Himlen var tung grå og regnen stod ned i kraftige stråler. Linda så et voldsomt lyn efterfuldt af et enormt brag, der buldrede længe efter. Hun standsede motoren hvor hun havde parkeret bilen tæt på hvor Ea og Bo boede. Hun slukkede bilradioen og sad nu kun og ventede på at Ea skulle komme fra job.
   Hendes mobiltelefon ringede , men hun slukkede den, da hun så det var Al, der ringede til hende..
   -AL! DIN SKID! råbte hun højt. - JEG ER JO ALLIGEVEL ALENE OM DET HER! Hun slog hårdt ned i rattet.
   Hun så Ea' s bil i bakspejlet, der med det samme fik hende til at dukke sig. Regnen var heldigvis så tæt at det næsten ville være utænkeligt at hun ville blive opdaget. Linda kiggede op kort tid efter hun havde hørt bilen passere.
   Hun så Ea stige ud med en paraply og en sportstaske. Hun låste døren og skyndte sig ind i huset.
   - DIN MØGSÆK! råbte Linda og startede motoren. Hun blinkede ud og kørte frem til Ea' s bil hvor hun stansede op. Ea stod i køkkenvinduet og kiggede netop ud. Hun kunne med det samme genkende Linda og skyndte sig at trække gardinerne for.
   Linda trådte speederen i bund og var ved at køre ind i kantstenen på grund af det glatte føre, men fik rettet bilen op i sidste øjeblik.
   Hun slap speederen og fortsatte med lav hastighed til hun nåede motorvejen.

Tårene lå der, og var på vej ud flere gange. Linda kæmpede for at holde dem tilbage, mens hun fjernede de visne blade fra gravstedet. Det var længe siden hun sidst havde været her, og hun følte sig omringet af den sorteste samvittighed.
   Det regnede stadigvæk fra den mørkegrå himmel og det var begyndt at blæse med temmelig hårde vindstød, som dog hjalp hende med at fjerne efterladenskaberne fra træerne.
   Christina! ..Christina, sagde hun gentagne gange, mens hun behændigt kæmpede med at fjerne de sidste blade. Hun stirrede på skriften på gravstenen. "SMÅ FØDDER SÆTTER DE STØRSTE SPOR" Mor og Far.
   Linda følte sig som en mellemting af en robot og et menneske, der kun skulle gøre dette, som var det en slags ritual, der langsomt skulle rense hendes sjæl. Det føltes for hende, som var hun var på en hemmelig mission, hvor noget meningsfyldt skulle udrettes. Der skulle jo fjernes gamle visne blomster. Der skulle sættes de nye medbragte blomster så flot de nu kunne anbringes,.så ingen var i tvivl om hendes kærlighed til dette barn, der bare lå her helt alene. De gamle og, "for længe siden," udbrændte stearinlys blev udskiftet med nye.
   Linda sad her alene og forsøgte at finde en fornuftig forklaring på, hvorfor hun skulle rammes af det, at miste et barn. Et dødsfødt barn?.. Et dødsfødt barn? som skulle havde været født i November måned for tretten år siden. Hvorfor skulle hun netop rammes af denne grusomme oplevelse? Hvad havde hun gjort i livet, der gjorde, at det netop skulle forekomme hende? Hvem fanden havde retten til at tage hendes barn fra hende?
   Hendes ringe samvittighed over, at hun ikke havde haft kræfter til at deltage i bisættelsen, var ved at æde hende op indvendigt.
   Hun tændte de tre lys som hun havde medbragt, hvorefter hun lagde de udbrændte ned i den medbragte pose.
   Hun græd ikke da hun rejste sig for at gå, men gav blot Christina et håndkys og derefter et udpræget barnligt los på gravstenen, som for at vise sin egen nytteløse indre vrede.
   -JEG VIL ALTID ELSKE DIG MIN SKAT!!
   Hun forlod gravstedet og kirkegården og vendte tilbage til bilen, satte sig ind, smed posen med de gamle lys på passagersædet, smækkede døren, og fornemmede med det samme stilheden efter at vindstødende i hendes hår forsvandt. Hun stirrede et kort øjeblik ud på kirkegården med dens spøgelsesagtige panoramaudsigt, drejede derefter bakspejlet så hun kunne se sig selv og begyndte straks at stortude. Hun kiggede sig selv dybt i øjnene.
   -CHRISTINA,! skreg hun, og så med det samme tårerne trille ned af kinderne.
   -CHRISTINA!! JEG ELSKER DIG FOR FANDEN!! -Jeg elsker dig så meget, fortsatte hun med tårekvalt stemme, der tydeligt fortalte hvor megen smerte hun stadigvæk gennemlevede. Hun startede bilen, tændte for varmen og satte blæseren på fuld styrke for at få tørret sit gennemblødte tøj.

Ea var lige stået ud af badet, da hun hørte Bo smække hoveddøren.
   -Jeg er hjemme, råbte han og smed sin mappe i entreen. Ea var kommet ud fra badeværelset og stod nu i soveværelset med kun håndklædet om sig.
   -Hej skat, gæt hvem jeg så i dag? Spurgte hun med det samme til Bo.
   -Jeg tror jeg ved det, svarede han lettere bekymret og satte sig på sengen. -Jeg har selv lige set hende holde parkeret ude på vejen og hun kørte lige da jeg standsede bagved hende.
   -Hilste hun på dig?, spurgte Ea nysgerrigt.
   -Næ, svarede Bo. -Hun susede bare pludselig afsted med hjulspin hen ad villavejen.
   -Er du helt sikker på at det var hende? Spurgte Ea med en anelse uro i stemmen.
   -Ja, jeg er helt sikker på at det var hende, uden tvivl.-Jeg kan bare ikke regne ud, hvorfor hun var derude.
   -Jo du kan, snerrede Ea, mens hun trak en hårbørste gennem håret. - Hun er jo ikke dum, vel?
   -Tror du de har regnet det ud? spurgte Bo lidt naivt og stirrede stift på Ea.
   -Hvis vi på en eller anden måde kunne få dem til at tænke på noget andet, aflede deres opmærksomhed, så ville vi måske nemmere kunne gennemføre det her. -Tror du ikke selv det?
   Jo, svarede Bo, men hvad har du tænkt dig vi skulle gøre for at de glemmer det?
   -Bare et eller andet, der ville få dem til at glemme den aften.-De skal vel også videre i deres liv, som vi skal, svarede Ea med en næsten fornærmet attitude.
   -Ja, svarede Bo og lagde sig på sengen, men følte sig pludselig indelukket, som i en klaustrofobisk tilstand. Han rejste sig resolut fra sengen igen.-Jeg håber altså det er det rigtige vi gør, Ea.
   -Jamen det er det, svarede hun og kiggede med et fastlåst blik på Bo. -Nu skal du sgu ikke fortryde det her.-Vi fik langt om længe chancen for et familieliv, så du har bare at gennemføre det sammen med mig, har du forstået det, Bo!
   -Ja da, Svarede han hurtigt. -Men er det retfærdigt det vi gør? Og hvad med Al, ham har jeg jo kendt i så mange år?
   -Der er meget her i livet, der ikke er retfærdigt, men du må sgu da forstå, at vi ikke får chancen igen, svarede hun vredt og kastede børsten fra sig i sengen.
   Bo rejste sig fra sengen og gik ud i køkkenet, fandt et glas, åbnede for den kolde hane, og kiggede op på himlen. Han så tydeligt de mørke regnfulde skyer, selv om det var ved at være mørkt. En bil med slukkede lygter kørte forbi med lav hastighed.
   -EA, Råbte han hurtigt. -EA!
   Ea kom susende derud. -Hvad er der? spurgte hun forskrækket.
   -Det var Linda!. -Linda er lige kørt forbi derude, svarede han.
   -Det er løgn Bo, du må ikke spøge med det her, hvis det ikke er rigtigt, er det rigtigt?
   -Jeg ville sgu da aldrig lyve om sådan noget, Ea. -Det var hende.
   -SLUK LYSET FOR FANDEN,! råbte hun og dukkede sig.
   Bo slukkede lyset, fortsatte ud til hoveddøren og låste den. Denne gang satte han også sikkerhedskæden på. Han skyndte sig derefter at slukke alle lysene i de rum de lige havde været i og kom ud i køkkenet igen.
   -Hvad fanden skal vi gøre, Bo?
   Ea sad nu på hug mens hun styrede balancen ved hjælp af bordkanten.
   -Måske skulle vi ringe til Al og fortælle ham det.
   - Er du da åndsvag, Bo!! Hvad ville du fortælle ham?
   -Nå, Al! Nu skal du sgu høre noget skægt, du har gjort Ea gravid og hun føder om seks måneder.
   Ok! vi kunne måske ringe til politiet, svarede Bo lidt tøvende.
   -JA! OG ANMELDE HENDE FOR AT KØRE UDEN LYS. -DET FÅR HUN SGU NOK ET PAR ÅR FOR! råbte Ea irriteret.
   Bo satte sig på knæ bagved Ea og krammede hende tæt ind til sig.
   -Rolig skat, vi finder på en løsning sammen. -Jeg ved det ender godt, det kan jeg allerede fornemme,
   Ea svarede ikke med det samme, men tog blot fat i begge hans hænder og knugede dem hårdt.
   -Vi kunne også gøre noget helt andet, sagde Ea og holdt en kort pause.
   Bo, hverken svarede, eller spurgte, men ventede kun på, at hun skulle fortsætte.
   -Vi kunne jo true Linda med at vi vil fortælle Al, at det er dig, der er far til Trine.
   Bo sagde stadigvæk ingenting..