Barndommen
   Nu lå jeg og svedte igen. Jeg havde lige været i bad, men sveden drev ned ad mig. Jeg vidste, at jeg måtte skifte sengetøj igen. Det var rødvinen fra aftenen tidligere. Halvanden flaske Merlot. Jeg elskede denne drue, og vidste, at efter to flasker ville jeg kunne sove tungt nok til ikke at vågne op midt om natten. Mange nætter uden vinen havde jeg gennemlevet med frygt og foragt for mig selv, fordi jeg ikke anede hvorfor jeg mistede mit overblik og min dømmekraft. Jeg havde mange gange stået på badeværelset midt om natten og kigget på mig selv i spejlet, virkelig kigget dybt ind i mig selv. Kigget så dybt, at jeg af og til kunne fornemme, hvorfor det gik så galt for mig. Jeg så flere gange drengen, drengen, der vistnok manglede en hel del af sig selv fra barndommen.
   Noget fuldendt og fundamentalt manglede. Der var revner og sprækker i denne drengs sind. Noget måtte være sket i barndommen som jeg ikke kunne huske. Lige meget hvor end jeg forsøgte at finde svarende, så kom der ingen. Denne dreng, som blev ved med at dukke op i spejlet, han manglede noget, det var tydeligt nok, men hvad var det dog? Han var cirka 10 år gammel, så sund og rask ud. Jeg husker dog ikke at have set ham smile eller grine nogensinde. Jeg husker ham mere som den stille dreng, der havde mange bekymringer om noget han ikke kunne sætte ord på. Noget der tyngede ham, noget der gjorde, at han ikke fungerede optimalt.
   Denne dreng, med en masse naturlige evner, men som alligevel ikke var i stand til at tage de skridt, der kunne have ændret hele hans liv allerede dengang. Hvorfor kunne han dog ikke selv se det?
   Var det ikke tydeligt nok, da han var i situationen? Havde det ikke været lettere at gøre noget ved det dengang? Hvorfor skulle jeg som voksen blive ved med at konfronteres med disse drengeøjne?
   Han havde da alle mulighederne for at ændre det der skulle ændres dengang. Hvorfor kaldte han ikke bare på hjælp? Nogen må da have set, at der var noget galt med ham. Nogen må da?

Jeg hørte pludselig en høj lyd som fik mig tilbage til badeværelset, og som gjorde mig 30 år ældre igen. Drengeøjnene forsvandt langsomt - som i en svag tåge, og blev nu synlige som trætte og nedtrykte, vemodige brune øjne. Øjne, der matchede godt til det ansigt, der nu var kommet til syne i spejlet igen. Ansigtet, som havde fået afmærkninger af de 40 år, som lå bag. Alle de åndelige sår, der igennem årerne havde sat sig som furer i huden, gjorde ikke mit ydre tilnærmelsesvis genkendeligt. Denne - ellers engang kønne - dreng, som nu var blevet 183 cm høj, og havde en vægt på omkring 76 kilo. Nu så jeg mere rå ud, - tænkte jeg, - end jeg selv holdt af at bevidne.
   Mit mørke korte strithår gav mig dog stadigvæk en fornemmelse af, hvem jeg var.
   Igen en rejse gennem tiden, og igen en rejse uden svar, men måske fik jeg alligevel en lille sekvens af noget, som en dag ville kunne fremkalde et helt billede.

Jeg oplevede igen sveden fra mine porer. Kirtlerne havde åbnet sig, og jeg mærkede pludselig angstens sved, som fik mit hjerte til at slå hurtigere. Det føltes som om jeg blev ramt af lammelse. En lammelse, der gjorde, at jeg ikke kunne bevæge mig. Jeg var fastlåst i nuet. Nuet, som gjorde mig så bange. Bange for ikke at være her, bange for at være her, og tanken blev ved med at dukke frem.. Er jeg her lige nu?
   Angsten blev til panikangst, som fik mig til at svede endnu mere. Jeg rystede på hænderne og oplevede en svimmelhed, der gjorde at mine ben føltes som gelé. Skrækkelige fornemmelser om at skulle besvime stormede imod mig. Jeg mærkede mit hjerte, der voldsomt pumpede blodet frem i mine blodårer, og vidste, at koldt vand var det eneste der kunne få mig tilbage til denne verden. Hurtigt vred jeg den kolde hane, som var det ilt fra et iltapparat jeg havde brug for. Jeg måtte bare mærke det kolde vand nu, drikke af det, dyppe mig i det, vaske mig i det. Med vilde bevægelser, plaskede jeg med vandet, som var jeg et lille barn med vandskræk i sit første bad. Langsomt mærkede jeg endelig angsten fortage sig. Den var igen ved at blive overtaget, af roen fra min sunde fornuft. Jeg mærkede nu også trætheden indhente min krop igen, mærkede roen over at jeg gennemlevede angsten. Denne paniske angst, der pludselig kunne sætte ind, uden at jeg havde de store muligheder for at kontrollere den. Jeg gennemlevede den endnu engang, og igen vandt jeg over den. Den satans angst.