Mine tanker om 40-årsalderen
   Kan en mand også opleve fænomenet overgangsalderen, eller kaldes det noget andet hos mænd? Måske burde jeg i stedet for kalde det for panikalderen, og måske er det denne fase af mit liv jeg lige nu gennemlever.
   Så vil jeg da lige påpege, at det er en svær tid, hvor balance og harmoni er et ukendt fænomen.
   Denne tid jeg er i, handler nu ikke så meget om at finde en kæreste, men mere om at opbygge et bedre forhold til mig selv med mere og dybere indsigt. Der er bare pludselig så meget jeg må indse og erkende, og det går så dybt, at jeg nogle gange føler at jeg står på hovedet, på den dybeste havbund og prøver at finde overfladen igen.
   Jeg vil jo gerne se resultater og helst gerne i dette liv. Men også gerne lære at føle, og forstå den store bevægelse, og forandring der sker inde i mig og samtidig være i stand til at beholde min egen identitet.

Hvis det er panikalderen, som jeg lige nu gennemlever, så er det vel forudbestemt... Jeg mener, hvis det er min mulighed for at kaste en masse dårlige egenskaber fra mig, og samtidig tage fat i alle de gode og ægte ting i mig selv, så er det vel i orden?
   Jeg er i dag nået dertil, at jeg ikke aner, hvad der er normalt og hvad der ikke normalt længere, men måske allerede her, har jeg svaret til at komme videre Jeg tror faktisk at når man erkender at man ikke har svaret, så er det vel et svar i sig selv.

Men hvordan finder jeg mig selv igen. Det er dét der er mest fortvivlende, at der er så mange omstændigheder hele tiden. Hvorfor reagerer jeg helt anderledes på ting nu, end jeg gjorde før?
   Mine ellers sunde visioner føles pludselig som de er blevet klædt af til skindet, og nu skal jeg pludselig tænke og analysere mine drømme, for ellers falder dagligdagen fra hinanden, som hvis jeg kastede et puslespil ud fra et højhus.

Nå! Ok! jeg må vel acceptere livet som det er lige nu, og så bare kigge på verden som den er, finde den styrke jeg besidder, og så bare tage alle de skønne og dejlige oplevelser helt ind til sjælen. Måske skulle jeg endda lade være med at forske så meget i mig selv, og bare lade andre mennesker vise mig vejen til denne forståelse...Tænk hvis man var barn igen. Børn lever jo i en fuldstændig tillidsfuld og uspoleret verden, indtil vi voksne går ind og sætter vores præg i dem.
   Jeg kan stadig fornemme det indre barn i mig...