-Far! Er det rigtigt, at dig og mor skal skilles?
   Al så men stor forundring på Trine, som havde tårer i øjnene.
   -Nej da!, hvorfor tror du dog det, skat?
   -Jamen, Anders siger at i skal væk fra hinanden snart, hvorfor siger han så det hele tiden? spurgte hun med dyb gråd i stemmen og snøftende højlydt.
   Al rejste sig fra sofaen og skyndte sig hen til Anders værelse og bankede på døren.
   -Kom ind, svarede Anders, efter et par sekunder.
   Al åbnede døren, og så med det samme sønnen, der kæmpede ivrigt for at gemme nogle papier under bordet.
   -Hvad laver du Anders? spurgte Al nysgerrigt og gik hastigt hen imod ham.
   -Ikke noget særligt, vrissede Anders og kørte sin stol helt ind til bordet.
   -Hvad er det for nogle papier du forsøger at gemme væk? -Har du nogle hemmeligheder som jeg burde vide noget om? spurgte Al, ivrigt, mens han forsøgte at iagttage usædvanligheder på værelset.
   -Det er de papirer han siger det fra hele tiden, stønnede Trine, som nu stod i døråbningen og pegede hen på sin brors skrivebord.
   -ANDERS! GIV MIG DE PAPIRER, NU!! sagde Al vredt, og trak Anders stol ud fra bordet. Han samlede hurtigt alle papierne op og begyndte at bladre i dem.
   -Trine! Gå ind på dit værelse med det samme.
   -Jamen, snøftede hun, og løb lidt efter ind på sit værelse og smækkede døren hårdt i.
   -Anders! Hvorfor skriver du sådanne ting? Du gør jo din søster bange hele tiden.
   -Det er jo rigtigt det der står, svarede Anders, mens han holdt sig for øjnene og snurrede rundt på stolen ved hjælp af sine ben.
   -Nej Anders! svarede Al og bladrede videre i bunken af de håndskrevne papirer.
   -JO DET ER, FAR! DU VED DET BARE IKKE SELV ENDNU, råbte han, og snurrede nu endnu hurtigere på stolen.
   -DU BLIVER PÅ DIT VÆRELSE TIL JEG GIVER DIG LOV TIL AT KOMME UD IGEN..-HAR DU FORSTÅET DET, ANDERS?
   -Det havde jeg også tænkt mig alligevel, svarede Anders hånligt, og standsede brat sin snurren rundt, da hans far lukkede døren udefra.

Al satte sig i sofaen igen og studerede nøje de linier igennem, som hans søn havde skrevet. Ti sider med korte sætninger, der ikke gav ham nogen forståelse for, hvorfor hans søn havde skrevet dem ned på papir.
   Telefonen ringede, så Al rejste sig for at besvare den.
   -Det er Al, sagde han, inden han opdagede at der kun var lyden, som fra en optaget telefon.
   Han lagde på og gik tilbage til sofaen. Telefonen ringede igen. Al rejste sig og ilede ud i entreen. Igen var der kun lyden af en telefon, der var optaget. Nu blev han stående ved telefonen, ifald den ville ringe igen, men efter et par minutter valgte han at gå tilbage til stuen.
   Han fandt i bunken af papirene en side, hvor der kun stod.
   MORSKALVÆKLÆNGEMORSKALVÆKLÆNGEMORSKALVÆKLÆNGEMORSKALVÆLÆNGEMORSKALVÆKLÆNGEMORSKALVÆKLÆNGEMORSKALVÆKLÆNGEMORSKALVÆKLÆNGEMORSKALVÆKLÆNGE.MORSKALVÆKLÆNGEMORSKALVÆKLÆNGEMORSKALVÆKLÆNGE

Hele siden bestod kun af disse uforståelige sammensatte ord, der ikke gav, Al nogen mening.
   Han bladrede til næste side. Også her var der på samme måde kun sammensatte ord fra toppen til bunden af siden.

BOHARETBARNFARHARETBARNBOHARETBARNFARHARETBARNBOHARETBARNFARHARETBARNBOHARETBARNFARHARETBARNBOHARETBARNFARHARETBARNBOHARETBARNFARHARETBARNBOHARETBARNFARHARETBARNBOHARETBARNFARHARETBARN

Al sad et stykke tid, inden han fattede hvad der egentligt stod. Det lykkedes ham at skille ordene fra hinanden, da telefonen endnu engang ringede.
   -Det er Al.
   -Det er mig, svarede Linda og holdt en lang pause. -Hvordan har børnene det?
   -De har det godt, svarede Al med stor skuffelse i stemmen. -Hvornår har du tænkt dig at komme hjem igen? Spurgte han og forventede et svar. Linda holdt igen en pause.
   -Når jeg er klar til at komme hjem igen.
   -Og hvornår er du så det? spurgte Al lidt arrogant, men var ikke i stand til at skjule sin skuffelse i stemmen.
   -Jeg bliver her hos min mor, indtil jeg har fået ordnet nogle ting.
   -Hvad for nogle ting? Spurgte Al denne gang ivrigt..
   Igen var der er pause...
   -Jeg har bare nogle ting jeg skal have ordnet, inden jeg er klar til at komme hjem igen. -Det håber jeg du vil give mig tid til, Al.
   Al svarede ikke med det samme...Han var målløs af bare skuffelse.
   -Jeg håber du ved hvad du gør Linda, og at det er det rigtige du gør, for jeg ved snart ikke hvad der sker omkring os længere, svarede han fortvivlet
   -Bare rolig Al, svarede hun. -Jeg ved hvad jeg gør og jeg gør jo ikke noget dumt, vel?
   Al vendte tilbage til papierne efter de havde sluttet samtalen.
   Han bladrede til næste side.

VISKALMÅSKEHAVEENSØSTERVISKALMÅSKEHAVEENSØSTERVISKALMÅSKEHAVEENSØSTERVISKALMÅSKEHAVEENSØSTERVISKALMÅSKEHAVEENSØSTERVISKALMÅSKEHAVEENSØSTER

Han sad og læste de ubrudte bogstaver igen og igen, men blev ikke klogere af dem. Han havde dog en stærk fornemmelse af, at Linda måske havde ret i, at Ea var blevet gravid den aften, men han følte sig ikke sikker på det. Han havde mest lyst til at gå ind og tale med Anders, men ville også gerne skåne sønnen for at blive yderligere udfrittet. I stedet for gik han ind til Trine, løftede hende op, og kyssede hende på panden.
   -Det skal nok gå skat, du kan være helt rolig nu, det skal nok gå alt sammen.
   Trine klynkede stadig, mens Al forsøgte at overbevise sig selv om, at alt var i den skønneste orden.