Kærlighedens former
   Der er vel ingen tvivl om at kærligheden er den største følelse vi kender. Og vi vil gerne elskes som vi er. Fuldstændigt og betingelsesløst. Men vi forsøger alligevel at score topkarakter i kærligheden. Jeg tror bare ikke at det er nødvendigt at få de top-point hver gang, og hver dag. Det eneste man behøver, er at bestå. Det er bare ikke nok for de fleste af os. Vi vil jo inderst inde gerne noget, der varer for evigt. Og så går jagten ind. Når jagten starter samler vi en masse ting sammen så vi får den følelse at vi er ved at være der. Men den samme dag har man igen følelsen af at stå ansigt til ansigt med alt det pladder og ævl man har udsat sig selv for.
   Jeg hader den fornemmelse jeg bagefter har ved at se hvor langt jeg gik for at finde kærligheden,
   og jeg føler mig som et stort fjols når jeg så kigger på mig selv i mikroskopet. Kærligheden er sgu den største og stærkeste fornemmelse vi kender, og alligevel kaster vi rundt med alle dens former og figurer. Vi leger med den fordi vi ikke kan håndtere den, bruger meget tid på at få den ind til livet, hvorefter vi lader den ligge og passe sig selv.
   Selve det, der kaldes den store forelskelse. Den ved jeg ikke om egentligt eksisterer. Mener. Hvis vi ikke vidste noget om den, ville den jo nok ikke være der, men den er der bare pludselig. Hvis vi ikke gennem det meste af vores liv havde set på den, oplevet den på film, læst bøger om det der skaber illusionen, så kunne vi vel ikke kende den fra andre oplevelser og følelser. Lige som en drøm man aldrig helt glemmer, men som vi dog får på afstand med tiden. Sådan tror jeg at forelskelsen er skabt. Altså et himmelsk syn i ens bevidsthed. Det er måske noget af det smukkeste, og derfor må man bare se den igen.
   Hvor mange gange har vi ikke været i forhold hvor vi sammenligner dem med tidligere forhold. Hvorfor bliver vi ved med at gøre det mod os selv og andre.
   Hvis vi ikke kender svarende på disse spørgsmål, så kommer vi ikke videre.
   Tit gør vi ting for at få det vi ønsker, og endnu flere gange gør vi netop intet for at få det.
   Vi tror, at selv om vi er passive, så kommer tingene af sig selv.
   I vores relationer til andre og os selv, ønsker vi at noget bestemt sker, og vi finder frem til en metode vi tror vil få det til at ske. Vi køber ting for at få anerkendelse. Vi siger bestemte ting for ikke at blive afvist.
   I de fleste tilfælde, fokuserer vi for meget på det vi ikke vil have skal ske, og derfor er det mange gange lige det der vil ske alligevel.
   I livet og i parforhold, må vi være bevidste om hvad det er vi leder efter, hvad vi forventer og hvad vi gerne vil opleve, men også være indstillet på at vi skal gå langt for at opnå det.
   Men!! Vi gør det hele tiden. Vi finder en vi bliver tiltrukket af, eller finder fascinerende. Måske har vedkommende en pæn krop eller et smukt ansigt. Det kan være hvad som helst, lige noget der tænder vores hjernebølger. Så efterstræber vi ham eller hende et stykke tid, siger til venner Ham skal jeg nok få til at elske mig. Man gør alt for at fange et andet menneskes opmærksomhed, og i denne tid glemmer man hvem man selv er. Vi gør ting, vi slet ikke har ret til at gøre over for andre, og vi er ikke i vores centrum når vi gør det, og der er ikke noget der hedder op eller ned. Vi er bare på en tilfældig mission, men vi hader os selv bagefter.
   På tidspunkter i vores liv er vi så forhippede på at komme væk fra os selv, at hvem som helst er den eneste ene. Vi stiller betingelser og krav til vores forhold, fordi vi er så optaget af den fysiske tilfredsstillelse og de psykiske behov.
   Når vi så er i det forhold vi tror vi vil blive i, så pludselig uden advarsel gør din partner noget som irriterer dig, og som gør dig meget vred. Det er ligesom at få rettet en følgespot eller det lange lys fra en bil lige i sylten, og man er blind et stykke tid efter. Alt det man troede om denne bestemte person røg lige i vasken. Man ville aldrig selv kunne finde på at gøre det over for en man elsker, men nu står man med det omvendte problem, fuldstændig forblændet, og lammet. Nu starter alle de små julelege, for man vil jo ikke så gerne miste noget af sig selv. Man forsøger at redde noget man godt ved er forbi. Man har jo fortalt alle sine venner og familien, at man endelig har fundet den store kærlighed.
   Det er det værste ved at skulle finde kærligheden igen når den først har været inde på livet tidligere.
   Vi kæmper dog tålmodigt videre, også selv om vi godt ved at det næsten er umuligt at finde den ægte igen. Det er sgu den største hurdle i livet, for vi er jo ikke sikre på at finde det samme igen nogensinde.