Første kontakt
Hvad var det Jea tog med den dag for snart to år side, den dag hun pludselig forsvandt ud ad mit liv. Var det fordi jeg havde oplevet den største af kærlighedens himmelske forførelser, eller var det oplevelsen af kærlighedens mørkeste baggård jeg havde besøgt?
Jeg var henslæbt, ind i en forunderlig verden af forsigtighed og usikkerhed. Det at skulle miste noget, der føltes så vidunderligt og farligt på samme tid. eller at blive forladt af noget, som føltes så fatalt og spændende, at det bare måtte være essensen af livet.
Hvad var det for et valg jeg stod med nu? Jeg var nødt til at gøre noget hurtigt. Der var ikke tid til kun at tænke over tingene, jeg måtte handle, ellers ville det være for sent. Jeg måtte gøre det jeg skulle gøre.. Jeg kunne ikke udsætte det længere, for jeg kunne jo se, at det var ved at køre så meget af sporet, at der kun var en ting at gøre nu, og det måtte gøres. Det var sidste chance for at rette vognen op, inden vi alle ville blive kastet ud, og alle ende i den mest forfærdelige og grusomme ulykke. Denne fatale udvej i dette, -måske eneste- liv vi ville få. Det måtte bare ikke gå så galt.
Vi mødte hinanden i august måned 2002 på dating.dk. Det var cirka et år efter separationen med Anette.
Jeg havde oprettet en billedprofil med lidt kort tekst, dog forklarende hvad jeg søgte. En aften modtog jeg et brev fra en pige, som viste sig, ikke havde gjort noget særlig stort ud af sin profil. Hun sendte mig et kort brev og jeg var ret forundret over hendes gå-på-mod. Jeg havde været alene et stykke tid og følte mig ret ensom i de store hus jeg nu sad alene i, efter den fæle skilsmisse min ekskone og jeg havde gennemlevet. Jeg vidste ikke præcis hvad jeg ville, men mente at jeg endelig var klar til et forhold igen, selv efter at have været slæbt igennem en del rod. Det som var det hårdeste, var at være vidne til det vores børn skulle igennem. Det var også hårdt, pludselig at skulle tage hele ansvaret på sig, og vide at det var mit helt eget valg at gennemføre en skilsmisse...
Nu sad jeg denne aften i august og læste dette korte brev fra en pige jeg ikke kendte, eller ikke engang havde set et billede af. Jeg læste det flere gange, og følte, at her var noget. Her var endelig en pige, som igen kunne sætte mine tanker på en spændende fantasirejse.
Jeg glemmer aldrig den korte tekst i brevet, med en overskrift jeg måske burde have set det farlige signal i.
"Oh! She likes" Det var overskriften.
Jeg læste de 3 linier i hendes brev flere gange. Hvad var det for en pige? Første linie i brevet:
"Hej! Jeg har læst din profil, og jeg er måske interesseret i at møde dig".
Hvad mente hun med, at måske være interesseret i at møde mig? tænkte jeg.
"Jeg har ikke noget billede på min profil, men hvis du har en mail-adresse kan jeg da godt sende et til dig?"
"Vi kan jo også bare ringe sammen, hvis du giver mig dit telefonnummer. Knus Jea."
Jeg husker min forbavselse da jeg læste det op første gang.
Jeg rejste mig hurtigt fra stolen, og vadede rundt i det halvtomme hus jeg var efterladt i.
Åbnede en flaske rødvin, og drak ret hurtigt det første glas. Hvem var den pige, tænkte jeg, hvordan kunne hun med et så kort brev ramme noget i mig? Lå der noget begravet i mig som lige var kommet til live?
Jeg fik en fornemmelse af, at jeg blev ramt af noget jeg genkendte, men jeg anede ikke hvad det var. Tanken om at besvare brevet, føltes pludselig skræmmende. Jeg havde en fornemmelse af, at her var noget farligt, noget jeg ikke måtte berøre, men jeg følte mig samtidig draget af hendes brev. Nu sad jeg længe, og funderede over om jeg turde besvare brevet, eller om jeg bare skulle slukke for computeren, hive stikket ud fra stikkontakten, drikke et glas vin mere og gå i seng, så jeg ville være frisk og oplagt til næste dag på arbejde...
Hvad skulle jeg dog svare? Hvorfor skulle jeg svare? Behøvede jeg overhovedet at svare hende? . Alle de spørgsmål, blev nu ved med at bombardere mig, så jeg helt glemte at jeg netop var i gang med at skrive sammen med en anden pige. En sød og kærlig pige som jeg havde brevvekslet med igennem cirka en måned. Hun boede på Amager, øen hvor jeg selv boede. Hun havde en søn på min yngste datters alder, og en datter på alder men min ældste datter. Vi var nået langt hen i vores aftaler om at vi skulle mødes, for at se om kemien var der. Jeg kan godt huske hvor spændt jeg var på at skulle møde hende, og at jeg havde en rigtig god fornemmelse om et forhold sammen med hende.
Nu! efter kun et brev fra denne Jea, - som faktisk intet sagde, men alligevel sagde en masse, gjorde at pigen fra Amager pludselig var ude af mit univers. Det lykkedes mig at slå hende så meget ud af mine tanker, at det først var efter en måneds tid, at jeg igen kom til at tænke på hende.
Hvordan kunne ét brev som dette, pludselig slette min hukommelse for hvad jeg havde under opsejling. Og hvorfor mistede jeg nu det totale overblik over min aften?
Computeren -som var af en noget ældre model- og jeg havde ikke afbrudt Internet-forbindelsen på noget tidspunkt, så jeg satte mig ned foran den store skærm igen, lagde alle mine fingre på tastaturet. Jeg foretog mig dog intet, udover at checke om hun stadigvæk var online. Det var hun. Det begyndte at dirre i mig. Jeg vidste stadig ikke om jeg ville svare, om jeg kunne svare. Noget uforklarligt var startet inde i mig. Noget, som nok ikke kunne, eller skulle besvares. Jeg skænkede et ret stort glas vin, så der kun var cirka en halv flaske tilbage, satte jeg mig godt tilrette i stolen, placerede benene på bordet ved siden af computerskærmen, og drak ret hurtigt halvdelen af vinen.
Hvad var det, som skræmte mig netop nu? Behøvede jeg virkelig at drikke mere vin, inden jeg turde kaste mig ud i en besvarelse af dette flygtige brev fra en jeg aldrig havde hørt fra før?
Ja! Det gjorde jeg. Jeg var rædselsslagen ved tanken om at modtage det næste brev fra denne ukendte kvinde.
Hvis hendes første brev kunne sætte så store bevægelser i gang, hvad kunne det næste så ikke forventes at gøre ved mig? Skulle jeg handle ud for mine følelser, eller skulle jeg lade min logik lede mig igennem dette inferno af forestillinger om hvad det her ville ende med? Jeg var så bange, bange for at blive skuffet, og bange for at blive forført. Nu efter to-tre glas vin, var jeg blevet lidt overmodig, også lidt fandenivoldsk. Jeg kom tættere og tættere på tanken om, at lade det hele opløse sig selv, eller måske finde en snedig måde, at komme ovenpå igen, så jeg ikke følte mig som den usikre type. For fanden! Jeg var jo nødt til at besvare dette brev snart. Jeg kunne da ikke risikere, at hun pludselig ville afbryde forbindelsen, og jeg så skulle gå i seng med alt det som hun nu havde sat i gang i mig...
Nu havde jeg taget beslutningen. Jeg ville svare hende...
Jeg satte mig tilrette med tastaturet, tog en slurk mere af vinen, som så fint havde den virkning jeg behøvede...
"Hej Jea... Tak for dit brev. Jeg... Delete Delete.
Nu anede jeg ikke hvad jeg skulle foretage mig. Hvad fanden kunne jeg skrive, så det ikke lød dumt? Hun måtte aldrig få den fornemmelse af, at jeg var blevet så betaget af hende. Mine tanker var blevet sløret af vinen, så jeg ikke kunne tænke klart længere. Hvad skulle jeg gøre? .
Nu sad jeg de næste tyve minutter og funderede over hvad jeg skulle skrive. Samtidig havde jeg nu drukket resten af rødvinen, som jeg ellers bare ville have et enkelt, eller to glas af, og så derefter gå i seng.
"Hej Jea... Du kan da godt ringe til mig hvis du ikke allerede er gået i seng.
Knus Henrik"
Tænk, det var det eneste jeg kunne komme op med, efter der måske nu var gået mere end en halv time, siden jeg åbnede hendes brev. Jeg havde skrevet mit mobilnummer i mit lamme tiltag til et brev.
Nu blev jeg for alvor ængstelig. Nu havde jeg sendt det brev, som måske ville afgøre det hele. En tarvelig besvarelse uden indhold, som ikke fortalte noget som helst om mig selv. Hvem ville dog nogensinde ringe mig op efter sådan en ynkelig besvarelse? Hvem ville skrive til mig igen efter det her?
Jeg vidste det var min egen skyld. Jeg havde jo lige spoleret noget helt nyt, noget som af en eller anden årsag, havde vækket noget i mig, som jeg ikke selv kendte til...
Nu sad jeg de næste 10-12 minutter og skiftede mellem ind og udbakken, bare for at se om hun havde åbnet mit brev. Det føltes som en evighed, - denne korte ventetid - men pludselig så jeg at brevet var åbnet. Hvad sker der nu, tænkte jeg? Ringer hun? Skriver hun, at hun ingen interesse har i mig, eller lukker hun bare ned for forbindelsen, og går i seng? Måske skal hun også tidligt op i morgen. Hun har vel børn som skal op og i skole, og hun har vel også selv et job hun er nødt til at passe.
Jeg sad længe, stadigvæk med forbindelse til dating.dk, og håbede at få et svar hurtigt.
Pludselig ringede min mobiltelefon, som lå foran mig på bordet... Det måtte være hende. Jeg var lammet, og havde slet ingen forestilling om hvordan jeg skal besvare opkaldet. Hvad skulle jeg sige? Hejsa Jea? Eller Hej du? Jeg øvede mig på dette i nogle sekunder, mens jeg fumlede med mobilen som jeg var ved at tabe på gulvet flere gange. Jeg tog mobilen op til øret og lod som om vi havde forbindelse. Ringetonen gik lige ind i mit kranie, så det gjorde ondt. Jeg satte mig ned, tog en dyb indånding. Den havde nu ringet 6 gange, og jeg vidste at jeg skulle tage den nu, besvare den inden hun lagde på...
- Hej! Det er Henrik! ... svarede jeg, som om jeg var helt fattet, -mens et virvar af tanker fór igennem min hjerne. Jeg ventede bare på at hendes stemme skulle berolige mig, så jeg ikke tabte både mund og mæle....
- Hej! Det Jeanne! Er det Henrik? (Som om hun ikke vidste det), spurgte hun, med et Brøndby- accent, så mine første illusioner blev slået helt ud ad kurs. Billedet af denne kvinde, eller pige, som jeg havde dannet mig, fik nu pludselig en anden betydning. Nu blev jeg skuffet over hende. Alle de billeder og fantasier om hende, indenfor den sidste halve time, blev nu forvandlet til et billede af en billig Brøndby-tøs, som jeg allerede havde kendt en del af i mine yngre år. Men jeg følte mig dog roligere.
- Hej Jeanne, skønt du ville ringe til mig, sagde jeg, og spurgte hende.
- Hvad har lokket dig til at oprette profil herinde på dating.dk?
- Fordi jeg vidste at du var herinde, svarede hun hurtigt, så jeg fik en fornemmelse at hun sad med et tilbageholdt grin. Jeg har ikke noget billede på min profil, for jeg ville selv finde, i stedet for at skulle findes, fortsatte hun.
- Du var heller ikke nem at finde, svarede jeg. Jeg var faktisk ved at opgive det helt.
- Hvad slår du din tid ihjel med, spurgte jeg hende.
- Lige nu arbejder jeg som tandlæge-klinikassistent, på fuldtid, men arbejder også en del som tjener om aften, men jeg er så træt af de tjenerjobs og stopper med det snart.
- Hvor længe har du haft de tjenerjobs? spurgte jeg nysgerrigt.
- Cirka et år nu, men jeg har planer om at stoppe med de vagter inden for en måned, for jeg orker det ikke længere, svarede hun så det lød overbevisende.
- Jeg vil meget hellere satse på et familieliv, da det er vigtigere for mig, det har været en sjov tid, og jeg har lært en masse nye mennesker at kende, men føler nu at det er på tide, at jeg slår mig til ro, og derfor vil jeg satse alt min tid for at finde et normalt familieliv.
- Det lyder, som om vi har lidt af de samme planer for livet, så jeg håber da vi kan mødes en dag og se om vi er noget for hinanden, sagde jeg, med rolig overbevisning, samtidig med at jeg forsøgte at se hende for mig.
Vi fandt ud af, - hen i samtalen - at vi havde en del fælles bekendte, fra vores barndomstid i Brøndby Strand.
Efter den noget faldende interesse, i denne ellers bemærkelsesværdige kvinde, anmodede jeg hende dog, om hun ikke ville være sød, at sende et foto, eller to, til min mailbox. Det indvilgede hun hurtigt i, da hun alligevel var på besøg hos sin eksmand og hans kone.
Vi blev enige om, at hun skulle ringe til mig den næste formiddag, så vi kunne aftale hvilken dag vi skulle mødes.
Da vi begge havde afbrudt forbindelsen, valgte jeg at gå i seng med det samme. Jeg slukkede computeren, slukkede alle lysene i huset, og gik ud på badeværelset for at børste tænder. Samtalen med Jeanne, havde på en eller anden måde føltes som et frisk pust, og havde givet mig en underlig følelse af lettelse.
Det var som om, at jeg allerede vidste det ville blive hende og jeg, at vi ville finde sammen. Men jeg havde også under samtalen med hende, haft en fornemmelse af, at der var noget underligt i den måde, hun fra dag til dag ville lægge sit liv helt om. Nå! Jeg var udkørt efter en lang dag og trængte til søvn, så jeg valgte at løse en kryds*og* tværs, som jeg allerede var startet på aftenen før. Jeg var vistnok i drømmeland allerede efter et par minutter, for jeg husker at jeg vågnede den næste morgen stadigvæk med lyset tændt og intet nyt løst i bladet.
Billederne var helt nye, og det gik op for mig, at de var blevet sendt knap et minut efter endt samtale. Jeannes eksmand havde været så sød, at tage disse tre billeder af Jeanne dagen før, overført dem til computeren, samtidig med at han havde hjulpet hende med at oprette en profil på dating.dk.
Nu sad jeg denne morgen, med disse tre billeder af den smukkeste pige i denne verden. Pigen med det værste sprog, men også den smukkeste pige, jeg endnu havde set på fotos.
Jeg anede ikke hvad mit næste træk skulle være. Skulle jeg ringe til hende, eller skulle jeg sende en SMS, at jeg havde modtaget billederne? Jeg fik i brevet, sammen med billederne, at vide, at jeg ikke måtte besvare hende på mail, da det ikke var hendes egen mail-adresse. Jeg gik stille med dørene de næste morgentimer, og valgte ikke at kontakte hende. Jeg ville vente på hendes udspil.
Cirka 11:00 kl denne formiddag, modtog jeg en SMS fra hende. Hun spurgte mig, om vi kunne mødes i løbet af de næste to dage. Jeg svarede hende tilbage med det samme, at jeg ikke var interesseret i at møde hende, at vi nok ikke ville det samme her i livet alligevel, og derfor ikke fandt nogen anledning, til at vi nu skulle mødes.