en søndag eftermiddag vasketøjet fra sig i indædt raseri.
   -Jeg kører en tur, vrissede hun og greb ud efter sin jakke. Hun hamrede yderdøren hårdt i og løb ned til bilen.
   Al skyndte sig ud i køkkenet og så ud af vinduet, hvordan hun øjeblikkeligt lod sin harme omsætte til motorens hestekræfter. Bilen accelererede mere energi end solen kunne præstere i dette sekund. Hun var rasende nu. Hun torpederede et sidespejl på den første bil hun passerede.
   Al vidste ikke hvordan han skulle reagere. Om han skulle ringe hende op med det samme og tale hende til ro, eller om han skulle lade hende få fred til selv at genfinde roen. Han følte øjeblikkeligt den samme ængstelighed som han havde haft tæt siddende i kroppen siden ulykken.
   Han forlod køkkenet og gik ind til børnene for at spise færdigt.
   -Hvor er mor henne? spurgte Trine.
   Al sad et par sekunder og anede ikke hvad han skulle svare hende.
   -Jeg ved det ikke skat, svarede han lidt efter med en eftertænksom mine.
   -Jeg ved det ikke, gentog han og tog begge sine hænder op for at skjule sit ansigt.