Der var ved at falde lidt ro over den store betonbygning. Gradvis blev der længere og længere mellem de klagende ynk fra et af rummene på anden sal. Lyset var blevet slukket allerede klokken toogtyve, og der var mørkt, som i en underjordisk, forladt, og afdækket tunnel.

Samme tidspunkt, aftenen før
   Harry havde været ude for at købe julegaver til sine to halvvoksne børn, men havde kun nået at finde et smukt sølvarmbånd til Pernille. Han var derefter rendt ind på det nærmeste værtshus han kunne finde. Han bankede sine støvler rene for sne og bestilte hurtigt en øl og en dobbelt snaps. Han skyllede med det samme snapsen ned, efterfulgt af øllen, og bestilte endnu en omgang som han tog med sig ned til et af bordene. Han sad derefter længe og funderede over hvad han skulle købe til Christian, men syntes ikke han kunne finde på nogen god gave. Virkningen, som langsomt var begyndt fra spiritussen, gjorde det heller ikke lettere for ham at finde på noget ordentligt nu. Han fornemmede dog en indre ro og en behagelig varme i kroppen. Det føltes som om, at han var i sikkerhed herinde. Men han havde stadig lidt uro, over at han ikke kunne finde på en gave til sin søn.
   Harry kaldte på tjeneren og gjorde tegn til endnu en omgang som hurtigt blev serveret.
   Han sad en times tid yderligere, inden han med lidt besvær fik rejst sig fra stolen, og lettere vaklende kom hen til baren.
   -Jeg vil gerne betale, sagde Harry.
   -Så gerne, svarede tjeneren. - Det bliver trehundrede og tyve kroner.
   Harry stod usikkert på benene, mens han tømte sine lommer.
   -Hvor meget sagde du? spurgte Harry og lagde en tohundrede krone seddel på disken.
   -Trehundrede og tyve kroner, svarede tjeneren igen med et smil på læben.
   Øjeblik, sagde Harry. - Jeg har da flere lommer, øjeblik.
   Harry fandt endelig de sidste penge og betalte. Han erfarede, at han nu kun havde toogtyve kroner tilbage, og han manglede endnu gaven til Christian. "For fanden da, hvor er du dog dum, Harry," sagde han og tog sin frakke på. Han forlod værtshuset, og begyndte at slingre op ad strøget, i retning mod Rådhuspladsen. Den friske og kolde luft, gjorde, at han følte sig endnu mere beruset end da han var i varmen. På hans højre side, så han lidt længere fremme, en gadesælger, der havde sat et par borde op med alle sine salgsvarer. Harry gik hen til det første bord og samlede to armbånds urer op. Han gemte det ene i hånden, mens han stod og studerede det andet.
   -Hvor meget skal du have for det her? spurgte han.
   -Det kan du få for trehundrede og halvtreds kroner.
   -Nej, svarede Harry. Det er lige i overkanten. Han lagde uret fra sig og forlod hurtigt standen.
   Det her bliver Christian glad for, tænkte Harry. Et armbåndsur. Et ur kan man da altid bruge.

Han var med en del usikker slingren, endelig nået til Rådhuspladsen. Han skulle bare finde sin bus, nummer femten mod Frederiksberg. Han krydsede ind over den tæt befærdede plads, da han pludselig følte sig angrebet af en iskold tåge. En lettere usynlig røg, som nærmest omklamrede ham. Harry slog og sparkede ud efter røgen, som var han blevet angrebet af en ondsindet kamæleon. Han råbte og skreg, mens han ivrigt forsøgte at frigøre sig fra denne skrækindjagende ondskab. Pludselig blev alt omkring ham stille. Han kunne ikke se menneskerne på pladsen længere, men fornemmede to skikkelser dukke frem for sig. Harry stirrede panisk rundt, og så, at han var fanget i en kuppel, der var omgivet af slørede vægge af let røg. Han følte det svært at trække vejret, så han forsøgte at komme ud derfra, men måtte hurtigt opgive. Væggen føltes som ild og han brændte sig slemt på den ene hånd ved sit forsøg. Han så på de to skikkelser, der langsomt kom til syne. De lignede gøglere der junglerede med kegler i luften. Den ene lod pludselig keglerne falde til jorden på nær en.
   -Hej Harry, sagde han og kom cyklede på sin ethjulede cykel hen imod Harry.
   -Har du noget, der ikke tilhører dig?
   Harry stod med paraderne oppe og skulle til at forsvare sig imod den fremmede.
   -Har du taget noget, der ikke tilhører dig? spurgte gøgleren igen og cyklede rundt om Harry.
   Harry kæmpede for at trække vejret, men der var nærmest ingen ilt derinde. Han drejede rundt, stadig med paraderne oppe og slap ikke sit blik på den fremmede.
   Gøgleren stoppede op og rakte roligt sin kegle frem til Harry.
   -Den her skal du have, så du ikke glemmer, at man ikke må stjæle.
   Den anden gøgler begyndte pludselig at rotere som en snurretop og forsvandt med et, efterfulgt af en søjlelignende stikflamme.
   -Harry rakte forsigtigt den ene hånd ud for at tage imod keglen. Gøgleren kørte derefter hen på sin plads og lavede samme forsvindningsnummer som den anden gøgler. Tågen forsvandt som lyn fra en klar himmel. Harry faldt til jorden og lå og gispede efter vejret. Han kom på benene og løb slingrende mellem menneskemængden, hen mod busserne. Han løb ud over cykelstien, hvor han blev ramt af en hurtigt kørende knallert, som fik Harrys krop til at ligne en roterende helikopter propel, der styrtede til jorden.

Harry var gul og blå over det meste af kroppen da han vågnede på hospitalet. En overlæge kom ind på stuen til ham.
   -Nå Harry, sagde han og rodede lidt i nogle papirer som han stod med i hånden.
   -Hvad er der så sket med dig, spurgte han og kiggede på Harry.
   -Jeg ved det ikke, svarede Harry. -Der var to. -Nej, .. Jo, der var to gøglere, som ville overfalde mig, så jeg løb alt hvad jeg kunne. -De holdt mig indespærret inde på Rådhuspladsen. -Der var koldt, men væggene brændte som ild. -Jeg skulle jo bare købe julegaver til min børn.
   -Selvfølgelig, sagde lægen og spurgte en sygeplejerske, om de havde taget Harrys temperatur i dag.
   Sygeplejesken svarede med det samme, -ja da..
   -Jeg har altså nogle forfærdelige tømmermænd i dag. -Kan jeg ikke få noget smertestillende? spurgte Harry. -Og hvor er keglen? spurgte Harry lige efter.
   -Joo, svarede lægen. -Fordi det er jul, vil jeg da gerne give dig lidt smertestillende. -Men kun fordi det er jul, gentog han.
   Lægen hviskede noget til sygeplejesken, som hurtigt fandt et pilleglas fra sin lomme. Hun rakte Harry to Zeldox og derefter et glas vand fra sengebordet.
   -Vi kommer ind til dig igen om cirka tyve minutter. -Vi har jo andre patienter liggende her.
   Harry så dem lukke døren bag sig, men nåede lige at høre lægen sige "Jeg ved godt hvor keglen er," som straks fik sygeplejesken til at grine højlydt.
   Harry så sit snit til i fred og ro, at forsyne sig med diverse piller fra flere af glassene på bordet. Han gemte dem under hovedpuden. Efter et par minutter fornemmede han dog hvordan de to piller hurtigt døsede ham hen., da Lægen og en portør kom ind på stuen.
   -Du må gerne køre ham tilbage til sit værelse, sagde lægen, til portøren, som straks låste sengehjulene op. Harry skimtede med svagt syn, sin rejse gennem hospitalsgangene. Han så alle de glimtende neonrør i lofterne og genkendte turen.
   Han genkendte dog ikke sit værelse, men var nu alt for omtåget til at reagere på ikke at ville derind.
   -Sådan, sagde portøren, da han havde fået anbragt Harry på sit nye rum. Tæpperne og væggene, var polstret med lyseblå gummibelægning, for at forhindre Harry i at gå grasat på sig selv igen. Lægen havde fortalt portøren, at der kun var tre måder at behandle Harry på. Enten overdoserede man hans medicin, holdt ham fastspændt i sengen, eller også var der gummicellen tilbage. Lægen havde valgt den sidste løsning.
   -Sådan Harry, sagde portøren da han havde låst hjulene på sengen. -Så må du have en dejlig jul.
   Harry lå totalt afmattet, men hørte portøren forlade rummet for derefter at låse døren.

Juleaftensdag
   Harry vågnede langsomt op, satte sig i sengen og kiggede rundt på de nye vægge. Han følte stærke abstinenser fra byturen den foregående aften, og det føltes som om, at kroppen skreg efter noget beroligende. Et eller andet, der kunne give ham roen tilbage. Han rejste sig og fornemmede den lune gummibelægning fra gulvet. Han gik over mod et vindue, men det sad for højt til at han kunne se ud af det. I det samme blev han bagfra omklamret af den kolde røg igen som aften tidligere, men denne gang blev han ikke bange. Han vendte sig om og forsøgte roligt at få øje på de to gøglere, men så ingenting.
   -Hvor er I? spurgte Harry. -Hvor er I henne? spurgte han igen, og følte først nu en uro omklamre ham. Kulden var voldsom, og ilten forsvandt hurtigt, så han måtte kæmpe for at trække vejret. Han vaklede over i sengen, hvor han tumlede rundt for at få sig dækket sig til med dynen. Han var nødt til at få varmen hurtigt. Han begyndte at ryste voldsomt, da han pludselig så Pernille og Christian på hver sin side af sengen. De stod som om de talte sammen, men ikke en lyd kom fra dem. Harry følte han var ved at blive kvalt. Hans øjne blev svømmende og synet forsvandt ind i fortiden i et forsøg på at huske tilbage, men der kom ingen billeder. Han kravlede rundt i sengen, gispede efter vejret og slog hårdt med begge arme ned i puden. Hans lunger skreg efter ilt, så han begyndte at pive som en hundehvalp der fik tæv af sin onde ejer, da den kolde røg, på et split sekund var væk igen. Harry løftede dynen og snappede efter vejret til hans lunger endelig var fulde igen. Christian op Pernille var også forsvundet, som dug for solen. Han stirrede panisk rundt i rummet, som ville det komme igen lige om lidt. Koldsveden piblede ned fra hans pande. Først efter et par sekunder, følte han endelig lidt ro finde indpas i kroppen og i tankerne. Han rejste sig forsigtigt i sengen og så noget på døren, der lignede en tekst. Det stod småt og utydeligt, men nysgerrigheden overtalte ham til at nærme sig døren. Han satte sig på knæ og forsøgte at læse hvad der var skrevet.

Den der overlistes, af sit egen mod
   må ofte ofre sig med eget blod.

Du kunne have levet, fri som en fugl
   Kærligst dine børn, Glædelig jul.