Denne december
   Afslutningen på det år, (som ellers kunne have løftet mig op, så jeg kunne finde fodfæste igen,) havde tilsyneladende planer, om at jeg skulle helt derud hvor vejen tilbage synes umulig.
   Den Henrik, som jeg havde kendt, og som engang boede her, var for længst fløjet væk. Nu var der kun en sølle idiot tilbage i den krop, der ellers tidligere havde haft så meget styr på sin hverdag, og som havde styrken til at kaste sig ud i alt.
   Her sad jeg tilbage med Jea, som jeg godt nok elskede mere end jeg havde elsket en anden kvinde nogensinde, men det var ikke kun mig der havde den følelse.
   Jeas hverdag var også brudt sammen nu. Hele hendes fundament var revet væk under hende. Hendes lejlighed var opsagt, hun turde ikke gå ud ad døren længere, så nu var hun heller ikke i stand til at arbejde længere.
   Hun fungerede nogenlunde i dagtimerne, men lige så snart mørket satte ind, var det som om, at hendes verden forvandlede sig til en grufuld rædsels-nat.
   Hun begyndte at tage mange flere beroligende piller end hendes egen læge havde anbefalet hende.
   Hun spiste ikke længere aftensmad, og hun tabte sig så meget, at jeg blev alvorligt bekymret for hende.
   Hun begyndte at tappe mig for den styrke jeg havde tilbage, og jeg følte mig allerede selv meget svag og udbrændt.
   Det, at Jea ikke var i stand til at give bare lidt tilbage til mig, var årsagen til at vi ofte havde de værste skænderier om ingenting. Men også hendes datter Carina, var en stor del af årsagen til vores evindelige skænderier, for hun var jo mindre berørt over alt det som var sket, end vi var.
   Hun begyndte at opsøge sine venner og veninder i Brøndby igen, og det gjorde Jea endnu mindre tryg, og da Carina ikke gad lytte til sin mor, var det åbenbart indlysende for Jea, at lade det gå ud over mig.
   Jeg blev selv væk fra mit job i seks uger, så ikke mine børn længere, da det ikke var muligt på grund af det som Jea havde udsat os alle for tidligere.
   Planen og aftalen om, at jeg skulle have mine børn i juleugen, blev også udskudt hen i en uvished, som plagede mig så meget, at jeg i den uge drak heftigt, for at holde smerten ud.
   Jea kunne ikke klare at jeg drak, men krævede derimod at jeg helt skulle glemme mine børn én gang for alle, for når de havde Anette som mor, var der alligevel intet at stille op. Hun var, som hun ofte udtrykte det, (den ledeste heks i verden)
   Da vi nåede juleaften, og jeg intet havde hørt fra hverken mine børn eller Anette, kollapsede min verden. Mine børn og jeg skulle tilbringe julen sammen med min mor på Frederiksberg dette år, og Jea skulle hjem og holde jul hos sin egen familie.
   Men da Jea hørte at min halvsøster også var inviteret til at holde jul sammen med os, skete der en kortslutning i hendes hjerne. Om eftermiddagen, i huset, da vi var ved at gøre os klar til at tage af sted hver især, startede der en diskussion mellem os, som jeg ikke havde nogen kontrol over.
   Jea begyndte at forestille sig, at jeg havde et forhold sideløbende med min halvsøster, Linda. Et sexuelt forhold, som foregik bag om hendes ryg, og som havde stået på i længere tid.
   Linda var en flot klassisk kvinde på treogfyrre år, som også lige havde været igennem en skilsmisse. Hun var opvokset hos en plejefamilie i det nordlige København og havde som adaptivbarn ikke helt følt sig elsket. Hun var senere blevet gift ind i en "udefra set," sund og velfungerende idyl, men havde efter cirka tolv års ægteskab, alligevel valgt at forlade sin mand.
   Hun havde også taget valget, at hun ikke længere ville have kontakt med sine adaptiv-forældre, men havde nu valgt os som sin nye familie.

Jea begyndte at kaste ting efter mig, overfuse mig med den ene nedsættende bemærkning efter den anden.
   Hun smadrede flere af de ting som var mine, fordi det jo, som hun vidste, var Anette der havde købt dem for at gøre hende jaloux. Det var Anette, der bevidst havde placeret alle disse ting i huset, netop kun for at ødelægge vores forhold.
   Med alle disse beskyldninger, begyndte jeg at miste fatningen af hvad der var normalt, og hvad der nu var kommet så langt ud af proportioner. Det havde virkeligt slået klik hos Jea nu. Alle kneb blev nu brugt imod mig. Alle mine ting blev nu kastet rundt i stuen, så der snart intet var tilbage. Mine fotos fra mine skuffer blev revet ud, iturevet, kastet rundt som var det et gammelt spil kort, hun for sjov rev i stykker, og som intet betød.
   Skabslågen til mine vinglas blev revet op, og jeg så nu glassene ramme flere steder i køkkenet og blive splintret til atomer. Mine personlige udklip og billeder, som var sat op på lågen til køleskabet, blev revet ned på gulvet, og den håndfuld som hun havde fået fat i på vejen ned ad lågen, blev smidt i skraldespanden efterfølgende, mens hun hysterisk skreg at jeg bollede med alle kvinder jeg så hver dag.

Jeg var paf, jeg var målløs i de næste sekunder, efter det jeg havde oplevet. Jea stod pludselig helt stille i køkkenet, og forsøgte at finde et ansigtsudtryk, som var passende. Hun var åbenbart godt klar over, at hun nu havde overskredet mine grænser for hvad jeg kunne tolerere.
   Hun sagde lige efter.
   - Undskyld Henrik, men du må da forstå at jeg ikke gider finde mig i at Anette skal bestemme alt hvad vi skal gøre fra nu af! Kan du slet ikke selv se at det er det der er ved at ske? spurgte hun.
   Jeg var stadigvæk slået helt ud, af at have set hendes reaktion, så jeg slet ikke kunne føle noget længere. Alle mine billeder af pigerne lå som puslespil i et rod af smadret glas.
   Det var som om at tiden var gået i stå, som om verden ikke snurrede rundt længere, og at det hele nu pludselig var så ligegyldigt...
   Jeg savnede mine piger så det smertede ulideligt indeni min krop og min sjæl, og nu havde jeg ovenikøbet lige set Jea smadre næsten hele mit hjem indvendigt.
   Hvad fanden skulle jeg gøre nu? Hvad fanden kunne jeg gøre? Det hele var nu løbet så meget af sporet, og jeg vidste ikke hvad næste skridt skulle være.
   Jea var gået amok i mit hjem, og det var ikke første gang det var sket. Hvis jeg skulle have hende ud, hvordan fanden skulle jeg så gøre det?
   Hvis Jea, Carina og Louise skulle ud af mit hus så hurtigt som muligt, hvordan skulle jeg takle det?
   Jeg gik ud i entréen for at hente min jakke, gik derefter ud på badeværelset for at børste tænder.
   Da jeg igen kom ind i stuen, så jeg Jea i gang med at samle tingene op fra gulvet, som hun ellers havde vist en stor omhu for at få derned. Hun værdigede mig ikke et blik, da jeg spurgte hende om det var ok at jeg kørte nu, så jeg gik lige forbi hende, hen til den udvendige køkkendør som jeg åbnede, gik ud ad, og lukkede udefra.
   Jeg satte mig ud i bilen. Jeg sad der i lang tid med en fornemmelse af fortabthed. En smertelig fornemmelse af at være blevet tilsidesat, af en som man virkelig elsker.
   Jea var jo den kvinde i denne verden som betød så meget for mig, og nu havde hun kastet mig ud i den farligste jungle med de vildeste rovdyr. Billedet/illusionen om hendes klare renhed i alt hvad hun hver dag foretog sig, var blevet et fastlåst portræt af det reneste billede af ægte kærlighed for mig. Jeg så hende som i et renligt billede. Som var hun et guddommeligt fænomen af det klareste guld, som om hendes kliniske ydre gav mig et indre håb om ægte lykke. Jeg oplevede hendes sterile fremtoning, som var det friskt blod, spildt på stanniol og det klareste sollys skinnede på det så det forblændede mine øjne.
   Jeg følte mig så bange og rædselsslagen nu, for jeg var ved at miste, mine børn, mit hus, mit firma, og nu var jeg også ved at miste den kvinde som havde betydet så meget i mit liv, hende som igen havde åbnet mit hjerte.