Alt har vel en start og en slutning
   Årene forinden, havde jeg oplevet som en skøn og rolig tilværelse, hvor alt faldt på plads. Ligegyldigt hvor meget jeg rodede mig ud i. så var der intet ondt i den verden jeg skulle opleve, og jeg kunne ikke i min vildeste fantasi forestille mig, at noget ville komme ind og forstyrre mig i det jeg foretog mig. Jeg havde et par forskellige jobs med årene, som alle betød at jeg kunne betale min husleje, og som gav mig nok økonomisk mulighed for at opleve alt det, jeg dengang havde lyst til.
   Der havde kun været én alvorlig krise i mit liv. At min far døde alt for tidligt. Han var jo kun 60 år gammel da han døde i 1983 af en forfærdelig sygdom. Kræften havde taget over, og han kæmpede lige til det sidste, selvom han og vi alle godt vidste hvor det bar hen. Det var kun et spørgsmål om tid, før den fik has på ham.
   Skal man bare acceptere at noget godt pludselig forsvinder ud af ens liv? Den ene dag er alt komplet, den næste er alt revet væk under fødderne på én.
   Nå! med dette kendskab og nye erfaring til livet, valgte vi at fortsætte vores liv hver for sig. Vi havde måske nok et billede af, at vi som familie skulle holde sammen efter denne svære tid, men det blev bare ikke tilfældet. Vi begik alle den samme fejl. Vi troede, at vi hver især gjorde alt det rigtige, for det føltes dengang rigtigt. Det var kun når vi fandt et stille øjeblik i os selv, at vi kunne se hvor forkert vi egentligt handlede. Vi gik i en slags totalpanik. Vi jagtede kærligheden hver især. Den forbitrede kærlighed, som vi bare måtte finde. Den måtte være derude et sted.. Vi havde jo lige mistet så meget, på så kort tid, og følte, at det plaster, der var stort nok til at lukke vore åbne sår bare måtte eksistere et sted i denne verden. Vi kastede os ud i en tilstand af uvished. Vi var sårede og følte, at det, der var mistet, det skulle noget andet kompensere for. Alt blev pludselig lavet om til en fest. Selv små sammenkomster blev hurtigt tryllet om til en fest og jeg så ofte mig selv som den sidste, der dejsede om på en tilfældig bekendts sofa. Alle var for længst gået, men jeg skulle lige have alt ud af denne dag, for jeg ville ikke undvære et sekund af livet. Jeg levede som om hver dag var den endelige..

Efter flere måneders fest og indre uro, mødte jeg Hanne. Jeg havde kendt hendes bror flygtigt, og vidste at han havde en lillesøster. En aften var jeg på det lokale sted i Vallensbæk. et sted hvor det var populært for os i tyverne, at komme. Jeg boede i Brøndby Strand i en fremlejet lejlighed. Bente som havde lejligheden var taget på en længere rejse, og vi var blevet enige om at jeg kunne låne den til hun kom tilbage til Danmark. Jeg inviterede Hanne med hjem sammen med en del andre bekendte og venner. Festen endte dog ret hurtigt, og jeg var meget tændt på Hanne. Jeg ville have hende for mig selv og var glad for at de andre tog tidligt hjem. Jeg følte at dette måtte være det jeg havde brug for. Hanne blev den pige som jeg levede sammen med og udforskede på godt og ondt igennem de næste fem år. Hun lærte mig ikke noget i de år vi var sammen. Nok ikke på grund af Hanne, men mere på grund af mig selv. Jeg var ikke klar til at tage ved lære af ret meget. Jeg var stadigvæk kun ved at heles efter min fars død. Hver dag, i årene med hende, blev bare slået ihjel, og jeg følte aldrig, at noget intens skulle forekomme i mit liv længere. .
   Jeg valgte at slutte forholdet kort tid efter, da jeg nu vidste, at jeg ikke ville blive hos hende for resten af livet alligevel. Det var begyndt at føles mere som tidsspilde, og jeg mente heller ikke, at jeg kunne være det bekendt over for hende længere, og hun skulle heller ikke være mit plaster.

Da jeg endelig havde afsluttet forholdet i 1990, og vi var flyttet hver for sig, mødte jeg Anette. Vi mødtes på vores fælles arbejdsplads, som dengang var i SAS...
   Jeg havde fået at vide, fra en af mine kollegaer, at Anette var ret vild med mig, så jeg lurede hende lige af en dag, for at se om hun var noget for mig, og det mente jeg faktisk hun var.
   En fredag eftermiddag, uden for SAS bygningen, så jeg Anette på vej over til sin cykel, så jeg gik over til hende.
   - Hvad skal du her i denne weekend? spurgte jeg hende, og fortsatte. Skal vi gå ud og spise sammen, eller har du andre planer?
   - Jeg kan ikke i denne weekend, men hvad med næste weekend, der kan jeg godt, svarede Anette med et smil.
   Jeg svarede hende, at jeg da ikke ville vente så lang tid, så jeg foreslog hende at vi spiste sammen allerede om mandagen. Hun indvilligede i mit forslag, så jeg hentede hende som aftalt hjemme hos hende den efterfølgende mandag.
   Anette boede i en lejlighed på Amager, og jeg fandt frem til hendes bopæl ved hjælp af vejviseren som jeg havde i handskerummet. Vi kørte ind mod København city, parkerede bilen, fandt et hyggeligt sted, (troede vi) hvor vi nu skulle lære hinanden at kende.
   Vi sad på denne røvsyge restaurant i det indre København, men fandt dog hurtigt ud af, at vi kunne more os i vores eget selskab.
   Vi pjattede en del sammen. Vi grinede fjoget ad hinandens dumme første-date historier.
   Efter denne dag begyndte vi at se en hel del til hinanden. Vi gik meget ud sammen, gik i biffen, og masser af andre spændende steder.
   En dag i starten af vores forhold, sad vi i Nyhavn og delte en flaske hvidvin. Vi er blevet lidt overstadige af vinen, men måske også over vores gensidige forelskelse. .
   Mens vi sad og pjattede, spurgte Anette mig pludselig, -hvordan tror du vores familier ville reagere, hvis vi giftede os.
   Jeg svarede hende, at de nok ville få sig noget af et chok, så det blev vi hurtigt enige om at vi ville fortælle dem.
   Vi drak ud, tog derefter hjem til min storesøster og hendes mand, da vi mente at de skulle være de første, som hørte om vores planer. Jeg husker endnu tydeligt vores egen overstadighed, over de vilde planer vi havde sat i hovedet på os selv. Vi var sgu impulsive begge to i denne tid.
   Anette var en dejlig pige på 23 år. Hun havde et vidunderligt smil og forekom mig som en eventyrlysten pige. En pige, der var klar til at begive sig ud på et eventyr sammen med mig. Jeg havde fornemmelse af, at nogen havde lagt kortene for os begge, og at vi nu bare skulle følge den vej, der lå foran os. Anette havde samtidig en almen viden, som blev ved med at fascinere mig. Og min viden om, at hun havde boet på Gran Canaria de første tolv år af sit liv, gjorde hende endnu mere interessant end de piger jeg førhen havde mødt..
   Vi var endelig kommet hen til min søsters og svogers lejlighed i Valby. Jeg ringede på knappen foran døren til opgangen, men der var ingen hjemme.
   Vi besluttede, - da vi var blevet sultne - at gå ned til en grillbar på Valby Langgade, for at få noget hurtigt at spise. Vi tog vores mad med ud på fortovet, hvor vi satte os på fliserne med ryggen mod muren. Solen skinnede, det var varmt og der var ikke en vind, der rørte sig. Vi nød stadigvæk hinandens selskab, selv om vi nu begge var ved at være ædru igen. Vi havde lige spist op, da Sanne og Flemming kom susende forbi os i deres bil. De havde fået øje på os, standsede bilen, bakkede de cirka ethundrede meter retur de var kommet for langt. Anette og jeg hoppede ind.
   Da vi kom op i deres lejlighed, gik jeg ud på altanen for at hente fire øl, men fandt ingen. Jeg stod et minut eller to, tændte en smøg og tænkte lidt over de ting, som Anette og jeg, for under en time havde talt om. Sanne kaldte på mig, så jeg gik ind i stuen igen og så nu Flemming, der var ved at skænke Champagne op i fire glas. Han rakte mig et af dem, et til Anette, hvorefter både Sanne og Flemming nærmede sig mig for at sige tillykke.
   Flemming var en ret stor fyr på omkring 100 kilo, rødhåret, med adskillige tatoveringer på overarmene og var cirka enogtredive år. Han var mest kendt for at være typen, som ville alles bedste, altid hjælpsom og fuld af gå-på-mod.
   Min storesøster Sanne, var til gengæld en ret slank kvinde på 31, mørkhåret og med de skønneste varme mørkebrune øjne. Hendes altid lange rødlakerede negle, og hendes spinkle knoglebygning, gjorde hende til en stor kontrast til sin mand.
   Det føltes for mig, som om Sanne og Flemming havde været sammen hele livet, men de havde også mødt hinanden allerede fra de sidste år af deres skoleliv og jeg var ikke i tvivl om at de altid ville blive sammen. De blev på den måde mit idealbillede af et livslangt forhold.

Ok! tænkte jeg, nu er det sgu alvor, men jeg var med på den, for jeg elskede faktisk Anette på denne dejlige solskinsdag.
   Tanken om, at vi nu havde besluttet at gå hele vejen, at vi havde besluttet at gifte os, gav mig et løft i den rigtige retning af hvad mine forestillinger og forventninger til livet var igen. Jeg følte ikke på noget tidspunkt, at vi havde taget en forhastet beslutning, men til gengæld fik jeg et ret klart billede af hvor rigtigt det netop var.
   Otte uger senere stod jeg sammen med Flemming og en præst, og ventede på at Anette og hendes far skulle komme mig i møde op ad kirkegulvet, og at hende og jeg nu skulle give hinanden det endelige ja, det "JA" som betød for livet...