Bruddet med Charlotte
   Jeg anede ikke hvordan jeg skulle afslutte med Charlotte, for jeg vidste nu, hvor sød en pige hun var, og at jeg her havde en skøn chance for et normalt familieliv igen.
   Men der var ingen tvivl om, at mit hjerte kun havde plads et sted, og det var stadigvæk hos Jea.
   Jeg valgte at skrive et brev til Charlotte, som E-mail, hvor jeg udtrykkeligt fremlagde tingene som de var.
   Jeg beskrev nøjagtigt hvordan mit forhold til Jea havde været, og hvordan hun havde manipuleret min hjerne og hjerte i længere tid. Jeg fortalte hende også, at Jea havde kontaktet mig den sidste aften på ferien, og at jeg ikke var færdig med hende.
   Sagt på en anden måde. Dette brev blev afslutningen på Charlottes og mit forhold.

Jeg kontaktede Jea allerede samme dag som jeg havde afsluttet med Charlotte, og gruede ved tanken om at hun måske var gået tilbage til sin eksfyr i Holbæk. Eller hun måske havde mødt en helt anden.
   Men lige meget hvad, så kunne jeg ikke blive i forholdet med Charlotte længere.
   Jeg sendte en SMS besked til Jea, hvor i der stod.
   "Hej smukke! Hvem bor du hos? knus Henrik!
   Der gik under et minut, da jeg modtog et svar.
   "Hej! Jeg bor hos en veninde som du ikke kender. Knus Jea.
   Jeg svarede ikke tilbage lige med det samme, men sad ved spisebordet og grublede over hvem det var hun kunne bo hos.
   Min mobiltelefon bippede igen kort tid efter.
   "Skal vi ses en af dagene? Knus Jea.
   Nu var det på tide at finde ud af hvad hun ville mig. Det var jo ikke ret lang tid siden, at vi havde de værste skænderier, og de ondeste udtagelser til hinanden.
   Jeg ringede op til hendes mobiltelefon.
   - Hej du! sagde Jea som det første da hun svarede telefonen.
   - Hej du! svarede jeg tilbage.
   - Skal vi ses? spurgte hun mig ligeud.
   - Hvor bor du henne? spurgte jeg hende.
   - Jeg bor hos en du ikke kender alligevel, og jeg hader at være her. Hun er det største svin jeg har set, og jeg kan bare ikke være her en dag længere.
   - Hvad har du så tænkt dig at gøre? spurgte jeg.
   - Kan vi to ikke finde ud af det igen? svarede hun på mit spørgsmål.
   - Jea! Det tør jeg sgu da ikke efter det som skete sidst. Det vil jo ske om kort tid igen, fortsatte jeg.
   - Jeg har tænkt over det, og jeg kan godt se at det var mig som ødelagde vores forhold.
   - Må jeg ikke komme ud til dig i dag, så vi kan tale om det?
   - Jo! måske! hvis du er seriøs denne gang, så er det ok! svarede jeg, og fortsatte, men hvis jeg fornemmer at du lyver så er det sgu slut før det starter.
   - Jeg ved at jeg kun elsker dig nu, så jeg er ikke i tvivl længere, svarede hun, hvorefter vi begge afbrød forbindelsen.
   Der var ikke gået mere end en halv time før hun ringede på min dørklokke.
   Jeg åbnede døren, og så den smukkeste kvinde i denne verden. Hun havde medbragt en del plasticposer, og flere tasker. Mit hjerte bankede voldsomt, som forsøgte det at fortælle mig, at det var på sin plads at hun skulle bo her hos mig, mens min hjerne godt huskede hvad der var sket i den tid hun boede her sidst.
   Jea var kommet ind i stuen, og havde sat alle poserne og taskerne på spisebordet, og jeg satte mig på en af stolene.
   Hun sagde ikke noget, men gik nu i gang med at hive tøj op af den ene taske.
   Hun var tilsyneladende blevet enig med sig selv om at vi skulle bo sammen igen.
   - Jea? Jea! sagde jeg, mens hun var på vej ind i soveværelset med en bunke af hendes tøj.
   - Ja! hvad? svarede hun.
   - Kan du huske noget om at jeg har to børn, og du ikke rigtigt kan acceptere det? spurgte jeg hende.
   Hun fortsatte sin mission fuldstændigt uanfægtet af mit spørgsmål. Hun havde snart hængt alt sit tøj ind i klædeskabet i soveværelset, og smilede bare til mig hver gang hun kom ind i stuen for at hente de ting hun havde medbragt.
   - Jeg har tænkt over det med dine børn, sagde hun pludselig. Det var sgu da på grund af Anette, at vi havde de store problemer, fortsatte hun.
   - Hvad har Anette med det at gøre? spurgte jeg hende.
   - Hvis bare Anette holder sig væk, så har vi ingen problemer, svarede hun og lod sine øjensyn flygte til et sted i loftet.
   - Ok! Jeg må være godt naiv hvis jeg nu giver det en chance mere, men det gør jeg, for jeg elsker dig og jeg kan ikke undvære dig.
   Jeg rejste mig fra bordet, og gik hen til hende, for at give hende i kram, og for at vise hende hvor meget jeg havde savnet hende, og hvor meget jeg stadigvæk elskede hende.
   Hun imødekom mine kram, og omfavnede mig nu med et dejligt klem, som gav mig følelse af, at hun måske virkelig også havde savnet mig.
   Mens vi stod og omfavnede hinanden, fik jeg dog igen den stærke og altoverskyggende fornemmelse af, at hun slet ikke elskede mig.
   Mine tanker løb løbsk, og min hjerne dannede de værste scenarier, af hvad der allerede var sket i vores forhold indtil nu.
   Jeg forsøgte at fravælge disse negative tanker, ved at kramme hende mere intenst, men vidste inderst inde, at det var løbet af sporet, spillet var slut, der var ikke noget at redde længere.
   Billederne gav nu pludselig mening. Alle de onde udsagn fra denne kvinde, som jeg stod med her og nu, burde være nok til, at jeg én gang for alle kastede det hele fra mig.
   Det var nu, at vejen skulle vælges, det var nu. Tiden var kommet til at gøre det eneste rigtige.
   Følelsen af at stå der og kramme Jea, og samtidig være klar over, at dette forhold kunne slutte igen fem minutter efter, blev for meget for mig. Mine tanker gik i selvsving, og fik mig pludselig til at give slip på hende.
   Jeg så mig selv skubbe hende fra mig, i fortvivlelse over, at jeg vidste, at det aldrig vil komme til at fungere nogensinde. Jeg følte en led smerte flere steder i kroppen. En smerte, som flyttede sig for hvert sekund, og som kun efterlod sig tomrum fra de steder som den lige havde besøgt.
   Det gik hurtigt op for mig, at Jea ikke havde noget sted at bo, og hun måske kun derfor var kommet tilbage til mig. Hun havde ikke reelle hensigter med dette forhold, og jeg måtte vedkende mig denne realitet, selv om det var smertefuldt.
   Jeg gik ind i soveværelset, og smækkede døren hårdt i. Jeg havde brug for at være alene et stykke tid.
   Tanken begyndte igen at sværme omkring mig, at det ikke havde noget med kærlighed at gøre, men at jeg mere følte det som en besættelse. Jea havde sat sig fast i et åbent sår i mig, som tidligere ikke var blevet helet.
   Det som jeg oplevede, havde intet med forelskelse at gøre, men var blot symptomer på tidligere oplevelser. Oplevelser, der måske gik så langt tilbage, at jeg aldrig nogensinde ville kunne huske dem tydeligt nok til at danne mig et klart billede af hvad det var, der gav mig det sår.
   Nu boede Jea igen i mit hus, og jeg kunne ikke få mig selv til at afslutte forholdet til hende. Jeg vidste at det ville være det mest oprigtige, men følelsen af at have ondt af hende, fik mig til opgive tanken.
   Jeg gik ind til hende igen, og så hende nu sidde i sofaen, stirrende ned i gulvet. Hun sansede mig ikke et sekund, før jeg satte mig ved siden af hende, og jeg dér fortalte hende hvor meget jeg havde savnet hende.
   Hun smilede til mig, men sagde ikke noget.

Fredagen, en uge senere, ringede ejendomsmægleren til mig, og fortalte, at hele tre familier var interesseret i at se huset. De ville komme samlet om søndagen ved to- tiden om eftermiddagen.
   Da Jea intet vidste om mine planer om at sælge huset, kom det som et chok for hende, da jeg fortalte hende det.
   Hun reagerede voldsomt på min beslutning. Hun begyndte at råbe af mig, svine mig til med de grimmeste ord. Hun hævdede, at jeg kun havde gjort det for bevidst at såre hende.
   Hun gik så langt, at hun nu råbte, at hun sgu da aldrig var flyttet fra Holbæk, hvis hun havde vidst, at huset var til salg. Hun begyndte at græde højlydt, og jeg forsøgte, selvom hun lige havde såret mig med den sidste bemærkning, at trøste hende. Jeg forsøgte at komme hen til hende for at kramme hende, men indså hurtigt hvor meget hun nu hadede mig. Hun skubbede mig væk med en enorm kraft, så jeg faldt bagover en af spisebordsstolene og ramte mit hoved ned i bordbenet på spisebordet.
   Jea løb nu ud i haven, da hun måske godt vidste at hun var gået over stregen. Jeg var kommet på benene igen, og stod lidt og sundede mig efter det voldsomme slag.
   Det var heldigvis ikke noget tungt, eller massivt spisebord, så bordet havde flyttet sig en del da jeg ramte det.
   Nu så jeg igennem en af ruderne, at Jea havde sat sig på Teaktræsbænken i haven. Jeg gik ud til hende, og satte mig overfor hende, men sagde dog ikke noget.
   Vi sad der uden at tale sammen i et par minutter, hvorefter Jea rejste sig. Hun gik ind i huset igen, mens jeg stadig blev siddende på bænken i haven yderligere et par minutter.
   Jeg havde ingen anelse om hvad Jea var i gang med, og var egentlig også ligeglad med det lige nu og her, efter hun havde såret mig med hendes sidste udtalelse, og nu havde skubbet mig, så jeg havde fået en mindre bule i baghovedet.
   Jeg besluttede at køre en tur, for at komme væk fra tankerne om det sidste, som var sket.
   Da jeg havde bakket bilen ud fra indkørslen, og havde sat den i første gear, begyndte mine illusioner langsomt at briste. Jeg fornemmede igen, at det Jea indtil nu havde vist mig, slet ikke handlede om kærlighed, men mere som om, at jeg gennemlevede en tidsfase af indre sårbarhed, som gjorde mig handlingslammet. Alt det, som jeg havde gennemlevet efter skilsmissen, havde fjernet mit fokus fra virkeligheden, og jeg kunne fornemme de modbydelige åbne sår i min sjæl, og forestillede mig billeder af de store ar, som jeg ville gå rundt med resten af livet, for jeg anede ikke hvordan de nogensinde skulle kunne heles igen. Det virkede på mig, som om jeg skulle straffes for alle de onde ting, som mænd gennem generationer havde budt kvinder.

Efter cirka tyve minutters kørsel vendte jeg tilbage til huset. Jeg havde besluttet at jeg ville tale ud med Jea, én gang for alle. Jeg ville stille det hårdt op for hende, at hvis vi skulle forblive som par, så var det bidende nødvendigt at vi opsøgte professionel hjælp denne gang. Jeg ville fortælle hende at vores forhold for længst var kuldsejlet, og der nu kun var en vej tilbage for os, hvis der skulle reddes noget.
   Da jeg kom til indkørslen til huset, så jeg at Jeas bil er væk. Jeg skyndte mig at parkere min bil, løb derefter ind i huset, men konstaterede med det samme, at Jea havde pakket sine ting og endnu engang havde forladt mig.
   Alle hendes ting, havde hun åbenbart pakket i taskerne og i de poser som hun havde medbragt en uge tidligere.
   Jeg ringede med det samme til hendes mobiltelefon, men blev kun henvist til en telefonsvarer. Jeg forsøgte flere gange at få kontakt med hende, men fandt hurtigt ud af at hun havde slukket sin mobiltelefon.
   Jeg satte mig ned på køkkengulvet med ryggen mod køleskabet, mens mine tanker langsomt forsvandt hen igen. Hen i en verden, hvor Jea hurtigt ville finde en anden, og hen, hvor hun igen ville lade som om jeg aldrig havde eksisteret i hendes verden, som hun havde gjort tidligere.
   Tankerne om, at jeg ikke måtte se mine børn for Anette, når jeg var sammen med Jea. Tankerne om, at jeg aldrig nogensinde ville kunne blive så forelsket igen som jeg havde været i Jea. Billederne, håbet, og drømmene om at det kunne blive hende og jeg, hvis bare hun havde villet modtage lidt professionel hjælp fra mennesker, som ville hendes bedste.
   NEJ!NEJ!NEJ! hørte jeg ordene højt inde i mit hoved.
   JEG HOLDER BARE IKKE TIL DET HER MERE, råbte jeg højt inde i mig selv, mens jeg sad og knyttede mine næver sammen, og derefter slog den ene hånd hårdt ned i trægulvet.
   Efter at have ømmet mig lidt over slaget rejste jeg mig fra gulvet, og gik over i stuen, satte cd'en på med Nick og Jay. Jeg fandt hurtigt hen til nummer tre, (Elsker hende mere) satte nummeret på repeat, åbnede en flaske rødvin, satte mig i sofaen med benene på bordet.
   Jeg sad længe i den dybeste fortvivlelse og forsøgte at finde en fornuftig forklaring på hvorfor jeg dog stadigvæk elskede Jea så meget som jeg gjorde, samtidig med at jeg lyttede til teksten på sangen.
   Mine tårer kunne jeg ikke holde tilbage længere, jeg forsøgte nu heller ikke at holde dem tilbage, men lod dem ganske naturligt finde vej ud af mine tårekanaler.
   Musikken havde sat mig i en melankolsk, -og nu pludselig opstået- selvmedlidenhedsfølelse, som jeg ikke kunne styre længere. Jeg græd som pisket, og forsøgte ikke på noget tidspunkt at stoppe op, det var på tide at få nogle indeklemte følelser ud igen.

Der gik omtrent to måneder hvor jeg intet hørte fra Jea. Huset var langt om længe blevet solgt til en af de familier, som havde været der allerede den første søndag, efter jeg havde henvendt mig hos ejendomsmægleren. De havde dog lige et rækkehus, som de først var nødt til at have en køber til, inden de turde slå til handelen.
   Efter vi, -begge parter- havde skrevet under på slutsedlen, havde jeg nu kun to uger til at finde et andet sted at bo.
   Jeg ringede om formiddagen, -lige efter jeg havde været hos ejendomsmægleren- til min lillesøster Bettina. Jeg spurgte hende mest for sjov om hun ikke lige kendte en, som stod med en lejlighed til mig.
   Hun svarede mig selvfølgelig med at jeg kunne bo hos hende og Lasse, hendes mand.
   Jeg takkede med det samme ja til hendes tilbud da jeg ikke havde nogen anelse om hvad jeg ellers kunne gøre.
   Der var kun gået tre timer, da Bettina ringede tilbage.
   - Jeg har en lejlighed til dig, hvis du er interesseret, sagde hun som det første da jeg svarede telefonen. Det er i Rødovre, og du kan flytte ind i den om en uge, fortsatte hun.
   Det er en af Lasses venner, som har beholdt den lejlighed til sin søn, men han er kun fjorten år gammel nu, og du kan bo i den indtil han bliver atten.
   - Det kan jeg ikke sige nej til, svarede jeg hende.
   - Ok! Jeg ringer til ham, og siger at du er interesseret i den.
   To minutter efter ringede Bettina tilbage til mig, og fortalte at alt var på plads, og jeg kunne flytte ind i den allerede om få dage, i stedet for om en uge.
   Nu var det på tide at få pakket alle mine ting ned i kasser.
   De næste to dage pakkede jeg alt. Jeg gennemgik det meste af mine ting, vurderede om det var ting som jeg havde brug for. Jeg havde fået at vide, at det var en to værelses lejlighed, og fra at komme fra et hus med seks værelser, og nu skulle være placeret på et noget mindre antal kvadratmeter, måtte jeg sortere med grovfilen.
   Jeg kørte på Genbrugspladsen med det som svarer til femogtyve flyttekasser.
   Jeg husker, da jeg kom til mine LP plader, som fyldte hele fem flyttekasser, at det var med blandede følelser jeg måtte smide dem ud.
   Nå! ud røg næsten halvdelen af mine ting, stort som småt, som dog alligevel gav mig en rar fornemmelse af at jeg nu skulle starte på en frisk, jeg skulle videre i mit liv.
   Jeg havde dog ikke glemt Jea, slet ikke.
   Faktisk tænkte jeg på hende næsten hvert sekund jeg var vågen, og det ville åbenbart ikke lykkedes mig at give slip på hende igen, for hun blev ved med at dukke op i mine tanker igen og igen.

Jeg fik nøglen til lejligheden efter to dage, og var ret spændt på at se den. Der havde boet en lejer, som var flyttet ud den samme dag. En kvinde som nu havde fået job og bolig et sted i Jylland.
   Jeg erfarede, da jeg åbnede døren til mit nye hjem, at det måske ville tage mig to-tre dage at få den sat i stand, og startede med det samme. Stuen var malet mørkeblå, men med en sjusket finish. Der var helligdage overalt, som om det var lavet bevidst. Gulvene var ødelagte af limen fra de tæpper som tilsyneladende var taget af for længere tid siden, for der sad gammel snavs på den nu tørrede lim. Vindueskarmene var medtaget af længere tids fugt så det næsten var umuligt at åbne og lukke vinduerne.
   Også badeværelset var et forsømt rum, men da jeg vidste det var begrænset hvor meget tid jeg anvendte på et badeværelse i løbet af en dag, valgte jeg den nemme løsning. Jeg købte et nyt forhæng til bruserummet og en badeværelsemåtte til gulvet så det føltes acceptabelt at befinde sig derude.
   Jeg indkøbte maling, tæpper og en masse nye pyntegenstande. Jeg havde brug for forandringer i mit nye hjem, i mit nye liv, så mange af de dystre tanker ikke automatisk ville dukke op i mit noget mørke og forkrøblede sind på dette tidspunkt.
   Jeg malede alle rum, lagde de nyindkøbte tæpper på i hele lejligheden, og begyndte at hente mine ting fra huset. Det var på tide at finde ro så jeg hurtigt kunne komme på benene igen.
   Jeg fik i løbet af en dag, tømt det sidste fra huset, og følte mig glad og lettet nu, hvor jeg kunne aflevere nøglerne til ejendomsmægleren. Endelig kunne jeg slippe det gamle liv, som kun havde ført til ruin og en masse ødelagte illusioner.

Allerede da jeg havde boet i den nye lejlighed en uges tid, kunne jeg igen fornemme at jeg var ved at finde mig selv. Jeg havde slet ikke glemt Jea endnu, men vidste godt at løbet var kørt mellem hende og mig, at det var det sidste jeg havde hørt fra hende da hun i huset havde råbt ad mig, og hun havde skubbet mig bagover.
   Men min bule i baghovedet var for længst forsvundet. De fleste af mine ting var væk nu, og erstattet af mange nye ting, så jeg måtte bare indse at jeg skulle videre. Jeg måtte ikke blive ved med at dvæle ved tanken om hende og jeg længere.

Anette og jeg fik endelig en ny aftale på plads, om hvornår og hvor ofte jeg skulle have mine børn i fremtiden, og jeg fik igen, dog langsomt, kræfterne tilbage til at passe mit job, som jeg ellers havde tilsidesat igennem længere tid.
   Det var et helt nyt liv jeg havde fået, og jeg indså hurtigt at det havde hjulpet mig med luftforandringen.
   Jeg stoppede med at drikke rødvin, som ellers havde været et fast ingrediens i mit gamle liv, og det var nu med nye øjne, jeg igen så på tilværelsen.
   Alt fungerede for mig. Jeg var ved at finde roen hvor jeg kunne hvile i mig selv, da Jea pludselig en dag skriver en SMS besked til mig igen.
   "Hej Henrik! Hvordan går det? knus Jea, stod der nu i mit display i min mobiltelefon.
   Der kom en besked fra hende igen kun et minut efter.
   "Jeg har fået lejlighed i Brøndby, men tør ikke bo der alene, så jeg bor hos en veninde tæt på, knus Jea.
   Jeg vidste ikke hvad jeg skulle svare hende, så jeg lod være med at skrive tilbage.
   Endnu en besked kom fra hende.
   "Henrik! Jeg håber at vi kan mødes en dag, og snakke alt igennem.*s*.Jea.
   Allerede da jeg modtog den første besked, fik jeg en voldsom hjertebanken. Også nummer to havde sat en mindre lammelse i mig.
   Jeg anede ikke hvad jeg skulle gøre. Skulle jeg besvare hende, eller én gang for alle bare lade hende passe sig selv?
   Hun havde ikke på noget tidspunkt gjort noget godt for mig, og heller ikke været sød overfor mine børn. Hun hadede, for et godt ord mine børn, som jo var Anettes, og kunne derfor ikke acceptere dem, når jeg havde dem.
   Jeg kunne da godt se at jeg var den største idiot i denne verden, da jeg igen lod det komme så langt som jeg gjorde.
   Jea ringede mig op fem minutter efter hendes sidste besked.
   - Hej Henrik! sagde hun, jeg har savnet dig så meget! ... Har du slet ikke savnet mig? spurgte hun lidt efter.
   Jeg var tavs et par sekunder ....
   - Jo Jea! men det kommer jo aldrig til at fungere mellem os, det ved du vel selv nu, svarede jeg.
   - Jamen jeg véd at vi kan få det til at fungere, hvis vi tager parterapi, svarede hun.
   Det var jo det jeg foreslog sidste gang, men du ville jo ikke da det endelig kom til stykket, svarede jeg med stor skuffelse i stemmen.
   - Ved det godt! men jeg er villig til at give det en chance til, for jeg ved at det er det rigtige..
   - Ok! Vi må tale om det en dag, men jeg er ikke sikker på at det er en god idé. Jeg er nødt til at tænke over det, svarede jeg.
   - Må jeg ikke komme over til dig nu?
   - Nu? spurgte jeg med den største forundring.
   - Ja nu?
   - Jea!
   Jeg anede igen ikke hvad jeg lige nu skulle svare hende. Jeg kunne igen mærke den hjertebanken som havde været der tidligere, men jeg ville ikke bare giver efter denne gang.
   - Jea. Både du og jeg ved jo at det er en dårlig ide det her, så hvorfor udsætte os for mere smerte..
   Hvis du bare kan finde én årsag til at vi to skulle kunne finde ud ad det sammen, så ville jeg hellere end gerne høre den.
   - Ok! Jeg er der om tyve minutter.
   Hun afbrød forbindelsen inden jeg kunne nå at svare hende.
   Jeg stod nu her i min egen stue, i min nye lejlighed, med mit nye liv, og jeg kunne ikke engang afvise hende, selv om hun allerede flere gange havde fucket mit liv så meget op, at jeg i en længere periode ikke anede hvad der var op eller ned.
   Hvad fanden var det, som gjorde, at hun igen var i stand til at overbevise mig om at vi havde en chance denne gang, og forrige gang?
   Hvad fanden var det hun havde gjort ved mig, så jeg ikke kunne finde styrken til at komme videre i mit liv?
   Jeg var ikke et sekund i tvivl om at jeg stadigvæk elskede hende, for den hjertebanken som var opstået i mig allerede ved hendes SMS beskeder, fortalte mig nok til at forstå hvorfor jeg var ubeslutsom.
   Jea sad stadigvæk, som en besættelse i min sjæl og hjerte, og jeg var ikke i stand til at give slip på hende endnu. Nu kunne jeg kun vente på at det ringede på døren, og jeg skulle åbne, så hun kunne ødelægge mit liv igen. Der var ikke én klar tanke om, hvad jeg skulle gøre fra nu af. Alt var blevet styret af Jea, og jeg fornemmede det samtidig som om, at der var et plaster på vej ind til mit blødende hjerte.
   Tanken om at jeg om lidt skulle omfavne Jea, og vi omsider ville kaste alt hvad vi stod med i hænderne, og finde vejen ind til soveværelset, hvor vi ville vise hinanden hvor meget vi havde savnet hinanden, eller hvor meget jeg havde savnet hende.

Jeg åbnede døren da hun ringede på.
   Ude i opgangen, stod Jea, den smukkeste kvinde som jeg endnu havde kendt. Hun havde de samme tasker og poser med, som hun to måneder tidligere havde medbragt da hun var ankommet til huset.
   Det var de samme tasker og poser, som hun også havde taget med den dag hvor hun havde forladt mig igen.
   Jea gik hurtigt ind i stuen, hvor hun placerede alle sine medbragte sager.
   - Hej! sagde jeg, da jeg havde lukket døren til opgangen.
   - Hej! svarede hun, mens hun smilede genert.
   - Er du ved at flytte ind? spurgte jeg hende.
   - Hvad ser det ud som, svarede hun mig, stadigvæk smilende.
   - Jeg synes at jeg har oplevet det her før, sagde jeg, og jeg har altså ikke tænkt mig at skulle igennem det én gang til.
   - Vi skal bare tale om det her, og så løse vores problemer, svarede hun og fortsatte, de er jo ikke større end de kan løses, vel?
   - Jamen, Jea, for fanden, du og jeg kan jo ikke løse det her selv, det ved du sgu da godt.
   Vi har jo forsøgt det før, og det var jo umuligt for os sidste gang, og forrige gang.
   - Ok! vi tager parterapi, og så løser vi det sammen, OK,? sagde hun.
   - Jeg ved bare at det ender som sidst, og det klarer jeg ikke endnu engang, svarede jeg skuffet.
   - Jamen, så må vi vel bare gøre det bedre end sidste gang, sluttede hun og satte sig ved spisebordet.
   Hendes mobiltelefon ringede i samme øjeblik som hun havde sagt det sidste ord. Det var åbenbart hendes mor som havde ringet, for jeg forstod på Jea, at de talte sammen om Carina.
   Carina havde åbenbart levet som en slags nomade, fuldstændig som sin mor, for de talte flere gange om hvor hun nu skulle bo henne.
   Jeg kunne ikke undgå at overhøre, at hun måske kunne bo hos Jacob igen. Jacob var en fyr, som Carina havde mødt i december, "mens hun stadigvæk boede i mit hus" på hendes midlertidige job, og han havde vist stor interesse for hende til en julefrokost. De var begyndt at se meget til hinanden, og efter kort tid var Carina flyttet ind i hans lejlighed i Glostrup.
   Det meste af samtalen forstod jeg, og hørte nu Jea tale med sin mor om at det var det bedste for Carina, hvis hun gik tilbage til Jacob, så hun havde et sted at bo.
   Som mor som datter, tænkte jeg.
   Jeg var gået ud i køkkenet, da Jea også kom derud. Hun åbnede køleskabet, og lagde en masse madvarer derind.
   Hun havde åbenbart købt ind til aftensmad, så hendes planer var allerede på plads i hendes univers.
   Der var ingen spørgsmål fra hende, ej heller antydning af at der havde været noget galt med vores forhold tidligere, for hun lod allerede som om at hun boede der.
   At jeg lod det komme så vidt, at jeg ikke dengang havde slået hårdt i bordet, og én gang for alle havde afsluttet det, forstår jeg ikke den dag i dag, men Jea var kommet tilbage til mig, og jeg følte, at det var det eneste jeg kunne gøre på det tidspunkt, at tage hende ind i mit liv igen.
   Jeg vidste, at hvis jeg ikke gjorde det, ville jeg fortryde det resten af mit liv. Tanken om håbet. Tanken om at hun og jeg en dag kunne finde hinanden, og leve sammen resten af vores liv, havde sat mine tanker i hårdknude.
   Mine indre billeder om at jeg en dag ville stå oppe ved præsten, og dér skulle nyde synet af denne smukke kvinde, som ville komme gående imod mig, og vi derefter ville give vores ja, og love hinanden evig troskab. Tanken om at jeg skulle give hende en ring på hendes finger, og vide at jeg fra denne dag skulle leve sammen med hende i medgang og modgang. Tanken om at vi skulle gå i seng sammen hver aften, og skulle stå op sammen hver dag i resten af vores liv. Tanken om håbet, havde gjort, at jeg ikke turde kaste det fra mig endnu.
   Jeg måtte bare erkende, at jeg nu engang elskede denne kvinde, og lige meget hvad jeg end forsøgte at bilde mig selv ind, var der intet jeg kunne gøre ved det.
   Jeg var ikke i tvivl om at det ville gå i stykker mellem os igen efter kort tid, lige meget hvor meget jeg lagde i vores forhold, for jeg havde prøvet alt de første par gange. Lige meget hvad jeg end gjorde, for at overbevise hende om at jeg var hende trofast, vidste jeg, at der ikke ville gå lang tid, før hendes skinsyge ville dukke op igen med en ny voldsomhed som jeg ikke ville være i stand til at kæmpe imod.
   Det ville kun være et spørgsmål om tid, før Jea igen ville eksplodere i et raserianfald, og jeg ville igen udsætte mig for den fare, der lå i det. Jeg var blevet slået med stumme genstande flere gange som havde sendt mig til tælling, og jeg gruede nu ved tanken om hvornår det blev næste gang, men håbet gjorde mig igen svag.

Jea og jeg boede sammen i lejligheden i en måneds tid. Det var som jeg havde forventet på forhånd, endt med en slåskamp, hvor mit hjem endnu engang var blevet raseret. Alle mine nye indkøbte genstande, blev igen kastet rundt i hjemmet så flere ting blev ødelagt.
   DET ER JO TING SOM ANETTE HAR GIVET DIG!! råbte hun pludselig en dag i et nyt anfald.
   JEG VED AT DET ER FRA ANETTE, FOR DU VILLE ALDRIG KØBE STEARINLYS SELV, hvorefter hun kylede rundt med de nye lysestager, som jeg selv havde købt en måned tidligere..
   DU ER DET DUMMESTE SVIN JEG KENDER, OG JEG VIL ALDRIG SE DIG IGEN, sluttede hun, mens hun pakkede sine ting for endnu engang at forlade mig.

Jea havde sat sig for at flytte ind i sin egen lejlighed, også selv om hun ikke havde lyst til det.
   Jeg var godt klar over, at hvis hun gjorde det, så ville der ikke gå mere end en dag inden hun havde en ny kæreste. Jeg lod hende pakke sine ting, og lod hende forlade min lejlighed uden at vi sagde mere til hinanden.
   Jeg havde sat mig ind på sengen i soveværelset, og havde roligt siddet og set på Jea, der pakkede sine ting i de samme poser og de samme tasker, som havde været i mit hjem flere gange nu.
   Den sidste tanke, om at stoppe hende i at pakke, og i stedet for finde en løsning, blev nu erstattet af tanken om at jeg igen fik chancen for at finde ro i mit liv. Jeg var meget ked af, at vi igen skulle igennem opgivelsen af vores forhold, men det var vigtigt, at jeg ikke blev blød og overgav mig til at kæmpe for hende, for der var lige nu kun en vej ud af dette kaotiske liv, og det var at lade hende gå.

Jeg følte en stor lettelse lige da hun smækkede døren til opgangen. Jeg havde som det sidste, inden hun var gået, bedt om det nøglesæt som hun havde fået allerede den første dag hun var flyttet ind.
   Hun kylede dem lige i ansigtet på mig, og den dag i dag har jeg stadigvæk et ar fra hun forlod mig.
   Men arret i min sjæl, blev endnu større end jeg havde forventet denne gang. Mit hjerte var knust endnu engang af den samme kvinde, som tidligere havde knust det, men denne gang var det mere medtaget end sidste gang. Jeg var nu blevet så aftappet af alle de skænderier, som Jea og jeg havde haft den sidste måned. Jeg begyndte at føle mig som et afdanket menneske, der uden reelle hensigter, havde skubbet mine børn ud af mit liv, og kun havde vist Jea betydning.
   Jeg begyndte nu at hade mig selv efter det sidste forlis mellem Jea og jeg, og jeg afskyede mig selv ved tanken om, at jeg stadigvæk savnede hende, og stadigvæk elskede hende, og endnu engang håbede på at det til sidst ville blive os. Jeg kunne ikke holde mig selv ud, og kunne ikke holde ud at være i stue med mig selv, og begyndte nu at se mig selv fra en anden synsvinkel.
   Når jeg så mig selv i spejlet, kunne jeg se de antydninger af hårdhed, som var så tydelige hos Jea.
   Jeg måtte indse, at jeg nu også havde været igennem det samme, som hun måske tidligere havde været igennem i sit liv.
   Måske var det slet ikke noget der var startet i hendes barndom, men effekten af adskillige forliste forhold, som havde gjort hende til den hun var.
   Måske var hendes hensigter reelle nok, og måske kæmpede hun sin egen kamp, for at finde roen til at fungere i et forhold, og måske var jeg bare ikke den rigtige for hende.
   Alle de afskyelige tanker om, at jeg måske ikke havde gjort tingene på den rette måde væltede ind over mig som enorme bølger hen over en lille robåd, som en tsunami, der rydder et lille samfund. En stormflod der smadrer alt i ens liv.
   Tænk! Var der noget som jeg kunne have gjort anderledes denne gang? Var der noget som kunne have reddet vores forhold? Var der overhovedet noget som jeg havde gjort rigtigt?
   Der var jo ingen tvivl inde i mig længere, om at Jea var meget jaloux, og måske var det her, at jeg ikke var god nok til at tackle problemerne, måske var det her jeg skulle have sat alle mine kræfter ind, i stedet for at kalde hende for en sindssyg person, som bare fløj fra det ene forhold til det næste.
   Nu var toget bare kørt, og det var for sent at få det til at stoppe op på sporet, få det til at bakke hen til perronen igen.
   Jea var smuttet, lige så hurtigt som en våd sæbe kan smutte ud af ens hænder.
   Hun ville ikke komme tilbage igen, det vidste jeg, men tanken om at hun ville finde sammen med en anden var for voldsom for mig.

Jeg elskede Jea så intenst, at jeg allerede samme aften, forsøgte at få hende tilbage igen. Jeg ringede til hendes mobiltelefon, cirka tyve gange, men fik som sidste gang kun fat i hendes mobilsvarer.
   "Hej! Det Jeanne! Jeg kan ikke komme til telefonen lige nu, men læg dit navn og telefonnummer, og jeg ringer tilbage til dig så snart jeg kan"
   Jeg sendte adskillige SMS beskeder til hende, men ingen af dem blev besvaret.
   Jeg måtte sande at Jea endnu engang var ude af mit liv. Måske var det sidste gang, at vi havde haft chancen for at få det til at fungere. Måske var løbet kørt til ende denne gang, og måske var det på tide at jeg sadlede om, og én gang for alle, fandt mig selv helt, så jeg ikke behøvede Jea i mit liv længere.