Helvedes december -2
   Cathrin havde taget Maja op i sengen, hvor de nu sad i et hjørne. Lyset var slukket på børneværelset, og det var kun lyset fra månen, som gav den dunkle og svagt skiftende belysning. Maja hulkede da jeg åbnede døren, og hun kravlede straks over mod mig, så jeg kunne løfte hende op og trøste hende. Cathrin sad stadigvæk i hjørnet af sengen, og det virkede på mig som om hun havde fået et mindre chok. Jeg forsøgte at kalde hende over til mig, men hun reagerede ikke på det, så mens jeg holdt Maja, satte jeg mig på sengen, så jeg kunne nå hende. Jeg trak hende forsigtigt over til os, så jeg også kunne trøste hende.
   Vi sad der i cirka fem minutter, hvor jeg til sidst fik dem begge til at falde til ro igen.
   Jeg havde min mobiltelefon i min lomme, så jeg besluttede at jeg ville ringe til Anette, for at høre om hun ikke kunne hente pigerne, da jeg ikke selv mente jeg var herre over hvad der kunne ske fra nu af.
   Jeg havde ingen idé om hvor Jea var taget hen, og havde ingen idé om, om hun ville komme tilbage til huset, eller om hun var taget et helt andet sted hen.
   Jeg forsøgte flere gange at få kontakt til Anette, men hun svarede ikke, hverken mobiltelefonen eller hjemmetelefonen.
   Klokken var ved at være halv-ni denne aften, og jeg kunne fornemme pigernes begyndende træthed. Jeg havde hentet en sodavands is til dem begge fra fryseren, som de spiste mens jeg fortalte dem, at alt nu var i orden. Der var nu gået tyve minutter siden Jea smækkede køkkendøren i, så vi gik ud på badeværelset for at børste deres tænder, da Maja spurgte..
   - Far, kommer Jeanne tilbage?
   Jeg anede ikke hvad jeg skulle svare på hendes spørgsmål, for jeg havde ingen anelse om hvad der ville ske, hvis hun kom tilbage, eller hvordan hun ville reagere, hvordan pigerne ville reagere, og hvordan jeg selv ville reagere?
   - Far! du har altså blod på din hage, sagde Cathrin pludselig.
   - Ja! svarede jeg, og så ind i spejlet. Jeanne blev åbenbart sur over et eller andet, og så stak hun mig en flad lussing.
   - Gør det ondt! spurgte Maja.
   - Næh, det gør ikke ondt, svarede jeg og forsøgte at tørre det størknede blod af.
   Heldigvis slår hun ikke hårdt, fortsatte jeg, men der er ikke noget at være bange for piger!
   Jeg måtte lyve overfor dem, for de skulle ikke mærke hvor bange jeg selv var over det der var sket.
   Tankerne fór rundt i min hjerne, men jeg kunne alligevel ikke danne mig et klart billede af hvordan forløbet nu ville blive, eller hvordan det måske skulle ende. Jeg var rædselslagen ved tanken om at Jea måske var i nærheden af huset, men jeg gruede samtidig med tanken om, hvad der kunne være sket med hende, for jeg opdagede at hun havde taget yderligere tre "Alopam," da jeg åbnede æsken med pillerne.
   Cathrin og Maja var ved at være færdige med tandbørstningen, så jeg børstede endnu engang efter.
   Vi gik ind på deres værelse, hvor de fik deres nattøj på. Jeg puttede dem begge, og fortalte dem en godnathistorie, så deres tanker kunne blive afledt af hændelsen fra tidligere på aftenen.
   Da de begge var faldet i søvn, gik jeg ind i soveværelset, for at se hvad det var Jea havde ramt mig med, men kunne ikke finde noget derinde, måske var det på grund af mørket, men jeg fandt intet.
   Derefter gik jeg ind i stuen, tændte for fjernsynet for at se nyhederne. Klokken var ni.
   Jeg sad i sofaen, så på fjernsynet, men kunne ikke koncentrere mig om hvad jeg alligevel så, så jeg slukkede og gik hen til køkkenet for at åbne en flaske rødvin.
   I det samme jeg åbnede vinen, så jeg en skygge bevæge sig ude i haven, tæt ved terrassen.
   Forskrækkelsen fik mig til hurtigt, at stille vinflasken tilbage på køkkenbordet, hvor jeg havde taget den fra, skyndte mig at låse døren så hun ikke kom ind i huset igen.
   Jeg var ikke sikker på at det var en menneskeskygge, men fik det bekræftet to minutter senere, da min mobiltelefon ringede.
   - Hej skat! hørte jeg hende svagt, da jeg besvarede opkaldet.
   - Hej! Hvad vil du? spurgte jeg hende med stor skuffelse.
   - Er du ikke sød at lukke mig ind?
   - Jamen Jea! det tør jeg sgu da ikke nu, kan du da ikke selv se hvad du har gjort? spurgte jeg hidsigt.
   - Jo jeg kan godt se det! svarede hun, stadig med rolig stemme.
   - Hvis jeg lukker dig ind nu, hvad kan der så ikke ske igen?
   - Kan du ikke godt forstå mig? spurgte jeg hende.
   - Jo! jeg forstår dig godt, og jeg er så ked af det jeg har gjort, men jeg er faldet til ro nu, og jeg lover at det aldrig sker igen.
   Hun begyndte at græde mens vi talte sammen.
   Jeg var gået helt hen til køkkendøren, som var en stalddør med glasruder og jeg kunne se hende i haven nu. Hun stod kun cirka ti meter fra mig, men under æbletræet, så gadebelysningen ikke ramte hende, derfor så jeg hende kun svagt.
   Da jeg efter et stykke tid kun havde hørt hendes gråd i telefonen, fik jeg en elendig smag i munden. Jeg fik ondt af hende, da jeg så hende stå derude i kulden hvor hun kæmpede for at overtale mig til at lukke hende ind igen, men tanken om hvad hun kunne finde på at gøre hvis jeg ikke lukkede hende ind, skræmte mig endnu mere.
   - Hvordan kan jeg være sikker på at du ikke slår mig igen? spurgte jeg.
   - Pillerne virker først nu! svarede hun, de virkede jo ikke før, og du ved godt hvordan jeg har det, når jeg ikke tager dem, men jeg er rolig nu skat, luk mig nu ind, er du ikke sød at lukke mig ind igen
   Jeg åbnede forsigtigt køkkendøren, og så hende komme gående hen imod mig. Hun kom ind i køkkenet, hvor hun roligt forsøgte at give mig et kram. Jeg gengældte det, ved at tage hende helt ind til mig, og krammede hende med et fast klem.
   Vi stod der lidt, og jeg kunne fornemme at hun virkelig var faldet ned igen. Jeg hørte hende snøfte flere gange, så jeg trak et stykke papir af køkkenrullen, som jeg med den ene hånd førte op til hendes kind. Hun tog imod det, og tørrede sine øjne og derefter næsen.
   Dernæst spurgte hun mig om vi ikke kunne gå i seng med det samme, da hun fortalte at hun ikke kunne hænge sammen på grund af pillerne.
   Der var ingen tvivl om at pillerne havde den virkning som de skulle, for hun virkede helt slap i kroppen nu.
   Jeg svarede hende, at det måske var det bedste vi kunne gøre, så vi slap hinanden kort efter.
   Jea gik ud på badeværelset for at hente min tandbørste, og gik derefter rundt i hele huset for at slukke alle lysene.
   Da jeg hørte Jea komme ud fra badeværelset og ind i soveværelset, gik jeg selv ud for at gøre mig klar til natten.
   Da jeg derefter kom ind i soveværelset, troede jeg at Jea allerede sov, men hun sagde nu noget jeg aldrig glemmer.
   - Hvorfor opgiver du ikke forældreretten til dine børn?
   Jeg troede først at jeg hørte forkert, men hun fortsatte.
   - Det er jo alligevel Anette de bor hos, så jeg synes du skal kontakte Statsamtet i morgen og foreslå det, Ok? spurgte hun.
   - Nej, jeg vil da ej! svarede jeg hende, hvorfor skulle jeg dog det?
   - Nå! ja men så siger vi det, sluttede hun og vendte sig mod mig.
   Jeg lagde mig ned ved siden af hende, og kravlede ind til hende, for jeg havde kun en dyne. Jeg orkede ikke at skulle finde Jeas dyner nu, så vi blev enige om at vi skulle dele den ene dyne. Vi krammede et stykke tid, og nu så jeg at Jea var ved at falde i søvn. Hun var helt udkørt af alle hændelserne og pillerne.
   Jeg krammede hende stadigvæk, selv da hun var faldet helt hen, for jeg turde ikke risikere at hun vågnede igen.
   Først efter der var gået cirka ti minutter, var jeg sikker på at hun sov tungt nok, til at jeg kunne slippe hende uden hun vågnede.
   Jeg lå i lang tid, vendte og drejede mig for at kunne finde en stilling som var magelig nok til at sove i, men tankerne over alle hændelserne havde skabt for megen uro i mig, til at jeg kunne falde i søvn.
   Nu hørte jeg også en af pigerne ligge og snøfte højlydt fra deres værelse. Jeg kunne ikke høre om det var Maja eller Cathrin, men jeg besluttede at kravle forsigtigt ud af sengen, så jeg ikke vækkede Jea.
   Det viste sig at være Maja, som var vågnet igen, da hun nu var på vej ind i soveværelset med sin egen hovedpude.
   - Kom her over, skat! hviskede jeg til hende, kom og læg dig her.
   Maja kom hen til sengen, og jeg hjalp hende med at lægge sig til rette så hun kunne falde i søvn igen. Jeg gav hende lidt af dynen så hun ikke frøs, og hun faldt hurtigt til ro, uden at sige noget.
   Da vi har ligget der et par minutter hev Jea pludselig dynen af både Maja og jeg.
   - JEG KAN SGU DA IKKE SOVE NÅR DET DER LIGGER HERINDE! sagde hun højlydt.
   Jeg reagerede med at bære Maja ind på sit eget værelse igen, hvor jeg lagde mig ved siden af hende, for at hun ikke skulle blive for skræmt at Jeas reaktion.
   Vi lå i kort tid derinde, da Jea pludselig sparkede døren til pigernes værelse op med en kraft, som mindede mig om effekten fra vindstødende af en orkan. Der var kun lyset fra månen, men det var ikke konstant at den skinnede, da der åbenbart stadigvæk var skiftende skydække.
   Hun løb hen imod sengen, med knyttet næve, svingede hele sin krop med udstrakt arm, og ramte mig i ansigtet med en foruroligende styrke, der fik mig ud af fatning.
   Jeg forsøgte at beskytte Maja ved at dække over hende stadigt liggende i sengen efter slaget.
   Maja begyndte at skrige angstens skrig, som også fik Cathrin til at åbne øjnene, og hurtigt forsøgte at beskytte sig selv og Maja.
   Hun trak Maja i begge arme, for at få hende helt over i den side af sengen hvor Jea ikke kan nå dem, og trak sin dyne over dem begge.
   Samtidig sparkede Jea ud efter mit ansigt, og ramte mig under hagen, så jeg var væk et par sekunder eller mere,
   Jeg hørte hende råbe og skrige en masse ulækre ord, og fornemmede igen smagen af blod.
   Jeg var tilbage i den verden, som jeg havde været i tidligere på aftenen i soveværelset. Jeg blev så skræmt, ved tanken om, at hun skulle ramme mig igen, så jeg væltede mig ud over kanten af sengen, kravlede hen imod hende og fik fat i hendes ene bukseben, hvilket fik hende til at miste balancen, så hun tippede sidelæns om på gulvet, samtidig med at hun forsøgte at komme ud fra værelset.
   Jeg kravlede igen hen imod hende, men kom nu så tæt på hendes ben, at hun igen fik mulighed for at sparke mig i ansigtet. Hun forsøgte samtidig at finde noget hun kunne slå mig med, men hun fandt ingenting på gulvet omkring hende.
   Det lykkedes mig endelig, at få et tag i begge hendes bukseben, så jeg kunne neutralisere hendes spark. Jeg kom på mine knæ, og holdt stadigvæk hendes ben i et så fast greb, så det nu var mig der havde overtaget
   Jea skreg nu i vilden sky de allerværste udtryk hun kendte, og i hendes øjne så jeg klart det intense had, hun følte for mig" Hun forsøgte febrilsk, med sine arme, skiftevis at slå ud efter mig, mens hun endnu håbede, at hun kunne få fat i noget, som hun kunne anvende til at slå mig med. Jeg kastede begge hendes ben imod gulvet, smed mig ovenpå hende for at få fat i hendes arme. Jeg lagde min vægt ovenpå hendes mave, fik fat i hendes arme, og holdt dem begge i et fast greb så hun ikke kunne røre sig ret meget.
   - JEANNE FOR FANDEN, SÅ SLAP DOG AF!! DET ER JO SINDSYGT DET HER!!
   Jeg fornemmede hvordan jeg væltede rundt i den ene faretruende bevægelse efter den anden.
   Hun blev ved at forsøge at komme fri, så jeg valgte at få hende vendt om på maven, så jeg kunne løfte hende op fra gulvet og få hende trukket hen til køkkendøren og til sidst få hende smidt ud af huset og låst døren.
   Jea strittede imod alt hvad hun kunne, og det lykkedes hende med sin ene skohæl, at jokke så hårdt på min højre fods lilletå, at jeg mistede grebet om hende.
   Hun løb fra mig, hen til køkkenet, hvor hun flåede en af køkkenskufferne ud så den landede på gulvet med et gevaldigt brag. Jeg var ikke i tvivl om, at hun forsøgte at finde en køkkenkniv, og der gik klappen ned for mig.
   Jeg styrtede hen imod hende med den ene arm trukket tilbage og med knyttet næve, så Jea nu blev så forskrækket at hun tabte, ikke en kniv, men en proptrækker, som det var lykkedes hende at på fat i. Alle mine sanser var i dette øjeblik så konfuse, at jeg ikke tænkte klart længere. Jeg kunne mærke adrenalinen, endorfinen, og alle andre "iner" tage over. Jeg slog ud efter Jea og ramte hendes ene skulder, hvilket fik hende til at falde over mod køkkendøren og jeg fornemmede intet, udover angsten over situationens alvor.
   Jeg greb hårdt fat i hende fra gulvet med den ene arm, og med den anden fik jeg låst køkkendøren op. Jeg skubbede den op med voldsom kraft, og fik løftet Jea så højt op fra gulvet, at jeg kunne kaste hende ud på terrassen. Hun var dog ikke kommet langt nok væk fra døren, så jeg kunne lukke og låse den, så jeg fortsatte selv ud ad døren, fik igen fat i hendes ene arm, og det lykkedes mig nu, at trække hende langt hen ad terrassegulvet, stadigvæk liggende. Da jeg selv stod op nu, gav det mig fordelen, at jeg, (inden hun kom på benene) kunne nå hen til døren og lukke den indefra og endelig låse den.
   Jeg anede ikke hvad Jea nu ville finde på. Jeg stod igen bag ruderne i døren, og kunne nu se hende langsomt forsøge at komme på benene.
   Da hun endelig var kommet helt op, ved hjælp af ydervæggen, så jeg hende slentre hen imod havelågen, samtidig med at hun febrilsk rodede i sine jakkelommer, sikkert for at finde bilnøglerne.
   Jeg formodede at hun måske ville komme tilbage på et tidspunkt, men jeg kunne ikke lige nu bruge mere tid på hende.
   Jeg skyndte mig ind til Cathrin og Maja, og så at de endnu sad i det samme hjørne af sengen hvor Maja, hulkende og bange, krammede sig tæt ind til sin storesøster, mens Cathrin gjorde hvad hun kunne for at holde støjen og uroen så langt væk fra sin lillesøster, ved at hun med begge sine hænder forsøgte at holde hende for ørerne.
   Jeg græd indvendigt, ved tanken om at mine piger måske ville have taget varig skade af oplevelsen. Jeg kravlede hen til dem, og så nu den voldsomme påvirkning som det havde haft på dem begge. Begge piger krammede sig ind til mig, og nu fik vores følelser endelig frit spil, for vi græd alle tre højlydt i hinandens arme.
   Vi sad der et stykke tid, hvor jeg forklarede at Jea aldrig nogensinde ville komme inden for døren igen, at jeg ville sørge for at alle hendes ting ville blive flyttet den næste dag.
   Det beroligede dem lidt, for de ville aldrig nogensinde se hende igen efter det de havde oplevet
   Da jeg endelig fornemmede, at de havde fået lidt af roen tilbage, rejste jeg mig og gik ud i køkkenet. Maja og Cathrin fulgte med mig derud.
   Nu begyndte tankerne igen at forurolige mig. Tanken om hvad Jea kunne finde på efter det sidste der var sket, gruede jeg for.

Jeg besluttede at ringe til Anette, så jeg fandt min mobiltelefon og trykkede nummeret. Efter den havde ringet fire gange blev der endelig svaret.
   - Hej! Det er Anette! svarede hun.
   - Anette! Du må komme herover med det samme. Du må hente pigerne nu, for jeg er ikke tryg ved hvad der kan ske, sagde jeg.
   - Ok! Vi kommer så hurtigt vi kan, svarede hun, hvorefter vi sluttede samtalen.
   Jeg fornemmede at Anette kendte til alvoren, og der var kun gået et kvarter fra vi havde sluttet samtalen, til Anette og hendes kæreste dukkede op ved havelågen.
   Jeg havde stået ved køkkendøren, samtidig med at pigerne havde taget deres tøj og overtøj på. Vi stod alle tre klar til at pigerne kunne komme ud ad huset så hurtigt som muligt, for jeg turde ikke tænke tanken om hvad der kunne ske dem med Jea, måske rendende rundt et sted i natten, og hun måske havde en plan om at hævne sig på dem, eller mig.
   Anette og hendes kæreste, tog hver af pigerne ud til deres bil, og jeg hørte dem køre væk så jeg til sidst ikke kunne høre bilen længere.
   Jeg gik ind i køkkenet igen, og låste døren indefra, tændte udendørs lamperne, så jeg kunne se om der i løbet af natten ville komme nogen.
   Jeg fandt en proptrækker i den øverste skuffe ved siden af køleskabet, greb ud efter rødvinsflasken og forsøgte at åbne den. Nu så jeg den indvirkning det hele havde haft på mig selv, for jeg kunne ikke åbne flasken. Jeg rystede så meget på mine hænder, at jeg ikke kunne styre spidsen af den spiral, som skulle ned i korkproppen.
   Det lykkedes mig at stikke mig selv i min ene pegefinger hele to gange, og nu blødte det så meget, at der dryppede blod flere steder på gulvet.
   Jeg satte flasken fra mig, åbnede for den kolde vandhane, og stod der med min ene hånd under det rindende vand et stykke tid.
   Nu så jeg ironien i at stå med den ene hånd indsmurt i blod, da det jo var proptrækkeren som Jea havde fået fat i fra køkkenskuffen.
   Jeg rakte ud efter køkkenrullen, rev et stort stykke af og snurrede den rundt om min hånd, rev endnu et stort stykke af for at tørre alt blodet op fra gulvet.
   Det var på tide at forsøge endnu engang at åbne rødvinsflasken, og denne gang havde jeg endelig lidt mere held.
   Vinglassene stod i skabet over vasken, og jeg fik fat i et af de store. Dem som Anette og jeg altid anvendte når vi havde gæster i vores hjem.
   Jeg satte mig over i Jeas sofa med glasset og flasken, skænkede op i glasset, satte flasken fra mig på Jeas bord, smækkede begge ben op på Jeas sofabord, og lagde mig så tungt tilbage i Jeas sofa, og tog en kæmpe slurk af vinen.
   Det første glas fik jeg hurtigt tømt, så jeg skænkede yderligere et op, tog igen hurtigt flere slurke af det, og så nu at jeg allerede havde tømt over halvdelen af flasken. Jeg opdagede også, at jeg ikke rystede på mine hænder længere.
   Nu var roen endelig ved at vende tilbage.

Efter jeg havde siddet lidt og havde indtaget en del vin, kom jeg i tanke om at Carina havde købt en CD med "Nick og Jay"
   Jeg havde hørt et af deres numre blive spillet adskillelige gange i radioen, og havde også lyttet lidt efter teksten.
   Carina havde åbenbart hørt den i min Cd-afspiller tidligere på dagen uden jeg anede det, for da jeg ville ind i hendes stue for at hente den, så jeg at coveret lå ovenpå mit fjernsyn.
   Jeg tændte for anlægget, satte Cd'en i, og tog fjernbetjeningen med over i sofaen hvor jeg igen satte mig tilrette, tog endnu en stor slurk af vinen, og startede Cd'en.
   Jeg hørte lidt af første nummer, men fandt hurtigt ud af at det ikke var det, som jeg havde hørt, trykkede nu hen til nummer to, men det var heller ikke det. Endelig, som tredie nummer, kunne jeg genkende sangen.
   Jeg sad og lyttede nøje til teksten, da jeg hørte den igennem første gang, og sikken dog den mindede mig om noget af det jeg selv havde været igennem de sidste par måneder.
   Nu valgte jeg at sætte det ene nummer på repeat, for det gav mig en ægte følelse af, hvad der var ved at ske.
   Alt det jeg hørte i sangen, som var nummer tre på skiven "Elsker hende mere," betød åbenbart at en anden også havde været noget tilsvarende igennem.
   Jeg havde næsten drukket en hel flaske rødvin nu, og kunne fornemme, at der opstod en indre melankoli i mig.
   Jeg valgte at åbne yderligere en flaske rødvin.

Det var på tide at jeg fandt nogle svar nu, for jeg kunne ikke forstå noget af det, som var sket.
   Efter at jeg havde hørt sangen adskillige gange, valgte jeg at tænde for computeren.
   Jeg var nødt til nu, at få et mere klart billede af hvad der kunne være årsag til Jeas vrede, og hendes pludselige udbrud.
   Computeren var langt om længe blevet klar til den store søgning, og jeg startede "Altavista.dk," som var den søgemaskine jeg oftest valgte, når jeg søgte på emner.
   Der var ingen tvivl om, at det var en voldsom form for jalousi Jea led med, men det var ikke en som jeg nogensinde havde oplevet før, og slet ikke så tæt på min egen verden. Jeg indsatte ordet "jalousi" i det tomme felt på siden, og trykkede på Enter.
   Der kom nu utallige links om emnet, så jeg trykkede på den som søgemaskinen havde valgt som den øverste.
   Siden blev downloaded, og jeg læste den kun flygtigt, skimmede den hurtigt igennem, og fandt hurtigt ud af at den mest handlede om den jalousi, som jeg allerede kendte til i forvejen, så jeg trykkede på tilbage tasten, og valgte den næste link.
   Nu kom der en side frem, hvor der var en beskrivelse om jalousi og kærlighed, så jeg læste det hele igennem.

"Jalousi er en følelse, som kan være dræbende for kærligheden. Den skaber modvilje og usikkerhed i det menneske, som den går ud over. Den, der er jaloux, udøver kontrol og vogter på den andens skridt.
   Derved forstærkes afhængighedsfølelsen og de usynlige lænker rasler. Det er frygt for at miste kærligheden, som derved ødelægger selv samme kærlighed.
   Kærlighed, seksualitet og jalousi hører sammen, mener mange mennesker. Derfor er jalousi uundgåelig, hvis man virkelig elsker et andet menneske. Den betragtes af mange som en dyd, et udtryk for, at den, der er jaloux, virkelig elsker lidenskabeligt. Man kan således ikke gøre for, hvis man er jaloux, det hører med til ens natur.
   Det er en behagelig sovepude, for så kan man opføre sig så ondt og rædselsfuldt, man har lyst til, fordi ens omgivelser sandelig må tilgive, at man er i sine følelsers vold. Dette udsagn kan være sandt, hvis det er rigtigt, at det at elske et andet menneske betyder at eje og besidde.
   Jalousi og misundelse er af samme surdej.
   Jalousi opstår, når der er nogen eller noget, man er bange for at miste. Misundelse vågner, når der er noget, en anden har, som man selv vil have, men tror er uopnåeligt.

Ægtefæller kan føle jalousi over den andens arbejde eller fritidsinteresser. Det menneske, som udøver jalousi, kan i sin besiddertrang være så utålelig, at den anden løber sin vej.
   I vor kultur, med den indstilling vi har til kærligheden og seksuallivet, blomstrer trangen til at besidde og sætte sig på den andens udfoldelsesmuligheder. Vi flytter sammen og gifter os fordi vi ønsker nærhed og omsorg, men i hverdagen er det venskabet og kammeratskabet, som skal være det grundlæggende i forholdet mellem to, og her er ikke plads til jalousiens terror, som er en hæmsko for udvikling hos begge.

Hvad hvis man nu ikke kan gøre for, at man er jaloux? Man kan faktisk forlange af et voksent menneske, at det selv tager ansvar for alle sine følelser, selvom de har rødder langt tilbage i barndommens oplevelser, hvor man blev svigtet til fordel for en bror eller søster, eller hvor man følte, at ens forældre svigtede.
   Måske fik man ikke kærlighed, da man var barn, og når man som voksen møder et menneske, som giver en kærlighed, bliver det så dyrebart, at man går i evig frygt for at miste den kærlighed. Det første skridt til at bekæmpe følelsen af jalousi er erkendelse af, at man har det sådan. Dernæst må man prøve at finde ud af årsagen. Er du blevet svigtet af en tidligere kæreste? Har han eller hun været dig utro?
   Eller har du selv været utro? Hvis det er tilfældet, tror du måske, at når du har haft et sidespring, så er det også noget din partner praktiserer. Du synes måske, at du er den, der elsker højst i jeres forhold og er usikker på, om din ægtefælle elsker dig lige så højt.
   Du må tale med din partner om de tanker, du har gjort dig, for det gør ondt at være jaloux, og det bruger alt for meget energi. Der bliver ikke meget tid tilbage til de positive tanker og til den kærlighed, du skal give den, du mener, du elsker så højt og lever sammen med.
   Mange prøver uden held at bekæmpe deres jalousi, hvor de negative følelser så kommer ud som aggression. Man kritiserer sin partner og lader utilfredsheden ende i skænderier og surhed over dagligdagens småting.
   Nogle vil måske hævde, at mennesker, der lider af jalousi, netop er mennesker, som er lidenskabelige i deres kærlighed og ikke er i stand til at forsvare sig overfor egen aggression. Andre, som ikke kender til jalousifølelsen, har isvand i årerne og ved ikke, hvad det vil sige at elske.
   Et liv uden kærlighed er ikke noget liv, det er blot en tilstedeværelse i verden. Her findes nok årsagen til, at mennesker søger sammen to og to og bliver til flere. Hvert menneske fortolker kærligheden på hver sin måde, men bagved ligger angsten for at miste det menneske, man elsker og som giver livet indhold og mening.

Da jeg havde læst beskrivelsen igennem flere gange, kunne jeg godt se at det ikke ville blive nemt at fortsætte mit forhold til Jea, men det som jeg havde læst indtil nu, var alligevel ikke en beskrivelse, som passede på Jea, for det som jeg havde oplevet med hende, virkede endnu mere voldsomt, så jeg søgte videre.
   Denne gang valgte jeg at søge på ordet "Skinsyge"
   Her kom der nu stort set lige så mange emner frem, som da jeg søgte på emnet "Jalousi"
   Første link, som maskinen valgte, åbnede jeg som en selvfølge, for i overskriften var der allerede noget som jeg kunne genkende fra Jea.

"De paranoide tendenser"

Alle er bare efter mig, og ingen forstår mig. Og skinsyge, som han /hun så ofte fremviser, kan tit forstås på denne baggrund. Tomheds- og kedsomhedsoplevelserne hænger også sammen med det skjulte og meget barnlige raseri, som i så stor udstrækning ligger beslag på andre følelser, at der kun er en stor tomhed tilbage i Jeg-oplevelsen og i den bevidste tankeverden.
   En partner i et kort - eller længerevarende forhold, vil ofte opleve følelsen af afmagt. Have svært ved at forstå de emotionelle udbrud de bliver vidne til, og ofte søge ro ved at flygte kortvarigt.
   Der er mange undersøgelser, som barsk har konstateret at skinsyge personer oftest er vokset op med depressive mødre, som de har forsøgt at tilfredsstille, og trøste ved i så høj grad som muligt, at leve op til disse stærke mødres urealistiske og enten idealiserede - eller dæmoniserede glansbillede af dem selv. De blev aldrig set og værdsat, som de er, sådan som de selv føler - og oplever sig selv, andre og verden.
   De har på den måde givet afkald på sig selv og udviklet "et falsk Jeg" som de senere hen i livet så anstrengende og udmattende hele tiden forsøger at få bekræftet hos andre. I fyrreårsalderne slår dette ofte om i Misantropi, menneskeforagt, bitterhed - og dyb ensomhed.
   Det kan tage års hårdt arbejde med sig selv, inden de en dag bliver i stand til at fange glæden, ved at være alene og bare være Mig, og evner at føle en dybere samhørighed med andre og livet.
   De patienter, som er i stand til at opleve skyld, som har indlevelse og depressionsfølelser, når behandlingen starter vil ofte kunne gennemføre et forløb med større held, end de, der ikke kan tør føle noget som helst. - siger såvel Masterson, som Kernberg, Asper og andre mere psykologisk orienterede behandlere.
   I faglitteraturen og blandt erfarne terapeuter er det en udbredt erfaring,
   at når disse såkaldte "narcissistisk forstyrrede mennesker" opsøger terapi, at ja, så forlader de for det meste ret hurtigt behandlingen igen. De bliver hurtigt skuffet, når miraklet udebliver. De afbryder, når "det at gå i terapi bliver alvor," dvs. "når gassen går af ballonen" og bringer dem i kontakt med deres indre tomhed, livsangst og gamle forladthedsfølelser.
   Når facaden revner, står de frygteligt hjælpeløse og bange. For nu - plejede øksen at falde!
   I stedet for at vise tillid eller vove at bede om hjælp, trækker de sig da sårede, vrede og forurettede væk i overarbejde, dagdrømme, pligter og trøst. Meget ofte er der også alkoholproblemer
   og lignende desperate forsøg på at bevare det optimistiske gå-på-mod uden hvilke de snart vil føle deres emotionelle realitet.
   De søger ofte ro i sig selv ved at fortage sig sysler som skal give egen person den ro de har behov for. Det er typisk ting som rengøring i hjemmet, da de tit finder en falsk midlertidig tryghed.
   Og hvis deres anfald kaldes skinsyge, "sygelig jalousi" eller udmønter sig i diverse hævntogter så "klarer" de oftest disse anfald ved at tage psykofarmaka og fungerer derefter videre på disse "(U)lykkepiller" , plus diverse fix, uden at der er sket en forandring af deres motivstruktur. Dvs. uden at de har lært en pind nyt om sig selv - og om deres forhold til andre mennesker, hvorved de jo blot gentager sig selv, indtil de en dag kollapser i en indre udmattelse og selvopgivelse.
   Bliver de skilt, lever de derefter ikke længe som single, men mere som i forhold med kølige upersonlige seksuelle forhold ind imellem. Deres skæbne bliver alt for ofte: Udenpå måske en succes,
   ("alle siger at jeg klarer det godt") - men indeni føler de sig fortsat som en fiasko og et barn, menneskeligt set.
   Der er mange af disse forbrændte mennesker rundt omkring, der død alvorligt sværger på, at de aldrig mere vil vove at knytte sig følelsesmæssigt til andre, fordi de engang er blevet forladt af deres mand/kone eller af en nær ven.

Efter at have læst den sidste beskrivelse, var jeg ikke længere i tvivl om hvad jeg var oppe imod, men vidste stadigvæk ikke hvad jeg kunne gøre ved det, eller om jeg skulle gøre noget ved det.
   Jeg slukkede for computeren, og satte mig tilbage i sofaen igen, drak et sidste glas vin, hvorefter jeg valgte at gå i seng.
   Klokken var nu tæt på tre, og det var på tide at få lidt søvn efter denne ret underlige dag, hvor jeg følte at have været igennem en masse forstyrrende, og følelsesmæssige forandringer i mig selv.
   Jeg havde stadigvæk ingen anelse om hvor Jea var taget hen, og ønskede ikke at ringe til hende på denne tid af natten.
   Jeg gik i seng, og vågnede først igen ved ti tiden den næste morgen.
   Endelig en nat uden de slemme mareridt. Jeg var lige stået op, da telefonen ringede, og jeg havde på fornemmelsen, at det var Jea.
   Men det var Anette, som ringede for at fortælle mig, at hun havde kontaktet Statsamtet denne formiddag, for at fortælle dem, at jeg som far, ikke var i stand til længere at varetage mine børns interesser.
   At jeg var den største egoist, som levede på denne jord, og at pigerne ikke ville se mig igen, før Jea var helt ude af mit liv. Røret blev knaldet på, og jeg stod nu med en dårlig smag i munden af vinen, og smøgerne fra aftenen før, men også smagen af en helvedes dårlig samvittighed vedrørende mine to piger.
   Jeg kunne ikke bebrejde Anette, at hun havde reageret som hun gjorde. Men jeg følte en stor skuffelse over, at hun ikke havde informeret mig i hendes planer for mit liv.
   Men da jeg stadigvæk stod der med røret i den ene hånd, og så hvor meget jeg rystede på den anden, var jeg ikke videre stolt over situationen.
   Tingene var gået for langt denne gang. Jea havde udvist en opførsel over for mine børn, som ikke kunne tilgives. Hun var gået over grænsen, for hvad der var acceptabelt at byde et andet menneske.
   JEG MÅTTE UDTÆNKE EN PLAN.
   Problemet var bare, at Jea ikke havde noget sted at bo længere, og Carinas lejlighed var også opsagt, så jeg begyndte nu for alvor at se det problem jeg stod overfor.
   Der var ikke gået et minut, efter jeg havde lagt røret på, før telefonen ringede igen. Jeg svarede den hurtigt, da jeg troede det var Anette.
   - Hej Henrik!
   Mit hjerte begyndte at slå så voldsomt at det føltes som om det ville ud af brystkassen, og mine hænder begyndte at svede så meget at det var svært at holde fast i røret.
   Det var Jea, som ringede. Nu rystede jeg for alvor på hænderne.
   Hvordan fanden turde hun ringe mig op, med en stemme som forsøgte at gøre mig blød igen, efter det som var sket aftenen før?
   Men mit hjerte pumpede videre, så jeg nu følte mig stakåndet.
   Jeg kunne ikke håndtere samtalen længere, da jeg nu også følte en voldsom reaktion af panikangst.
   Jeg husker ikke den dag i dag samtalen ret tydeligt, for jeg var helt væk mens vi talte sammen.
   Jea havde afbrudt forbindelsen, og jeg anede ikke bagefter hvad vi havde talt om.
   Det var selvfølgelig på grund af flere omstændigheder at jeg ikke havde forstået noget af det Jea havde sagt.
   Først Anettes opkald, hvor jeg i samtalen, havde fået et billede af, at jeg ikke skulle se mine børn igen, dernæst havde jeg de værste tømmermænd, som gjorde, at angsten let blev forværret, og så der, - lige efter, modtage et opkald fra den kvinde, som jeg til dags dato havde elsket mest i verden.
   Jeg skyndte mig ud på badeværelset for at finde Panodilerne. Mit hoved føltes som om det kunne eksplodere hvert sekund.
   Jeg fandt pillerne, slugte to fra æsken, hvorefter jeg lagde mig ind i sengen igen.
   Her lå jeg vistnok bedst af alle steder, tænkte jeg, og da pillerne endelig var begyndt at virke, og jeg kunne begynde at tænke klart, så jeg mig selv ligge her i det store hus alene.
   Jeg følte mig som den mest ensomme mand i verden.