Al låste døren i huset. Bo og Ea sad allerede i bilen, så han satte sig hurtigt ind på forsædet. Ea havde sat sig på bagsædet med ryggen mod sidedøren og benene på sædet.
   -Hvorfor fanden tager hun ikke sin telefon? snerrede Al..
   -Og Bo! sagde Ea, nu siger du bare ikke noget dumt igen. -Jeg har helvedes ondt ovenpå efter i går, så jeg orker ikke at høre flere dumme spørgsmål.
   -Nej, nej! svarede Bo og startede bilen.

Al havde intet sagt på turen og de var nu nået ud på motorvejen, ved Hørsholm.
   Trafikken var mildest talt rolig med masser af asfalt til rådighed, så Bo trådte gaspedalen i bund og slækkede den først da nålen havde passeret omtrent de ethundredeogtres. Han holdt farten i lang tid og overhalede kun tre eller fire biler, inden de nåede til afkørsel tyve.
   -Pas lige på, Bo! der ligger noget i vejkanten længere fremme, sagde Al og pegede i det samme ud ad forruden.
   NEEEJ!, råbte han med en rædsel, der først lammede ham, men der gik kun et par sekunder.
   - DET ER LINDA!... DET ER LINDA!.... FOR FANDEN DET ER LINDA, HUN ER ? NEEEEJ!!! skreg han og slog sin albue hårdt ind i døren. Han tog begge sine hænder op for at dække sit ansigt, mens de med stor hastighed nærmede sig den forulykkede bil.
   Bo trådte hårdt på bremsen, da de nu kun var et par hundrede meter fra den.
   -Al, Det er jo ikke sikkert, at der er sket noget med hende! sagde Ea, samtidig med at hun blev presset hårdt op mod Bo´s sæde.
   Bilen holdt endelig stille, kun tyve meter fra Als og Lindas bil. Al steg hurtigt ud, lagde sig ned på jorden for at se ind igennem ruderne.
   Han rejste sig igen og tog flere skridt hen imod bilen, lagde sig derefter på jorden igen.
   -HUN ER IKKE DERINDE!!? HUN ER IKKE INDE I BILEN! råbte han, mens han lå og kiggede på den totalt ramponerede bil. Han så blodpletterne i loftet, hvorefter han bare skreg. NEEEEEJ LINDA!!?
   LINDA!!? LINDA!!... NEEEEJ... LINDA?
   Bo startede bilen, kørte hurtigt hen til Al, som nu lå på knæ og tryglede de højere magter om nåde og barmhjertighed.
   -Al! råbte Bo, kom nu, vi er nødt til at finde hende.
   -Kom nu! sæt dig nu ind i bilen, vi må videre.
   Al måtte rejse sig op ved hjælp af sidedøren, inden det lykkedes ham at komme ind i bilen igen.
   Ea sad med tårer i øjnene og begyndte at snøfte højlydt. Hun havde en stærk fornemmelse af, at det kunne være endnu værre, end det hun først havde antaget. Hun fik bange anelser, men forsøgte alligevel at berolige Al, der nu sad som forstenet og ikke gav en lyd fra sig. Han holdt sin mobiltelefon i den ene hånd, men stirrede kun på bilen i vejsiden, da Bo satte i gang.
   -Vi må da kunne finde ud af hvor hun er og hvad der er sket med hende, det kan vel ikke være umuligt, vel, sagde Bo nervøst.
   -Ja, selvfølgelig kan vi det, vi må ringe til politiet. De ved sikkert hvor hun er, og jeg tror ikke at det er så slemt som det ser ud, kom det fra Ea i et forsøg på at berolige Al.
   Telefonen ringede da de var nået til afkørslen mod Klampenborg.
   -Det er Al.
   -Hej skat.
   -HVOR ER DU? Er der sket dig noget? -Vi har lige set bilen og jeg er helt ude af mig selv. Er du ok? Hvad skete der? stønnede Al med gråd i stemmen, men sukkede samtidig dybt af lettelse.
   -Er I på vej hjem nu? spurgte Linda.
   -Ja, vi vågnede op til et mindre chok over at du var væk, så vi kørte med det samme da jeg ikke kunne fange dig på mobilen.
   -Den havde jeg ikke fået tændt i morges.
   -Hvor er du nu?
   -Jeg er på vej hjem fra skadestuen nu, så vi ses.
   -Jeg er hjemme om ti minutter, skat, jeg elsker dig, sluttede Al og lagde på.

Al hev sin sportstaske ud af baggagerummet, takkede for weekenden, og sagde farvel til Bo og Ea. Han gik derefter hurtigt op i lejligheden. Han lukkede sig ind og mødte Linda i entreen.
   -Hej skat, sagde han og lagde sine arme om hende.
   -Linda begyndte med det samme at stortude og virkede nærmest utrøstelig for ham.
   -Jamen, der er jo ikke sket noget, skat, - jeg mener med dig.
   -Nej men bilen er jo smadret, græd Linda.
   -Skide være med bilen, jeg er bare lykkelig for at se at du er ok.
   -Ja, sagde Linda stadig tudende. Problemet er bare, at jeg nok havde for meget spiritus i blodet. Der kom jo en læge og tog en blodprøve mens jeg var til afhøring.
   -Jamen Linda, skat, det er bare så ligegyldigt lige nu, bare du er ok, det er det eneste der er vigtigt for mig, svarede Al og fornemmede nu en tåre på sin ene kind.
   -Kan vi ikke hente Anders og Trine nu, hulkede Linda. De må da være stået op, jeg savner dem virkeligt slemt lige nu Al, er det ikke ok med dig?..