Jea kom tilbage til huset
   Jeg var åbenbart faldet i søvn på sengen, for jeg vågnede ved at det ringede på hoveddøren.
   Det var ikke lysten, som fik mig til at stå op og åbne, det var mere nysgerrigheden.
   Da jeg åbnede døren, fik jeg et mindre chok, da jeg så Jea stå udenfor. Hun lignede en, der følte sig totalt uretfærdigt behandlet. Hun sagde ikke andet end,
   - Hej! hvorefter hun, som en selvfølge, valgte at passere mig i døråbningen.
   Jeg var målløs, tanketom, og forvirret på samme tid.
   Alt det, som var sket aftenen tidligere, havde åbenbart ikke haft den store indflydelse på hende, som det havde i mig, for hun virkede rolig og fattet, som om intet var sket.
   Døren smækkede i med et brag, inden jeg skulle til at lukke den, da Jea som det første, valgte at lufte ud, og der opstod en susen af vinden igennem huset. Det gav et gib i mig, da døren smækkede i. Ikke at jeg kunne bebrejde hende det, for jeg havde ikke selv haft, hverken en dør, eller et vindue åben, inden jeg var gået i seng aftnen forinden.
   Jeg gik ind i stuen, hvor jeg så at Jea havde sat sig ved spisebordet, nær køkkenet.
   - Hvad laver du her? spurgte jeg.
   - Hvad jeg laver her?
   - Ja! Hvad laver du her? spurgte jeg igen.
   - Jeg bor her! sagde hun roligt.
   - Jamen! Ved du godt hvad der skete i går?
   - Ja da! svarede hun igen roligt.
   - Jea! er du klar over, at Anette har ringet her til morgen, og truet med at jeg ikke må se mine børn før du er ude af mit liv? spurgte jeg, samtidig med at jeg kunne smage den lede smag af gråd, som var ved at give mig fornemmelse af kvælning.
   Jeg var heldigvis i stand til at holde den grådkvalte stemme så fjern, at jeg ikke selv kunne høre den, da jeg videre sagde.
   - Jea, du er sgu da nødt til at tage det her alvorligt... Jeg kan sgu da ikke leve et liv uden at jeg ser mine børn, kan du ikke forstå det?
   - Jo! jeg forstår dig godt, men jeg ved hvad du kan gøre ved det, hun fortsatte.
   - Du skal bare kontakte Statsamtet i dag, og fortælle dem at du vil opgive din forældreret.
   Min forældreret, tænkte jeg. Min forældreret, gentog jeg flere gange inde i mig selv.
   Hvad fanden ville der ske, hvis jeg opgav min forældreret?
   - Hvis du opgiver din forældreret, så kan Anette ikke forhindre dig i at se dine børn, sagde Jea, mens jeg stadigvæk var forundret over, at Jea i det hele taget igen var her, og nu sad og legede socialrådgiver over for mig, i mit hjem, i min stue, i mit køkken.
   En begyndende kvalme var på vej, og jeg fik igen en af de fandens hedeture, som gjorde, at jeg ikke kunne tænke klart. Jeg måtte ud på badeværelset igen, og jeg nåede kun lige derud, nåede at få hovedet ind over toilettet, hvor den tidligere aftens indtagelse af min, ellers foretrukne drue kom op igen uden de store problemer.
   Lidt efter stod jeg med den kolde vandhane løbende, som gjorde mit næste valg let. Vandet kastede jeg imod mit ansigt flere gange, og mærkede nu de store blodårer pumpe så meget blod frem til min pandehule, at hovedpinen igen var tilbage.
   Der gik heldigvis kun et par minutter, og jeg stod endnu ved vasken, da den værste dunken havde fortaget sig, og jeg rakte ud efter et håndklæde.
   Efter at have fået forbindelse til mig selv igen, gik jeg ind i stuen hvor jeg nu så Jea, der var i gang med at rengøre et af køkkenskabene.
   Hun havde tømt skabet med alle de store vinglas, og havde derefter stillet dem på spisebordet flere meter fra køkkenet.
   - Hvad har du gang i? spurgte jeg.
   - Hvad ser det ud som? svarede hun mig.
   Jeg gik ind i soveværelset, lukkede døren, og lagde mig på sengen igen, for jeg skulle nok være blevet derinde, i stedet for, at jeg var stået op i dag, og jeg nu også havde åbnet døren for Jea.
   Det lykkedes mig ikke at falde i søvn, for jeg kunne stadigvæk ikke undgå at høre Jea rumstere videre i køkkenet med en ny og forbitret selvbeherskelse, som gjorde mig utryg.
   Det lød dog som om hun var effektiv, og med tanken om at jeg skulle sælge huset i den kommende uge, var det måske ikke så tosset at der var en rengørings-tornado inden for døren. Problemet var bare, at det også var det eneste positive jeg kunne få øje på, lige den dag.

Efter at have ligget i sengen i cirka tyve minutters tid, gik jeg igen ind i stuen. Jeg kunne høre nogen tale sammen, selv om det ikke lød til at komme fra nogen steder i huset.
   Nu kunne jeg både se og høre dem gennem et af stuevinduerne.
   Det var Jea og Carina, som stod og råbte ad hinanden ude i haven tæt ved havelågen. Carina havde også sin rottweiler med, som løb rundt i haven og snusede. Der var også en anden pige derude. Jeg tænkte at det måtte være en af Carinas veninder. Hun var lige så smuk som Carina, dog var hun lidt kraftigere.
   De stod derude et stykke tid, men valgte til sidst -måske på grund af kulden- at gå indenfor..
   Jea åbnede pludselig dobbeltdøren, der forbandt huset i to dele, men som havde været lukket til i alt den tid hvor Charlotte havde boet der.
   Hun åbnede den fra den anden side, og kom hurtigt hen imod mig efterfulgt af rottweileren.
   Jeg blev forskrækket, da hunden løb direkte mod mig, og jeg nu kunne se at den ikke ville være i stand til at stoppe op på det glatte trægulv. Hunden ramte mig så hårdt at jeg mistede balancen og røg en tur forlæns på gulvet. Jeg kom dog hurtigt på benene igen, og kunne se på Jeas ansigtsudtryk, at det, der lige var sket, ikke passede særlig godt ind i hendes nye fremlægning af planer.
   Jeg satte mig over i en stol ved siden af Jeas sofa og så nu Carina og veninden, der også var på vej ind i stuen. Carina kaldte på hunden, men den lystrede ikke det mindste.
   Jea kom over til os, og satte sig i sin egen sofa. Carina og hendes veninde, som hed Louise, satte sig på hver sin side af Jea.
   - Vi er nødt til at tale om det her, sagde Jea, vi må finde en løsning der virker for os alle.
   Jeg sad nu her i min egen stue, hvor jeg i går boede alene, og nu pludselig sammen med tre kvinder og en rottweiler.
   Jea var bange. Hun kunne ikke skjule sin angst over for mig, og jeg fik egentligt ret ondt af hende, da jeg fornemmede hendes forsøg på at redde det i land som hun havde gjort aftenen tidligere.
   - Jeg foreslår at Louise og Carina begge bor her fra nu af, sagde Jea, så er jeg mere tryg ved at Carina ikke får lyst til at besøge nogen i Brøndby, for Buller finder hende let, hvis hun tager derud igen. Hvis Louise også bor her, så har Carina jo en at være sammen med, sluttede hun.
   - Er der nogle af dine andre veninder eller venner, som ved hvor du er? spurgte jeg Carina.
   - Nej! svarede Carina, der er kun én som ved hvor jeg bor nu, det er en som hedder Flad, eller han bliver kaldt Flad, men ham kan jeg godt stole på.
   - CARINA! råbte Jea og rejste sig hurtigt op. DU LOVEDE IKKE AT FORTÆLLE DET TIL NOGEN. ER DU SINDSSYG? hvorefter hun styrtede ud på badeværelset, sikkert for at tage flere af de beroligende piller, tænkte jeg.
   Hun kom ind i stuen et halvt minut senere, og satte sig i sofaen igen. Hun sagde ikke noget, men sad kun og stirrede ned i sit eget sofabord.
   Jeg hørte nu vandkogerens indhold boble, efterfulgt af det klik, som betød at Jea havde sat vand over til kaffe.
   - Ok! sagde jeg. Vi giver det en chance et stykke tid. I har jo ingen andre steder at gå hen lige nu, så lad os få det bedste ud af det, fortsatte jeg.
   Jea sad stadigvæk som om hun kun ventede på at pillerne ville begynde at virke. Hun var helt væk, da Carina og Louise rejste sig fra sofaen, og gik ind i den anden del af huset og lukkede dobbeltdørene. Hunden lod de blive inde i min stue, og viste ikke tegn på at ville have den med ind til dem selv.
   Jeg kunne nu høre, at de var gået i gang med den helt store omflytning. De var åbenbart ved at indrette sig i deres nye hjem.
   - Vil du ind og ligge lidt? spurgte jeg Jea, men hun svarede mig ikke.
   Jeg rejste mig fra stolen, og satte mig over ved siden af hende. Jeg kunne så tydeligt se, hvor bange hun var, så jeg lagde min ene arm over hendes skulder og holdt hende tæt ind til mig.
   Vi sad der kun et øjeblik, da Jea hurtigt rejste sig op.
   - Jeg er nødt til at vaske noget tøj nu, sagde hun som om at det var min skyld.
   - Ok! Skal jeg hjælpe dig? spurgte jeg hende.
   - Ja! det må du gerne, for jeg tør ikke være alene.
   Vi fandt de kasser med Jeas tøj, og hun begyndte at sortere det ud på stuegulvet.

Vi vaskede tøj den dag, vi vaskede gulve den dag, og da vi endelige var nået dertil hvor Jea selv var tilfreds med dagens arbejde var klokken også blevet hen omkring ti om aftenen.
   Vi gik i seng kort tid efter, hvor vi bare lagde os ned, krammede hinanden tæt og hurtigt faldt i søvn.